Albanien (Kosova og Montenegro)

Man skulle (stadig) tro jeg holdt af kolde steder...

Efter i vinteren 2011 at have rejst igennem Sibirien, i sommeren 2012 været på Ekspedition på Grønland, og dette års januar (2014), været på kærlighedscruise på Antarktis, skulle man synes at der begyndte at tegne sig et mønster.

Is, sne og ødemarker har tilsyneladende overtaget min hidtidige fascination for regnskove, ørkener og frodige bjerge? Ikke helt. Muligheden for at udforske det kolde har bare ladet vente på sig, og især Antarktis er en meget gammel drøm der først nu er gået i opfyldelse (ligesom kærligheden selv). Men også en anden (dog ikke helt så) gammel drøm er gået i opfyldelse dette år. 

Nemlig drømmen om Albanien!

 

 I 2008, da Kosova løsrev sig fra Serbien, begyndte jeg at læse om baggrund og historik for dette områdes konflikt. Der gik ikke lang tid før Wikipedia sendte mig videre til Albaniens historie – og her blev det først rigtig interessant, opdagede jeg. Jeg læste mig frem til ikke mindre end to forbløffende informationer om dette (for mig indtil da) ukendte lands historie:

 

1) Albanerne nedstammer fra illyrerne – altså de ”oprindelige” europæere som beboede balkanområdet før dels romerne, dels perserne, tyrkerne og ikke mindst slaverne oversvømmede landene og medbragte både religion, sprog og kultur til områdets forskellige folkeslag.

Albanerne var altså de eneste der ikke lod sig trumfe rent sprogligt, og de taler stadig et illyrisk sprog, som er en tidlig gren af indoeuropæisk som, efter sigende, ikke rigtigt er i familie med de andre – ellers meget videreforgrenede – grene (de slaviske, latinske, germanske, indiske eller den græske gren).

Albanerne er dermed også de sidste "efterkommere" efter denne stort set ukendte etniske gruppe af forskellige illyriske stammer, som beboede store dele af Sydøsteuropa igennem hele jernalderen. Man ved ikke meget om dem. De var krigere, de red på heste, og så havde de – sandsynligvis – en gudepanteon som ikke var den samme de forskellige stammer imellem.

Her har fortidens mystik allerede fanget mig, og jeg er ligeglad med at mange af de illyriske artefakter man finder (og ser på Tiranas nationalmuseum) til forveksling ligner nogle der kunne være græske, fordi den hellenske indflydelse selvfølgelig med tiden også gjorde sig gældende – selv overfor de illyriske krigere!

Illyrisk fresko - fra hellensk tid

2) I Albanien er der religionsfrihed, forstået på den måde at der, som det absolut eneste sted i verden (må man gå ud fra) er både kirker og moskéer side om side og over det hele! Gerne én af hver på den helt centrale plads i byen, og ellers spredt ud i stort antal i de forskellige kvarterer.

Minareter og kirkeklokker skiftes til at synge i løbet af dagen, og det er alt sammen så ironisk skruet sammen at Albanien, i 1970érne, erklærede sig for verdens første ateistiske stat (som følge af et (gruopvækkende) kommunistisk styre), og som følge deraf stadig i dag ikke er særlig religiøse, på trods af den store og åbenlyse religiøse diversitet der findes.

Men de har bevaret den religiøse arv – både fra osmannerne (islam), perserne (bekhtashi), romerne (katolicisme) og slaverne (den ortodokse kirke) – bare uden at være dybt religiøse! Man ser eksempelvis stort set ingen tørklæder i gaderne, selvom groft skåret 60% af befolkningen er muslimer i en eller anden afart. De forskellige religiøse og ikke-religiøse grupper tolererer hinanden i en uhørt grad, som er absolut oplivende at sanse og opleve i en verden der ellers i meget af verden karakterises af religiøs intolerance...

På grænsen til Jugoslavien (Serbien) gik det dog tilsyneladende galt med tolerancen, og Kosova-albanerne er nu i gang med at tilkæmpe sig deres gamle tilhørsforhold til Albanien. Det forstår jeg så udmærket at de har lyst til. Folkene i Kosova er jo albanerne, og serberne er både dybt ortodokse og tilmed slavisktalende – hvorfor skulle en illyrisktalende kosova-albaner høre under sådan et serbisk herredømme?

