Vest Bengalen (Indien)

I bengalernes land. 2-17. marts 09

Det kan næsten ikke beskrives med ord, hvordan det føles at ankomme til Calcutta efter halvandet døgns rejse, uden søvn.

Ikke at den tur burde tage så lang tid fra Oman, men nogle gange kan tingene gå lidt anderledes end planlagt i denne del af verden... (man kan fx glemme at gå ombord på flyet!?!?!).

Ikke desto mindre: Vi nåede frem til Kolkata (som byen hedder nu), efter mørkets frembrud, og blev med det samme bombarderet med flere indtryk end det er fysisk muligt at forestille sig. Bare taxamylderet, som består af gamle britiske Ambassador biler:

Zigzagger ud og ind mellem hinanden og imellem de mange cykel- ELLER mands-optrukne rickshaws. Hornene i bund. Der er et kaos af skrald, mennesker, tilgroede kolonihuse, slumhuse, lyde, nattehede. Kaos!

Fantastisk kaos, og den sødeste søvn...

Men det kan nok heller ikke overraske nogen at man, efter en uges tid her, med besværlige og demotiverende visum-ansøgninger og fattigdom der konstant griber fat i dine ben, og råber og kræver - trænger hårdt til at komme væk. Ud af byen!

Set med de øjne var det næsten en paradisisk kontrast at tage ned til Ganges udløb i havet: Verdens største floddelta. Deltaområdet er faktisk så stort, at det opleves som et lille ø-rige (hvad det da også er).

Nogle af øerne indeholder landsbyer, der heldigvis er så tilpas små at hverken biler eller elektricitet kan komme derud (her er strøm-generatorer), mens de resterende indeholder ren jungle og tigerreservat (hvad der da også var det egentlige mål for vores tredages smuttur derned).

Vi boede i den yderste landsby inden junglen, og her er menneskene faktisk rene, sunde, smilende - og der kan næppe være nogen tvivl om at de bengalske kvinder er de smukkeste i verden: Med deres chokoladebrune hud, tykke og lange kulsorte hår, farverige sariér og prikker i panden - går de rundt med deres krukker under armen og ligner alt hvad jeg drømte om at være som barn...

Husene er lavet af mudder og komøg, og har tage lavet af halm.

Det er ren junglebog, og dejligt at opleve! Overalt frodighed: Nydfødte gedekid, lam, ællinger. Rismarkerne og palmerne står grønne og flotte (en kærlig tanke til Karoline). Tigerreservatet opleves med båd rundt i mangroveområdet, og fra vagttårne og hegnede stier inde på land. Man må ikke gå rundt i junglen udenfor hegnet, da tigrene her er menneskeædere, og dræber et vist antal indere hvert år!

Vi fik set nogle flotte eksemplarer af indisk plettet hjort, junglehøns, trælevende ænder og masser af grønne parakitter og rhesusaber - men tigerbassen: Han lod vente på sig. Tigeren blev sidst spottet d. 26. dec. kl. 10 AM!

Vi har desuden været et par dage i Vishnupur, en mellemstor by, ca. 6 timers kørsel mod vest.

Byen er kendt for en række meget fine teracottatempler i en særegen arkitektonisk stil, og selvom den ikke var lille, var den dog heller ikke stor nok til -på samme måde- at flyde med affald og skidt, som Kolkata.


Lidt mere klassisk indisk, og meget behagelig - også selvom det betød 6 timers rejse, begge veje, med en bus fra det særlige sted i Helvede, som er for busser fra Indien:
Aldrig har vi siddet så dårligt eller så tæt, eller kørt så vanvittigt eller i så meget støj - i så lang tid ad gangen... Måske især fordi jeg også, netop i de dage, led af "urolig" mave og generelt ubehag (det kan man jo komme til her til lands).

Men vi fik i hvert fald samlet kræfter sammen til endnu et ophold i Kolkata - og selvom her er konstant drøn på alle sanser og nerver, har det også sin charme. Det har bl. a. været meget skægt at være her, imens de har fejret Holi: Indernes religiøse forårsfestival, som finder sted hvert år, til fuldmåne, i måneden Phalgun: Den måned hvor asoka-træet, og mango-træet blomstrer (dvs. d. 11. marts i år).

Som så mange andre forårsfestivitas, indeholder også denne festival, mange oprindelige frugtbarhedstræk fra uanstændige før-hinduistiske tider: Det er dagen hvor kønsskellene opløses, og selv kasteskellene opløses, så alle kæmper frit mod alle på gaden. Dvs. tværer farve og maling ud over hinanden (også på turisterne!!!) - til alles store morskab, sammen med en masse trommer og gadebål.

Det tog os et par dage at få os skrubbet helt rene i hovedet igen.

Det har også været interessant at besøge Kali-templet her: Man bliver, på bare tæer, skubbet ind mellem en masende og messende mængde af bedende hinduer, som foran den sorte gudindestatue med de røde blomsterkranse, tværer en kulklat ud i panden på dig, binder en rød snor om dit håndled, og lynhurtigt skubber dig videre. Ingen tid til fordybelse.

Også her hersker kaos!

Kali er bengalernes foretrukne gudinde. Hun er Shivas hustru, og gudinde for kamp og destruktion. Det er også derfor deres hovedstad har fået navnet Kali-kotta (hermed også en kærlig tanke til Lady Smita). Bortset fra dét, er det temmelig besynderligt at opleve hinduerne kende navnene på deres utallige guder og gudiner, men intet udover dét! De aner simpelthen ikke hvorfor de udfører dette eller hint ritual, og de kender ikke historierne bag.

En betydelig kontrast til Danmark, hvor folk - selvom religionen er praktisk taget usynlig i hverdagen - kender til mytologien, og betydningen bag rituelle handlinger. Også selvom de ikke selv er religiøse. Inderne, derimod, lever i et samfund hvor der er templer på hvert et gadehjørne, og ritualer og ofringer udføres flere gange dagligt. Men ingen stiller spørgsmålstegn derved. De har ikke brug for at vide hvorfor de gør det.

Det må kræve en blind tillid til de hellige mænd (og kvinder) - som tydeligvis tager sig af alt det kognitive, så folket selv kan nøjes med den blotte udførelse af ritualerne.

Næsten uforståeligt for mig, som vestligt menneske, men uden tvivl tættere på det oprindelige religiøse menneske i sin stamform...... På sin vis smukt!?