Klima versus Dino

Hvorfor en dinosaurtand er mere spændende end klimaet...

Der er fokus på klima som aldrig før.

Klodens tilstand er blevet en del af alles bevidsthed, idet dens helbred - efter sigende - skranter, og i hvert fald, med al tydelighed, ændres.

Det står i skarp kontrast til mine barndoms-80ére, hvor skrald og lort flød i mangen en dansk fjord, og hvor kun "frelste" hippie-to-be unger som mig selv, skræppede op - for døve øren(?) - om redning af regnskoven, elektriske biler og miljøskånsom adfærd.

Det var bestemt ikke moderne at tænke i de baner for 20 år siden - men selvom den uddøende(?) natur faktisk lå mig på sinde, så var dog en anden passion endnu større: Nemlig den allerede uddøde natur(!?!?!).

Dinosaurer og andre mulige og umulige fortidsdyr!

At tænke sig at den samme planet som vi netop nu vader rundt og tilsviner, engang husede en HELT anden verden. Som en anden planet i en science fiction film - blot på den samme planet (med eller uden aber!).

Men hvad? Hvis tid blot er endnu en rumlig dimension, kan man vel, med rimelighed, argumentere for at planeten var en anden verden, i en anden tid (ligesom den også er en anden nu, end igår hvor den tilhørte vinteren?).

Forskellen fra denne anden "dinosaur"verden, til andre science fiction verdener, er dog blot at vi kan se denne anden verden i sedimenterne.

Vi kan simpelthen se de fantastiske væsner der beboede vores fortidsjord. Se deres knogler, reder og fodspor. Se hvilke planter der udgjorde deres skove - og ikke mindst - hvordan klimaet dengang artede sig.

Alt fra et samlet gigantisk ørkenkontinent, til subtropiske jungleverdener, til globale iskapper, har udgjort udfordringerne for disse tidligere tiders faunaer.
Altid har klimaet været foranderligt - på det extremeste - og altid har livet fulgt med.

Er det himmelråbende at det, i dette tilfælde, er en enkelt organisme (mennesket), der står for ændringen af klimaet?
(Hvad der dog sandsynligvis heller ikke er (hele) sandheden).

Dunno?

Da blågrønalgerne i sin tid opstod, ændrede de hele atmosfærens sammensætning, og udryddede dermed 99% af det eksisterende liv på dét tidspunkt. Havde de ikke gjort det, havde vi dog ikke fået en atmosfære med ilt på jorden - og ville dermed aldrig selv være opstået.

Men, men.... Det er selvfølgelig ikke så godt hvis vi mennesker også "kommer til" at udrydde størstedelen af klodens liv. Det er dog usandsynligt - trods alt.

Om nutidens biologi om kort tid vil indgå i mit felt (nemlig uddødt liv) = palæontologi, må fortsat afhænge af tidens luner, jordens hældning, geologisk aktivitet, magthaveres beslutninger og de globale landsbybeboeres handlinger - forenet i et skønt kaos-teoretisk net af uforudsigeligheder.

Jeg bekymrer mig stadig om klodens tilstand, men har også personligt måttet føle mig ramt af den folkelige epidemi: Klimakvalmen.

Hvem skulle nu have troet at miljøet pludselig ville komme så meget i fokus, at man simpelthen kunne få nok!?
I hvert fald ikke jeg, hvis man havde spurgt mig for 10 år siden.

Men netop derfor er det også interessant at en så aktuel facebook-fanside som klimadebat.dk, høster markant færre fans end en ubetydelig fanside for den første dinosaur i Danmark.

Hvorfor tiltrækkes folk mon mere af dinosauren?

Både det landskendte og populære debatforum klimadebat.dk - og fansiden for samme på facebook - er oprettet af min gode kollegieven, Jeppe Branner, som er en entusiastisk ildsjæl på området.

Med hånden på hjertet kan jeg godt sige, at jeg både synes at Jeppes side og hans mission, fortjener flere fans end fansiden (oprettet af mig) for den første danske dinosaurtand (fundet af mig) - selvom fankampen har været sjov at udkæmpe.

