Madrid (part 5)

Det ganske spanske land, d. 12. december - 07

Julens tid sig nærmer. Pludselig kun en uge til jeg sidder på lunt Spanair-sæde med retning mod Danmark. Det er temmelig svært at forestille sig Danmark. Spanien i blodet. Skønt mine spansk-kundskaber er faldet dramatisk med de sidste par ugers dansktalende besøgende - og medfølgende indtag af alkohol, har den samme periode også ført mig til nye egne af dette vidt udstrakte land.

Det er utroligt som kun en times kørsel fra Madrid kan føre dig til vidt forskellige landskaber: Har både været på svampetur en time sydpå - ned til gulligfarvet bakket lav-fyldt landskab ved Chinchón, og en time nordpå til 2000 m. høje bjerge i La Sierra de Guadarrama. Derudover en plantetur (m. Kasper Berthelsen) østpå til en sygt idyllisk fyrskovs flodlokalitet med mosser og bregner ja, men også med utallige laver til tilfredstillelse af min medbragte lav-elskende gæst.

(en morgenstund på planteekskursion med Kasper B.)

Sidst, men ikke mindst, en time vestpå til Teruel - et tørt typisk castilla landskab med kalksten fulde af brachiopod-, ammonit- og bivalv- fossiler. Rigtig gættet, en palæo-strati-eskursion. De to sidstnævnte ture begge afbrudt af vandrende hyrder med geder og får og klokkeklang. Akke ja, det er derfor man skal bo i Spanien.

Derudover tog pigerne (Sara og Berit) og jeg på en endags biltur til Ávila. En middelalderby omkranset af mure og 88 vagttårne, og med egen æggeblommebaserede, ekstremt søde, slik - efter sigende opfundet af Santa Teresa - byens berømte katolske reformator fra 1500- tallet.


Jacob og jeg besøgte tillige, som afslutning på vores roadtrip den ligeså berømte (hvis ikke mere) middelalderby: Segovia.
Denne er kendt for sin enorme, og perfekt bevarede, romerske akvadukt (det er faktisk dén der er på fem-euro-sedlerne opdagede jeg sidenhen), men også for det slot som inspirerede Walt Disney til sit tegnede Torneroseslot (ja, det findes faktisk i virkeligheden!).

Det lykkedes os at finde et hostel med måske kun to værelser, direkte inde i borgmuren. Til meget billig pris. Hos gammel hygge-mand. Det var som taget ud af en eventyrfilm. Vildt. Endda lige ved siden af byens solbeskinnede Plaza Mayor.

Men turen med Jacob førte mig også meget længere væk. Nordpå. Vi startede i San Sebastián som er den skønneste by man kan forestille sig. Baskerlandets smukke hovedstad. Jeg følte, med det samme vi steg ud i luften, en mærkelig befriende følelse, og fandt først ud af efter en times tid at det selvfølgelig var pga. tilstedeværelsen af havet. Havet som jeg ikke har set eller duftet i månedsvis.


Men en klar og ren baskerhue-stemning i byen generelt. Blottet for ondskab som Jacob beskrev det - indtil jeg huskede ham på at San Sebastián jo er Spaniens terrorhovedstad nr. 1. Hvilket demonstrerede sig selv to dage senere da vi ville forlade byen, og bil-radioen rent tilfældigt blev tændt og afslørede at det første ETA-attentat i over tre år havde fundet sted to timer tidligere.


Attentatet havde fundet sted i Frankrig dog, men hver en afkørsel i baskerlandet var afpatruljeret af politi med maskingeværer pegende direkte mod alle biler. Søgende. Interessant oplevelse. Stemningen var pludselig ændret til øjne på nåle. Madrid meget langt væk.

(bemærk fyren med baskerhue i baggrunden...)

