Etiopien (part 3)

Fra Nilens udspring, d. 23. aug. 2010

"Once upon a time, in the mountain vastness, a drawbridge lowered and a white stallion galloped forth from a crystal castle.
On his back was an emperor dressed in gold robes living on a mountain of fire.
Northward the emperor rode, past craggy peaks and terrifying chasms haunted by baboons with bleeding hearts, untill he arrived at a chapel containing the words of God, carved onto stone tablets by Moses.
Above the chapel leered giant obelisks erected in memory of a queen known only as Sheeba, who loved a faraway king named Salomon.
After praying for advice to the Oracle of the Ark of Covenant, the emperor sped forward over mountains where Syrian monks climbed the tails of serpents to build treasure-filled monasteries.
As he rode, the King of Kings turned his head to the left, and off in the far distance he saw the glitter of a desert made of gold.
The riding became harder, the wrinkles of the earth more spectacular still, but the end of the pilgrimage was in sight.
Ahead of the emperor lay the new Jerusalem; the holy city of Lalibela, where Skt. George demanded a team of angels build him a church fit for a slayer of dragons."

Lonely Planet, Introductory section to Northern Ethiopia



Hermed ved enden af vores 13-dages tur til den nordlige del af Etiopien, kan vi faktisk se tilbage på samtlige disse her beskrevne eventyrlige steder (noget af en præstation).

Startende med klippeindhuggede kirker i tågede og bjergomsluttede Lalibela (Etiopiens anden hovedstad, fra 1200-tallet), hvis overvældende arkitektur næsten ikke kan beskrives med ord...


Derefter videre til Aksum, som var den første hovedstad (fra ca. 500 f. til 500 efter kristi fødsel), og et af oldtidens tre store verdensriger.

Her besøgte vi enorme grav-stelaer (obelisker).


(Denne gigant-stela var for stor til nogensinde at blive rejst. Den knak i 400-tallet!)

Dronningen af Sabas mytiske hjemsted, og ikke mindst "Pagtens Ark" som befinder sig her (men som selvfølgelig ikke må beskues af noget dødeligt menneske!!).


(En af verdens helligste kirker - som indeholder Pagtens Ark)

Så mange legendariske hemmeligheder der findes i disse bjerge...

Til sidst "The Camelot of Africa": Gonder, som er den tredje og sidste hovedstad inden Addis; fra 1600-tallet. En solbeskinnet middelalderborgsperle - her lige midt i regn og mudder...


(Et af kongeslottene i Gonder)

For regn kan vi i hvert fald ikke påstå at have undgået i den sidste uges tid. Tager man til Afrika i regntiden beder man måske også selv om det?


I Aksum blev vi overrumplet af en byge af dimensioner. Vi taler om dobbeltstyrke af selv den kraftigste håndbruser derhjemme, og en efterfølgende ankelhøjde-flod ned gennem hele byen (med vandfald og det hele).

Da vi to dage senere skulle på vandring i Simiensbjergene var vores sko stadig ikke tørre!

Men så kunne vi da i det mindste stå der gennemblødte i tordenrumlen og spekulere lidt over vores netop afsluttede ophidsede diskussion om menneskerettigheder og fattigdomsproblematikker.


(Camilla på vejen, som pludselig er blevet til en flod på 30 sekunder)

For hvor skal man egentlig helst putte sine penge hen?

I lommen på den altomslugende håbløshed hos folket på gaden, eller i drikkepengepuljen hos det arbejdende folk, som rent faktisk måske kan have en chance for at bringe pengene videre (til hjulene i landet - måske i sidste ende til de fattige på gaden?).

Et meget svært dilemma imellem moral og fornuft...

På vej fra sted til sted har vi også bevidnet andre historiske steder. Fx slagmarken hvor etioperne slog italienerne i 1895, og hele det område som i vores barndom (=80'erne) var ramt af voldsom sult og tørke. Ikke helt til at forstå nu hvor det hele er grønt og smukt!

Desuden også en forladt falasha-landsby (falasha=etiopiske jøder), idet alle landsbyens beboere blev smuglet med fly til Israel imellem 1985 og 1991. En dont israelerne vist stadig er ualmindeligt stolte over...


Idag er landsbyen beboet af "almindeligt" ortodokse etiopere.

Bavianerne med de blødende hjerter har vi heldigvis også fået lov at møde. I stor stil endda.

I Simiensbjergenes kulde skulle vi ikke vandre langt for at ramle ind i store flokke af hundredevis af disse endemiske aber, med det nøgne bryst (og dermed rødt) istedet for de klassiske nøgne numser som bavianer som regel har.


Disse er også de eneste aber der lever udelukkende af græs.

Bange var de bestemt ikke, så det føltes næsten som om vi var en del af flokken. Hvilken herlighed!


(Hvem er aben?)

Enkelte nattemøder med hyæners røde øjne er det også blevet til - foran bilen - i nogle af de første, og meget lange, kørselstræk vi tog.

Vores chauffør, Tesfaye, er blevet en rigtig guttermand for os.

Det var en svær, men også god, beslutning at vælge at tage med egen chauffør og bil rundt i hele landet. For efter at have været øjenvidner til adskillige daglige trafikulykker af den rigtig, rigtig slemme slags, syntes vi - med vores korte tid til rådighed - at det var den bedste og sikreste løsning.

Vi følte os heldigvis også allerede glade for og sikre ved Tesfaye, som vi havde lært at kende i den første uge nede i Syden og det varme "rigtige"Afrika i Omo-dalen. Prisen afgjorde sagen!

I forgårs hvor det var lørdag, og der var præcist en uge til min fødselsdag, overraskede Tesfaye mig med at have bestilt en fødselsdagssang og et stearinlys til mig, på baren hvor vi tog os en drink.

Jeg havde ikke engang fortalt ham at det snart var min fødselsdag (men det havde Camilla vist nok!!). Var det dog ikke sødt?


(Tesfaye køber ananas til os - i store mængder)

Nu er der to dage til hjemkomst til Danmark, og vi har tilbragt de sidste to dage i Bahir Dar - med at besøge Nilens udspring (endnu et af Afrikas legendariske spots som viste sig at befinde sig i Etiopien);


...vandre i solskinshede hen til samme Blå Nils enorme og vandfyldte vandfald (endnu vildere nu i regntiden), og med sejlture på Lake Tana - som er en sø spættet med øer og halvøer med utallige hellige, gamle og nye, klostre.


(Julie, på vej ned fra klosterbesøg...)

Ganske særlige øer med jungle som vi ikke har set det andre steder på vores færd, foruden de særlige helligdomme og fuglerigdomme.


(En enkelt fiskeørn kunne det da også blive til)

16 dages faste er desuden forbi, så igår fejrede alle ortodokse etiopiere, inklusive Tesfaye (og os!), Marias himmelfart med en overdådig overflod af kød og gedeslagtninger overalt i gadebilledet.

En sitrende forløsning i stemningen, og vi kan nu derfor tage hjem med god samvittighed - og fyldte maver - med krop og sind i bero.

Til Danmark det går...

Etiopien (part 2)

Hvorfor Etiopien? D. 14. aug. 2010

Netop ankommet til Lalibela - Etiopiens absolutte højdepunkt, og verdens andet Jerusalem. Bygget af engle i 1200-tallet (men meget mere om det senere)...


(På vej ind i Lalibela)

Vi er allerede omsluttede af højlandsmagi, så jeg får lyst til at gyde nogle flere ord udover jer. Jeg skal nemlig alligevel sidde og vente på at Camilla kigger på ny lejlighed på meget langsom forbindelse;)


Den opmærksomme facebook-bruger vil måske have bemærket at jeg, umiddelbart inden afgang, erklærede ligeså godt at have kunne befundet mig i 2002?

Skønt denne status havde en ganske anden årsag, kunne jeg ikke lade være med at studse over det i flyveren, da det pludselig slog mig hvad det egentlig var der oprindeligvist havde fået mig til at vælge Etiopien i stedet for et hvilket som helst andet afrikansk land.

Jeg måtte faktisk næsten le da jeg kom i tanke om det...

For det var nemlig hverken Lucy eller tallerkennegrene der var drivkraft i min vinterskøre beslutning for et halvt års tid siden, men derimod at:

Etiopien er et ganske unikt (afrikansk) land, idet de som de eneste stadig benytter det julianske kalendersystem (som vi også brugte i Europa i middelalderen), hvilket betyder at Etiopien befinder sig i 2002 indtil d. 11. september (altså næste måned), hvor de skifter til 2003!!!


Derudover har de (ligesom en del andre afrikanske lande) et andet klokkesystem, hvor klokken er 1 ved solopgang, 6 ved frokosttid, og dermed 12 ved aftensmadstid. Det gør alting temmelig forvirrende, men heldigvis kender de fleste etiopere også til både europæisk tid og kalender, og er vant til at bruge dem.

Jeg må også indrømme at det afrikanske klokkesystem er langt mere logisk end vores, men det er måske ikke helt lige så smart i lande med skiftende dagslængder!!

Udover Tanzania kan jeg desuden ikke komme i tanke om andre afrikanske lande der ikke har et kolonisprog som deres officielle sprog.
Amharisk er et semitisk sprog (med eget alfabet) som nedstammer fra det ældgamle sprog Geez - som de hellige skrifter er skrevet på, og som stadig bruges af nogle af præsterne i de ældgamle kirker (meget mere om dem senere).

Vores ven, Wako, læser avis skrevet med amhariske bogstaver)

Det hænger selvfølgelig sammen med at Etiopien også er det eneste afrikanske land der har undgået kolonisering, og derved er symbolet på hele det uafhængige Afrika. Hvad især Rastafari-bevægelsen jo som bekendt har dyrket.

The "motherland" (en meget passende betegnelse for landet hvor selveste menneskeheden rent faktisk opstod). Rastaerne har derfor deres afro-hovedstad (Sheshemene) her, som vi kørte igennem på vej hjem fra Awasa.


(Det er også derfor det etiopiske trefarvede flag har været inspiration til de utallige andre rød-gul-grønne flag der nu er poppet op overalt i Afrika!)

Udover deres amhariske nationalsprog har Etiopien også et par og firs yderligere (stamme)sprog, og mindst ligeså mange dialekter oven i hatten (men det er vist meget typisk for Afrika).


Deres meget tidlige kristendom, som er beslægtet med den koptiske (og den armenske) kirke var også en stor del af grunden til at jeg valgte netop denne destination - også selvom det er en alt for stor mundfuld til en lille måned, og vi umuligt kan nå det hele.

Godteposen (og afstandene) er simpelthen for stor(e).

Den etiopiske kirke indeholder nemlig, foruden gamle jødiske træk, også stadig Enoks bog som en del af deres bibel, og da denne altid har været min yndlingsbibelsskrift (sådan en skal alle jo have!), fordi den beskriver englene og deres hierakier og gang på jorden, var dette også en anden drivkraft - og alt dette (religiøse især) var selvsagt grunden til at søde Julie slet ikke kunne holde tanken ud om at jeg skulle hertil uden hende.


(De har da også nogle temmelig underholdende kirkemalerier, synes jeg!)

Derfor sidder vi her idag: Julie, Frederik, Camilla og jeg - og jeg (og jeg!) kunne ikke være gladere for mit valg.

Etiopien (part 1)

This time for Africa, d. 10. aug. 2010

Hermed et par veltilfredse grynt efter en uge med mave og hoved fyldt til bristepunktet med nye indtryk og behageligheder i Etiopien - dog ikke uden lidt krydderi af bristede illusioner og beskæmmende kampe om griskhed. Kan det mon undgås i en rejse til verdens tabte kontinent?

Det er min første rejse hertil, og symbolsk fulgt af Shakira-rytmer og søde minder om en global VM-sommer i Afrika og optimismens tegn. Jeg måtte næsten klemme en tåre da hun første gang bragede ud af bilradioen på en regnfuld palmestrækning.

Vores illusioner brast da vi, efter 14+7 timers køretur ned på savannen i syd (Omo-dalen), ville besøge Mursi-folket (tallerkennegrene), hvilket viste sig at være en umulighed uden at deltage i foto-masse-prostitution, betydende at mursierne, allerede da vi mødte dem i markedsbyen (Jinka), stillede sig demonstrativt op for at afkræve os billeder af deres hængende og skamferede underlæber, og betaling for samme.

(Mursi-kvinder - med plads til tallerkner)

Vi opsnappede nys om at hvis vi besøgte dem i deres landsbyer uden for byen ville det blot blive en halv times helvede, og på ingen måde det intense besøg hos et savanne-naturfolk som vi havde håbet.

Vi besluttede os derfor for at vi ikke ville kunne holde tanken ud om at deltage i yderligere kulturskamfering af disse folk, og måtte forlade Jinka igen uden at have foretaget vores besøg.
Til gengæld kunne vi forlade Omo med i hvert fald en vis portion stolthed i behold.


Frederik smiler overbærende til mig, og siger at jeg må prøve at tøjle min evindelige søgen efter nomader.

Men min nomadesjæl bløder over at se disse mennesker forsumpe i alkohol og turistprostitution - med savl ned af hagen fordi en tallerken-tom underlæbe ikke kan beskytte mod hverken dette, eller mod undermundens fortænder - som derfor ofte må fjernes.
Det er et tragi-absurd syn!

Vi skal dog ikke klage, for vi har alligevel fået vores del af intense savanneoplevelser, inklusive zebraer, bavianer, flodheste, GIGANTISKE nilkrokodiller, og endda den monogame Gunthers dik-dik (findes den slags virkelig!?), samt tukaner, næsehornsfugle og marabou-storke i massevis.


Da vi spottede den første bavianflok foran bilen måtte Camilla hvine højt af begejstring, og det forstår man jo godt, for flokken var anført af den flotteste hanbavian med svulmende nøgen bagdel. Et syn for guder:)

Hver eneste tissestop har været en ny oplevelse af lyde, dufte og vegetation som ligner intet andet jeg har set på nogle andre kontinenter. Man kan blive helt høj af palmehytter og rød lerjord.


Vi fik da også besøgt en landsby af Ari-stammen, som gladeligt inviterede os på kaffe-ceremoni i deres trange og børnefyldte stråhytte (fik vi nævnt at kaffen stammer fra Etiopien?), og på deres hjemmedestillerede areke-brændevin.


(Fyren her syntes nu vist at vi var lidt for fremmedartede...)

For dem (og i øvrigt også for de fleste andre indfødte her), var vi det mest spændende i hele verden. Vi ser faktisk ikke rigtigt andre hvide, så det er klart at de råber, skriger, danser og smiler, det bedste de har lært, når vi kommer forbi med vores svulmende pengepunge.

Lige nu befinder vi os i Awasa, lige midt i Rift Zonen, som i dette tilfælde er fyldt op af en flodhestefyldt ferskvandssø, som har udstyret os med friskfanget fisk til morgenmad.
Om lidt skal vi besøge et børnehjem hvor Camillas veninde har arbejdet, og vi har gaver med og glæder os.


Derefter hjem til Addis Abeba, som i forhold til Calcutta er en dans på roser, og i forhold til Bangladesh en mennesketom boulevard!

Det siger dog ikke så meget, så vi må også indrømme at Addis er en kaotisk bombe af mennesker og biler, og at luften er tynd og sort af os, som går lige i lungerne og besværliggør kroppens frie bevægelighed.

(View of Addis)

Det gør dog ikke spor, idet Etiopiens ultra-korte italienske herredømme, har udstyret landet med kvalitets-espresso-maskiner både i hovedstaden, og også helt ud i de yderste afkroge af nationen.

En helt uhørt detalje fra et U-land, som bliver nydt i fulde drag hver eneste morgen.

Vi siger tak til Italien (!!!).

De kulinariske oplevelser er gået lige i maven.Frederik og jeg er helt kulrede med den lokale sure injera-pandekage, som spises med alverdens lækkerier ovenpå, men som Camilla og Julie dog ikke er så glade for (hvilket besværliggør deres madbestillinger betydeligt hver eneste dag).


(Det ser da lækkert ud, ikke sandt?)

Frederiks store begejstring for lokal mad fik ham endda til at gå amok i deres traditionelle ret med råt kød allerede den allerførste dag, hvad han dog også blev straffet for (og os andre for den sags skyld), hele den efterfølgende nat! Vores afsides hul i jorden blev flittigt besøgt den nat til stor morskab for os andre...

Min sidste kommentar til Etiopien for denne gang, handler om mit møde med en meget berømt, og meget gammel, dame: Den fantastiske Lucy - med sine 4 millioner år på bagen, ligger og hviler sig på nationalmuseet i Addis.

Hun ligger der sammen med Ardi (den ældste hominid nogensinde fundet), og de er begge fundet her til lands.

Jeg blev slået omkuld af palæontologiens vingesus og gik, da de andre var færdige med museet, alene tilbage til Lucy og tilbragte et par kvalitetsøjeblikke sammen med hende, mens vi sammen stirrede op på himlen med diamanter.

(Me and Lucy - looking at the sky with diamands)

Julie og jeg fik heldigvis også igår insisteret på at vi besøgte nogle 4 tusinde år gamle stensætninger med ansigts- og fallosingraveringer. Endnu et fantastisk (og ubesøgt) arkæologisk site.

På trods af de andres lettere modvilje, så blev dette besøg dog også peppet op af en lille hanfugl med en hale tre gange så lang som ham selv, som ihærdigt lavede den mest iltre og sjove parringsdans mod en ubetydelig grålig hunfugl af samme slags, i den fulde udstrækning af tiden vi var der (jeg kunne faktisk næsten ikke koncentrere mig om stenene fordi han gjorde sig så meget til).

(Bemærk den lille fugl der sidder på den mellemste "fallos")

Etiopien er bombe af muligheder, som er umulige at favne til kompletion. Men vi nyder og nyder og nyder - og oplever og oplever og oplever.

Snart vil vi bevæge os mod nord. På genhør!

Iberia

Med min rejselystne sjæl, kan det være svært at vælge at rejse et velkendt sted hen – når der nu er så mange nye rejsemål rundt omkring i verden.

Min nysgerrighed er simpelthen for stor, selvom jeg har elsket og bedåret langt de fleste af de steder jeg har besøgt.

Men da min, også rejselystne, veninde spurgte mig hvordan det kunne være at jeg – med alle mine mange rejser – ikke havde fundet det ene sted som jeg elskede, og bare måtte vende tilbage til (som hun selv havde det med Indien), kunne jeg alligevel høre mig selv svare: ”Den Iberiske Halvø! Iberia må være dét specielle sted”.

Hvor ueksotisk det end lyder at vælge en lokalitet i Europa, så er det givetvis endda en del af grunden.

Tilpas geografisk tæt på til at komme jævnligt. Tilpas mentalt tæt på til at kommunikere ligesindet med folk. Tilpas fremmedartet til at føle sig langt væk under fremmede himmelstrøg, og tilpas tilbagelænet til at glemme nordens stress og punktlighed.

Desuden så velsignet med sol, varme og nydelsesmidler i alle afskygninger, at man føler sig omgærdet af vellyst det meste af tiden: (port)vin, ost, pølse, oliven, fyldig kaffe(!), kager(Portugal) og alt godt fra havet (foruden selvfølgelig tilstedeværelsen af dinosaurer i form af både knogler og sporserier i stort antal).

En særlig detalje jeg har lagt mærke til at jeg især sætter pris på (hovedsagligt i Portugal), er appelsin- og citrontræerne, der altid bærer frugter eller velduftende blomster. Hvilken herlighed! Jeg nynner igen og igen Sebastians Lola-vise:

”Under orangetræet vasker hun tøj af katun? Åh, ja under orangetræet vasker hun tøj af katun. Hun har to grønne øjne og stemmen er violet. Ay ay ay elskovslyst. Under orangetræet i blomst”.

Først for nyligt er det gået op for mig at denne tekst rent faktisk er oversat fra spansk, oprindeligt skrevet af ingen ringere end: Federico García Lorca.

Lorca: En af mine yndlingspoeter (af mange grunde), fik en tragisk skæbne under den spanske borgerkrig, hvor han blev henrettet af fascisterne på grund af sin seksuelle orientering. Homoseksuelle hørte ikke hjemme i Francos Spanien.

Jeg har først for relativt nyligt stiftet bevidst bekendtskab med hans værker, men allerede da havde hans person en særlig plads i mit hjerte.

Han har skrevet den oprindelige tekst – ikke kun til Sebastians ”Lola” og Savage Roses ”Balladen om den store hest som ikke ville drikke” (en flamencoballade), men også til Cohens ”Take this Waltz” én af de mest smertefulde sange jeg kender (og rammen for en dyster-skøn bryllupsseance jeg har i hovedet – en af dem hvor alle følelser kolliderer og bliver ét, uanset fortegn).

Hans statue står på Plaza de Santa Ana, min yndlings sangría-plaza fra studietiden i Madrid, OG han havde øjensynligt et seksuelt forhold til Salvador Dalí – den skøreste af skøre malere fra Spanien.

Salvador Dalí: Manden med sten-ansigt og det skøre overskæg som springer i øjnene ligegyldigt hvor man støder på hans billede.

Besøgte hans museum i Barcelona i sidste uge, og må igen og igen forundres over denne mands heftige facade, kombineret med en dyb psykologisk (eller blot forvrænget?) forståelse for menneskets væsen.

Hans klassiske fremstilling af mennesker bestående af skuffer (kunne det være mere rigtigt?), af ure som smelter (for findes tid egentlig?), og af menneskekroppe og læber i underlige dimensioner og positioner. Syrede ørkenlandskaber og former.

Ser man fotografier af Dalí i naturen (og dem er der en del af), tænker man først at hans dramatiske fremtoning passer perfekt til de dramatiske klippekyster han har valgt at posere på. Men kigger man i længere tid, ser man at hans person på ingen måde passer ind i naturen som fænomen. Han er et kunststykke. Et stykke mandfolk som hører hjemme i en flamboyant facadeverden.

Denne facadeverden er både fascinerende – og skræmmende. Ligesom hans person.

Jeg kan ikke sige at det er på grund af disse to personligheder at jeg elsker Spanien, men den Iberiske Halvø har uden tvivl fostret mange spændende personligheder gennem tiden.

Foruden flamenco, tyrefægtning, fado, tapas og sangría, elsker jeg sproget: Spansk som jeg taler og forstår (så nogenlunde), og portugisisk som lyder så uendeligt fantastisk.

Mine faglige relationer er også vigtige – i kraft af mit halve års studietid på universitetet i Madrid, og mit specialeprojekt som foregår delvist i Portugal med portugisisk vejleder, har jeg fået en hel ny familie som jeg er taknemmelig for. Familien Mateus i Lourinhã, som tager så umådeligt godt imod mig hver gang jeg er her.

Iberia er min anden baggård, og jeg må nok blive ved og blive ved at vende tilbage...

Tæller jeg efter har jeg faktisk allerede tilbragt mere end et år sammenlagt på denne halvø. Fordelt over 9 besøg i Spanien, og 5 i Portugal (til tider kombineret, og til tider lange ophold). Jovist. Baggård med fordele.

http://www.youtube.com/watch?v=gNL_yKh5QmQ
(Nana del Caballo Grande - Balladen om den store hest der ikke ville drikke - fremført af Camaron de la Isla: Spaniens største flamencosanger)

The letting go

(muligvis en illusion)

Så er jeg atter havnet i Luso-paradisia.
(aka Lourinhã/Portugal).

Efter et par hurtige flyveture, først til Barcelona og derefter til Lisboa, er jeg også endnu engang blevet mindet om hvorfor følelsen af at lette i en flyvemaskine er en af mine absolutte yndlingsfornemmelser.

Den frydefulde fart-kriblen i maven, kombineret med følelsen af at give totalt slip på alt hvad der måtte ligge af frustrationer på landjorden (som oftest den danske landjord). Frustrationer er der vel altid nok af, og jo større de er - jo mere tilfredstillende "the letting go".

At denne muligvis er en illusion kunne ikke siges bedre af Bonnie Prince Billy, men som oftest hjælper det dog at lægge alting bag sig, omend bare for en tid - hvorefter man kan vende tilbage senere med fornyede kræfter.

Hvor ofte har jeg ikke "lettet" fra Danmark med denne strategi. Akke ja. Denne gang var der nu ikke de store frustrationer at lægge bag sig, men selv da er følelsen overvældende. Stress og jag har da også denne gang været pågående inden afgang. En obligatorisk medfølge af afrejser tror jeg.

Ankomst til Dino-Paradis og Simãos landidyl er nu heller ikke nogen dårlig motivation for at skubbe hverdags-Danmark fra sig. En pudsig psykologisk detalje, idet jeg for to uger siden på ingen måde kunne overskue at skulle forlade København, og de mennesker der hører til dér.

En process der også synes obligatorisk. I hvert fald har jeg været igennem disse samme mønstre snart utallige gange. Så forudsigelig man er...

Selve flyveturen indeholder da også sine meditative elementer. Det er en unik mulighed for at betragte verden (hele vores biosfære) udefra/oppefra. Jeg er netop gået igang med Jane Poynters "The Human Experiment".

