Et mindre surt opstød.
Ankommet til Ecuador igen. Men med en væsentlig anderledes ankomst end forventet, må man nok sige!
Vi har mistet Tycho på vejen - eller rettere sagt i Ingenmandsland - på grænsen mellem Peru og Ecuador!
Vi krydsede grænsen i sin tid på den måske mindste grænseovergang (remember?), der overhovedet findes mellem disse to lande (hvilket siger ikke så lidt).
Og det hævner sig nu!!!!!
For i mellemtiden har den Ecuadorianske regering besluttet at sløjfe denne grænseovergang, hvilket vil sige at vi officielt aldrig har været ude af landet (vores stempler gælder ikke).
Dette har de selvfølgelig gjort uden på nogen måde at stoppe grænsetrafikken på overgangen - eller oplyse turister, etc. om noget som helst (det er klart;), så for Tycho betød dette at den "ekstra" måned han nu har "tilbragt" i Ecuador, er for meget for hans samlede 90 dage i løbet af et år!!!!
Fedt at finde ud af kl. to om natten, midt i nr. tre natbus i træk - hvor man overhovedet ikke er særlig smadret, irritabel eller noget som helst andet.....!!!!
Men sådan er det! Vi måtte pænt tage vores ting ud af bussen og tilbringe natten på flisen ude foran den famøse grænsestation:-)
Heldigvis er dette nu Ecuador, så temperaturen er behagelig om natten. Pludselig er en klump jungle faktisk poppet ud af den ellers konstante ørken vi har kørt igennem de sidste tre døgn. Og selvfølgelig blev jeg, af samme grund, også med det samme angrebet af nogle insekter, så min venstre albue igen er tredobbelt størrelse (det var den også sidst vi var i Ecuador).
(grænsestationen hvor vi tilbragte natten!)
Som et plaster på hele den dårlige situation bragte den gryende dag dog en hel flok både skræppende papegøjer og legende saimirier (dødningehoved-aber) med sig i træet lige overfor grænsestationen. De var helt, helt tæt på!
Men da dagen (og varmen) for alvor satte ind forsvandt de igen, og vi (Karoline og jeg) måtte sige farvel til Tycho og selv tage til Ecuador, mens han tog tilbage til Peru!
Her befinder vi os altså nu.
Vi bevæger os nordpå mod Amazonas som planlagt, mens vi håber på at Tycho finder ud af noget så han kan komme og mødes med os!
Vi har mistet Tycho på vejen - eller rettere sagt i Ingenmandsland - på grænsen mellem Peru og Ecuador!
Vi krydsede grænsen i sin tid på den måske mindste grænseovergang (remember?), der overhovedet findes mellem disse to lande (hvilket siger ikke så lidt).
Og det hævner sig nu!!!!!
For i mellemtiden har den Ecuadorianske regering besluttet at sløjfe denne grænseovergang, hvilket vil sige at vi officielt aldrig har været ude af landet (vores stempler gælder ikke).
Dette har de selvfølgelig gjort uden på nogen måde at stoppe grænsetrafikken på overgangen - eller oplyse turister, etc. om noget som helst (det er klart;), så for Tycho betød dette at den "ekstra" måned han nu har "tilbragt" i Ecuador, er for meget for hans samlede 90 dage i løbet af et år!!!!
Fedt at finde ud af kl. to om natten, midt i nr. tre natbus i træk - hvor man overhovedet ikke er særlig smadret, irritabel eller noget som helst andet.....!!!!
Men sådan er det! Vi måtte pænt tage vores ting ud af bussen og tilbringe natten på flisen ude foran den famøse grænsestation:-)
Heldigvis er dette nu Ecuador, så temperaturen er behagelig om natten. Pludselig er en klump jungle faktisk poppet ud af den ellers konstante ørken vi har kørt igennem de sidste tre døgn. Og selvfølgelig blev jeg, af samme grund, også med det samme angrebet af nogle insekter, så min venstre albue igen er tredobbelt størrelse (det var den også sidst vi var i Ecuador).
(grænsestationen hvor vi tilbragte natten!)
Som et plaster på hele den dårlige situation bragte den gryende dag dog en hel flok både skræppende papegøjer og legende saimirier (dødningehoved-aber) med sig i træet lige overfor grænsestationen. De var helt, helt tæt på!
Men da dagen (og varmen) for alvor satte ind forsvandt de igen, og vi (Karoline og jeg) måtte sige farvel til Tycho og selv tage til Ecuador, mens han tog tilbage til Peru!
Her befinder vi os altså nu.
Vi bevæger os nordpå mod Amazonas som planlagt, mens vi håber på at Tycho finder ud af noget så han kan komme og mødes med os!
På trods af Ecuadors mangel på logik, kommer man dog ikke udenom at landet er ufatteligt smukt. Jeg nyder varmen og troperegnen (det er i sandhed længe siden vi har oplevet vand der faldt ned fra himlen), og jeg finder, om muligt, de superfrugtbare tropiske bjerge endnu smukkere end sidst jeg var her.
En ørkenhjerne kan føles som en tørstende potteplante (er dét virkelig den bedste allegori jeg kan komme på med mit forkælede dansker-sind?).
Og ja, Ecuador er også bare pænere, mere udviklet og mindre desperat end Peru. Det er dejligt og afslappende. Og vi har sovet vandret (ja, VANDRET) i nat - i 12 timer. Det var bestemt tiltrængt.... Og vi har også skiftet tøj og været i bad. Det er de små glæder i livet man ofte glemmer når man bare tuller rundt derhjemme.
Det sure opstød er ikke så slemt endda, men vi håber det bedste - og Karoline er selvfølgelig påvirket af det temmelig pludselige opbrud!
.JPG)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar