Sensommer (Danmark)

August, og mit seksogtyvende år, rinder ud....

...og i tråd med de seneste mange år, har august været en underlig mellem-måned: En måned hvor mit rigtige liv har stået på stand-by, og jeg har været tvunget til at reflektere over betydninger - og hændelser, der enten er forløbet, eller skal til at starte. Muligvis også påvirket af min fødselsdag, som i enden af måneden, hvert år (ligesom nytårsaften), nødvendigvis må sætte tanker igang omkring det forløbne år; og det kommende.

Dette år, som læsere af denne blog vil vide, er august blevet brugt til at fordøje det halve års lange rejse, som jeg netop er hjemvendt fra. Til Asien (og andre østlige steder).
Dét har denne nye blog bl. a. hjulpet mig med. Plus sortering af det enorme billedmateriale, en lang rejse kan producere.

Men en sådan fordøjelse kan (selvfølgelig?) ikke foregå, uden at der også sker en reflektion over de ting man er hjemvendt til - og sætter pris på - herhjemme. Jeg har set utallige mennesker som jeg, selvsagt, ikke har set det sidste halve år.
En udmærket anledning til at få gået hele sin omgangskreds igennem.

Så der er blevet drukket rødvin med dem der skulle drikkes rødvin med, kaffe med dem der skulle drikkes kaffe med, og krammet med dem der skulle krammes med...
Sensommersolen har ikke været en dårlig allieret til dette formål, og jeg har - om ikke andet - så fundet ud af hvor "Vanvittig Forelsket" jeg er i København, i Kvinderegensen, i de østjyske fjorde, og i den danske sommer-mentalitet...

I tråd med de sidste mange år, skal jeg så - også efter denne august - igang med noget der er anderledes, noget der er betydningsfuldt: Denne gang mit speciale. Den endelige nedtælling til voksen-liv: Den endelige nedtælling til at jeg - om et år - er færdig med at studere, færdig med at bo på QR, færdig med at arbejde på Experimentarium. Færdig med alt, hvad der har defineret mit liv, de sidste 6 år. Ikke så lidt skræmmende....

Then what?

Tomrum!? Det vil tiden vise.... og jeg kan kun tære på mine asiatiske erfaringer - fra det forløbne halve år. (Men hvad har jeg egentlig lært?).

Jeg har i hvert fald lært at spise ris: Med fingrene (som i Indien), med pinde (som i Kina), og til morgenmad (som i hele Asien). Derudover har jeg vel også lært, at man kan eksistere på utallige måder vi slet ikke forestiller os herhjemme?
At man kan være lykkelig, selvom man er blevet giftet bort til en nabolandsby (der ligger så tilpas langt væk, at man aldrig kan besøge sin familie!) At man kan være taknemmelig for en skilling der, at the end of the day, betyder forskellen fra om man går sulten i seng, eller ej?
Vi har set folk der sover i bunker, på gaderne i Calcutta. Vi har set folk der sover i utætte teepeer, skønt det er minus 55 grader, i Mongoliet. Vi har set folk der er i pagt med deres omgivelser, og folk der er desperate.

Begge dele er tankevækkende, og jeg kan kun gøre mit for at være taknemmelig for hvad jeg har.

En rejse-kliche er til ende, og jeg kan nu bruge den næste tid til at tænke over hvad der - for fremtiden - skal ske med denne blog. Skal den være en rejse-blog, eller en yderligere tanke-reflekterende blog (det er jo så moderne)?
Også dét vil tiden vise...

Tak for en smuk måned.

Rusland (Riga)

Homecoming! 1-22. juli 09

Nu har vi brugt en hel måned på at bevæge os tværs henover det kæmpestore kontinent. Fra Fjernøsten, og stik vest!

Det har været noget af en rejse, og når man kommer fra Asien, er det bemærkelsesværdigt hvor gradvist det hele kommer til at lugte af HJEM, på denne strækning. Flere og flere danske detaljer dukker op i landskabet; flere og flere kulturkløfter udviskes.

Jeg havde ikke forventet det, men denne gradvise udvikling har faktisk vækket en lusket, snigende hjemlængsel indeni. En ukendt (muligvis sund) følelse, som jeg ikke har oplevet på tidligere rejser... Men det har været en god hjemrejse.

Selvom tre uger er alt for kort tid til et, så enormt, land som Rusland, så har vi alligevel fået taget en meget god sommerbid af både sibirisk og europæisk Rusland (samt selvfølgelig den legendariske jernbane), synes jeg: Mens det danske folk drak sig i det væltede hegn på Roskilde, væltede vi os istedet i fiskefridadeller og kartoffelmos (hvem sagde dk?) på søbredden af Lake Baikal.

Her boede vi hos et par søde, russiske damer i et træhus, der lå næsten helt nede i vandkanten. Ved bredden af den kæmpestore sø (som indeholder en femtedel af hele verdens ferskvandsbeholdning).

Desværre blev vi overfaldet af deres traditionelle sauna-hytte (banya), hvor Julie fik kogende damp ud på benene, og dermed nogle grimme forbrændinger (de satte krydderi på vores efterfølgende rejse). Det var MIG der hældte det kolde vand udover stenene, og dermed var den skyldige i foretagendet (jeg har efterfølgende forsøgt at være så sød mod Julie, som muligt...).

Togturen til Perm tog hele tre døgn, og passerede igennem en uendelighed af sibirisk skov, for til sidst at krydse Ural-bjergene, som i jernbane-området er så små som 500 m. høje, og dermed næsten ikke til at få øje på. HA! Men de var hyggelige, med masser af træhytter i kuperet terræn. Da vi ankom til Perm kunne vi derfor betragte os selv som tilbage i Europa, og eftersom Perm (pudsigt nok) ligger i den samme tidszone som Oman, så kunne vi også betragte os som tilbage ved udgangspunktet af vores tur.

En underlig fly-agtig følelse at rejse direkte imod solen, i så lang tid (togturen kørte igennem 4 tidszoner). For det virkede som om den aldrig gik ned. Hver eneste aften, blev solnedgangen yderligere, og yderligere udskudt. Kan man få jetlag i et tog?

Fra Perm var det blot en smuttur - en enkelt natstrækning - til Suzdal, udenfor Moskva.

Denne gamle middelalderby plejede at være det spirituelle centrum i Rusland, og er dermed spækket med eventyrlige kirker med kulørte kupler og guldstjerner og spir. Derfor skulle den selvfølgelig også være centrum for Julies fødselsdag:-)

Vores Lonely Planet havde lovet at stedet skulle have den mest perfekte eventyr-setting og, til vores overraskelse, fandt vi ud af det ingenlunde var en overdrivelse: Omgivet af farvestrålende blomsterenge, og med små mjød-boder over hele byen, kunne vi ikke være mere tilfredse. Heldigvis skinnede solen også over Suzdal, og ned på Julie (som åbenbart havde været sød i år?).

Dagen efter tog vi videre til selveste Moskva, og fik der oplevet en storby som er ved at komme efter sin Sovjet-fortid, og er ved at blive et trendy sted. Og som selvfølgelig også stadig kan være stolt over sine gamle historiske kirker, og pladser. Fx den fjollede Skt. Basils Katedral (som er den man ser i alle film fra Rusland), med de mangefarvede (snoede) kupler, der til forveksling ligner slikkepinde... (på billedet: Den røde plads)

Vores sidste dag i Rusland tilbragte vi hos min russiske svampe-veninde, Tanya, som netop denne dag var hjemvendt fra et års ophold i Danmark. Hun bor i Korolev, som er en Moskva-forstad, kendt for space research.

