Så sent som i sidste uge blev jeg, af en god kollega fra de højere luftlag på min arbejdsplads, Helle Rimmer, betegnet som "en af hverdagens heltinder".
Af den simple grund at jeg var taget på arbejde, selvom jeg egentlig var sygemeldt, bare lige for at ordne et par ting. Det er jeg sikker på at jeg langt fra er den eneste der gør, hverken på min egen eller på andre arbejdspladser. Men gør dét egentlig de hårdtarbejdende karrieremennesker til "hverdagens helte og heltinder"?
Måske snarere tværtimod?
Helles kommentar til mig var selvfølgelig ment som en kompliment, og blev også modtaget som sådan, men ER det i virkeligheden ikke en helt anderledes slags prioritering der udgør hverdagens helte?
Jeg må, med selvfølgelig fortrydelse, erkende at det ikke er muligt på samme tid at gøre forskerkarriere, have børn, skrive bøger, og rejse rundt i hele verden - sådan som mine barndomsfantasier ellers havde forestillet sig mit voksne liv. Jeg har tænkt lidt over værdier, og over hvem der egentlig er hverdagsheltene i mit eget liv. Nogle af dem er selvsagt karrieremennesker, fx de mange dygtige kolleger på Experimentarium. Men nogle af dem er også noget helt andet.
Det er mig en uendelig glæde at kunne se op til mange af mine bekendte som værdi-mæssige forbilleder. Det ER heldigvis helt og aldeles muligt at få et liv til at fungere, også selvom man tager nogle valg der kræver mange kræfter på et helt specifikt - og ofte nørdet - område.
(Mig, da jeg for et par år siden blev bidt i kinden af en dromaeosaur)Som palæontolog (og dermed NØRD) kan jeg jo kun frydes over for eksempel at møde Søren Hammerlund fra Virelai, til dette års middelalderfestival. Han er helt ekset med drejelirer: Spiller dem, producerer dem og opsøger dem i rundkørsler i Frankrig.
Eller en jævnaldrende studiekammarat, Jos Kilgast, som har en samlet viden om frøer der øjensynligt overstiger samtlige padde-databaser der måtte eksistere (i hvert fald i Danmark), og som selvfølgelig tog ned i Congos jungle (af alle steder), og fandt et par splitnye arter! Jeg har indtil flere af denne slags bekendtskaber: Folk der rent faktisk får gennemført de ting de drømmer om. Her har jeg valgt at give en hyldest til fire mennesker af denne slags, som jeg virkelig synes fortjener det:
Karoline Nolsø Aaen:
Jævnaldrende superkvinde med kæmpestor hårpragt, indre harmoni og en vilje der siger spar to. Alt i Karolines liv er udgjort af naturmaterialer. Det være sig hendes tøj, hendes tasker, hendes selvforsynende økolandbrug - og hendes amerikanske mand, Tycho (opkaldt efter Tycho Brahe). Men det var slet ikke her Karolines og mit venskab begyndte.
Det var derimod på biologistudiet, hvor vi samarbejdede om at få fokus i de danske medier, på oliekontamineringen i Amazonas. En ikke helt let opgave. Jeg kom ind fra sidelinien med min dårlige samvittighed over at vie mit liv til noget helt og aldeles uddødt (=dinosaurer), mens Karoline var helt inde i sagen, og flere gange var i Ecuador og opsøge både de oppustede magtmænd, og de påvirkede indianerstammer.
I 2005 var Karoline således afsted, og fik taget billeder af en ulovligt opført pipeline, som var ført igennem primærregnskov i Amazonas. For at gøre dette, måtte hun spurte ud af en ventende bil (hvor chaufføren knap turde stå ud af bilen), knipse med kamaraet, og spurte uset tilbage i bilen og forsvinde. Ikke helt umodigt gjort.
I 2006 var vi i Ecuador sammen, og denne gang havde hun netop mødt Tycho (i netop Ecuador). Og sammen med et filmselskab havde de været med ude i Waorani-territoriet og filme kontamineringsskaderne - derude hvor ikke engang brøleaberne vender. Filmen kunne selvfølgelig kun produceres med påskud om at være en natur-dokumentar, og siden er den på mystisk vis blevet fjernet fra diverse internationale filmfestivaller.
Olieindustrien hører til de mest korrupte, bevidst ødelæggende og magtfulde i verden. De er umulige at komme til livs, men jeg er meget stolt over at kende en person som, med negle og klør, tør angribe hvor andre på forhånd giver op.
Karoline og Tycho er et af de få velintegrerede par jeg kender, som har bevidst fravalgt at få børn. De vil have mulighed for at kunne bryde op og rejse væk, hvornår det skal være, også selvom de bor et så bindende sted som på et økologisk landbrug. Det tager jeg hatten af for.
(Karoline i fuld gang med at redde regnskoven, på vores fælles tur til Amazonas)Ditte Boeg Thomsen:
Hyperintelligent linguist-veninde, som hudløst deler sorger og glæder (foruden litteratur) med mig - på Kvinderegensens beskedne, men højt elskede, studiekamre, og skønne altaner.
Ditte har med sin usammenlignelige intelligens - og enormt høje pligtopfyldenhed - i løbet af sit bachelorforløb opnået en nøglestatus af rang på det lille, og fåtallige, linguiststudie. Med absolut ingen fritid stormer hun derudaf med fire jobs (hvor hun bl.a. underviser medstuderende), eksaminer med udelukkende 12-taller, og faglige projekter som overskrider alle niveauer for de stillede krav.