Et stykke litteratur der beskriver den "falske" biosfære (Biosphere 2) som blev bygget i Arizonas ørken i firserne, for at teste funktionaliteten af en sådan "verden-i-verden-kuppel", hvis man en dag skulle gøre det samme på Mars. Systemet måtte altså være 100% aflukket fra omverdenen, og 100% bæredygtigt. Ikke kun i produktion af afgrøder og mad, men også i produktion af ilt til atmosfæren (alger), energi til det maskineri der nu måtte være (bæredygtigt energi) og opretholdelse af det økosystem man havde opbygget med nøje udvalgte organismer.

En virkelig spændende byggeprocess, udført i 70érne og 80érne af en interessant blanding af biologer, fremtidsforskere, eventyrere, meditations-hippier og space-engineers.

Men hvad der var ligeså interessant i dette eksperiment, var hvordan 8 mennesker (fire af hvert køn), reagerede på at være isolerede inde i "Biosphere 2" i to hele år (fra 1991 til 1993). Hvilken grad af vanvid der opstår i kølvandet på komplet udelukkelse fra verden, og intimt samvær med kun ganske få medmennesker (under pres) i længere tid.

Alt dette har jeg stadig til gode i bogen, og hvis vi virkelig en dag skal sende mennesker til Mars for at leve, vil jeg da også tro at selve udvælgelses-processen af deltagere vil blive umådeligt kompliceret (men spændende). For hvilken kombination af menneskelige egenskaber vil egentlig være den bedste til at opbygge en helt ny verden, og derefter klare at overleve i den?!?

Motivationen til at læse denne bog nu, var det beslægtede eksperiment der netop er påbegyndt i Rusland i sidste uge. Dette eksperiment vil teste menneskers evne til at klare rejsen til Mars. Denne rejses varighed, hvis jeg husker ret, er også på omkring to år. Forskellen på de to astro-udfordringer er altså at kosmonauterne i sidstnævnte vil befinde sig i nogle størrelsesmæssigt beskedne fartøjer - ligeledes bæredygtige i alle former for forbrug - i hele perioden.

I en virkelig Mission to Mars må man forestille sig at de to eksperimenter i forlængelse af hinanden, samt en eventuel hjemrejse, vil drive folk endnu mere til vanvid.

En "letting go" af dimensioner!

Mon planeten Jorden mon nogensinde igen bevæger sig ind i en ny space-æra, som den vi oplevede i 60érne (jeg glæder mig)?

Alt det og meget mer´ kan man altså passende filosofere over når man befinder sig i luftrummet, langt over jordens overflade (især en smuk dag som forleden, hvor udsynet er fantastisk, og biosfæren synes lille og overskuelig).

May the force be with us...

Homo, mælk og evolution

Det er kommet mig på sinde at min måde at argumentere på, og mine holdninger til ganske mange ting, afspejles i mistænkelig høj grad af min biologiske studieretning.

Kan en tankegang være evolutionær? Her tænker jeg ikke på om en måde at tænke på udvikler sig på sigt - det gør den selvfølgelig. Men på om argumenter giver ligeså god mening sat i evolutionært lys, som de gør i det typisk brugte social-momentale lys. Hvad jeg åbenbart selv synes de gør, siden jeg bruger dem pr. ren automatik. For meget - kunne folk i min omgangskreds godt finde på at tænke?

Jeg spekulerer på om min interesse for evolution bunder i en bestemt måde at anskue verden på, eller om min anskuelse i stedet bunder i mit studie. Høner og æg kan man altid diskutere - og også her træder mit studie i stilling og fortæller mig at selvfølgelig kom ægget først. Dinosaurægget.

Jeg har eksempelvis temmelig konservative holdninger til visse ting, men måske fremmedartede (innovative synes jeg selv) holdninger til andre.

Eksempel 1) Vegetar og mælkeafholdelsesbølgen:
Hvordan kan det give fysiologisk mening at lade være med at spise kød, hvis man sætter det i forhold til at menneskets høje fitness i hin savannetid, faktisk netop blev muliggjort af at vi lærte at spise kød, tilberede maden og endda muterede vores gener så vi lærte at tåle mælk - og kunne udnytte denne smarte livseliksir - også i voksenalderen?

Det er sundt at spise frugt og grønt. Det er tilmed dejligt, og jeg spiser personligt ganske små mængder kød til dagligt. Men jeg holder bestemt meget af kød engang imellem, og ville føle det som et tab slet ikke at måtte spise det.

Man kan godt få opfyldt kroppens behov uden kød og mælk, men hvorfor ikke tage imod den effektive næringspakke som de begge rent faktisk er, og så bare sammensætte på fornuftig vis?

Vi lever selvsagt i et samfund med masser af overskudsenergi nu, så der er rig mulighed for at gøre som man vil. Jeg finder det blot interessant at den sociale trend går i stik modsat retning af de oprindelige fremskridt for Homo sapiens. Nemlig:

-Fra kød til vegetar (for et par få millioner år siden begyndte Homo-slægten af spise kød).

-Fra vegetar til veganer (allerede for ca. 4 millioner år siden splittede vi fra chimpansegrenen, som til gengæld netop videreudviklede sine tænder til ren vegansk kost).

-Fra veganer til raw-food (for 18.000 år siden begyndte menneskeslægten af tilberede maden, så den lettere kunne fordøjes og bedre udnyttes)

-og fra raw-food er nogle endda gået hele skridtet videre til kun at spise nedfaldsfrugt og andet "ikke-skadeligt-for-planten" mad (for 15-20 millioner år siden splittede de højere primater fra de små abekatte som i stedet fortsatte med at spise nedfaldsfrugter).

Meget fin revers-kronologisk rækkefølge...

Eksempel 2) Alternative familiemønstre:
På trods af de konservative spiseholdninger, føler jeg mig til gengæld ret tiltrukket af idéen om at skabe en familie indenfor lidt utraditionelle rammer.

Det kunne være fint at give et bøssepar mulighed for at blive forældre, samtidig med man selv fik et barn uden fare for potentielle skilsmissetraumer - eller andre lurende faldgruber. Altså et barn med en mor og to fædre.

Ikke at idyl og dobbeltsengs-lykke er en umulighed, men hvis man har lyst til at udskyde det lidt og få børn inden parforholdsfælden for alvor klapper, så synes jeg det er en spændende mulighed for at give sit barn et forspring - og et indblik i fremtidens større diversitet af familiemønstre.