Vi blev derfor rundvist af hendes forældre (som arbejder med rum-forskning i byen), og så en rigtig raket, et spændende museum (hvor Leika fx. var udstoppet, og udstillet!), og fik også lov til at se Universitetet i Moskva, som ellers kun har adgang for universitetes elever (idet der er en hemmelig militærbase, og en hemmelig metro-station, i kælderen på bygningen)... Alt i alt: Fedt.


Den oprindelige plan var, herefter, at flyve hjem fra Moskva, MEN: For at være gode ved miljøet, og også overfor kronologien i vores rejse, besluttede vi, for snart længe siden, at vi ikke ville flyve, men tage hele rejsen over land/vand.

Vi havde jo allerede fløjet for meget med den uventede flyvetur til Hong Kong.

Efter et par blodige diskussioner om hvorvidt ruten hjem så skulle gå via Hviderusland/Polen, eller via Finland/Sverige, blev det istedet besluttet at tage den letteste(!), hurtigste og billigste gyldne middelvej: Letland! Med denne plan ville hverken diktatur eller skandinaviske prislejer, gøre livet surt for vores rejses sidste etape.

Så her er vi altså, i Riga, hvor vejret har været fantastisk, og hvor alt er meget nemt at finde ud af. De bruger fx. latinske bogstaver (som det første land på vores rejse), hvilket i høj grad letter(haha) skiltelæsning, etc. Derudover er det gamle bycentrum aldeles yndigt.

Nå, men idag er planen så ENDELIG at tage en færge fra Ventspils (lettisk havneby) - og, hvis alt går vel, sætter vi fod på dansk jord engang i løbet af i overmorgen. Det bliver vildt.

From Latvia with love

Mongoliet (part 2)

Midsommer hos Rensdyrfolket. 19-30. juni 09

Kalenderen har nu passeret midsommer, og vi har tilbragt selvsamme på det skønneste af steder: Dér hvor vilde blomster afløses af et absurd tykt tæppe af mos og rensdyrlaver(!), under en skov af lærketræer: Den nord-mongolske vest-taiga.

Et bjergrigt område, i et så afsides hjørne af verden, at selv turen til Gobi ligner barnemad ved siden af! Men den var alle muskelsmerterne, køresygen, og de klemte, søvnløse bumbe-natte-ture værd...

Vi fik nemlig lov til at besøge Tsaatan-folket i et par dage. Et besøg muliggjort af diverse lykketræf: Var vi kommet ugen før, havde det sneet. Havde vi ventet en uge, var de flyttet længere op i bjergene (nomade-liv), og havde været umulige at nå, med vores stramme tidsbudget. Tak til taiga-guderne!

Skønt datoen meldte midsommer, betød det dog ikke "sommer"vejr, som sådan: Flere steder lå der stadig sneplamager, og vores lille medbragte telt, havde sit hyr med at holde os varme i de (heldigvis korte) midsommernætter.

Men med sol om dagen, stjerne-eksplosioner om natten, snedækkede tinder hele vejen rundt, og rensdyr-grynt i overflod, kunne vi bestemt ikke klage...

Og Tsaatan-folket er smilende, og lattermilde værter.
De bor i teepee'er (kaldet ortz), og lever af deres mange rensdyr, som hænger dovent ud i området omkring lejren. Pga. af deres afsides beliggende hjemstavn, har de bibeholdt en shamanistisk religion, og er ikke buddhister som de øvrige mongoler har været det siden 1500-tallet.

Den sjoveste oplevelse var næsten at modtage visit fra en anden tsaatan-familie, der boede et stykke væk! De kom da bare lige ridende, far, mor og datter, på hver deres rensdyr; og efter et par timer steg de elegant op igen - og forsvandt med karakteristiske kliklyde - ud i horisonten.

Julie og jeg blev enige om at ingen af os, for alvor, havde accepteret rensdyret som et egentligt eksisterende dyr - men nærmere et halv-mytisk julevæsen fra det høje nord.

Derfor en mystisk, eventyragtig, stemning, som virkede passende for tidspunktet på året, haha.

Tsaatan'erne laver mongolsk mad, som vi allerede kender det, men endnu mere skrabet: Til frokost fik vi ikke andet en varm rensdyrmælk. Ikke fordi det ikke mætter! Det mætter i så høj grad, at det kan være svært at få ned igennem sit halshul (tilvænning?).

Rensdyrene har kalve for tiden (derfor brugen af mælk), og de er helt uimodståelige, på trods af deres fjollede grynte-lyde.

Den sidste del af turen derud -og hjem-, måtte tilbringes på hesteryg. Sti-systemet op og ned af bjerget, er for småt og sumpet for biler - heldigvis!

For Tsaatan-folket er mongoliets mindste etniske minoritet, og turisme er en lurende fare, der heldigvis stadig begrænses af områdets utilgængelighed, og som nu også kontrolleres af et "Community Center", som sørger for at alle turistindkomsterne rent faktisk går til rensdyrhyrderne selv.

Hvis man altså vælger at bruge dem (det gjorde vi selvfølgelig). Dette har allerede betydet bedre økonomiske og uddannelsesforhold, for det lille samfund.

Vel tilbage i Ulaan-Baatar, brugte vi vores sidste dage i Mongoliet på at hvile ud efter de to døgns rejse tilbage fra taigaen, og vi tilbragte fx. en hel formiddag på, uden held, at spore det såkaldte "spion"museum, som vi havde læst skulle indeholde KGB-artefakter, og andet "spion"udstyr! Lige noget for en X-agent som mig... tsk tsk.

Men desværre var museet så hemmeligt, at vi ikke kunne finde det - trods smugkig ind i selveste "spion-centeret", hvor mænd i store uniformer udstødte sletskjulte fnis over de to turist-tøser, der lige syntes de skulle sætte ben i deres "top-hemmelige" bygning (men det var altså dér museet skulle have ligget!?!?).

Hvilket minder mig om at jeg, trods utallige palæontologiske nørde-detaljer, ikke har fortalt om nogen af vores Experimentarium-oplevelser på turen (shame on me).

Hverken det slidte, og usle Science City i Calcutta, det high-tech (og super-sterile) Science Museum i Hong Kong (med den fede sær-udstilling om "TID"), eller det olympiske svømmestadion i Beijing, som er lavet af SÆBEBOBLER, og som jeg har nævnt i alle mine sæbebobleshows, allerede inden det blev taget i brug - ved de Olympiske Lege sidste år.
De er hermed nævnt...

Nu er vi så nået hele vejen til Rusland.

Et døgns behagelig togrejse gennem svulmende, grønne landskaber, og HAPS - så var vi i Sibirien - på kanten til Baikal.

Her er kæmpestore træhuse (samt -kirker), lavet af tykke, mørkebrune bjælker, og med farvestrålende udskårne vinduesrammer, der omkranser vinduer med yndigt broderede bedstemor-gardiner. Det er hyggeligt.

Bortset fra disse, er Ulan-Ude, i høj grad, en grim sovjet-by -SÅ vi er en anelse bekymrede over at at den skulle høre til de mest charmerende byer i Rusland (det er vist en by i Rusland!!), OG folk er (for første gang i månedsvis) hovedsagligt hvide. Tja, det eneste der adskiller dem fra danskere, er faktisk deres vrantne holdning, deres hårfarver (der passer til alt andet end deres hudfarver), og deres tøj (der passer til alt andet end en gråtonet gade).

