Oman (part 1)

.....bringer bud fra moskeernes tage. 2-16. feb. 09

Husker tydeligt den eftermiddag da Julie kom prustende ind på Køkken 3 derhjemme: Hvad det dog var vi skulle til Oman for? Var jeg mon begyndt at interessere mig for arkitektur? (det var jeg faktisk lige omkring det tidspunkt, men det havde nu intet at gøre med Oman som drømmedestination for en rejse).

Jo, for Julie havde altså netop, henne hos bageren, kigget i et magasin som beskrev den arkitektonisk storslåede storby som Muscat, efter sigende, var - og skulle vi så til at slæbe fancy tøj med, bare fordi jeg ville til sådan en vildt moderne metropol?!?!

Haha! Muscat er en hovedstad som føles som en fiskerlandsby. Bygningerne er små hvidkalkede, arabiske huse; kvinderne er klædt i burka, og mændene i lange hvide gevandter og mønstrede turbanhatte. Her er små farvestrålende moskeer overalt, som fem gange om dagen, brøler bedesange ud af (næsten synkrone) højtalere. Vi har ikke savnet vores fine eller trendy tøj:) Heldigvis for det.

Hvad der derimod gjorde Oman til en drømmedestination for mig, var landets næsten uforståelige transformation igennem de seneste 40 år:

Før den nuværende Sultan Qaboos kom til magten, i 1970erne, fandtes her intet skolesystem, intet hospitalssystem, ingen infrastruktur, og landet isolerede sig totalt fra hele sin omverden i fire hele århundreder (grunden til at langt de fleste danskere heller ikke aner at landet overhovedet eksisterer!?). Den nye sultan prioriterer miljøet, og har som det eneste arabiske land et egentligt miljøministerium. Han har derudover hele to kvindelige ministre i sin regering, og infrastruktur, uddannelse og turisme er i rivende udvikling.


Kønsforskellene er markante. Mange steder sidder vi adskilt fra mændene og spiser. På festivalpladserne er der specielle områder for "females only" (med mode, mad og make-up sektioner). Men følelsen virker på ingen måde nedladende - mændende er ikke urimelige eller ubehagelige Hverken over for os, eller overfor deres egne kvinder. Tværtimod er det deres vigtigste opgave at beskytte de værdifulde kvinder til det yderste. Vi har mere en en gang oplevet at få vand og mad forærende i kiosker og butikker. Selvfølgelig var det disse (fremmede!) mænd, der skulle betale for vores vare. Manglede da bare!

Her er ligeså mange mænd med unger på armen, som der er kvinder. Ofte er det konen, og ikke manden, der kører bil. En hel del fordomme om burka-kvinderollen bliver pludseligt manet til jorden. Har i øvrigt lært at begrebet "burqa" faktisk kun refererer til dragtens ansigtsmaske, og at denne, alt efter facon og farve, fortæller om kvindens rang og tilhørsstamme. Mange af beduinernes er eksempelvis udformede som fugleagtige ansigter, og virker næsten skræmmende...


Det arabiske folk har sans for æstetik: Selv de mindste detaljer i bybilledet bliver konstrueret med skønhed: Gangbroer, air-condition-anlaeg, lygtepæle, ALT. Langs lange og tørre vejstrækninger (og dem er der mange af) har de alligevel smukt beplantet alle vejsider med bælter af farvestrålende blomster. De må sluge umådelige mængder vand (som man ellers skulle tro at man sparede lidt på i denne del af verden)!?!?

Men hvad betyder det mon for din generelle trivsel, at den daglige rejse til og fra arbejde, er omkranset af blomster? Meget mere end man måske lige tænker over? Tænk blot på hvor nedbrudt sjælen kan blive, af at befinde sig i grå og farveløse Danmark i fire måneder i træk - i vinterhalvåret (jeg plejer personligt at undgå dén situation). Farver betyder meget - og solen. Her er heldigvis perfekt klima. 28 grader, og konstant frisk havbrise. Som februar BØR leves...