Jeg er ikke i tvivl om at denne type sociale familiekonstruktioner vil vinde indpas på mange forskellige måder i fremtiden, og at et barn opvokset med en sådan mentalitet under huden vil blive åbensindet med en sund selvfølgelighed.

Jeg føler mig endda overbevist om at idéen er så god, at den vil vinde indpas i hele den globale landsby på sigt (et naturligt skridt i evolutionen, he). Selvfølgelig som et alternativ til den konservative kernefamilie, som visseligt ikke forsvinder af den grund.

På en underlig skæv måde kunne situationen også sammenlignes med superfamilien, som man må gå ud fra har eksisteret i stenaldersamfundet, og som stadig eksisterer i visse kulturer rundt omkring i verden idag - hvor mange mennesker i fællesskab tager lige stor hånd om gruppens børn.

Videnskabelige analyser viser da glædeligvis også at jo flere forældre, jo bedre. Børn med 3 eller flere (planlagte) forældre, udviste højere grad af harmonisk adfærd end børn med én eller to forældre.

Mor, reservemor, bonusfar, biofar, etc.

Der er uanede muligheder - og begreberne findes jo allerede, men er som oftest idag et uplanlagt resultat af at idyllen ikke gik som den skulle. Hvorfor ikke aktivt vælge at være dele-forældre, og springe bøvlet over?

Jeg fornemmer at tanken er på vej frem. Ikke kun hos homoseksuelle, men også hos hetero-piger. Endda hos piger med potentielle kærester, som alligevel foretrækker valget af det planlagte barn med en ikke-kæreste-donor!

Et udtryk for egoisme? Måske? Men måske mere bare et sikkert valg. Sikkert i forhold til ro og stabilitet på følelsesfronten - også på sigt - kombineret med en større mængde frihed til at gøre flere ting efter eget valg. En kombination der virker ualmindeligt tiltalende på mig i øjeblikket - åbenbart.

Måske ændrer jeg mening hvis jeg en dag forelsker mig voldsomt i en mand der gerne vil være (biologisk) far for mit barn, og formår at overbevise mig om at netop hans gener vil være perfekte til dét... Men hvem ved? Jeg er ikke overbevist.

Evolutionære fordele er svære at forudsige, men det er sjovt at prøve - og det er sjovt at decifrere biologi og social konstruktion fra hinanden, og prøve at gennemskue hvad der påvirker folk i hvilke retninger. Evolutionsnørd. Yessir!

Sprog - og cynodonter på solenergi

Jeg har ikke fået skrevet meget speciale i denne uge. Det skal jeg være den første til at indrømme...

Det kan ikke altid være lige effektivt, og nogle gange finder man sig selv i færd med at opsuge viden fra alverdens andre kilder end sit eget artikel-arkiv.

I den forløbne uge har jeg været til diverse sprogforelæsninger, og lært om blandt andet den indoeuropæiske ekspansion for 5000 år siden, dens sproglige udvikling til germansk og videre til dansk, samt endnu videre til jysk.

Man bliver forundret over at finde sit modersmål (østjysk), den mest avancerede afart af hele sproggrenen - og så igen. Selvfølgelig er det dét: Et sprog hvor bløde d´er forsvinder, og bliver lavet om til halvvokal = j. Kan man finde et mere innovativt og charmerende ord end "mijjelalder"? Jeg elsker i hvert fald middelalderen i Horsens, og elsker også den sproglige diversitet i verden.

En anden lærerig eftermiddag blev tilbragt i selskab med en Johnny-Depp-kopi med den yndigste halvblods-indianerprinsesse-datter. Tænk at den slags mennesker findes!
Han kunne lære os om det mexicanske indianersprog otomí, og den særligt uddøende dialekt som min veninde skal over og studere til sommer. En grammatisk umulighed at håndtere. For alle andre end seje lingvister. Jeg har påny påført mig indianerblod på tanden.

Men det var i virkeligheden meningen at jeg skulle have skrevet et specialeafsnit om cynodonter - altså de uddøde pattedyrslignende reptiler der levede i starten af Mesozoikum (nærmere bestemt Trias). Kan man ikke koncentrere sig i løbet af ugen, er det til gengæld godt at man kan drømme sig til de gode løsninger.

Mit projekt handler om termostrategier i uddøde dyregrupper. Med andre ord, hvordan har de holdt varmen? Var deres energi-niveau højt nok til at gøre dem varmblodede? Dette spørgsmål besvarede min ubevidste kognitive sammenblanding af temaer i hovedet, da jeg drømte om små halevrikkende cynodonter med solpaneler i ryggen.

En helt ny form for ektotermi, og fysiologisk energibesparelse!?

Muligvis inspireret af de søde sommerfugle vi har stående i vindueskarmen - med solpaneler der får vingerne til blafre når det er solskin (det er en oplivende oplevelse at møde dem i morgensolen når man står op klokken 7, og har grus i øjnene fra nattens problemløsninger), samt det fine Climate Minds projekt på Experimentarium, som uddannede gymnasieelever i klimaforhandlinger, og som forærede mig denne påmindelse om solens kræfter.

Der er ikke blevet skrevet mange ord, men der er bestemt blevet tænkt tanker - i denne uge.

Nu er den næsten slut, og må fejres med Nikolaj Nørlund og en øl. Snart.

Madrid (part 7)

Hilsen fra Portugal, d. 8. februar - 08

Det skete i disse dage at den sidste mail fra Eliza i Spanien, kom fra Portugal.

Nærmere bestemt Lourinhã - dinosaurhovedstaden en times tid nord for Lissabon.

Det var her jeg var på udgravning i 2004 (for de uindviede), og jeg synes derfor det ville være på sin plads at tage en lille sommer-arbejdsferie hertil, eller hvad en sådan nu kan kaldes i februar? Det eneste der vidner om at det er vinter her, er de enorme Atlanterhavsbølger der slår ind imod den fossilspækkede kyst.

(Ricardo og jeg finder fossiler ved kysten)

Ellers vågner jeg op hver morgen med varme solstråler i hovedet og bugnende appelsintræer, samt fuglekor udenfor vinduet.

Det er ikke så lidt dejligt at være ude af storbyen.
Lourinhã har ca. 6000 indbyggere, men jeg bor hos Simão i et traditionelt bondehus i en landsby med måske 50 indbyggere. Hehe. Det er ren lykke (og ja, Kasper A, skulle hilse mange gange:).