Det er sjovt at være så langt nordpå igen. Vi er faktisk på linje med Tyskland - bare syv tidszoner længere østpå. Her er lange sommernætter. Her er kirker (igen!). Det er næsten som at være hjemme i Europa (bare pudsigt at Lonely Planet beskriver stedet som super asiatisk, haha, den slags kommer heldigvis an på hvor man kommer fra).

Mongoliet (part 1)

Flaming Cliffs and Gorges of Ice! 1-18. juni 09

Gobi: Hvor ellers kan man finde flammende klipper, og isfyldte kløfter, i dramatisk forening!?
Vi er altså vel ankommet til Mongoliet. Og efter vores civilisations-overdosis i Kina, kunne vi ikke slippe hurtigt nok ud af Ulaan-Baatar.

Så vi snuppede et par hurtige Cafe Latter, før vi - fulde af vildmarksforventning - satte os ind i den lille bumlebus, der skulle føre os 12-15 timer nedad, til Gobi.

Skønt vi lige var ankommet med toget sydfra, var det en oplevelse (i dagslys), at se de første fem timer transformere landskabet om fra græsfyldt steppe til semi-ørken, og de næste 8 fra semi- til hardcore ørken! Også selvom bussen var fyldt med syngende mongoler, der havde fået et enkelt glas vodka for meget til morgenmaden!?

Da solen endelig gik ned, var det en fryd at se en flok store baktriske (to-puklede) kameler, løbe irriterede væk fra den forstyrrende bus, og ind i den røde sol.
Dem skulle vi se mange flere af....

For at komme ud til de såkaldte "flammende" klipper (den mest berømte dino-lokalitet i Mongoliet/"verden"), måtte vi hyre en jeep, og overnatte et par nætter hos en lokal nomadefamilie, der boede et par kilometer derfra.

Heldigvis mødte vi en skør, gammel franskmand, som kunne hjælpe os med at få det hele arrangeret. Han lovede også at det skulle blive ingen sag at komme tilbage igen (Right)!!!

Ude hos familien satte vi, optimistiske som vi var, vores lille gule telt op, hvorefter det straks satte igang med en kæmpe støvstorm, som kunne have blæst både telt, bagage og os selv, hele vejen tilbage til Kina, havde vi ikke flyttet ind i den søde værts-families ekstra ger. (En ger er den specielle slags hus-telt, som mongolerne bor i over hele landet).


Der boede vi altså et par dage, prisgivede deres (selvfølgelige) nomadiske gæstfrihed, med husly, og tre måltider om dagen (bestående af fedt, med lidt kød på!), og først på tredjedagen blev vejret, rent faktisk, fint nok til at vi kunne tage en kamel-ridetur ud til de famøse klipper.

Det forbedrede vejr betød dog ikke, at der også var kommet telefon-signal, så hvornår vi kunne komme i kontakt med vores franskmand, og dermed komme tilbage igen, stod stadig hen i det uvisse....MEN... klipperne var virkelig flammende: Når man nærmer sig i det fjerne, står de frem med deres kontrast-røde farve, og bevæger sig endda, ved hjælp af varmedis, så de ligner flammer! Julie koncentrerede sig så hårdt for ikke at falde af kamelen, at hun fik krampe i benene.

Men vi nåede dog frem, og fandt....ikke en skid - før på tilbagevejen, hvor en kæmpe lårbensknogle spærrede os vejen, og noget som mongolerne mente var et kæbeben, men som jeg nu ikke helt syntes lignede knoglestruktur (ok, ligegyldigt!).

Her var det nemlig også at en BIL pludselig dukkede op, ud af støvtågerne; og som taget ud af den bedste expeditionsfilm, vender vi om på vores kameler - mod bilen, hvorfra en arabisk udseende fyr, og en mongolsk chauffør stiger ud: "Undskyld, er I de to danske piger, hvoraf den ene er palæontolog, som er jeg er sendt ud for at finde?", siger den marokkansk/franske canadier, som (vi efterfølgende erfarer) er udsendt af franskmanden. Han følger dernæst med tilbage til vores lejr - på kamelryg.

Så alt er fint, og vi bliver kørt tilbage til den lille mine-by, hvor alle tilsyneladende har hørt om os, og omtaler os som: "The two danish girls, lost in the desert".
Det pudsige er bare at vi ikke, på noget tidspunkt, selv opdagede at vi var "lost in the desert".

Men Gobi kan også andet og mere end fossiler og kameler: En lille times tid fra mine-byen, ligger et mindre bjergområde, hvor alting pludselig bliver grønt, og beboet at murmeldyr (jubii). Fordi det regner mere her? Nej, simpelthen fordi her er så koldt om vinteren, at en kæmpe is-gletcher aldrig når at smelte helt, i en skyggefyldt kløft, men forsyner det omkringliggende land med en konstant strøm af smeltevand, som sommeren skrider frem.

Det var som at rejse tilbage i tiden, til Eliza -tre år- på sommerferie i Østrig: Også her var der pludselig is under sandalerne, også her var der utallige murmeldyr... Smukt.

Dramatisk (og så længe siden, at jeg kun husker følelsen, idet jeg mærker den igen)...

Den skøre franskmand havde heldigvis også endnu flere tricks i ærmet: Han kendte selvfølgelig en hemmelig klosterruin fra 1600-tallet, ude i et "restricted area", hvor turister ikke må komme (Yessir!), så vi arrangerede en private tour i hans bil, Julie, franskmanden, jeg og den unge canadier, og så var vi ellers på seriøs ørken-køretur ude i ingenting...
Veje er ca. ikke-eksisterende i hele Gobi, så man kører efter pejlemærker.

I dette tilfælde et ensomt træ som, efter sigende, skulle være det eneste i hele ørkenen (Mini Mod = mit træ, kaldte han det - med stor affektion - på mongolsk).

DESVÆRRE var vi nødt til at køre en lille omvej med en tyk mongolsk dame, som skulle sættes af, hvilket satte os i den uheldige situation at mini mod ikke førte os ud til klosteret (Lost igen!!!!)? Fra en lille bakke så vi - til franskmandens store desperation - at der ikke var ÉT, men MANGE mini mods, spredt rundt i ørkenen!!!! Vi var altså ledt på vildspor.
Hvordan skulle vi nu nogensinde finde hjem, eller finde klosteret?

Vores eneste trøst var at det ensomme, tretusinde år gamle træ, alligevel måtte have haft en vis portion held med at sprede sine frø i tidens løb...

Det gik nu hverken værre eller bedre, end at vi FANDT ruinen til sidst.

Vi fandt også vores vej tilbage igen, og vi fik endda spottet et par spurtende gazeller på vejen. Sjældent har vi moret os så meget, som i selskab med denne franskmand, og hans ubitoriske "punchlines", og stædige optimisme.

Men nok om det... Vi er nu tilbage fra Gobi, og har tilbragt de sidste fem dage i en ganske anden mongolsk verden: Nemlig Terelj National Park, hvor idylliske grønne bakker er omgivet af mesozoiske granit-bjerge. Her har vi deltaget i et såkaldt "Ger-to-Ger" program, hvor man bor hos en ny nomadefamilie hver dag, lærer forskellige traditionelle håndværk, og bliver transporteret fra familie til familie på oksekærre, eller hesteryg. Programmet er virkelig godt udtænkt, og kombinerer den oprindelige nomadiske livsførelse med bæredygtig turisme.