Her bliver jeg igen ramt af den latente dårlige samvittighed over at vælge livsbane indenfor et løb der allerede er kørt, fremfor at løbe med i det ræs der udspiller sig i nutiden.

Heldigvis kan man godt deltage i begge dele, og endda måske se sammenhængen mellem de to.

Hvad der er sjovt ved situationen, er at folkemasserne åbenbart har det som mig?

De finder dinosaurtanden mere tiltalende (i hvert fald på facebook), end klimaet - fordi de har fået nok?
Det er for kompliceret, og for alvorligt.

Tanden er død.
Men den har siddet i gabet på et dødsensfarligt fjerklædt rov-monster! SEJT.

Vi bliver tiltrukket af bevidstheden om det forgangne som noget stabilt. Det er dejligt ukompliceret. Foruden eksotisk, monstrøst og storladent.

Derfor er en dinosaurtand mere spændende end klimaet...
- også selvom man ikke selv er fag-nørd (åbenbart).

/Eliza

(Efterkommentar: Dette indlæg blev skrevet dagen efter natten hvor vi skiftede til sommertid)

Løver i hovedet?

Jeg har drømt om løver.
Kæmpende, vilde løver. I nat.

Min mor, som ellers døde for 10 år siden,
holdt dem i ave i deres bur.

Det var fascinerende, men dybt skræmmende, at opleve rødglødende aggressiv råstyrke så tæt på.
Et eller andet sted var jeg hele tiden klar over at hverken buret, eller min - ellers stærke - mor, kunne holde dem i skak. Ganske rigtigt. Min mor måtte give fortabt - og sammen måtte vi flygte ind i en anden dimension, hvorefter jeg vågnede.

Skræmt. Ikke fordi jeg var i fare. Men fordi vi måtte give op overfor kræfter vi ikke forstod.

Hvilke kræfter er det jeg ikke forstår?
Dødelighed? Alderdom?
Skrigende Æggestokke?
Specialet der vokser over hovedet på mig?
Den snarlige tur til det vilde Afrika (løver)?

Rejserne til Sydamerika, 2006 (beskrevet nedenfor), og Asien, 2009 (beskrevet i august), har været fantastiske at udgive her.
Rejser i tid og i sind er anderledes svære at beskrive.

Mit hoved vil have kaffe, nu hvor løverne er faldet til ro...

Galapagos

Den måske ældste barndomsdrøm, d. 30. juni - 06

Galapagos! Med lige netop denne destination må jeg indrømme at jeg mangler ord...

Det er godt at i massevis af fotos kan tale for sig selv, når jeg vender næsen hjemad - om nu ikke så længe (det er crazy at skulle forlade sydamerika om kun to dage!!!!).

De få ord jeg kan fremtvinge, vil jeg bruge på kort at nævne at jeg de sidste par dage bl. a har: svømmet med legende søløver, havskildpadder og jagende pingviner - alle så tæt på at jeg kunne have rørt dem (det må man ikke).

Jeg har set kæmpe landskildpadder parre sig, tudet over albatrossernes parringsdans (selvfølgelig så ingen så det), hentet post på piraternes historiske "post-ø" OG siddet og læst med intet andet selskab end adskillige Darwins finker, og en stor, sort havleguan af den overlegne type -der bare ligger og glor muggent, mens den bevæger intet andet end øjnene....Bevægende.....


Kahytten jeg boede i var trang, men jeg sover FANTASTISK til bølgevuggen, og motorrumlen. Soldækket var heller ikke af vejen, og det var heldigvis nogle søde mennesker jeg var afsted med. Karoline og Tycho ved slet ikke hvad de går glip af:)

(havleguan i sit rette element)

Som biolog føler jeg mig meget priviligeret over at have set, lugtet og smagt på dette sted.


...og hermed er en lang rejse til ende.

Ecuador (part 3)

Waorani-territoriet, d. 21. juni - 06

En hilsen fra kanten af Amazonas.
Nærmere bestemt tilbage i Puyo - nylig hjemvendt fra Waorani-territoriet.

Vi er genforenet med Tycho, heldigvis. For ikke mindst er det behageligt at rejse med mindst et stk. hankøn, men det er også Tycho der har alle waorani-kontakterne.

