Liaoning for dummies...

21-06-2011

Glædelig midsommer, alle I...

Så fik jeg rundet en måned i "Riget i Midten", adskillige hjemlige bekendtskaber fejrede deres fødselsdage, og både et par små brødre og en kusine blev færdige med skolen (to af dem med huer involverede;)  

STORT TILLYKKE til jer alle sammen! 

Alt dette i samme uge som både en serie af fodspor, samt en sammenkrøllet baby-hyphalosaurus (i fosterstilling) åbenbarede sig i mine fine søbunds-sedimenter.  

FODSPOR! Det er altså ret vildt – og vist nok de første i Yixian formationen, så vidt jeg lige kan se i litteraturen.

Man må forestille sig at den søbund vi lag for lag piller fra hinanden, ikke hele tiden har været bund for lige meget vand. 

På dette tidspunkt har der øjensynligt kun været et lag mudder som Jinzhousaurus (tror vi nok) har vadet igennem med sine store, brede plader.  

Jinzhousaurus var den første dino der blev fundet på netop denne lokalitet, der vor de mongolske gers nu står 
-og med lidt god vilje kan det se ud som om fodsporene peger i netop den retning…

Apropos mudder, så var det også i denne uge at det regnede, tordnede og lynede så meget at hele området omkring min udgravning forvandlede sig til noget der lignede Roskilde Festival 2007. 

For dem der ikke oplevede dette legendariske festival-år, kan jeg anbefale at man ikke begynder at forestille sig hvordan det føltes. 

Efter at have set billederne på Politikens hjemmeside om ”Kina ramt af de værste oversvømmelser i 50 år”, skal jeg dog vist ikke klage herfra Liaoning, hvor vi slap med mudder – og nu igen har højt solskin, og fantastiske fund.

For dem der ikke helt forstår det der ”Yixian formation”, så kan jeg prøve at forklare at en ”formation” er en særlig sammensætning af lag, som går igen i et bestemt område (i dette tilfælde området omkring Yixian by, men altså ikke kun dette museum). 

Lagenes sammensætning afspejler med deres sedimenter hvilket miljø der var i det givne område (klima, vegetation, fauna, geologi), og (hvis man kan tyde koden) hvor gamle de er. 

Denne formation er en af de mest berømte. Forklaring følger!

Jeg har indført farvede afsnit, så man kan vælge hvad man (ikke) gider læse om!

Yixian formationen:
Forestil jer en verden uden (Ekstrabladet… ok, det kan vi godt klare) blomster, mennesker, Himalaya (var ikke foldet endnu), Danmark (var dækket af vand), græs (er også en blomst), etc. Tankepræmisser som alle palæontologer er på det rene med. Men måske ikke præcist nok til at beskrive denne tidslomme jeg arbejder med her i Liaoning. Prøver lige igen:

Forestil jer en verden af boblende søer, omkranset af rygende vulkaner og skove af fyr og bregner. I denne verden lever der mange spændende væsner, som alle er i konstant fare for enten at blive begravet i aske fra spyttende vulkanudbrud, eller for at skvatte i en sø hvor giftgasser (fra samme vulkanisme) har produceret iltsvind i store mængder. Lækker kombination. Især for os, fordi hverken forrådnelse eller fortæring fra ådselædere finder sted uden tilstedeværelsen af ilt. Det vil sige at kroppen, som efterfølgende hurtigt begraves i enten aske eller sømudder, herefter forbliver et perfekt aftryk af hele dyret – inklusive bløde dele som normalt aldrig bliver bevaret i sten (såsom fjer, pels, insektvinger, blade, etc).

Dette er grunden til at de berømte fjerede dinosaurer (som har revolutioneret vores syn på hvor, hvornår og hvordan fugle udviklede sig) kun findes i dette nordøstkinesiske område, og dukkede op så sent som de gjorde. Det var først omkring årtusindeskiftet at Liaoning kom på dino-verdenskortet, altså ca. samtidig med at en gymnasiepige fandt en dinosaurtand på en klippeø i Østersøen, og for alvor blev introduceret for den store, vide palæontologiske verden.