Og sådan gik det altså til, at vi lærte at knytte en traditionel mongolsk knude, lave mongolske tøj-dekorationer, skyde med bue og pil (hvilket jeg endnu engang fik bekræftet at jeg er elendig til), og fik deltaget i familieliv med alle mulige - og umulige - antal børn i alle aldre.

Her var alt, lige fra tre måneder gamle babyer, som var med ude at hyrde yak-okserne sammen på hesteryg, til teenagepiger som gladeligt viste os deres musikvideoer, med mongolske hip-hop bands.

Alt i alt en hyggelig "bondegårdsferie", hvor sommer-sæssonen (heldigvis?) var gået så meget igang, at det var blevet "mælkeproduktstid". Vi kunne derfor supplementere fedt-kosten med masser af mælkete, smør, ost og youghurt - lavet af mælk fra forskellige dyr (ged, yak, kamel og ko). En interessant kost, som viste sig at være for meget, selv for Julies mave. Min var heldigvis så hærdet efter parasit-angrebet i Indien, at jeg kunne klø på med fuld styrke:-)

Vidder, bjerge, heste og nomader: Vi er slet ikke færdige med Mongoliet endnu, og melder tilbage om et par uger igen...Over and Out /Indiana Jane*2

Kina (part 2)

Beretninger om BROK! 30. maj 09

Kina er et fantastisk land at besøge (jvf. part 1), men det er også -med LÆNGDER- det mest uvelkomne land jeg nogensinde har sat mine ben i (nu har vi jo heller ikke besøgt Rusland endnu, bank bank!!). Spring endelig denne omgang galde over, men for de der kunne overveje at besøge Kina: Think twice, og læs evt. videre...

Besværlighederne startede allerede i lorte-beskidte Kolkata, hvor vi var tvungne til at blive i hele TO uger, for at få vores kinesiske visum, som krævede først det ene, så det andet, så det tredje dokument - som det så viste sig ikke var nødvendigt alligevel, når det var et turistvisum vi skulle bruge (TAK!).

(Billedet: Skrald i Kolkata).

I Nepal var det så meningen at vi skulle ekstra-ansøge om den tibetanske permit. Vi var selvfølgelig blevet nøje advarede mod at nævne, på det kinesiske konsulat i Indien, at vi havde tænkt os at besøge Tibet!!! MEN: I Nepal kunne de kun fortælle os at det kinesiske visum vi, med møje og besvær havde fået erhvervet os, måtte slettes, så vi kunne (gen)ansøge om et specielt gruppe-visum, som er det eneste saliggørende når man skal til Tibet (apparently).

Derefter -når vi nåede frem til Xian- kunne vi efter sigende så, så let som ingenting, få dette gruppevisum forlænget til et NYT kinesisk visum, (som vi selvfølgelig skulle betale for påny -det er klart). De ringde endda og tjekkede det med ambassaden for os.

Vi var gale i skralden!!!

I Xian - for så langt kom vi da - fik vi så netop joket med, at når vi nu VAR kommet helt ind i midten af landet, så kunne de da næsten ikke smide os på porten, når de opdagede vores - ikke populære - gruppevisum, fra Tibet. Haha: JO, DET KUNNE DE!!!

Den skæv-øjede skrankepave kiggede på os med foragt, og fortalte os hvor HELDIGE vi var, at vores gruppevisum stadig havde et par dage tilbage, for vi havde bare at være UDE af landet, og derfra kunne vi ansøge om et nyt kinesisk visum. UDEFRA. Fuck!

Så vi måtte, med lynets hast, købe flybilletter til Hong Kong (som ikke tæller med til Kina?), og derfra ansøge om et nyt visum, et express-visum, da vi ellers ikke kunne nå at være tilbage i Beijing inden Frederik ankom (og det syntes Julie ikke var så fedt;).

Så vi betalte, for tredje gang, for det skide, fucking, kinesiske visum, i Hong Kong, hvor alt heldigvis foregik helt anderledes effektivt. Så det var i det mindste noget.

På grænsen til Kina (den i Tibet), var de også så flinke at konfiskere ALLE bøger man kunne have, omhandlende Tibet. Inklusive Lonely Planet Tibet (rigtig flot!). Min bog om tibetansk yoga blev heldigvis ikke opdaget, så jeg har den stadig! Også selvom de rodede hele min taske igennem. Vores hollandske ven, Huub, havde Lonely Planet China, og fra den rev de alle siderne om Tibet ud...

Han fortalte senere (da vi genforenedes i Beijing), at de også har blokeret hans blog på nettet. Han havde skrevet om Tibet, og nu kan siden ikke åbnes!

(Billedet: Den forbudte by i Beijing. Bare én ud af mange forbudte koncepter i Kina!. Youtube virker i øvrigt heller ikke her til lands).

Nå, jeg kunne blive ved med at spytte galde ud, men vil prøve at styre mit handicap.

Kina har, også, været skønt, og jeg ér faktisk (desværre), bevidst om at Danmark selv, også er ganske uvelkomment at besøge! For indere er det fx helt udelukket at få turistvisum - hvis der da ikke er en meget god grund.

Vi har nydt et civiliseret afbræk på vores tur, men NØJ hvor vi glæder os til at tage videre til Mongoliet i morgen.

Tilbage udi ingentings land. Can't wait.

Et skulderklap til alle der nåede så langt, fra mig...

(Billedet: Her findes også søde vovser, som måske/måske ikke, smager godt..?)

Kina (part 1)

Beretninger fra et MEGET stort rige. 5-27. maj 09

Der findes et meget stort rige - i midten af verden!
Man kan komme dertil ved at grave et dybt hul i jorden, eller ved at tage en togbane henover en besvimende høj bjergkæde. Vi valgte det sidste. Man spiser hunde her, men vi valgte ikke at gøre det (spiste dog et par insekter af ukendt fylogenetisk ophav).

Bortset fra disse to fakta, er det fuldstændig grotesk hvor lidt man, ude i rand-områderne af verden (fx Danmark), ved om dette enormt udstrakte land, med de ældgamle civilisationer, som med længder overgik vore egne, i forgangne tider...

Selvom det langt fra var planen, kan Julie og jeg nu faktisk se tilbage på en temmelig god dækning af Kina som land (synes vi selv):

Vi lagde ud i VEST, med Tibet og den lange togtur.

Følte os latterligt tilfredstillede ved at ankomme til MIDTEN af riget i midten, nemlig Xian, som føltes som en sydeuropæisk hovedstad: Fløjlsblød luft, historisk storslåede (OG istandsatte) bygninger, stilede højhuse, og Starbucks (ja, man burde skamme sig -men vi har rejst meget længe i lort!). Vi var yderst glade for igen at opleve et øjebliks civiliseret liv.

Og her var i sandhed modeopvisning på gaden, hver eneste dag. Meget bredspektret fremvisning af slagsen: Fra prinsesse-kjoler, til punk, til posh, til jogging-sæt.
Kinesere finder på alt i deres spinkle kroppe.

I Xian startede kinesernes historie, som vi (ikke?) kender den:

De tidlige dynastier samlede Kina herfra. Silkevejen startede herfra. Den sejrrige Qin-kejser som lod sig begrave med en hel hær af terracotta-krigere, gjorde det her. Det var så tidligt som i 200-tallet f.kr. (Qin => Kina), hvor vi selv fjollede rundt i jernalder-kostumer. Xian var, i 600 tallet, verdens største by, og man mærker atmosfæren idag, som en lækker cocktail af nyt og gammelt.