Så Manuela (Tychos wao-veninde som bor i Puyo, og lever et nogenlunde vestligt liv) fik arrangeret os med på en komsammen af waorani-kvinder i Gareno (en lille halvt traditionel, halvt olie-landsby) et par timer inde i Amazonas primærskov!

(fældet primærskov, inden vi for alvor er nået ind i Amazonas)

Her samledes alle kvinder fra de omgivende landsbyer for at diskutere hvorvidt folket skulle underskrive en oliekontrakt, eller ej!!! Dette er VIGTIGE sager, men desværre foregik det hele på waorani - så vi forstod ikke et kuk.

(alle kvinder i hele territoriet på råd)

Hvad man forstår ved sin blotte tilstedeværelse er dog at man bevidner et folk på randen af udslettelse. Om 30 år vil disse mennesker være blandt tiggerne i Quitos gader. Sørgeligt, men sandt...

Waorani-info: Denne stamme er den senest kontaktede i Ecuadors regnskov. Den første kontakt skete for kun halvtreds år siden! Den er også den absolut mest krigeriske - dvs. det er normal skik og brug at spidde sine fjender, hvilket stadig foregår i stor stil i de mere afsides egne af territoriet (hvor folk stadig lever fuldstændig traditionelt).

http://www.lastrefuge.co.uk/photolibrary/sp_waorani.htm

Selve territoriet blev oprettet af de hvide (ecuadorianere) for at kunne holde styr på denne nyopdagede stamme. Man samlede dem derfor på et (relativt lille) område, og placerede dette forholdsvist tæt på Puyo, så man kunne kontrollere dem (OG udnytte deres land til olie-udvinding:-/). Det koster penge at besøge territoriet - hvilket vi dog slap for, da vi kørte i en bus fyldt med waoranier!

Tro det eller ej: Dette er det mest smilende, hjertelige folk man kan forestille sig! Alle mænd over tredive jeg har mødt de sidste tre dage, har uden tvivl været mordere - for ALLE hjælper til med krigsbedrifterne (som betragtes som ordinære jagtbedrifter). Men hold op hvor kan de grine meget. Selve busturen udtil området var ét stort latteranfald....

(en meget lille wao)

Hver gang bussen kørte over et bump hvinede femten kvinder op i vilde latterskrald (og det var vel og mærke en meget bumlet grusvej hele vejen). Dejligt! De ældre har derudover kraftigt forlængede øreflipper, penetrerede af kæmpe, aflange huller... Hvilket ser en smule pudsigt ud:-)

Ca. midtvejs blev vi stoppet at et væltet træ der spærrede vejen, og hvem var de eneste der havde en stor machete-kniv til sådanne lejligheder? Svar: OS! Dvs. Tycho = de dumme turister.... Også dette kunne de få megen latter ud af:-)

For waoérne har selvfølgelig ikke tænkt på noget. Nej, de tager alting som det kommer..... Senere på turen havde vi pludselig et helt træ inde i bussen. Det kom med stort rabalder væltende ind af vinduet (=MORSOMT). Ja, det er skam ikke kedeligt at køre ture i junglen;)

Disse folk kender skoven ud og ind: De kan nå toppen af et palmetræ i løbet af ingen tid (og vi taler en stamme uden grene). De kan lave en taske af palmeblade i løbet af fem minutter. Manuella demonstrerede begge teknikker da vi var på eftermiddagstur i jungledybet, og hun er endda en vestlig-levende waorani. Så kan man da tale om at være Wao nok... Hehe (=intern kollegie-joke), og de kan derudover finde rundt i svimlende distancer af en meget ensformig (for mig at se) skov.

(Manuela som fletter mig en taske på ingen tid)

MEN: hvad de ikke forstår er desværre hvad penge er, og hvad de er igang med at rode sig ud i med deres land...

Oliefolkene betaler penge til disse folk. De bygger huse til dem og giver dem mad, benzin, etc. Samt sponsorerer møder som dét vi lige har bevidnet. Hvad waoraniernes tankevirksomhed ikke er vant til, er "værdien" af penge, og "pengeværdien" af deres land. De kender ikke forskel på 50 0g 50.000 dollars, og ved kun at man kan købe sjove ting med penge.