Væsnerne:

Stedet her er(var) hjemsted for adskillige klassikere, som fx den søde Psittacosaurus, som I allerede har stiftet bekendtskab med; Microraptor – den lille rovøgle med fire vinger og svingfjer (aktiv flugt med fire vinger findes ikke udover i insektverdenen, og er en aerodynamisk gåde – som de dog, ikke desto mindre, har taget op i Avatar hvor de indfødte Na´vi flyver på firevingede ”drager”); Hyphalosaurus, den lille akvatiske langhals jeg allerede har fundet adskillige af – og af hvilken der også findes et tohovedet eksemplar herfra (jeps, første og eneste fossile spor af mutationen ”polycephali” som er relativt almindelig hos reptiler), samt masser af fostre og unger i forskellige stadier. Nu også herfra!!! Alle disse arter findes i stort antal.

Men andre vigtige fund findes kun i få, ét eller inkomplette eksemplarer, som fx verdens eneste fossile ”svæve-firben”; det første placentale pattedyr (”ægte” pattedyr) og det første pungdyr – side om side (de to grupper opstod altså ca. samtidig, og de ”ægte” pattedyr udsprang derfor ikke af pungdyrene (som har været troet tidligere), men af en fælles stamgruppe. Den første blomst (jeg har lige skrevet at der ikke fandtes blomster; det er også rigtigt: Blomsterplanterne udviklede sig i den allersidste del af dinosaurernes tid – og den ældste af slagsen findes altså her: Archaeofructus, og den har selvfølgelig sat alle palæobotanikere i vildt oprør). På grund af det katastrofalt hurtige askenedfald, er der endda fundet en lille rovøgle begravet i sovende stilling, med hovedet under vingen – som andre fugle! Den kaldes Mei Long = sovende drage, og er endnu et bevis på hvor fugleagtige dinosaurerne var, og opførte sig…

Udover rovdinosaurer med fjer på, og fugle med forskellige grader af dinosaurtræk (og omvendt), er dette sted følgelig også en guldgrube for alle andre dyre- og plantepalæontologer, idet den unikke bevaring åbner et vindue ind til dyregrupper vi normalt aldrig finder - fordi de er for ”bløde” – fx amfibier og insekter. Præserveringen af fjer har også betydet at der er fundet ”tjavs” ikke kun på fugle og rovdinosaurer, men også på flyveøgler (som her også er masser af, selvom de har måttet dele niche med de mange fugle) og endda visse vegetar-dinoer (fx den lille psittacosaurus med haledusk, men også en anden lille ornitischia er siden fundet). Dette kan betyde at fjer har været et basalt træk hos archosaurer (kroks, dinoer og fugle) med det samme efter de fraspaltede sig fra krokodillerne? 

Derudover også en lillebitte repræsentant for gruppen ”storkrebs”, nemlig en speciel type Pecacarida (tanglopper og bænkebiddere), som ellers kun har nulevende slægtninge i huler i Brasilien og Sydafrika, og så altså lige den fossile type herfra. Dette virker måske som en mystisk udbredelse, men den kan forklares ved at gruppen øjensynligt har været globalt udbredt i Kridttiden, og siden er blevet fortrængt til nogle huler, hvorefter kontinenterne er splittet op, og derfor findes de to arter nu så langt væk fra hinanden som de gør, og fuldstændigt isoleret. Freaky. 

Arbejdet:

Det spørgsmål som jeg fik allermest inden afgang, var ”nå, men hvad er det så præcist du skal lave – og hvem er det du skal lede?”, hvilket jeg også selv var meget spændt på. Nu kan jeg endelig svare, og tilføje at Lisha til fulde har udrullet sig. Jeg har jævnet et helt område i udgravningen til det samme lag, og vi har (i samarbejde med en bulldozer) også jævnet et par af de geologiske ”vægge” omkring den, sådan at det vandrette, jævne område er blevet udvidet. Hermed kan vi arbejde nedad, ét lag af gangen – for at opdage eventuelle fossiler oppefra, og få dem ud i et stykke. Dette kræver lidt teknik – for mange af lagene er så skrøbelige (som sider i en bog) at de smuldrer så snart man kigger på dem (dette er meget anderledes end almindelige dino-udgravninger hvor man med hammer og mejsel er nødt til at kæmpe for at få knoglerne ud), men med lidt træning går det.