Hos hende åbnes en helt ny dimension af nørderi: Man kan nemlig også være helt ekset med "racing" verber, sprogsemiotik eller børns tilegnelse af evner til sætningskonstruktion.
Måltider indtages foran computeren, og transport til og fra universitetet foregår i løb. Usundt? Nej, ikke for Ditte som allerede, med sin unge alder, er blevet en livsnerve for linguistik på KU. Denne kvinde brænder for sit fag som ingen anden jeg kender, men på trods af den manglende fritid formår hun dog alligevel at være fuldt ud tilstede, samt at koble helt af, når vi på sene aftentimer mødes til portvin, og deler ugens hjertekvabakkelser.
Derfor kører hun heller ikke ned, men bliver derimod ladet op af både fag og samværd. Ditte kan lytte, og føle, som ingen anden - og hun bliver på den konto også en livsnerve for mig. Hendes valg er at være opofrende for sit studie, men Ditte har så meget at give, at hun bliver en mindst ligeså opofrende hustru og mor en dag.
(Ditte i sit vindue på Kvinderegensen, studerende i solen, dette forår)Palle Hansen:
Min stedfar, og små brødres far. Manden der pludselig stod med to små drenge uden mor, et landbrug og et fuldtidsjob som statsautoriseret revisor. Manden som alligevel valgte at starte eget firma, være landmand og farmand med stort F. Samt at klare alle tre ting med bravour! Landbruget huser ikke længere får, men vokser til gengæld i omfang med mere og mere vådområde (man skal jo sørge for at frøerne ikke fortsat har det bedre i Albanien end i Danmark). Det kan jeg godt lide ham for.
Juletræsmarker og jagt bliver flittigt passet, og Palle demonstrerer jævnligt sit livsbekræftende overskud, med familiemiddage på et gourmet-plan af dimensioner. Vildtretter, hjemmerøgede pølser og danske naturingredienser blandet med sydeuropæiske delikatesser. Kunstneriske arrangementer på tallerkenerne, så skulle man tro man befandt sig på Restaurant Noma. Kvalitetsrødvin og -kaffe bliver der også kælet for.
Palle har valgt at være far, og livsnyder, uden at ofre sin karriere på det, og beviser til fulde at dette valg er muligt. Mine to brødre oplever en far der er hundrede procent til stede, og det beundrer jeg ham for! ....og så kræver det også en vis portion overskud, og åbensind, at lukke sit hjem op for fremmede gæster til juleaften. Det er jeg glad for at opleve, og kunne være en del af.
(Palle og jeg, vågne og friske på livet, allerede i 1987)Jesper Milán:
Palæontologerne i Danmark udgør en lille sluttet trop, som er fælles om at bo i et land stort set uden palæontologiske muligheder. Jesper er en af de få der har formået at udnytte de små nicher, som vores land rent faktisk tilbyder, til fulde. Det synes jeg er opbyggeligt når jeg nu altid selv har forestillet mig et fremtidsliv i udlandet, men nu med alderen faktisk har erhvervet mig en fornyet portion lyst til at blive boende i Danmark.
Med Per Christiansen som det internationalt fremstormende forbillede, har jeg altså nu også fået øjnene op for Jespers valg om at blive i Danmark og lede det nye Geomuseum Faxe. En spændende stilling, som jeg især kan se potentialet i nu hvor jeg har oplevet at arbejde på Experimentarium i København.
Jesper har netop stiftet familie, og klarer både barn, job og geologi-ekskursioner til alle verdensdele uden problemer. Det var i øvrigt fantastisk at bevidne Jespers PhD-forsvar, som kom så vidt omkring som til arkæologiske kvæg-fodspor på Kreta, dinosaurfodspor i Portugal og på Bornholm, og emu-fodspor fra nutidens Zoologisk Have. Det viser kreativitet og fællesnævner-tække, som er vigtigt i en tid hvor det ikke er nok at vide alt om trilobitter for at være palæontolog. Alt i alt udgør Jesper et godt og realistisk forbillede for et muligt palæontologi-liv i Danmark. Også selvom Faxe byder på flere koraller, end på dinosaurer.
Se Jesper selv præsentere sit museum på dette link:
Derudover er det for øvrigt skønt at observere hvordan palæontologien i Danmark oplever et popularitets-boost efter at bogen "Dinosaurens Fjer" er udkommet. En bog der foregår i netop vores miljø, og som trækker faget ned på et menneskeligt niveau som alle kan forstå. Bogen er skrevet af Sissel-Jo Gazan, som også er "en af os", men som har taget et valg (som også ligger varmt og ulmer under min overflade): Nemlig at blive forfatter i stedet for palæontolog/biolog.
Hun er nu flyttet til udlandet med sin datter, hvor hun skriver anmeldelser, bøger og rejseguides, mens hun er mor med stort M. Endnu et eksempel på en power-single-forælder.
Jeg kunne nævne mange flere hverdagshelte, men må nok stille mig tilfreds med at der i hvert fald er rig mulighed for at gøre en forskel på det ene eller det andet felt, og føre et vellykket privatliv samtidig. Det må være en vigtig lektion i livets skole.
Tjek også for god ordens skyld vores eget science center ud:
Livet - du bliver sjovt nok klogere!
.JPG)