Derfor falder de selvfølgelig for alle de "gode" ting oliefirmaerne gør for deres landsbyer!!! Lige meget hvor mange mennesker og organisationer der kæmper for dette folks sag, så vil de selv - og deres ubekymrede grin - føre dem i sænk.

(en edderkop i paradis)

De lever i en anden verden, og lige meget hvor megen vestlighed man påfører dem, så forstår de ikke vores verden, eller at værne sig imod den! De lever i en grøn og forsvindende verden, som jeg er glad for at have besøgt, mens den stadig findes...

Gareno: En lille, meget mudret (for vi befinder os i regntiden), landsby! Halvdelen af husene er traditionelle. Dvs. at de er lavet at palmeblade foldet ind under hinanden i mange lag. Husene er rummelige og består af et stort rum med et ildsted og et par hængekøjer.

På et mindre besøg i et af disse huse (vi var der vel i ca. 15 minutter og fik os en hjemmetygget chicha) kiggede vi pludselig over i hjørnet - og der lå skam en hund og fødte. Ja, hvorfor ikke? Dét kan man vel kalde timing!


Derefter fik vi os en en mindre sviptur ind i et olieområde som Karoline spottede på lang afstand, og som vi selvfølgelig måtte tjekke ud selvom det betød at bryde gennem et pigtrådshegn...! Der var dog ikke meget at se. De havde skjult den gamle oliesø.

Derefter en fin gåtur ind i junglen, med Manuela som guide. Hun demonstrerede førnævnte teknikker til UG, og fortalte om os de forskellige planter vi så! Vi bevægede os også ned til den nærmeste flod (dagen efter) hvor vi, meget tiltrængt efter en times vandretur i raskt tempo, smed os i vandet og håbede på minus tilstedeværelse af slanger og andet kryb.

Vi så heldigvis kun én (slange), og den var lille og død. Det var solskin og extremt fugtigt, så vi var temmelig svedige blot efter en times gåtur... Vi var dog lykkelige for solen denne dag, for det havde regnet stort set konstant under vores ophold (det ér jo også en REGNskov).

(et flodbad i en af Rio Napos udløbere - bemærk kanoen bag mig)

Jeg/vi er nu, i løbet af produktionen af denne mail, genankommet til Quito, hvor jeg om få dage vil vende næsen fra den ene barndomsdrøm (Amazonas) til den anden (Galapagos). Juhuuuu...

Jeg vil i øvrigt lige tilføje at Karoline og jeg - på vores natbus fra Loja til Ambato, på vej til Amazonas - bevidnede en storslået solopgang over et vulkandækket landskab med den føromtalte (for to måneder siden) rygende vulkan nær Baños. Og ja, den er MEGET rygende og aktiv - og smuk i skiftende farver fra bleggul til skarp pink.

Jeg trækker hermed al brok, undsluppet fra min mund, omkring usynlige vulkaner tilbage:-)


Og det lykkedes Tycho at vende tilbage til os, idet han tog tilbage over den samme mikroskopiske grænseovergang, som vi var taget ind over i sin tid. Vi lader hermed spørgsmålet om hvordan man kan lukke en grænseovergang uden at lukke den, svæve lidt i luften?!?

That´s South America:-)

Jeg befinder mig på Ækvator, så jeg mærker absolut intet til at datoen siger midsommer, men jeg håber at den nydes derhjemme. En smule længsel kan man ikke undgå at føle på denne dato, men jeg finder det også forfriskende eksotisk at opleve et land fuldstændig blottet for varierende døgn-længde. Her er det mørkt fra kl. 8 til kl. 8. Man kan næsten stille sit ur efter det. Og det gælder OGSÅ d. 21. juni...

(mig - på SELVESTE ækvator-linjen)

Fortsættelsen

....på historien! d. 12. juni - 06

Det ser ikke så godt ud med Tycho! Åbenbart koster et forlængelsesvisum til Ecuador 60 dollars (hvilket er mange penge), og man kan kun købe det ved fremvisning af flybillet hjem (hvilket han ikke har). Og selvfølgelig kan disse mennesker ikke se at det er systemet der tager fejl - for manden har rent faktisk omkring 40 dage tilbage i Ecuador ud af de 90 dage. Men nej!