Herefter fandt vi, på mystisk vis, os selv nødsagede til at tage en smut-flyver mod SYD, til Hong Kong. Og var Xian kinesernes Sydeuropa, så var Hong Kong i den grad den amerikanske drøm, overgående selv den vildeste amerikanske drøm - af en metropol.
Vi kørte i over en time igennem udelukkende skyskrabere, for at komme ind til centrum (vi taler 100-etage-bygninger).

Selve Hong Kong Island er en fancy fremtidsverden, hvor fodgængere bevæger sig rundt i labyrintiske gangsystemer i flere niveauer, som forbinder den ene shopping-center-skyskraber med den anden. Små færger bevæger sig rundt mellem de flashy havnefronter.

Her er lækre restauranter -og cafeer, hvor den travle kineser nu istedet er iklædt buisness-suit og/eller klassisk, elegant kjole. Her er dyre drinks. Her er steriliseret som ind i helvede (tænk hvis man skulle få svineinfluenza!), alle trykflader i elevatorer og lign. bliver afsprittet engang i timen (plus dine hænder når du går ind på en restaurant), og masker og gummihansker er højeste mode. Her er alt hvad der kan købes for penge...

...og dét kan kinesiske visa fx, så vi købte et par stykker, og skyndte os videre mod NORD - tilbage ind i det "ægte" Kina (hvad kan være mere ægte en hovestaden!?). Beijing! Denne kunne desværre ikke byde på meget andet end gråvejr og trykket hede.
Pekingeserne er ramt af en betydelig hovestads-arrogance, mens selve byen, desværre, er blottet for både Xians historiske charme, og Hong Kongs futuristiske storslåethed.

Til gengæld kan man spise ufattelig lækker peking-and, og besøge den ufatteligt gamle peking-mand (Homo erectus), foruden selvfølgelig himmelske "freds"pladser, og templer.

Vi går igennem ufatteligt meget security, og snupper en Starbucks til.

Så var Kina også stedet hvor gode gamle Frederik Tolstrup, skulle komme på visit i et par uger (Julies kæreste!), og han formåede at sprøjte omkring sig med energi-udladninger, så Julie og jeg ikke forsumpede i den, ellers fristende, luxusfælde.

Så vi fik alligevel spist en masse ris på små kinesiske gade-beværtninger, og han var så heldig netop at ankomme som vi skulle på tur nord-ØST-på, til Liaoning:
Den berømte dinosaurprovins, hvor alle de fjerede dinosaurer for nyligt har ændret verden (intet mindre). Her var der landlig idyl, som var vi hjemvendte til andedammen: Grønne bakker og æselkærrer, samt absolut ingen turister (hvad skulle de dog også her?). Frederik kunne selvsagt føle sig hjemme her, i den søde duft af mødding.

Til gengæld troede hverken han eller Julie en meter på, at den storslåede dino-park jeg blev ved med at tale om, virkelig fandtes. Jo tættere på vi kom, des mere påfaldende blev det da også, at absolut INGEN (heller ikke de veluddannede -og dermed engelsktalende) lokale kinesere, vidste hvad en dinosaur var, eller at der skulle befinde sig et museum i den landsby vi prøvede at pege på!!! Selv landsbyens egne beboere aner simpelthen ikke at stedet eksisterer (FLOT).

Da vi endelig fik en tilfældig kineser til at køre os derud (i hvad han selv troede var ingenting), fandt vi dog det lækre, store og nybyggede museum -med park, og museets manager (en franskmand), var da også åbenlyst imponeret over, hvordan vi dog i alverden havde fundet derud ved egen hjælp.

Han var desværre på vej til Beijing, men tilbød at køre os tilbage til stedet en uges tid senere (hvilket vi selvfølgelig takkede ja til).

Så Frederik-Julie-Eliza trioen kunne fortsætte mod det næste mål: Nord-Korea, hvilket vi besøgte en halvtimes tid, med en turistbåd som sejler over floden -hen langs den koreanske kyst, og muliggør betragtninger gennem kikkert, af vinkende nordkoreanere.
Tilsyneladende er de allesammen klædt i gråt og brunt (kommunisme er ikke sprængfyldt med farver!).

Kontrasten fra den ene bred til den anden er slående: Nordkoreanerne kan kigge direkte over på de kinesiske skyskrabere, mens de dvæler på deres egen side, hvor alt tydeligvis har stået stille siden 1949 -eller cirka deromkring...

Desværre har de ikke mulighed for, NOGENSINDE, at bevæge sig de 500 meter -over på den anden side.

(Billedet: Den bombede bro over Yalu-floden. Set fra Nordkoreansk side).

Langs Yalu-floden løber også den østligste del af "Den store Mur", som her er fuldstændig restaureret, men tilgengæld ikke huser de store mængder turister, som andre steder i landet.
Så vi gik os en dejlig tur på den (Frederik valgte at løbe!), og indså at vi havde nået vores turs østligste punkt. Herfra kan vi kun vende snuden hjemad, og se hvor lang tid det kommer til at tage - tværs henover kontinentet.


......Og NU sidder vi så, atter i Beijing. Netop tilbagevendt fra Kinas første 100% grønne, miljøvenlige museum (Fossil-Parken), hvor vi -efter at have sat Frederik på en flyver- tog tilbage til, kørende i Damiens bil (den franske office manager).

Der har vi tilbragt en fem-dages tid, med gratis forplejning, og arbejdsdage i en udgravning bestående af pergament-sedimenter: Hver "side" af jordens bog, måtte skilles forsigtigt ad, for ikke at smuldre imellem fingrene. På siderne fandtes perfekte aftryk af store natsværmer-larver, fyrenåle, etc, afsat for ca. 130 mio. år siden (vi fandt desværre ikke en fjerklædt dino).

En ganske anderledes oplevelse, end det hårde fysiske arbejde, som dinosaurlag ellers som regel kræver! De befinder sig jo, sjovt nok, som regel i hårde klippeformationer, og skal udsættes for vold, hammer og mejsel, for at give sig til kende. Men her har et tafonomisk vindue altså givet mulighed for at bladre i jordens skatkammer, som i siderne på en bog. Fantastisk.

Her var solskin og stjerneklare nætter. Her var fransk pølse og rødvin. Her var hjemmebiograf (tilgængelig efter museets lukketid), og her var kaffe ad libitum - samt en dejlig altan, med udsigt over de grønne bakker, der engang husede den store sø, hvori flyvende drager drattede i -og dermed bevarede deres fjerdragt, til senere tiders spekulationer, og åbenlyse beundring.
Hvem sagde "Another day in Paradise"?

Himalaya (part 2)

Itzi bitzi.... og så videre op på taget... 18. april - 4. maj 09

Det var ikke planen at tage til Nepal.

NEPAL: Bhutans uagtværdige storesøster: Trekkestier og hotelkæder, til de store horder af turister -med opsplitning af deres fine natur til følge, samt affaldsdynger i indiske standarder (sidstnævnte kan dog ikke kun tilskrives turisterne!).

Afskrivning af monarkiet på en anelse anderledes facon end i Bhutan, nemlig en hysterisk kronprins som vælger at skyde hele sin familie, plus sig selv, fordi han ikke må gifte sig med den udenlandske kvinde han vil (or so the story goes). Men så er dén sag jo også ligesom afsluttet, og Nepal er dermed også blevet et (maoistisk!) demokrati. Jeg husker hændelsen tydeligt: Det var i 2001, og det stod beskrevet med bittesmå notitser i de danske aviser (vel ogsaa bare en lille ubetydelig hændelse, haha).