Mig - foran osmannisk bro, moské, samt ortodoks kirke (længst borte) - i Kosova

Men på trods af den heftigt vakte nysgerrighed tilbage i 2008, gik der dog alligevel seks år førend jeg endelig, sammen med min oprindeligt planlagte rejsepartner - Louise - fik taget mig sammen til at bevæge mig ned og besøge det forjættede illyriske rige i sydøst.

Det skulle vi ikke fortryde. Da vi landede i Tirana levede hovedstaden øjeblikkeligt op til den mest stereotype balkandrøm man kan forestille sig. Forfald, skrald, stjålne Mercedes Benz en masse, nedslidte bygninger (faktisk findes der ingen bydele som ikke er nedslidte), og en befolkning som udmærker sig ved en gæstfrihed jeg ikke har oplevet mage til nogle andre steder i verden (og jeg har ellers været forholdsvist vidt omkring!).

Det må absolut være et udtryk for landets uspolerede turiststatus – eller bare den inkorporerede tolerance, som kommer til udtryk som en overvældende hjælpsomhed mod fremmede?

Vi var selvfølgelig på vagt hver eneste gang folk i starten af rejsen tilbød os opofrende tjenester for at lette vores ophold, men måtte hurtigt erkende at ingen faktisk var ude på at snyde os. Vi oplevede en forbløffende ærlighed i forhold til aftalte priser og byttepenge, samt villighed til at køre gratis venskabskørsler, afsætte tid til lange behjælpelige forklaringer eller fremtrylning af store svulstige måltider til os for ingen penge...

Lokal kofte - MAD

Ok, lige det med pengene er også utaknemmeligt, for de albanske lekë (penge) er ikke noget værd, og man kan på en fin restaurant – med jakkesætsklædte tjenere – få en ret for ca. 10 kr. eller et helt måltid for to (inklusive vin og kaffe) for størrelsesordenen 100 kr!

Hvorfor der ikke er flere der rejser til Albanien forstår jeg simpelthen ikke? Men måske ved folk bare ikke hvad man kan se og opleve i dette land – for der er selvfølgelig langt mere end en slidt hovedstad der trækker…

I det sydlige Albanien er der strande og kulturområder der minder om de græske, som de jo også grænser direkte op til. Da vi ikke var på udkig efter et Grækenland nr. 2, hvor lækkert dét ellers kunne synes, så tog vi dog i stedet nordpå, hvor der er illyriske borge, frodige bjerge (jeps, det er jeg nemlig ikke vokset fra), små traditionelle landsbyer og nogle af Europas allerældste byområder.

Bjergene kaldes ”The accursed mountains” og hvis ikke dét navn skulle få én til at få lyst til at tage derop, så ved jeg snart ikke hvad der skulle.

De "forbandet" smukke bjerge!

Turen nordpå blev heller ikke nogen skuffende oplevelse (det ville være synd at sige!).

Vi besøgte en borg som var grundlagt af selveste illyrerne (for ca. 3000 år siden) og siden viderebygget af osmannerne i den tidlige middelalder. Her blev en kvinde, ifølge legenden, muret inde for at murene skulle blive ved at stå – hvorefter hun bad så inderligt om hun ikke måtte få lavet to huller i muren, så hun kunne fortsætte med at amme sit spæde barn ud gennem murfængslet.

Det fik hun lov til, og stadig den dag i dag rinder en mælkeagtig væske ud fra murene, som albanske kvinder valfarter til for at smøre på brysterne, for derved at opnå frugtbarhed og mælkefyldte bryster!

Det gjorde jeg selvfølgelig også, og som vi gik rundt på borgmurene og nød udsigten over bjerge, flod og by (Shkodër) blev den dramatiske himmel pludselig flænget af den klareste regnbue, som ville Rozafa (kvinden i muren) udstyre os med endnu en velsignelse på vores vej op i de forbandede bjerge…

Rozafas Borg i Shkodër - Nordlige Albanien

På vejen dybere ind i disse bjerge valgte vi at sejle med en lille ”færge” op af en særdeles langstrakt sø, med det klareste grønne og genspejlende vand man kan forestille sig -midt i et bjerglandskab. Det var så æstetisk en oplevelse at vi ikke fik lov til at have den for os selv, for et filmhold fra Qatar skulle nemlig lave en dokumentar om Albanien til den arabiske verden, for også at åbne dette områdes turisme for det ukendte land!

De havde (ligesom os) valgt den helt rigtige dag til formålet, for solen bagte ned og gjorde den aprilske barnerumpe til skamme med sine sommervarme stråler. 