Derudover har jeg indført et opmålingssystem, så vi kan måle positionen af hvert enkelt fossil i forhold til to faste punkter (A og B), samt tegnet en skematisk ”Log” over de geologiske lag. Hermed burde en ”rigtig” geolog kunne føre mine opmålinger tilbage, og få mere stratigrafisk data ud af geologien end jeg selv er i stand til som biolog. Alt dette krævede en del kreativ indsats fra min side, for intet af det var blevet gjort i tidligere sæsoner, så jeg måtte så at sige genopfinde den dybe tallerken – med nogle geologiske redskaber jeg aldrig har lært.

I weekenderne har vi ofte familiegrupper som bor i museets gers (mongolske telte), hvilket vil sige at jeg får lov til at formidle igen. Det er dejligt – også for variationens skyld. Men til gengæld betyder det at man har gæster i døgndrift i et par dage, som man skal tage sig af og servere alle måltider for, etc. Dvs. at det er ligeså udmattende som gravearbejdet, bare på en anden måde. Men som regel betyder det også at man kan få snakket en masse engelsk med folk der synes man er sej. Ikke nogen dårlig handel…

Jeg har én kinesisk arbejder, en sød dame som hedder Bai Jie, og hun taler – ligesom de andre – ikke et ord engelsk, og hun ved heller ikke noget om palæontologi. Det kan komplicere processen, hvis man fx skal have et skrøbeligt fossil ud af jorden i ét stykke. Men det kan til gengæld også være gavnligt til at lære kinesisk super intensivt.

Selve arbejdsugen er lang – for vi er i Kina, i en lavt-uddannet provins. Vi arbejder 6 dage om ugen, og fra 8 til 17 hver eneste dag. Det er med lidt hurtig hovedregning 54 timer om ugen, hvilket jo er påfaldende meget for en nylig studine, som i øvrigt kommer fra et land hvor vi har 37 timer max, og et af de hotteste politiske emner er hvorvidt vi vil gå med til at arbejde 12 minutter længere, bum bum. Man må næsten le, når man tænker på det fra denne side af verden. For mig kan den lange uge gå – fordi jeg ved at den er begrænset til et lille halvt år, og fordi jeg selv har valgt det. Ellers ville jeg aldrig acceptere et liv på disse præmisser. For Bai Jie betyder det fx at hun aldrig har en fridag med sin datter på 9 år, fordi vores fridag er mandag (den universelle museums-lukkedag), og hendes barn har selvfølgelig fri fra skole lørdag og søndag. Derudover skal hun ordne alt husarbejdet når hun kommer hjem (jeg korser mig, for jeg ved hvor træt jeg selv er efter at have flækket sten og flyttet jord i 8 timer i træk). Jeg føler mig ret overbevist om at hendes mand (som også arbejder her), ikke hjælper til (overhovedet) med mad, rengøring, børnepasning. Det gør man ikke i Kina. Jeg er, lad os bare slå det fast igen, meget glad for at jeg ikke er født i Kina! Tak!

Sproget (mandarin):

Er svært, men jeg er begyndt at synes det er ret sjovt. Den gode nyhed er at grammatikken er stort set ikke-eksisterende. Man bøjer ikke verber efter tid eller efter person. Man bøjer ikke rigtigt noget. Så med en lille introduktion til et basis system, er man hurtigt kørende. Den ”dårlige” nyhed er at der er tonsemange ord, og der er absolut ingen hjælp at hente i nogen af de sprog man allerede kender (så kan man lære kun at have givet sig i kast med indoeuropæiske sprog hidtil!). Der er ingen låneord – så selv ord som man plejer at kunne estimere sig frem til på et nyt sprog (som fx musik eller toilet) er helt igennem kinesiske og fremmedartede (musik = yinyuè, toilet = cèsuo).