Ikke desto mindre: Ville vi til Tibet over land, måtte vi gøre det via Nepal.

Så jeg føjede mig, og vi tog en skramlebus til en grænseby i Nepal (det gav trods alt også et ekstra land til mig, HA). Men her startede de nepalesiske issues allerede, da folket strejkede over en dræbt taxa-chauffør, så alle vejene var blokerede.

Vi måtte altså vente på ubestemt tid i den, aldeles støvede og ubetydelige grænseby (det er vi snart øvede i). Der var ingen ATM i byen, så vi måtte bare håbe at vores sidste indiske rupees var nok til at føre os igennem den ukendte tidsperiode.

Derudover er Nepal et land der er så udspekuleret at sælge al deres vandkraft til Indien, så de selv kun har strøm fra otte til tolv om aftenen. SKIDE SMART.
Så der er intet lys, ingen air condition, intet internet, no nothing - i størstedelen af døgnet. De fleste menukort har desuden menuer hovedsagligt domineret af æg og kylling. Det er OGSÅ skidesmart, når der er fugleinfluenza i området, så de to ingredienser ikke kan fås....

Vi kunne altså spise ris og linser til alle måltider. NÅ, men efter kun et døgn begyndte busserne heldigvis at køre, men åbenbart uden at hovedvejen til Kathmandu (som vi troede), var blevet åbnet. Så det blev en meget lang, varm, støvet og bumlet tur (37 timer for at være præcis), hvis eneste fordel var at den skaffede os et par gode venner, som vi holdt kontakt med under hele vores uge i Kathmandu...

Da Nepal ikke var planlagt, anså vi opholdet som en slags "ferie" i ferien, så vi nød det store turistområde Thamel, som heldigvis -udover horder af turister- bød på masser af bagere med udendørs beværtning, og "turistvenligt" udvalg. En luxus vi ikke har fundet mange steder på vores tur.

Vi fik dog også set abe-templet, på toppen af en uendelig mængde trappetrin, og boligen for den "levende gudinde": Hun er et fireårigt barn, som ikke må bevæge sig, for ikke at komme til at bløde, idet hun så mister sin status som gudinde. Det betyder selvsagt at hun mister den naturligt når hun kommer i puberteten -hvorefter hun må vænne sig til blot at være almindeligt menneske resten af sit liv! Men bortset fra det, hængte vi ud med vores nye venner, drak nogle øl, og læste en masse bøger.

Der var dog én ting vi manglede, før vi kunne forlade Ganges-området, og som det ikke var lykkedes os at finde i hverken Indien eller Bangladesh. Nemlig: Gavialer (Gavialis gangeticus). Vi tog derfor ikke op i Nepals berømte bjerge, men ned i det junglebevoksede lavland (endnu engang), til nationalparken Chitwa, hvor vi havde et par dejlige dage med badende elefanter, og en jeep-safari som indhyllede os i så meget støv at vi ikke kunne genkende hinanden, men heldigvis også endnu et næsehorn (som blev pænt på sin plads!), et par vilde påfugle OG et opdrætscenter for gavialer, så vi kunne betragte dem i alle aldre og størrelser....

For dem som ikke ved hvad en gavial er (shame on you), så er det den specielle langsnudede krokodille, som jeg skrev bachelorprojekt om (eller det var nu dens uddøde fætter, men hva'), og som er meget truet disse dage. De er helt og aldeles morsomme at betragte: Hannerne er nogle rigtige bobleblæsende charmetrolde (ligesom de fleste mænd ude på Experimentarium).

Nok om det: Vi fik arrangeret den længe ventede tur til Tibet, og den gav os nogle af de mest ekstreme landskaber verden kan byde på -plus en meget stor mængde spændende, buddhistiske klostre. Jeg har sjældent oplevet et landskab, der på dén måde kunne gå i kroppen på mig.


Jeg har været højt oppe før (i Bolivia), men her i Tibet var følelsen ikke bare stakåndethed, men direkte svimmelhed, som da også førte til at en pige fra Chile besvimede for øjnene af mig, og lå og rallede i flere minutter, før jeg kunne få liv i hende (det føltes i hvert fald som længe!!).
Det var kun i 3600 meters højde, så jeg blev faktisk oprigtigt nervøs for dagen efter, hvor vi skulle passere de 5000 m, og jeg var allerede her svimmel, bare ved den mindste bevægelse!

Men dagen efter var jeg heldigvis frisk som en Himalaya-gås, og Julie og jeg fik tisset, i bidende kulde, i vejkanten foran Mt. Everest, i femtusind-og-noget meters højde. Vi var også vidne til en kæmpe dust-devil foran samme. Hviket syn.

Det er første gang på hele vores rejse, at vi har rejst i en turist-gruppe - og det var bestemt ikke med vores gode vilje. Men desværre er det ganske og aldeles obligatorisk for at kunne rejse i Tibet idag, pga. den latterlige politiske situation (som jeg slet ikke vil begynde at kommentere!!). Det var en stor gruppe på 25 mennesker, og den "engelsk-talende" guide kunne knapt nok konstruere en simpel sætning på engelsk (det er et bevidst trick fra den kinesiske regering!).

Men vi nød de bjergtagende bjergtinder, de mange yak-oksetrukne plove, og lærte et sympatisk ungt dansk par at kende, plus deres hollandske rejsefælle. Det endte faktisk med at blive virkelig hyggeligt, og nok engang var det sikkert alligevel sundt med lidt andet selskab, end blot Eliza og Julie, og Julie og Eliza....?!

Da vi skulle videre med "Himmel-ekspressen" til Xian i Kina (den nyåbnede, højest beliggende togbane i verden) skulle vi skrive under på at vi ikke fejlede noget, ikke var forkølede eller havde feber, ikke var gravide(!), eller andet, da denne togtur kunne være yderst sundhedsskadelig (86% af strækningen foregår i over 4000 meters højde).

Vi fik altså endnu engang understreget at højder ikke er for sjov, men modsat hvad vi havde troet, så foregik rejsen ikke blandt svimlende tinder, og kløfter, men derimod på en ENORM, flad højslette i rødlige (absolut anti-vegatation)s farver, som fortsatte i de 12 timer vi var vågne.

Efter disse faldt vi udmattede sammen i vores behagelige overkøjer, og da vi atter vågnede op (12 timer senere), var samtlige vandflasker suget faldtrykte, vi havde seriøse propper i ørerne, OG vi befandt os i Kina. Dvs. et helt anderledes, frodigt og grønt, bakket område, hvor bjergene på mystisk vis, var væsentligt mere synlige, end da vi før befandt os oppe i dem!!

Anyhow: Vi havde fået at vide at togturen ville tage ca. 12 timer. Efter præcist 36 timer rullede vi ind på stationen i Xian! Denne gang var det dog ikke pga. af dårlige vej- eller togkvaliteter, men blot de enorme afstande her i landet. Toget var faktisk det mest lydløse jeg nogensinde har kørt med.

Farvel til uglede troldemennesker med reserverede blikke, og bedemøller i hånden. Goddag til trendy klædte, fancy-klippede kinesiske nips-mennesker, med håndtasker fra Gucci.

Kina har sine charmer, men bestemt også sine ulemper. MEGET mere om det siden hen...