Det han prøver nu, er at tage tilbage til den samme (nu lukkede) grænseovergang som vi krydsede i sin tid, og prøve at krydse dér igen (nu må vi se om de rent faktisk har lukket den - hvilket ville give mening?). Ellers må jeg nok stille mig tilfreds med ikke at se Tycho igen (før jeg måske besøger ham og Karoline i Costa Rica eller Oregon). Karoline må så undvære ham i de par måneder (hun er lidt trist)...

Jeg håber vi får en god tur til Amazonas dog, men hvorfor skulle vi ikke også det?

Det føles helt absurd at vi for fire dage siden var i Cuzco (et par tusind kilometer, og en væsentlig klimaforandring, herfra). Faktisk føltes det helt rigtigt at afslutte Peru i Cuzco.

Det må klart være den bedste kronologiske rækkefølge at starte med alle præ-inkaruinerne i nord, og afslutte med de storslåede inkaruiner i syd, som jo var afslutningen på hele Perus stolte præcolumbianske æra!


Jeg nåede ellers lige at smage "cuy" (marsvin) den sidste aften vi var i Cuzco. Ja, jeg har jo snakket om at skulle prøve det hele turen igennem, men alle steder har det været syret dyre priser (kun fordi de ved at det er en turistattraktion selvfølgelig, for dyrene er bestemt ikke svære, eller dyre, at opdrætte. Det ved jeg alt om:-).

Men vi fandt dette sted - hvor det faktisk var en god pris, som inkluderede både en kop chicha (fermenteret tygget majs- eller yucamasse), forret, samt coca sour (pisco sour med cocablade). Lækkert!


Men da de kom med dyret fik jeg jeg nu en anelse kvalme.
Jeg var ellers forberedt!

Men den lå jo der med sit lille marsvineansigt, sine små, fine fødder - ligesom dem jeg så tit har klippet negle på derhjemme - og så kunne jeg faktisk heller ikke lide kødet. Jeg ved ikke hvor meget der var psykisk, men jeg syntes at det smagte for meget af fedt, og spiste derfor kun lidt af lårene, hvorefter jeg pænt afleverede resten til den flinke tjener! Så har man prøvet det!!!

Vi nåede da også at nyde en sidste kaffe inden det gik løs med bushelvedet. Hvilket skete på Cafe Extra, hvor vi rent tilfældigt faldt i snak med en ældre herre som var alt andet end normal.

Han havde boet i Schlesvig, og kendte derfor til Danmark - hvor han tit havde været for at købe pornoblade. Ja, desværre er det jo dét Danmark er mest kendt for i hele den spansktalende verden! I Spanien hedder bladene endda "libros danesas". Derudover lignede manden bestemt noget der var trådt lige ud af den italienske mafia.
Med langt gråt hår samlet i en hestehale ned at ryggen, høgenæse og små, griske øjne... Jo, han var skam også halvt italiener.

Og han var fætter til John Waines første kone - og havde derfor været frisør i Hollywood i flere år, og desuden kendte han selvfølgelig til denne cafe (vi befandt os på), hvor både Che Guevara og adskillige andre høj-intellektuelle kommunister havde haft base i Cuzco, i sin tid.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt vidste hvor mange af hans historier man skulle stole på, for denne cafe var virkelig billig, neutral og alt mulig andet (og ville man ikke forvente en smule markedsføring hvis selveste "Che" havde været der??).

Efterhånden som vi sad der, indså vi dog at cafeens øvrige gæster kun var gamle, nydelige mænd med aviser...hmmm.... Ja, de kunne faktisk nemt have været gamle intellektuelle (kommunister?) som stadig havde base på dette sted???

Interessant, bestemt! Den gamle efterlod sig sin e-mailadresse og forsvandt derefter i hast ud af døren!
Vi drak vores kaffe ud, og efterlod adressen på bordet. En interessant type man kun har behov for at møde én gang:-)


Jeg kom i øvrigt til at tænke på heksemarkedet i La Paz (som jeg helt har glemt at skrive om). Her vrimlede det med boder kun bestående af alverdens friske urter i kæmpe bundter, forskellige "pacha mama" amulletter og indtørrede lamafostre i alle størrelser!