(jeg og Simão i museumsbutikken)

Octávio står på hovedet for at alt skal være helt perfekt for mig. Han er tydeligvis bekymret over om jeg nu ikke synes det er godt nok, og jeg som blot ihærdigt prøver ikke at være til for meget besvær når jeg nu sådan kommer anmasende. Vi modarbejder lidt hinanden på det punkt.

En morsom kulturkløft at observere, tror jeg. Fx var han meget nervøs over at de ikke havde fundet andet lodging end Simãos hus, og jeg var jo bare jublende for at få lov til at bo netop dér.

Hos Simão findes ingen kulturkløfter;)

(Simão tegner og fortæller om portugisisk kaffe, hvoraf der findes mere end 20 varianter)

Til information så er Octávio Portugals førende dinosaur-palæontolog - og Simão er hans søde kunstnerbror. Deres forældre plejede at drive museet i Lourinhã.

Jeg har også tilbragt en del tid i deres hus, og plantet et indisk kastagnetræ i deres frugthave. Bortset fra dét har arbejdet været centreret omkring: at samle et helt skildpaddeskelet fra bunden (komliceret puslespil) plus artsbestemme den, præparere æggeskaller ud af en sauropodrede, og præparere en måske-humerus(?) fra en Lourinhasaurus (mellemstor theropod).

(Octávio, med skildpaddeskelet, i sine forældres indkørsel)

Det har været gode øvelser. Jeg ville ønske jeg kunne blive her resten af tiden.

Desværre skal jeg dog tilbage til storbyen i midten af sub-kontinentet, den mørke jetlags-lejlighed og svampeeksamen. Argh, det bliver nu nok også meget godt. Og jeg får besøg af Ditte i slutningen af februar, så jeg kan slutte af med at nyde Madrid-solen med turistens øjne igen. Det bliver dejligt:)

(...så blev der grillet på stranden med Ricardo, Rui - og portvin)

Ser jer alle sammen snart...

Kysser Eliza

Madrid (part 6)

Depressionsdag og Johnny Depp, d. 22. januar - 08

En lille overspringshandling fra eksamensboblen, bare lige for at høre om det bizarre koncept "depressionsdag" også fandt sted i Danmark igår (altså d. 21. januar)?

Lilian modtog efter sigende både en e-mail, plus læste i avisen at det var den officielle dag for at være deprimeret. Hvordan det så kan lade sig gøre med 18-20 grader og højt solskin i januar (medmindre man er nødt til at læse til eksamen, som jeg).

Det var i hvert fald dagen hvor manden fra månen, Leo, valgte at være exceptionelt konfliktsøgende, på grænsen til det voldelige - selv over for mig, som ellers er den sidste han stadig behandler pænt i lejligheden. Men især overfor Pascalle.

Vi tilbragte derfor alle hele eftermiddagen i køkkenet med bankende hjerter, og fik vores udlejere til at komme og tale med ham.

Jeg følte mig hensat til gode gamle Balslev-dage på Køkken 6. Dejligt. Hvad ingen havde forventet som afslutning på sagen var dog at Leo, da han kom hjem igen mange timer senere, var blød som smør, og informerede os venligt om at Johnny Depp var foran Cine-Callao for at præsentere sin nye film: Sweeney Todd.

Derefter.... fem vilde pigeskrig og hurtig påføring af parfume og make-up....... Så løb vi ellers op til Callao, netop som de var ved at rulle den røde løber sammen........Hvad gør man så? ......Man eftersøger selvfølgelig hele bygningen - og finder..... en åben nødudgang som jo KUN kan være den Johnny vil smugle sig ud af når filmen er slut.

Vi smuttede lydløst ind, og listede lidt rundt i det gamle teaters lange trappeopgange - lidt ude på balkonen til gaden, kiggede lidt ind af nødudgangen til selve biografsalen....lalalala... Besluttede til sidst at vi da ligeså godt kunne gå ind og sætte os!

Så det gjorde vi.

Der stod popcorn og vandflasker klar til os ved alle sæderne -det var jo en præmiere-visning. Jeg tror kun vi missede en halv times tid af filmen. Hmmm. Den var da meget god - selvom - de sang nu lidt for meget efter min smag! Efterfølgende: (Billedblads)-fotosession ude foran biografen med alle landets skuespillere og kendte. Haha. Dog knapt så sjovt for os som jo ikke kender alle de kendte (øhhh..), men.... så igen.....alligevel lidt sjovt. Bizart.

Koen valgte samme aften/nat at slå op med sin kæreste over Skype (eller også var det kæresten der slog op med ham!?), en uge inden han alligevel skal hjem!?!! Så istedet for de bløde toner af Spice Girls og All Saints igennem væggen, som jeg ellers plejer at falde i søvn til, var det istedet lyden af snøften og hulken.

Depressionsdag? Måske...? Jeg fik i hvert fald ikke læst meget til eksamen.

Håber det lykkes bedre for jer andre!

Madrid (part 5)

Det ganske spanske land, d. 12. december - 07

Julens tid sig nærmer. Pludselig kun en uge til jeg sidder på lunt Spanair-sæde med retning mod Danmark. Det er temmelig svært at forestille sig Danmark. Spanien i blodet. Skønt mine spansk-kundskaber er faldet dramatisk med de sidste par ugers dansktalende besøgende - og medfølgende indtag af alkohol, har den samme periode også ført mig til nye egne af dette vidt udstrakte land.

Det er utroligt som kun en times kørsel fra Madrid kan føre dig til vidt forskellige landskaber: Har både været på svampetur en time sydpå - ned til gulligfarvet bakket lav-fyldt landskab ved Chinchón, og en time nordpå til 2000 m. høje bjerge i La Sierra de Guadarrama. Derudover en plantetur (m. Kasper Berthelsen) østpå til en sygt idyllisk fyrskovs flodlokalitet med mosser og bregner ja, men også med utallige laver til tilfredstillelse af min medbragte lav-elskende gæst.

(en morgenstund på planteekskursion med Kasper B.)

Sidst, men ikke mindst, en time vestpå til Teruel - et tørt typisk castilla landskab med kalksten fulde af brachiopod-, ammonit- og bivalv- fossiler. Rigtig gættet, en palæo-strati-eskursion. De to sidstnævnte ture begge afbrudt af vandrende hyrder med geder og får og klokkeklang. Akke ja, det er derfor man skal bo i Spanien.