Jeg lærer mange, mange ord hver dag, som jeg gentager og glemmer igen, fordi jeg ikke kan sætte dem i nogen form for kontekst. Men jeg gentager gladeligt alligevel, og smiler (også selvom jeg ikke forstår ordet), præcist som et treårigt barn der er i gang med at lære at tale. Kun hvis ordet bruges jævnligt, eller af tilfældige årsager minder mig om et eller andet jeg kan huske det på, lærer og husker jeg det til senere brug.

Skriften er åbenbart magisk (det ved vi jo også fra vores egne runer). Kineserne virker til at mene at selvom jeg ikke forstår kinesisk, så hvis de skriver det ned - først med deres egne tegn, og derefter med pinyin (mandarin skrevet med latinske bogstaver), så må jeg da kunne forstå det. Nu står det jo der med mine egne bogstaver. Selvom jeg plejer at tro på skriftens magi, så virker det dog åbenbart ikke i dette tilfælde? Jeg forstår stadig ikke mandarinske ord – heller ikke selvom de er skrevet med latinske bogstaver! Men så snart man har opnået en minimal basis (ca. den man har fra starten når man går i gang med et sprog beslægtet med ens eget), kan man dog gestikulere sig frem til meget.

Slut for denne gang. 

Jeg håber I alle vil nyde højtiden i en eller anden afskygning. 

Her mærker jeg personligt ikke så meget til solhverv. Solen går ned (smukt er det hver eneste aften) kl. 19.30, og en time senere er der kulsort udenfor. Mere nordligt er vi heller ikke. Trods de strenge vintre!

Kina - tilbage i smeltedigelen

30-05-2011

Jeg ville have udgivet følgende som blogindlæg, men fandt ud af at den slags selvfølgelig ikke er muligt i Kina - endnu en ting der er bortcensureret, ligesom facebook. 

Om det skyldes mine forrige indlæg om Tibet for længe siden, eller alle "blogs" er censurerede, ved jeg ikke. I hvert fald bliver der ikke nogen blog fra Kina, som ellers planlagt. 

I må derfor trækkes med at modtage det hele som fællesmails, som vanligt. 

Men der er heldigvis ingen læsepligt, og man kan vælge at læse bidder - eller slet intet, og helt selv vælge hvornår man har tid. Ligesom hvis det havde været en blog: 

God fornøjelse...

To uger har nu passeret siden afrejse til Kina, og mit nye ”job” som udgravningsleder i Liaoning har stået på i godt en uge (det betyder en god lang uge, med tryk på lang;). 

Liaoning er, som bekendt(?), verdenshotspottet for fjerede dinos, samt andre dyr og planter med perfekt bevarede bløddele, som fx de små vandlevende hyphalosaurer som vi allerede har fundet en del af, inklusive den flotte jeg sendte et billede hjem til nogen af jer med, og som nu kan genses her... 

Et unikum for så gamle sedimenter. 

For dem som husker mine vrede udbrud over det besværlige lortekina Julie og jeg oplevede for to år siden, og min trussel om aldrig mere at vende tilbage til dette ugæstfri og belastende land, kan jeg nu tilføje til mine erfaringer, at:

Ja – ordensmagten og skrankepaveriet er stadig noget bæ, men i denne omgang har jeg faktisk været befriende fri for irriterende besværligheder: 

Visa uden problemer fra Danmark. Ankomst og grænseovergang uden problemer. 

Folk på landet er søde og hjælpsomme, omend jeg befinder mig i den provins hvor de opfører sig mest ”brutalt” (store armbevægelser, bøvsen og prutten, lav uddannelse). 

Vores arbejdere (og mig selv) prøver desperat at lære mig kinesisk med lynets hast, for de taler absolut intet engelsk, og der er ikke mange andre end dem at tale med… 

Ludo – vores fastboende franske dino-modelbygger og altmuligmand – taler også kun begrænset engelsk, og Damien Leloup, vores franske ”Bozzzz” som taler et helt fint engelsk, er som sagt bossen sååå…. 

På trods af hans sympatiske personlighed taler jeg ikke med ham om alting, og da i hvert fald ikke om tvivlsspørgsmål vedrørende egne evner og kapacitet til at styre lagene og grave/flække-teknikker. 