Den sidste uges tid har vi kørt rundt på crazy firehjulstrækker-tur rundt i landet, med Julies ven Dennis, som er test-kører for forsvaret - og ved at uddanne sig til lastbilsmekaniker (jatak!). Vi har været omkring i det meste af Hajar-bjergene, og i de mellemliggende ørkenområder. Og vi har især erfaret én vigtig ting: Nemlig at definitionen på en "vej", eller "vejskiltning", er et videre begreb end man skulle have troet inden man kom til Oman.

Fx. er der absolut ingen konsensus omkring hvorvidt man bygger sin vej først (og dernæst sætter sit skilt), eller omvendt. Læssevis af flotte, brede asfaltveje er uden skiltning. Står der: "Road under construction", "Not open for public use" eller bare "Road closed", så skal man bare fortsætte. Det gør de andre, og man kommer som regel derhen hvor man gerne vil.

Der kan alternativt stå det fineste vejskilt til en by som er 4 km. væk - og når man så drejer ned af vejen, stopper den efter fem meter og render direkte ind i et bjerg (godt så!). Til tider ender disse flotte, nye vejstrækninger også brat i en mikrobisk grusvej, hvorefter man pludselig befinder sig i en lerhus-landsby med stirrende unger og geder foran bilen. Uden yderligere fortsættelse af vejen. ELLER efter at have zigzagget i timevis op ad et bjerg i det vildeste terræn-kørsel (ja, vi har været glade for Dennis), så ender man pludseligt (på toppen af bjerget), på den flotteste brede og asfalterede hovedvej. Ud af ingenting!!!

Men alt dette er selvfølgelig blot et udtryk for landets, hidtil ikke-eksisterende, infrastruktur, som i løbet af et årti, er blevet til verdens anden bedste. Det er sket så hurtigt at gederne ikke kan følge med (de render stadig forvirrede rundt, hvor der før blot plejede at være ørken). Dromedarerne, derimod, har allerede lært at man skal kigge sig for, inden man vader ud på vejen. Når de først står der, har de imidlertid intet hastværk med at komme videre. Så må man vente - eller køre udenom.


For os har det betydet at vi, allerede på vores første dag, kørte over 100 km. forkert. Hvorefter vi siden fandt ud af, at det var lykkedes os at se samtlige af Lonely Planets foreslåede en-dags-ture fra Muscat - dog uden at ane det i gerningsøjeblikket! Julie og Eliza i en (muscat)-nøddeskal....

På trods af de (muntre) besværligheder fik vi dog fundet både afsidesliggende broncealder-grave. Fra folket som udvandt kobber til hele Europa, i broncealderen (man ved ikke meget om dem), vi fik set en masse wadier (Omans specielle og ældgamle vandkanalssystem, som munder ud i frodige oaser), og besøgt en familie som, med stor stolthed, ville vise os deres dadelplantage, og byde os på masser af frugt, kaffe og dadler med spidskommen - foruden et helt ton slik, som vi absolut ikke kunne få lov til ikke at tage imod. De talte ikke et ord engelsk, men udviste en enorm gæstfrihed, på deres arabiske tæppe - ved siden af gedestalden:)

Vi har tilmed fået camperet med vores lille gule telt, på bjergsider og sandstrande. Og badet aldeles påklædte i den Arabiske Golf, selvom der ikke var et øje i nærheden (man skal jo ikke støde nogen). Og vi har, ikke mindst, oplevet et Arabien, som er ganske anderledes end det fjendtlige arabiensbillede, man så ofte møder derhjemme. Det kan anbefales at tage en tur....


Jeg kunne skrive meget mere om nørde-geologi, fiskeørne, og sammensat dino fra låneknogler (meget mærkeligt firma!). Men jeg vil spare mine stakkels læsere, og blot nævne at omanniske bjerge er lavet af havbunden fra det gamle Thetyshav. Dét som dækkede hele Danmark (og det meste af Europa) under dinosaurernes udbredelsesperiode, Mesozoikum. De er altså lavet af oceanplade, og ikke kontinentplade, som næsten alle bjergkæder ellers er!!!

Ooops I did it again...