Derudover tog pigerne (Sara og Berit) og jeg på en endags biltur til Ávila. En middelalderby omkranset af mure og 88 vagttårne, og med egen æggeblommebaserede, ekstremt søde, slik - efter sigende opfundet af Santa Teresa - byens berømte katolske reformator fra 1500- tallet.


Jacob og jeg besøgte tillige, som afslutning på vores roadtrip den ligeså berømte (hvis ikke mere) middelalderby: Segovia.
Denne er kendt for sin enorme, og perfekt bevarede, romerske akvadukt (det er faktisk dén der er på fem-euro-sedlerne opdagede jeg sidenhen), men også for det slot som inspirerede Walt Disney til sit tegnede Torneroseslot (ja, det findes faktisk i virkeligheden!).

Det lykkedes os at finde et hostel med måske kun to værelser, direkte inde i borgmuren. Til meget billig pris. Hos gammel hygge-mand. Det var som taget ud af en eventyrfilm. Vildt. Endda lige ved siden af byens solbeskinnede Plaza Mayor.

Men turen med Jacob førte mig også meget længere væk. Nordpå. Vi startede i San Sebastián som er den skønneste by man kan forestille sig. Baskerlandets smukke hovedstad. Jeg følte, med det samme vi steg ud i luften, en mærkelig befriende følelse, og fandt først ud af efter en times tid at det selvfølgelig var pga. tilstedeværelsen af havet. Havet som jeg ikke har set eller duftet i månedsvis.


Men en klar og ren baskerhue-stemning i byen generelt. Blottet for ondskab som Jacob beskrev det - indtil jeg huskede ham på at San Sebastián jo er Spaniens terrorhovedstad nr. 1. Hvilket demonstrerede sig selv to dage senere da vi ville forlade byen, og bil-radioen rent tilfældigt blev tændt og afslørede at det første ETA-attentat i over tre år havde fundet sted to timer tidligere.


Attentatet havde fundet sted i Frankrig dog, men hver en afkørsel i baskerlandet var afpatruljeret af politi med maskingeværer pegende direkte mod alle biler. Søgende. Interessant oplevelse. Stemningen var pludselig ændret til øjne på nåle. Madrid meget langt væk.

(bemærk fyren med baskerhue i baggrunden...)

Bilen var god. Frihed er godt. Vi fik udforsket hele den biscaiske bugt: dens klipper og mikrobiske landsbyperler, dens omkringliggende skove, og dens tidevandsbølger oplevet på egne bukser i et, måske overmodigt, besøg på en idyllisk havfugleø kun passerbar fra smal landtange (som åbenbart var tidevandsbetinget, tja). Vi fik også dvælet ved de tågeklædte grønne bjerge på vejen til Pamplona, og besøgt Guernica, hvor vi -meget passende- spiste de bedste baskiske tapas i verden på en café ved navn Picasso.

(en ikke dårlig udsigt fra landevejen...)

Selv den baskiske cider blev afprøvet, selvom den var sur -og slet ikke som cider derhjemme. Men den skyllede vores tyr ned (som vi selvfølgelig måtte indtage i Pamplona: Navarro´s og "tyreløb i gaderne"s hovedstad).

Derefter La Rioja: Paradis for vinelskere, dinosaurspors-elskere, fugleelskere og meget andet. Vi var elskere af det hele. Selv julen fik sit indtog med pludselig opdukken af mystisk mandarin i bilen (=nisser?), og mandeltræer overhængt med misteltene. Bliver det mere juleagtigt?


På trods af svævende kæmpegribbe, klart solskinsvejr og marker bugnende med vinplanter og vindruer (vi kom vist til at stjæle en klase), så følte vi alligevel at det sandelig var december:-)

Mine "besøg fra Danmark"-uger har i sandhed også været tapas-uger: De første 24 timer pigerne var her spiste vi tapas ikke mindre en fire gange, og mens Kasper og Molich var her blev der ganske simpelt ikke spist andet end tapas (con caña, forstås). Det var godt eftersom jeg havde været ærgelig over at hollænderfolket fra lejligheden ikke var så meget med på tapasvognen.

(med Molich og Kasper på Museo de Jámon)

Vi har spist alt fra japansk, afrikansk, thailandsk, cubansk, brasiliansk til italiensk. Men kun spansk en eneste gang. Det er der nu rådet bod på. I så høj grad at det gik ud over Jacob som min sidste gæst, da Eliza pludselig fik et hysterisk anfald i Soria -og ikke kunne klemme mere tapas ned, men krævede at få pizza. Lige på stedet! Tænk at det skulle overgå mig?!?!?

Det gik dog over igen da vi besøgte en meget lille og MEGET lokal landsby i nærheden af Soria. Der vadede vi lige ind i den perfekte antropologiske analyse-mulighed af sociale samfund bestående af gamle mænd og et spil kort. Det kan ikke beskrives med ord, men der blev ikke værdiget os et blik.

Vi var fremmede; jeg var kvinde. De havde deres eget, og deres egen rangorden. Meget åbenlyse rangorden hvor ældstemand med al selvfølgelighed kunne daske mindstemand en over hovedet. Fascinerende at betragte fra sidelinien i baren med et par tapas og et par copas de vino.

(La Rioja: man fornemmer dinosauren der har afsat sporene. Den går ovre i baggrunden...)

Den sidste weekend inden juleferien er nu på trapperne med endnu en ekskursion. En weekendtur med palæontologi til Zafra i Extremadura og Córdoba i Andalucien. Begge byer skulle være af den smukke hvide sydspanske maur-stil, og ligeså bidende kolde om vinteren som de er kvælende varme om sommeren. Wush.

Córdoba huser Europas eneste palæobotaniske museum, og området i sig selv huser masser af fossiler. Det bliver også spændende med tre hele dage kun i selskab med min spanske omgangskreds. Heldigvis har jeg jo endnu engang måttet sande at palæontologer er hyggelige mennesker, med en nem penetrerbar inderkreds grundet det lille antal mennesker. Dejligt.

(mit søde palæo-stratigrafi-hold)

Så har jeg vist også fået fluebenet 6 ud af Spaniens 13 fastlandsprovinser i løbet af blot en måned. Skulderklap til Eliza.

Un saludo muy cordial

- y feliz navidad -

Bonusinfo: Eliza betyder kirke på baskisk!