Jeg føler mig nemlig langt fra dygtig nok til at styre processen så videnskabeligt som den kunne fortjene, og jeg ville ønske en mere erfaren geolog var til stede, foruden mig, som jeg kunne spørge til råds. 

Især taget i betragtning at det hele var i forfærdelig stand da jeg ankom, så jeg var nødt til at starte fra scratch. Jeg savner derfor lidt en tæt fortrolig ven i hverdagen, med alt hvad det indebærer af kram og skulderklap…

Her kommer heldigvis den første gode overraskelse (ud af to) ind i billedet. 

To dage før jeg ankom til Beijing fandt Damien og hans kæreste nemlig en forældreløs hundehvalp på gaden som vi har taget med tilbage til museet. 

Hun er to måneder gammel (siger dyrlægen), og en rigtig hjertesmelter.

Hun deler lykkeligvis kærlighed ud til højre og venstre, og eftersom hun og jeg ankom samtidig til vores nye hjem, føler vi os også forbundne på den konto. Hun hjælper lidt på hyggeafsavnet.

Damien har døbt hende Psittacosaurus, men jeg synes personligt navnet er lidt for langt, så jeg kalder hende bare ”Parrot”. 

Psittacosaurus = papegøjeøgle, som er den mest udbredte dinosaur i Liaoning, den mest artsrige på verdensbasis, og kendt for at være lille og nuttet – og med tjavs på halen. 
Det var i øvrigt den der var afbilledet på det postkort jeg sendte hjem til K6 herfra for to år siden.

Overraskelse nr. 2: Den første weekend jeg var her, var der et videnskabeligt symposium i anledning af åbningen af det nye ”Palæontologiske Museum i Shenyang”. 

Shenyang er provinshovedstaden i Liaoning, og en forfærdelig grim storby med flere indbyggere end i hele Danmark (omkring 8 mio.). 

Det tager et par timer at køre dertil fra Yixian - vores tilknyttede ”landsby” på 60.000 indbyggere som er tilsvarende grim, og som mentalt føles som et sted på størrelse med….tja… Egebjerg (på samme måde kunne man måske sige at Shenyang har en mental størrelse der svarer til Horsens, og så passer det hele igen sammen proportionelt?). 

Graden af grimhed hænger givetvis sammen med at vi befinder os i Nordøstkina, og landskabet er barskt med grumme sandstorme fra Gobi, meget kolde vintre og meget varme somre (ikke helt så grælt som Sibirien og Mongoliet, men vi nærmer os!!). 

Dermed er folkene (manchurerne) også blevet så ”grove” som de er, og dermed er der hverken kælet for (for nu at sige det mildt) arkitektur, naturbevarelse/hensyn eller andre æstetiske værdier som vi finder naturlige i vores del af verden, og som (heldigvis) findes i højere grad i andre provinser af Kina. 

Kineserne kalder endda selv Shenyang for ”Kinas røvhul”, og jeg håber de har ret, for det ville virkelig være trist hvis alle kinesiske storbyer var ligeså grimme (hvad der nu heller ikke var mit indtryk af hverken Xian eller Hong Kong i sin tid).

Nå, det var symposiet vi kom fra. En virkelig glædelig overraskelse, for vi blev indkvarteret på luksushotel hele weekenden og var vidner til en yderst formel åbningsceremoni med yndige kinadamer i fastfrosset smilestilling som gelejdede os hvorend vi skulle hen, og som overdådigt indviede officielle plader og skilte til den pompøse musik fra Star Wars(!?). 

Derudover fik vi mulighed for at se en såkaldt ”Peking-opera”. 

Læsere med kendskab til dette begreb behøver ikke nærmere indføring, mens øvrige kan se med her til en lille liveoptagelse fra min debut på feltet. En interessant oplevelse (især med medbragte ørepropper). 

 Men selvfølgelig mest af alt en fantastisk overraskelse på grund af de faglige bekendtskaber man kunne gøre sig der, og de mange videnskabelige foredrag man kunne svømme hen i. 