Vil man bygge et nyt hus eller noget tilsvarende nyt, må man begrave et lamafoster under konstruktionen! Ellers vil ulykke følge dette sted. Er man rig har man selvfølgelig råd til at begrave en voksen lama. På den måde er man endnu mere sikret.... Hmm!

Men dybt oprivende at gå forbi disse mange indtørrede dyrefostre. I Bolivia er folk mere overtroiske end i de andre Sydamerikanske lande forekommer det mig.

(bag den lille, søde bolivianske mand skimtes både truede dyrearter, samt fostre, i indtørret og/eller pulveriseret tilstand...)

Til gengæld virker de, i Bolivia - trods den større fattigdom, meget mindre pengedesperate end det peruvianske folk. Som om de bare affinder sig med situationen? Det er langt mere afslappende at rejse i et sådant miljø. Som det måske har skinnet igennem(?), så finder jeg det egentlig rart at have forladt Peru igen. Desperationen er så allestedsnærværende, højlydt og påtrængende at det kan være anstrengende i længden.

Men nu er det atter Ecuador!

Det var et mindre tilbageblik, mens vi venter. Vi går stadig meget på internet, da vi er nødt til at holde trit med hvor Tycho befinder sig i verden! Stakkels fyr..... Strandet i Peru.... Men han skal nu nok klare skærene!

Håber stadig at alt er vel i Dinamarca;)

Ecuador (part 2)

På grænsen til det absurde... d. 12. juni - 06

Et mindre surt opstød.

Ankommet til Ecuador igen. Men med en væsentlig anderledes ankomst end forventet, må man nok sige!
Vi har mistet Tycho på vejen - eller rettere sagt i Ingenmandsland - på grænsen mellem Peru og Ecuador!

Vi krydsede grænsen i sin tid på den måske mindste grænseovergang (remember?), der overhovedet findes mellem disse to lande (hvilket siger ikke så lidt).
Og det hævner sig nu!!!!!

For i mellemtiden har den Ecuadorianske regering besluttet at sløjfe denne grænseovergang, hvilket vil sige at vi officielt aldrig har været ude af landet (vores stempler gælder ikke).

Dette har de selvfølgelig gjort uden på nogen måde at stoppe grænsetrafikken på overgangen - eller oplyse turister, etc. om noget som helst (det er klart;), så for Tycho betød dette at den "ekstra" måned han nu har "tilbragt" i Ecuador, er for meget for hans samlede 90 dage i løbet af et år!!!!

Fedt at finde ud af kl. to om natten, midt i nr. tre natbus i træk - hvor man overhovedet ikke er særlig smadret, irritabel eller noget som helst andet.....!!!!

Men sådan er det! Vi måtte pænt tage vores ting ud af bussen og tilbringe natten på flisen ude foran den famøse grænsestation:-)

Heldigvis er dette nu Ecuador, så temperaturen er behagelig om natten. Pludselig er en klump jungle faktisk poppet ud af den ellers konstante ørken vi har kørt igennem de sidste tre døgn. Og selvfølgelig blev jeg, af samme grund, også med det samme angrebet af nogle insekter, så min venstre albue igen er tredobbelt størrelse (det var den også sidst vi var i Ecuador).


(grænsestationen hvor vi tilbragte natten!)

Som et plaster på hele den dårlige situation bragte den gryende dag dog en hel flok både skræppende papegøjer og legende saimirier (dødningehoved-aber) med sig i træet lige overfor grænsestationen. De var helt, helt tæt på!
Men da dagen (og varmen) for alvor satte ind forsvandt de igen, og vi (Karoline og jeg) måtte sige farvel til Tycho og selv tage til Ecuador, mens han tog tilbage til Peru!

Her befinder vi os altså nu.
Vi bevæger os nordpå mod Amazonas som planlagt, mens vi håber på at Tycho finder ud af noget så han kan komme og mødes med os!