Bilen var god. Frihed er godt. Vi fik udforsket hele den biscaiske bugt: dens klipper og mikrobiske landsbyperler, dens omkringliggende skove, og dens tidevandsbølger oplevet på egne bukser i et, måske overmodigt, besøg på en idyllisk havfugleø kun passerbar fra smal landtange (som åbenbart var tidevandsbetinget, tja). Vi fik også dvælet ved de tågeklædte grønne bjerge på vejen til Pamplona, og besøgt Guernica, hvor vi -meget passende- spiste de bedste baskiske tapas i verden på en café ved navn Picasso.

(en ikke dårlig udsigt fra landevejen...)

Selv den baskiske cider blev afprøvet, selvom den var sur -og slet ikke som cider derhjemme. Men den skyllede vores tyr ned (som vi selvfølgelig måtte indtage i Pamplona: Navarro´s og "tyreløb i gaderne"s hovedstad).

Derefter La Rioja: Paradis for vinelskere, dinosaurspors-elskere, fugleelskere og meget andet. Vi var elskere af det hele. Selv julen fik sit indtog med pludselig opdukken af mystisk mandarin i bilen (=nisser?), og mandeltræer overhængt med misteltene. Bliver det mere juleagtigt?


På trods af svævende kæmpegribbe, klart solskinsvejr og marker bugnende med vinplanter og vindruer (vi kom vist til at stjæle en klase), så følte vi alligevel at det sandelig var december:-)

Mine "besøg fra Danmark"-uger har i sandhed også været tapas-uger: De første 24 timer pigerne var her spiste vi tapas ikke mindre en fire gange, og mens Kasper og Molich var her blev der ganske simpelt ikke spist andet end tapas (con caña, forstås). Det var godt eftersom jeg havde været ærgelig over at hollænderfolket fra lejligheden ikke var så meget med på tapasvognen.

(med Molich og Kasper på Museo de Jámon)

Vi har spist alt fra japansk, afrikansk, thailandsk, cubansk, brasiliansk til italiensk. Men kun spansk en eneste gang. Det er der nu rådet bod på. I så høj grad at det gik ud over Jacob som min sidste gæst, da Eliza pludselig fik et hysterisk anfald i Soria -og ikke kunne klemme mere tapas ned, men krævede at få pizza. Lige på stedet! Tænk at det skulle overgå mig?!?!?

Det gik dog over igen da vi besøgte en meget lille og MEGET lokal landsby i nærheden af Soria. Der vadede vi lige ind i den perfekte antropologiske analyse-mulighed af sociale samfund bestående af gamle mænd og et spil kort. Det kan ikke beskrives med ord, men der blev ikke værdiget os et blik.

Vi var fremmede; jeg var kvinde. De havde deres eget, og deres egen rangorden. Meget åbenlyse rangorden hvor ældstemand med al selvfølgelighed kunne daske mindstemand en over hovedet. Fascinerende at betragte fra sidelinien i baren med et par tapas og et par copas de vino.

(La Rioja: man fornemmer dinosauren der har afsat sporene. Den går ovre i baggrunden...)

Den sidste weekend inden juleferien er nu på trapperne med endnu en ekskursion. En weekendtur med palæontologi til Zafra i Extremadura og Córdoba i Andalucien. Begge byer skulle være af den smukke hvide sydspanske maur-stil, og ligeså bidende kolde om vinteren som de er kvælende varme om sommeren. Wush.

Córdoba huser Europas eneste palæobotaniske museum, og området i sig selv huser masser af fossiler. Det bliver også spændende med tre hele dage kun i selskab med min spanske omgangskreds. Heldigvis har jeg jo endnu engang måttet sande at palæontologer er hyggelige mennesker, med en nem penetrerbar inderkreds grundet det lille antal mennesker. Dejligt.

(mit søde palæo-stratigrafi-hold)

Så har jeg vist også fået fluebenet 6 ud af Spaniens 13 fastlandsprovinser i løbet af blot en måned. Skulderklap til Eliza.

Un saludo muy cordial

- y feliz navidad -

Bonusinfo: Eliza betyder kirke på baskisk!