Jeg har mødt virkelig mange palæontologer fra hele Asien nu, samt Rusland – og endda også et par få stykker fra hjemstavnen (aka. Tyskland og Belgien).  
Det helt modsatte segment af palæontologer end dem jeg mødte på stor-konferencen i Bristol, 2009, og som alle var amerikanere og europæere.

Så det var en ganske perfekt start på min karriere som færdiguddannet palæontolog. Hvilken forskel i øvrigt at kunne præsentere sig som så – og endda som en seriøst palæontologisk arbejdende en af slagsen – i forlængelse af de mange år som (underlødig?) studerende. Selvom denne titel har været mig mere end nok, føltes det stadig specielt endelig at have passeret den nu.

Men på trods af Liaoning-provinsens grimhed, og dens afskyelige mængder af industri og sortpulsende skorstene, befinder jeg mig heldigvis (hvad jeg vist allerede har skrevet hjem til en del af jer) i den måske eneste naturskønne plet i området, og utvivlsomt i det eneste 100% grønne, energisparende og miljøbevidste foretagende (i givetvis hele landet) – nemlig Damiens øko-dino-museum. 

Ja, dén mand har nemlig sine værdier i orden, og det er skønt og opløftende! Her har vi en lille dinopark med træer og en sø (min udgravning ligger i denne park), og det hele er fint omkranset af yndige små bjerge på den anden side af markerne. 

Fra vores rummelige balkon kan man nyde hele scenariet i eftermiddagssolen når det er fyraften, og i solnedgang hvis man venter længe nok. Man kan heldigvis også nyde en flaske fransk vin når lejligheden byder sig, og det gjorde den tilfældigvis i forgår aftes, lørdag, hvor vi havde fransk besøg;)

I umiddelbar nærhed findes også en flod og et lille buddhatempel i nogle grotter (Julie og jeg besøgte dem sidst), men i dag endte jeg med at fejre min første fridag med at gå endnu længere ud af vejen, i retning af bjergene – og blev til sidst fanget af en tordenbyge som nu netop er ved at være drevet over. 

En sød kinabedstemor inviterede mig i læ, mens jeg ventede på at bussen skulle komme forbi, så jeg kunne komme tørskoet hjem til museet.

I dagtimerne er solen som regel ubarmhjertig, så vi er i gang med at konstruere et gigantisk telt til at skygge i udgravningen. 

Det er altid hårdt at starte ting op, så jeg glæder mig til at finde ud af om næste uge kommer til at glide lidt lettere, så jeg kan leve op til mit nye kinesiske navn: Lisha (丽莎) som er sammensat af ordene ”smuk” og ”cool”. 

Èn ting er i hvert fald sikkert. Spændende ting vælder allerede op af jorden, og vi har efter denne uge allerede fundet tre gange så meget som amerikaneren fandt i hele sidste sæson. Det tegner meget lovende. 

Vi har dagligt en kok til at komme og lave kinesisk mad til alle medarbejderne, og til aftensmad efterlader hun resten til os tre (”hvide mennesker”) som bor på museet. 
Det er meget privilegeret synes jeg, og sundt og lækkert – selvom Ludo og Damien synes at foretrække de fleste af dagene at lave noget pasta-med-ost-og-ketchup-agtigt, af den slags som man har fået rigeligt af som studerende. 

Så jeg kaster mig grådigt over den kinesiske mad med spisepindene, som jeg har fået knapt så meget af i min tid (de andre griner og siger at nu får vi se hvad jeg siger til det om et halvt års tid)...

Årsforskydning

17. maj 2012

Idag er det ét år siden jeg rejste afsted til jobbet som udgravningsleder i Liaoning, og i den anledning vil jeg nu begynde at lægge de blogindlæg op som jeg ikke havde mulighed for i censur-staten Kina.

Et år føles både som uendeligt længe siden, men også som om det meste af 2011 ikke har fundet sted, men befundet sig et sted udenfor verden (meget mere om det i indlæggene). Men meget er alligevel ændret siden da, og Kina har haft en effekt - også på den rigtige verden (=livet efter hjemvendelse?).

En ny brydningstid er på vej.