Mars på Jord

Det er allerede svært at sætte sig ind i den boligløse og vinterlige situation, da vi vendte hjem fra Sibirien for nu godt 7 måneder siden.

Tiderne er i den grad skiftet. 

Den danske sommer er på sit højeste og mit sidste år i 20érne er blevet brugt på at forberede det næste årti i 30érne - med perfekt timing af flytning i hus lige når grænsedagen oprinder (om nu to måneder). 

Men indtil da skal endnu en rejse bringe mig tilbage til et vinterlandskab - lige midt i sommeren: 

En dinosaur-ekspedition til Østgrønland står for døren, og det bliver en helt anden verden. 

-En konstant soloplyst verden af overjordisk karakter (meget mere om det senere...).

Man skulle næsten tro at jeg holdt meget af vinteren, siden jeg valgte at fordoble den sidste år - ved allerede at starte med oktober i Mongoliet/november i Sibirien - samt nu en arktisk rejse i min sommerferie (ja, det drager jo...).

Men apropos andre verdener, så har jeg også lyst til at lave en bagudskuende note om mine, noget intense, oplevelser i Kina.

Det har taget mig lang tid at rehabilitere efter arbejdsforholdene og fremmedgjortheden i denne dybt anderledes kultur.

Samtidig med afrejsen påbegyndte jeg læsning af Mars-trilogien (Red Mars, Blue Mars, Green Mars), om menneskets (fremtidigt potentielle) kolonisering af først Mars, og siden hele solsystemet. 

En yderst velfortalt og overbevisende science fiction klassiker.

Jeg læste - passende nok - om hele "rumrejsen" derop, under flyvningen og mellemlandingen i Moskvas lufthavn, og ankom til Beijing, netop som bogens hovedpersoner ankom til Mars. 

Hvor rammende dette skulle fortsætte med at udvikle sig, havde jeg ingen anelse om...

Kina var simpelthen en anden planet.

Jeg var ligeså alene, som havde det været en livløs planets stenørken.

Jeg var lige så tvunget udi hårdt, fysisk arbejde, som kolonisterne der skulle opbygge en ny verden (sådan føltes det i hvert fald).

Da det blev sommer i Kina, og jeg var nået langt i bøgerne - begyndte bogens personae at rejse tilbage til Jorden.

-De kan dog ikke trække vejret, og bliver syge af den tunge og trykkede jordiske atmosfære, fyldt med hede og fugtighed.

Sådan føles den kinesiske sommer også!

Den er hed, trykkende - og maser sig ned ovenpå én som en dyne.
(Insekterne elsker det. Ligeså jordboerne i Marsbøgerne;)

Men ligeså hårdt det er at kolonisere nye planeter, ligeså spændende er det også (se evt. mit tidligere blog-indlæg om The Human Experiment), og jeg skulle elske at leve i den generation som kommer til at opleve dette.

Jeg er derfor også taknemmelig for at at have oplevet et så fremmed Kina. 

Helt, helt anderledes end at gennemrejse som turist - hvor sure Julie og jeg end blev, fordi vi allerede dér følte os udsat for en uvelkommen afmagt. Det var ingenting i forhold til at bo i kommunikationsørkenen i en fast lang periode.

Men jeg lærte en masse; om palæontologi, om psykologi (min egen og andres), om sprog - og om andre kulturerer.

Tak for det.

Eliza er klar til nye eventyr.
De sidste inden livsfaseskiftet...