Skriveterapi og genopfindelser...

Palæontolog med speciale i dinosaurer. PhD i naturfagsdidaktik. Udstillingsdesigner og -forsker. Formidler. Skribent. Mor til to. Møn-entusiast og klintesagkyndig. 

Listen er ikke prioriteret – men den opsummerer i grove træk hvem jeg er blevet siden jeg i sin tid passede og plejede denne blog.

Denne personlige blog har i en årrække været erstattet af min videnskabelige blog om didaktisk forskning (didaktiskforskning-moensklint.dk), samt været underprioriteret i forhold til den både velsignede og udfordrende børnefamilieboble mange i min aldersgruppe kender. 

Men med både baby- og tumlingestadie for begge børn nu vel overstået, kunne det vel være tid til at genopfinde sig selv – og sin personlige blog!?

Men hvorfor egentlig dette evindelige skriveri? Svaret er simpelt: Fordi jeg ikke kan lade være. Jeg tænker når jeg skriver, og jeg lærer når jeg skriver.

Heldigvis er skriften også – selv i disse digitale tider – stadig en af de bedste måder at afgive viden til andre på – og det har jeg derfor udnyttet til at forsøge at blive så god til det som overhovedet muligt. Dermed kunne det også blive meningsfyldt, udover den personlige terapi.

Jeg har nu i efterhånden mange år levet primært af at formidle svært fagligt stof til både børn og voksne, samt indenfor fagfællesskaber af både videnskabelig og praktisk karakter. Der er ikke noget jeg holder mere af – eller føler mig bedre til – end at dele viden med andre mennesker, på alle niveauer, og gøre den delte viden levende og relevant.

Jeg har gjort dette både fysisk som udstillingsdesigner og -formidler, men ikke mindst skriftligt i form af undervisningsmateriale, videnskabelige artikler, populærartikler, samt debat- og blogindlæg. Det har som sagt været et frirum for mig. Et sted hvor verden kunne åbne sig, og hvor jeg selv kunne lære mere i processen.

Men i virkeligheden startede det hele et helt andet sted for mig. Nemlig med en drøm – og med en sorg. I min pure ungdom oplevede jeg både at miste min mor meget pludseligt, og derefter at få opfyldt en vanvittig drøm. 

Jeg fandt som 18-årig landets første dinosaurtand, og fik derfor allerede som meget ung lov til at blive en del af det palæontologiske forskningsmiljø, som jeg havde drømt om hele min barndom. 

Jeg var en heldig skolepige (som det hed sig) – men var det nu bare held? Jeg ville jo være palæontolog allerede længe inden den famøse tand dukkede op imellem mine fingre, og vælger derfor selv at tænke på det som skæbnen der prøvede at give mig noget tilbage som den havde taget…

Da jeg, små 10 år senere, stod som udklækket palæontolog var der dog alligevel noget der manglede. Udgravningerne i hele verden var fantastiske. Dinosaurerne og deres verden var fantastisk. Men der manglede en form for essens – eller kød på knoglerne om man så må sige;-) 

Derfor begyndte jeg at arbejde mere og mere med formidling, og kunne nu bogstavelig talt få lov til at give dinosaurerne kød og blod, og gøre deres verden levende – for mig selv og for andre. Det var meget tilfredsstillende.

Siden er jeg så – igen med skæbnens hjælp – havnet på en magisk eventyr-ø, hvor fossiler skyller ud af snehvide klintepartier – og hvor der laves udstillinger om alle de ting jeg tilfældigvis ved noget om fra min palæontologiske baggrund. Her er myteomspunden og dramatisk natur, og ikke mindst en unik og illustrativ geologi.

Øen hedder Møn – og herfra vil jeg fra nu af engang imellem opdatere denne personlige blog!

Mælkevejen over Møns Klint (Dark Sky Reserve)

Året hvor alle døde, men Bernhard blev født

Så skulle næsten hele Abens år gå, førend jeg fik tid til at skrive mit årlige blogindlæg om årets status.

Livet som småbørnemor til to er lykkeligt, hårdt – og tidskrævende i en grad så skærmtid er blevet degraderet til stjålne øjeblikke (på trods af et helt kalenderår hjemme på barsel!). 

Bernhard kom til verden lige umiddelbart inden Gedens år randt ud, og er (dermed?) det mildeste, roligste væsen man kan forestille sig. 

Ikke som det år der efter hans fødsel kom til at præge kalenderåret 2016, nemlig det skælmske og uforudsigelige Abens år hvor både den globaliserede verden og vores vidensbaserede samfund (måske!) startede sin opløsning!?!?! 

Årets ord blev ”danskhed”, mens andre spidskandidater var ”post-faktuel” og ”fakta-resistens”. 

Alle repræsentanter for kedelige strømninger i en tid hvor idealisme, nationalisme og uvidenhed åbenbart går hånd i hånd, og hvor holdninger på Facebook tilsyneladende er blevet ligestillet med kendsgerninger og videnskabelige fakta. 