Lake Koman - på vej til Valböne

Men selvfølgelig ikke længere end den ene dag! 

For da vi senere på dagen ankom til Valböne, den yndigste lille landsby man kan forestille sig, var bøgen sprunget ud i fuldt lysegrønt flor, frugttræerne blomstrede langs de rustikke kampestenshuse som var nydeligt indeklemt imellem voldsomt stejle bjergsider. Man kunne i det hele taget overhovedet ikke være i tvivl om, at her var det foråret der herskede!

Men ak – april er en barnerumpe – også i Albanien – for da vi vågnede den næste dags morgen var det til lyden af trommende regn på vinduet, foruden et dejligt svulmende morgenmadsbord tilberedt af værtens gamle mor (med bondetørklæde og ikke-eksisterende engelskkundskaber). 

Det rustikke morgenmåltid udgjorde en tiltrængt trøst for at vi nu ikke kunne komme ud og vandre i bjergene, som vi ellers havde tænkt os på denne dag, og vi slog os i stedet til tåls med bøger, ildsted og hyggesnakning i løbet af formiddagen. 

Valböne - 14. april, 2014

Omkring midt på dagen ændrede regnvejret dog karakter – og blev nu til store, hvide fnug som ligeså stille og lydløst, faldt ned i en uendelig strøm over de nyudsprungne bøge og de idylliske huse, som i løbet af få timer blev forvandlet til det smukkeste vinterlandskab jeg har set (ever, tror jeg?).

Sidst på eftermiddagen var der faldet 30 cm sne, og vi var for længst holdt op med at ærgre os over den forhindrede vandretur. Det var uforbeholdent magisk at se den lysegrønne farve dækket af snedyner, og mærke den reneste julestemning brede sig i sindet! 

Valböne - 15. april, 2014

Da vi med vores vært, inden det blev mørkt, vovede os ud for at finde en espressomaskine i et forsamlingshus lidt længere nede af bjerget, og gennem forruden fik vi øje på ulvespor, kunne vi næsten ikke rumme flere albanske gaver! Valböne var et absolut magisk højdepunkt i min rejsekarriere, og vi har på dette ene sted, oplevet hele tre årstider i løbet af to døgn i april måned, 2014.

Stakkels nyudsprungne bøgetræ!

Selvom dette blogindlæg selvsagt handler om Albanien, kan jeg da lige indeklemme som slutbemærkning, at vi selvfølgelig også besøgte Kosova – lige på den anden side af de forbandede (fortryllede?) bjerge!

Det var på samme tid en ganske anderledes oplevelse, fordi meget havde været ødelagt og var blevet genopbygget (og dermed fremstod væsentligt mindre slidt – og faktisk mere vestligt).

Men samtidig var det også meget den samme "albanske" oplevelse – med lige dele minareter og kirkeklokker i lydbilledet, samt ekstremt hjælpsomme mennesker; inklusive et par stykker der kunne genkende os som danskere i gadebilledet, fordi de selv havde boet i Danmark som flygtninge, og kunne høre vi talte dansk!

Man mærkede ligesom under overfladen, at krigen stadig lurede i den mentale tilstand i Kosovas befolkning – men på den positive måde. Som i at ”vi har oplevet noget frygteligt for nylig, men NU bliver alting bedre”.

Morgenstund i Prizren, Kosova

Det var en ret opbyggelig oplevelse at opleve Europas yngste land på dette stadie i sin udvikling! OG så besøgte vi da også Ulcinj i Montenegro en enkelt dag, som er en gammel (tidligere albansk) kystby, der skamløst indbyder sine besøgende til at slikke sol på stranden, spise blæksprutter og friskfanget fisk, mens man nyder solnedgangen over Adriaterhavet (og dermed også kommer til at savne sin kæreste derhjemme ligeså skamløst - akkeja).

Adriaterhavskysten - Ulcinj, Montenegro

Det albanske kulturområde kan anbefales – det tør jeg godt at afsløre – og jeg har absolut fundet mig et nyt yndlingssted, som jeg må genbesøge for at opleve meget mere balkan og flere illyriske/idylliske tryllesteder – hvor tiden snurrer i underlig hastighed, og måske til slut går i stå, så man ville ønske at man havde medbragt sin kæreste på turen når det sker (men det må blive næste gang jeg skal besøge Albanien).

Moské i Shkodër - nordlige Albanien