Øst Bengalen (Bangladesh)

I bengalernes ANDET land. 18-30. marts 09

Vi har nu tilbragt et par uger i den naturskønne "anden" halvdel af Bengal. Bogstavelig talt Bangla: Bengalernes, Desh: land. Det er dog først for nyligt at det er lykkedes mig at udregne betydningen af Desh (det er også svært at regne ud, ikk?), så jeg har istedet brugt ordet (som føles usædvanligt godt i munden) til at opdrage lidt på Julie! Opfører hun sig ikke ordenligt siger jeg bare "DESH", så lystrer hun med det samme. Skidesmart!

Bangladesh er et floddomineret land, og vi har fulgt Ganges og hendes mange udløbere, helt nede fra det store delta (endnu engang), og hele vejen op nordpå, til den indiske grænse - hvor vi håber snart at krydse ind og ramme Verdens Tag.

Jeg kan synes at det er lidt uretfærdigt at det er Bangladesh der har fået størstedelen af Ganges, når hun nu er hinduernes hellige flod, men det syntes Julie vist var en fjollet måde at anskue det
på? Under alle omstændigheder har vi nydt floden til fulde:

Vi har sejlet med en lille dobbeltdækker hjulfærge, på en 30-timers tur fra Dhaka til Khulna, og fået masser af Titanic-associationer. Ikke så meget fordi ca. fem af den slags færger går ned om året, men mere fordi den er så voldsomt klasseopdelt.

Vi rejste 1. klasse, og havde derfor egen kahyt, overdækket soldæk og mænd i røde uniformer til at servere kaffe, småkager og måltider, når end vi ønskede det. De øvrige klasser, derimod, var stuvede sammen bagest, og på det nederste dæk, uden nogen form for inventar. De sov i bunker, på medbragte tæpper, og spiste medbragt mad. Akke ja.

Men det var nu mere end almindeligt behageligt at falde i søvn til motorrumlen og færgens klagende, gentagne tuden (denne lyd kunne minde lidt om et uvilligt dyr der må føje sine menneskelige ejere), hvorefter man, veludhvilet og med morgenhår og glippende øjne, kunne vælte ud af sin kahyt, for næsten at falde over junglen og mudderhytterne der flød langsomt

forbi synsfeltet, inde på bredden.

Op ad formiddagen fik vi selskab af en lille flok floddelfiner i det grumsede flodvand.

Det lykkedes godt nok først Julie at spotte dem hen ad eftermiddagen, men som hun sagde: "Det er jo også bare en klump med en rygfinne". Det har hun jo så evigt ret i. Men jeg lod mig nu alligevel begejstre hver gang jeg fik øje på en sådan "klump".

Også en pæn mængde små træ-fiskerbåde drev vi forbi. De findes i så mange forskellige design at det ikke at til at fotografere dem alle sammen, men fine er de med deres kæmpestore net, som fylder næsten hele båden.

Fra Khulna tog vi endnu engang ud i det bengalske landsbyliv: Vi fik lov til at komme med en gruppe fiskere ud i deres lille båd, hvor de fiskede efter den ældgamle tradition hvor man benytter oddere i snor. Denne metode har været udbredt over hele jorden, men eksister vist kun her, stadigvæk(?) - hvor den dog også er i stærk tibagegang.

Det var yderst fascinerende at opleve disse små iltre rovdyr manøvrere fisk og rejer ind i fiskernes net.


Vi har også besøgt andre små landsbyer på vores vej:

I Savar besøgte vi slangetæmmere, og måtte gyse over at have en kæmpemæssig kobra-brilleslange, meget nær vores bare ben, arrigt huggende og hvæsende, hver gang dens mennesker, helt bevidst, pirkede til den (noget anderledes end at opleve slanger i zoo).



I Bagerhat så vi nogle af verdens ældste moskeer, bygget af en hellig mand i 1400-tallet (vi tror måske han var bager?).

I Paharpur så vi det største buddhistiske tempel syd for Himalaya, fra 800 AD. Det var spændende fordi arkaeologerne var igang med at grave, og de ville gerne lukke os ind i udgravningsområdet, og fortælle om deres arbejde.

I Putia så vi nogle af Bengals smukkeste hindu-templer, selvom de, til en vis grad, er blevet smadret af muslimerne, i uafhængighedskrigen i 1971. Det var også her jeg blev irettesat af vogteren af Shivas kæmpe sorte fallos: En nydelig og ekcentrisk herre, imens jeg var i færd med at studere laver på tempelmuren: "Undskyld mig, Ma'am, men dét der er altså ikke dekorationer, så hvis De venligst vil kigge herover istedet. Dét der er bare noget skidt!!". Der fik han alligevel næsten fornærmet min halv lichenologiske sjæl, mens Julie kvalte et fnis i

baggrunden! Skidt!! Hvad snakker han om?!

På trods af advarsler fra visse personer derhjemme (Niels Bonde!), er Bangladesh ligeså paradisisk, udenfor byerne, som Indien er; og det er i høj grad ikke umuligt at komme i kontakt med landbefolkningen.

Tværtimod: Det er ganske svært af få lov til at gå i fred, uden konstant at skulle svare på hvilket land man er fra. Spørger vi om vej, eller andet, går der præcist ét minut, så er vi omkranset af mindst 30 personer (det er faktisk IKKE overdrevet), som alle skal vide hvad problemet er, og hjælpe med at løse det - dét på trods af at ingen selvfølgelig taler engelsk.

Det er IKKE uhøfligt at stirre her, og det mærker vi i høj grad også meget til. Ligegyldigt hvilken turistattraktion vi tager ud og ser, er vi en endnu større attraktion end selve attraktionen.

Det kræver lidt overskud, hvad jeg da heldigvis også har fået tilbage, efter at have prøvet diverse mavestabiliserende piller og -dråber, mirakelkure fra gaden, selv antibiotika fra apoteket, som alt sammen ikke hjalp på mit tre uger lange forløb med dårlig mave, og gentagne kvalmeanfald.

Til sidst virkede den tilfældige succesion af medikamenter dog, da jeg valgte noget parasit-dræbende medicin! Hvilken biolog er man også, hvis man ikke har haft eksotiske parasitter?!?!?

Det kan Sissel-Jo, og mange andre, tale med om;-)

Jeg vil slutte her, og efterlade jer alle med den lille tanke, at selv Bangladesh åbenbart gør mere for miljøet end vi selv derhjemme: Benzin- og dieselbiler holdes så vidt muligt ude af byerne, som til gengæld sprudler af cykel-rickshaws (det kan mærkes i næsen), og plastikposer bruges kun i begrænset omfang (varer bæres hjem i papir- eller stofnet).

Men de er jo også et land i centrum af alle globale opvarmningsdiskussioner: 70% af landet står under vand i monsun-tiden (og de er vel at mærke 150 mio. mennesker, på ret lidt plads). Så stiger vandstanden globalt, står Bangladesh seriøst i lort og/eller vand til halsen! Og hvor der spildes, der handles.

De gør dog knapt så meget ud af deres mange fattige, men i forhold til Calcutta er problemet nu heller ikke helt så desperat! Jeg kan da her lige nævne at vi, på vores sidste dag i Calcutta, endelig fik nosset os sammen til at se "The Mother House": Mother Theresas fromme virke- og sidste hvilested. Ja, Mother Theresa var jo oprindeligt fra..... ALBANIEN.....