Himalaya (part 1)

Te, Tordendrager og næsehornsangreb. 1-17. april 09

Som emnet i dette afsnit lover, så udspiller der sig drama i følgende beretning...
Vi har nemlig, inden for ganske få dage, været udsat for ikke mindre end to angreb fra virile handyr!

Første episode fandt sted for foden af bjergene, mens vi ventede i spænding på at kunne besøge Bhutan: Her findes en varm og fugtig skov-nationalpark, som huser det sjældne ethornede, indiske næsehorn. Vi satte igang allerede halv syv i morgenkøligheden, på elefantryg, uden egentlig de store forventninger om rent faktisk at finde dyret.

Men JO, ikke nok med at vi fandt det. Vi fik også "sneget os" så tæt på det (hvis man altså kan kalde det "at snige", når man rider på en levende damptromle?!), at dyret pludselig syntes det var nok -og med høje grynte-brøl- satte i løb henimod os, og vores uskyldige elefanter. Luften flængedes af elefant-trompeteren og oprørt, knasende underskov, mens jeg så for mit indre blik mig selv og Julie, siddende på en stejlende, panikslagen elefant, med rasende næsehorn i hælene!!!

Sådan endte historien dog heldigvis ikke.


Næsehornet besluttede vist at tre elefanter alligevel var for meget, og forsvandt istedet ind i skovdybet. Da vi senere bevægede os ud i åbent terræn, fandt vi ham dog igen (plus et par andre) -denne gang helt ligeglad med vores eksistens, og fredfyldt græssende, i selskab med et par hjorte.


MEN det er at foregribe begivenhedernes gang; for allerede inden denne pompøse afslutning på Indien, havde vi faktisk allerede smugkigget lidt på Himalaya - fra de Indiske "fodbjerge".
Nemlig te-provinsen Darjeeling. Vi har nærmest kunne betragte det som en forlængelse af vores "uddannelse" udi tekunstens mysterier, som vi påbegyndte med vores te-salon, på efterårets kulturnat, sidste år. Det er jo en fager ny verden der åbner sig, for sådan en kaffedrikker som mig.

Darjeeling-teen er noget af det fineste i verden, og vi har efterhånden nedsvælget så mange kopper, at vi skulle være i stand til at kende den fra andre, når vi vender hjem (jaja, siger nogen). Vi har besøgt te-plantager, set fabriks-processer, og hørt om forskellene på: First, second og third flush; Tippy og første/andet (kim)blad. Vi har drukket "five second" tea, og stiftet bekendtskab med den fineste af de fine "First Flush Super Fine Tippy Golden Flowery Orange Pekoe 1" te (og så vil de have man skal tage den seriøst med det navn!!!). osv, osv.


Darjeeling er dog også andet end te: Det var her vi for første gang befandt os i "ægte" asiater-land (jvf. beboet af folk af den mongolide race): De kommer fra alle egne af Himalaya for at arbejde, og leve billigt i den indiske del af Himalaya. Det var også en tiltrængt rejse op igennem et køligere landskab: Grønt og indhyllet i de eventyrlige tåger, der altid giver mig en klump i halsen ved første møde med en ny bjergkæde.

Tågen var dog ikke udelukkende "eventyrlig", men også både allestedsnærværende og kold og klam. Så inden de tre dage var gået havde vi begge fået reddet os en snottud, og længtes atter tilbage mod varmen i lavlandet.

Det var heldigvis ikke hvad Bhutan havde at byde os en lille uges tid senere, men derimod klart solskin, blomstrende magnolia-træer langs bjergsiderne, og blomstrende æbletræer i de små byer. Brusende hanfloder strømmende sammen med rolige hunfloder, og sneglinsende bjergpas over grønne bakker.

Bhutan: "Lavlandet" (tibetanernes kaldenavn), eller Bhootan: "Højlandet" (indernes kaldenavn), hedder på bhutanesisk simpelthen: Druk Yul: "Tordendragens land"(!!) -og denne "tordendrages" land, er intet mindre end landet som har stået øverst på min ønskeseddel, siden jeg opdagede dets eksistens i 2.g's geografi-timer, for efterhånden mange år siden (endda over Albanien!!).

Bhutan er nemlig landet hvor BNP-indexet er udskiftet med et NGH-index (National Gross Happiness), og hvor dette lykke-index sikrer sit fundament udfra fire grundlæggende værdi-søjler, som i den grad tiltaler Eliza Jarl Estrup: 1) Bevaring af naturlige rigdomme, 2) bevaring af traditionelle, kulturelle levevis, 3) skabelse af social og økonomisk stabilitet, plus 4) frihed og demokrati for befolkningen.

Det vil i praksis sige at 25% af landet udgøres af nationalparker. Næsten 100% af Bhutans strømforbrug er bæredygtigt (idet det er hydroenergi udvundet fra egne floder). Turisme er begrænset til et minimum -og dybt kontrolleret. Alle statsarbejdere skal bære nationaldragt på arbejde (mens alle skal ved religiøse lejligheder). Alt nybyggeri foregår i lækkert, traditonelt æstetisk design OG kongen er netop, frivilligt, abdiceret for at gøre plads til det unge demokrati.

Det er også, med største selvfølgelighed, muligt for mænd at gifte sig med flere kvinder, SAMT for kvinder at gifte sig med flere mænd. Uddannelse og lægehjaelp er gratis.
Dette er et land der, ligesom Oman, har været dybt isoleret, men som nu er i rivende udvikling, og med hjertet og hovedet med sig.

Hvad jeg ikke var forberedt på i mit besøg, var dog endnu et "angreb" fra et virilt handyr(!):
Vores første dag i Bhutan var, ganske heldigt, sidste dag i en stor religiøs festival, hvor en masse rituelle danse fandt sted. Her var vi så heldige at se en fin forestilling med en gruppe dansende munke, iklædt røde, svingende skørter. Rundt om de dansende bevægede sig et par badutspringende "nar-typer" rundt i farvestrålende joker-dragter, og dæmonisk, grinende masker. De fjollede rundt på, tilsyneladende, må og få, men var i virkeligheden lederne af dansen.


Da disse mandspersoner fik øje på to vestligt udseende unge kvinder, fór de SELVFØLGELIG straks hen imod os, og truede (OG angreb) os med - ikke én, men to store, meget naturtro(!), træ-dildoer! Pludselig var Julie og Eliza, to af de mest frisindede unge mennesker (synes vi selv), fra et tilmed frisindet land, forvandlede til hvinende, flygtende teenagere, klyngende til hinanden -til stor morskab for de lokale omkringsiddende, ellers ret reserverede, troldemennesker.
Så fik man også dét med....

Det er også i Bhutan at ethvert bondehus med respekt for sig selv, har en detaljeret tissemand påmalet husmuren, pyntet med en sløjfe, eller omslynget af en drage!
De er i øvrigt smukke, husene: Flere etager, og fint dekorerede med træudskæringer og mytologiske motiver.



Vi har besøgt smukke buddhistiske klostre, set deres specielle type hellige fæstning: "Dzong", og mistet pusten på bjergvandringer. Men vigtist af alt: Vi har set landet med egne øjne - det land der uden tvivl er skabt af nogen, kun med det formål at jeg kan frydes ved at vide at det eksisterer. Et sted deroppe i skyerne!

Eliza og Druk-Yulie har selvfølgelig også været nødt til at smage på Bhutans lokale øl, fra bryggeriet: "Druk". Hvem kan stå for dét navn? Og her må denne påske-fortælling ophøre....