På trods af Ecuadors mangel på logik, kommer man dog ikke udenom at landet er ufatteligt smukt. Jeg nyder varmen og troperegnen (det er i sandhed længe siden vi har oplevet vand der faldt ned fra himlen), og jeg finder, om muligt, de superfrugtbare tropiske bjerge endnu smukkere end sidst jeg var her.
En ørkenhjerne kan føles som en tørstende potteplante (er dét virkelig den bedste allegori jeg kan komme på med mit forkælede dansker-sind?).

Og ja, Ecuador er også bare pænere, mere udviklet og mindre desperat end Peru. Det er dejligt og afslappende. Og vi har sovet vandret (ja, VANDRET) i nat - i 12 timer. Det var bestemt tiltrængt.... Og vi har også skiftet tøj og været i bad. Det er de små glæder i livet man ofte glemmer når man bare tuller rundt derhjemme.

Det sure opstød er ikke så slemt endda, men vi håber det bedste - og Karoline er selvfølgelig påvirket af det temmelig pludselige opbrud!

Peru (part 3)

Verdens Navle, d. 8. juni - 06

En kort og sidste hilsen fra Peru...

Peruviansk valg: Vi mærkede det allerede i Arequipa.
Alt i og omkring alle busterminaler var rent kaos. Alle busser fyldte, køer helt ud på gaden bare for at købe sin tax-billet udtil busområdet (hvilket i forvejen er et latterligt system!!). Altsammen pga. valg.

Alle er nødt til at vende hjem til deres fødebyer for at sætte kryds (ÅNDSVAGT), og sætter man intet kryds får man en (temmelig stor) bøde. Selv hvis man bor i udlandet SKAL man vende hjem.... Extremt ineffektivt system....

(mit forsøg på at imitere valg-plakaterne)

Cuzco: Men vi nåede da til Verdens Navle, Cuzco, ved lettere overpris, og valget forløb uden stenkast eller noget. Alan Garzia er nu præsident i Peru - så får vi at se hvordan dét forløber.

Cuzco er et yderst behageligt sted. Vi har vandret mellem brosten og inka-murværk nu i en lille uges tid. God café-stemning (yes, man kan faktisk få rigtig (god) kaffe:-), og utroligt, men sandt så er det lykkedes os at købe endnu flere artesanías.
Min backpack er nu en bugnende tonstung klump som ikke engang har plads til min sovepose:/ (Julie - jeg håber du har masser af plads i din når du kommer....?)

(inka-murværk)

Pisaq i Valle Sagrado (Den hellige Dal): Denne lille landsby huser et kæmpe søndagsmarked, og et stort inka-fort/forsvarsværn (på størrelse med Machu Picchu, som vi er for nærige til at tage op at se). Perfekte terrasser afgrænsede af stenmure på hver etage er/var derudover medvirkende til at modstå angreb. Disse står stadig i perfekt stand. Clever job...

(lille pige på marked med is)

Sexy Woman (eller Sachsayhuaman): Udgør pumaens hoved. Cusco havde oprindeligt form som en Puma, og fungerede også som forsvarsværk. Pumaens tænder består af genialt udførte zigzag-mønstre i bygningen (enorme sten, inkl. den største sten flyttet af forhistoriske folk!!).


Her holdt vi en afslappet frokost i det (vissen)grønne, mens vi observerede de morsomme myre-japanere (så flittige de er med deres kamaraer:-).


I samme omegn er inka-bade, løbe-post-rum og chicha- eller blod-(man ved det vist ikke helt)-ofrings klippenicher...

Ellers er Cuzco stedet hvor Karoline har haft fødselsdag, hun er blevet optaget på UNI i Costa Rica, og vores sæk vi sendte fra La Paz er nået frem til hendes mor. Så der har været en del at fejre - og en del at arrangere på internettet (som det chattende folk vist har bemærket!?).

(kartofler fås i utallige varianter)

(majs også)

Tycho har været syg, men har til gengæld introduceret os for sin juice-dame og sin personlige skrædder fra sin tid i Cuzco, for fem år siden. Og, ja de kunne alle huske ham. Det er dejligt at se;) I aften tager vi nordpå igen - og når forhåbentlig Ecuador om et par dage.... Amazonas kalder....

Aahhhhhuaaaahhhhuuuaaahh