Øst Bengalen (Bangladesh)

I bengalernes ANDET land. 18-30. marts 09

Vi har nu tilbragt et par uger i den naturskønne "anden" halvdel af Bengal. Bogstavelig talt Bangla: Bengalernes, Desh: land. Det er dog først for nyligt at det er lykkedes mig at udregne betydningen af Desh (det er også svært at regne ud, ikk?), så jeg har istedet brugt ordet (som føles usædvanligt godt i munden) til at opdrage lidt på Julie! Opfører hun sig ikke ordenligt siger jeg bare "DESH", så lystrer hun med det samme. Skidesmart!

Bangladesh er et floddomineret land, og vi har fulgt Ganges og hendes mange udløbere, helt nede fra det store delta (endnu engang), og hele vejen op nordpå, til den indiske grænse - hvor vi håber snart at krydse ind og ramme Verdens Tag.

Jeg kan synes at det er lidt uretfærdigt at det er Bangladesh der har fået størstedelen af Ganges, når hun nu er hinduernes hellige flod, men det syntes Julie vist var en fjollet måde at anskue det
på? Under alle omstændigheder har vi nydt floden til fulde:

Vi har sejlet med en lille dobbeltdækker hjulfærge, på en 30-timers tur fra Dhaka til Khulna, og fået masser af Titanic-associationer. Ikke så meget fordi ca. fem af den slags færger går ned om året, men mere fordi den er så voldsomt klasseopdelt.

Vi rejste 1. klasse, og havde derfor egen kahyt, overdækket soldæk og mænd i røde uniformer til at servere kaffe, småkager og måltider, når end vi ønskede det. De øvrige klasser, derimod, var stuvede sammen bagest, og på det nederste dæk, uden nogen form for inventar. De sov i bunker, på medbragte tæpper, og spiste medbragt mad. Akke ja.

Men det var nu mere end almindeligt behageligt at falde i søvn til motorrumlen og færgens klagende, gentagne tuden (denne lyd kunne minde lidt om et uvilligt dyr der må føje sine menneskelige ejere), hvorefter man, veludhvilet og med morgenhår og glippende øjne, kunne vælte ud af sin kahyt, for næsten at falde over junglen og mudderhytterne der flød langsomt

forbi synsfeltet, inde på bredden.

Op ad formiddagen fik vi selskab af en lille flok floddelfiner i det grumsede flodvand.

Det lykkedes godt nok først Julie at spotte dem hen ad eftermiddagen, men som hun sagde: "Det er jo også bare en klump med en rygfinne". Det har hun jo så evigt ret i. Men jeg lod mig nu alligevel begejstre hver gang jeg fik øje på en sådan "klump".

Også en pæn mængde små træ-fiskerbåde drev vi forbi. De findes i så mange forskellige design at det ikke at til at fotografere dem alle sammen, men fine er de med deres kæmpestore net, som fylder næsten hele båden.

Fra Khulna tog vi endnu engang ud i det bengalske landsbyliv: Vi fik lov til at komme med en gruppe fiskere ud i deres lille båd, hvor de fiskede efter den ældgamle tradition hvor man benytter oddere i snor. Denne metode har været udbredt over hele jorden, men eksister vist kun her, stadigvæk(?) - hvor den dog også er i stærk tibagegang.

Det var yderst fascinerende at opleve disse små iltre rovdyr manøvrere fisk og rejer ind i fiskernes net.


Vi har også besøgt andre små landsbyer på vores vej:

I Savar besøgte vi slangetæmmere, og måtte gyse over at have en kæmpemæssig kobra-brilleslange, meget nær vores bare ben, arrigt huggende og hvæsende, hver gang dens mennesker, helt bevidst, pirkede til den (noget anderledes end at opleve slanger i zoo).



I Bagerhat så vi nogle af verdens ældste moskeer, bygget af en hellig mand i 1400-tallet (vi tror måske han var bager?).

I Paharpur så vi det største buddhistiske tempel syd for Himalaya, fra 800 AD. Det var spændende fordi arkaeologerne var igang med at grave, og de ville gerne lukke os ind i udgravningsområdet, og fortælle om deres arbejde.

I Putia så vi nogle af Bengals smukkeste hindu-templer, selvom de, til en vis grad, er blevet smadret af muslimerne, i uafhængighedskrigen i 1971. Det var også her jeg blev irettesat af vogteren af Shivas kæmpe sorte fallos: En nydelig og ekcentrisk herre, imens jeg var i færd med at studere laver på tempelmuren: "Undskyld mig, Ma'am, men dét der er altså ikke dekorationer, så hvis De venligst vil kigge herover istedet. Dét der er bare noget skidt!!". Der fik han alligevel næsten fornærmet min halv lichenologiske sjæl, mens Julie kvalte et fnis i

baggrunden! Skidt!! Hvad snakker han om?!

På trods af advarsler fra visse personer derhjemme (Niels Bonde!), er Bangladesh ligeså paradisisk, udenfor byerne, som Indien er; og det er i høj grad ikke umuligt at komme i kontakt med landbefolkningen.

Tværtimod: Det er ganske svært af få lov til at gå i fred, uden konstant at skulle svare på hvilket land man er fra. Spørger vi om vej, eller andet, går der præcist ét minut, så er vi omkranset af mindst 30 personer (det er faktisk IKKE overdrevet), som alle skal vide hvad problemet er, og hjælpe med at løse det - dét på trods af at ingen selvfølgelig taler engelsk.

Det er IKKE uhøfligt at stirre her, og det mærker vi i høj grad også meget til. Ligegyldigt hvilken turistattraktion vi tager ud og ser, er vi en endnu større attraktion end selve attraktionen.

Det kræver lidt overskud, hvad jeg da heldigvis også har fået tilbage, efter at have prøvet diverse mavestabiliserende piller og -dråber, mirakelkure fra gaden, selv antibiotika fra apoteket, som alt sammen ikke hjalp på mit tre uger lange forløb med dårlig mave, og gentagne kvalmeanfald.

Til sidst virkede den tilfældige succesion af medikamenter dog, da jeg valgte noget parasit-dræbende medicin! Hvilken biolog er man også, hvis man ikke har haft eksotiske parasitter?!?!?

Det kan Sissel-Jo, og mange andre, tale med om;-)

Jeg vil slutte her, og efterlade jer alle med den lille tanke, at selv Bangladesh åbenbart gør mere for miljøet end vi selv derhjemme: Benzin- og dieselbiler holdes så vidt muligt ude af byerne, som til gengæld sprudler af cykel-rickshaws (det kan mærkes i næsen), og plastikposer bruges kun i begrænset omfang (varer bæres hjem i papir- eller stofnet).

Men de er jo også et land i centrum af alle globale opvarmningsdiskussioner: 70% af landet står under vand i monsun-tiden (og de er vel at mærke 150 mio. mennesker, på ret lidt plads). Så stiger vandstanden globalt, står Bangladesh seriøst i lort og/eller vand til halsen! Og hvor der spildes, der handles.

De gør dog knapt så meget ud af deres mange fattige, men i forhold til Calcutta er problemet nu heller ikke helt så desperat! Jeg kan da her lige nævne at vi, på vores sidste dag i Calcutta, endelig fik nosset os sammen til at se "The Mother House": Mother Theresas fromme virke- og sidste hvilested. Ja, Mother Theresa var jo oprindeligt fra..... ALBANIEN.....