Jeg føler mig nu, mere end nogensinde, motiveret for at genoptage mit arbejde med ”scientific literacy”, og det er da trods alt et lyspunkt, når det ellers virker som en uoverskuelig opgave at skulle fortsætte et PhD-projekt efter mere end et års pause, og mere end to års ikke-eksisterende nattesøvn!

At både Brexit, Trump og adskillige ”tilfældige” galskabsterrorhandlinger, finder sted i Abens år hvor kaos og uforudsigelighed er nøgleord, kan vist heller ikke komme bag på nogen (eller er det netop dét det kan?). 

Det er som om den drilagtige abe efterfølger den fredelige ged med vilje – og jeg kan næsten kun se frem til Hanens år der indledes i slutningen af januar, og ifølge kinesisk astrologi er året hvor der ”gales op”: Folk vil tage ”ordet i mund”, demonstrere, og ikke bare fortsat finde sig i tingenes tilstand. 

Jeg håber denne ”galen” vil blive i fornyende kræfters tjeneste, og ikke til fremme for nyopførelser af fæstningsanlæg med mure, voldgrave og skyttetårne omkring nationalstater!

Årets abestreger kom også til udtryk i den perlerække af legendariske mennesker der alle overraskende blev taget fra os i løbet af 2016... 

Jeg behøver ikke nævne dem alle – det har mange gjort før mig – men at min egen mormor, og dermed også den sidste rest af min barndom, pludselig skulle forsvinde, netop op til jul – det samme år som både Bowie, Castro, Prince - og den evige ledsager til mit ungdomshjertes smerte, Leonard Cohen – det kan næsten kun forsvares ved at min lille Bernhard til gengæld også ankom til verden, og dermed indledte en ny tidsalder! 

En tid er nu startet hvor der må skues fremad, og ikke tilbage – såvel i min egen lille familie, som i verden. Jeg håber begge dele kan lykkes, og at både jeg og verden evner at tage ved lære af denne lille, evigt glade og tilfredse, Bernhard, der – modsat sin årvågne søster– trygt stoler på at vi alle sammen vil ham det bedste!

Heldigvis er der intet jeg hellere vil 💙

Tak for valsen, 2016!

Metabegyndelser

I denne tid raser det kinesiske nytår på den anden side af Jorden, og da det efterhånden er blevet en tradition at jeg markerer denne event med et blogindlæg, skal 2015 da ikke halte bagefter. 

Slet ikke når dette nye år, Gedens år, hjemme hos os næsten føles som en længe ventet gæst: Det rolige og harmoniske år, der (som foreskrives af den kinesiske astrologi) altid efterfølger de to hektiske foregående:

Slangens år (2013) med dets kaos, destruktion og skabelse; og Hestens år (2014) med dets store omvæltninger og begivenheder – og altså nu: Gedens år (2015) - året hvor man kan puste ud…

Træged

Dejligt – også selvom de store omvæltninger har været både lykkelige og velkomne i mit - og vores - liv. Mit liv, som i den grad også er blevet ”vores” liv ;-)

Hestens år – altså 2014 – var et stort jubilæumsår, både nationalt og internationalt, især hvad angår krig.

Jeg tænker at grunden til dette, måske kan være at årets kinesiske element var ”træ”, og at ”træhesten”, uden hverken at vide eller ville det i Kina, jo nærmest er blevet et slags ”krigssymbol” her i Vesten, jævnfør den antikke krig, hvis historie vi alle kender her i vores del af verden!

2014 var både 150-året for slaget ved Dybbøl (1864), 100-året for 1. verdenskrigs udbrud (1914) og 75-året for 2. verdenskrigs udbrud (1939). 

Heldigvis var der – dog stadig i krigstemaet – også et mere optimistisk jubilæum – nemlig 25-året for Berlinmurens fald, og dermed afslutningen på den kolde krig (1989).

Denne begivenhed var jeg, med min lille familie, og min lille arbejdsplads, nede og fejre – mens efterårsløvet oplyste Berlin, sammen med tusinder af svævende balloner langs hele murens oprindelige udstrækning.

Det var smukt, og tiltrængt, efter på dét tidspunkt at have været inde i en barselsklokke i adskillige måneder.

Ja, for barselsklokken er vel, mere end noget andet, dét som har udfyldt Hestens år for mig personligt; og der var inde i min ”træhest” heldigvis ikke en krig, men til gengæld en ny begyndelse: En Metabegyndelse!

I 1894 (august) fødtes min oldemor, Meta, som jeg aldrig lærte at kende, fordi hun allerede forlod denne verden igen i 1974 (august) – altså præcis otte år før jeg selv fødtes (også i august).

Da jeg i løbet af Slangens år erfarede at jeg skulle føde et pigebarn i netop august måned, 2014, stod det altså klart at den lille pige ville blive sin helt egen ”Metabegyndelse”.

Hun blev nemlig født i samme måned som både min oldemor Metas 120 års fødselsdag, og hendes 40 års dødsdag. Tilfældigt!?

Ved udgangen af Hestens år, og begyndelsen på Gedens, er min lille pige i hvert fald blevet sin helt egen slags Meta på et halvt års penge, og heldigvis for hende, er ”træhesten” et overmåde (lige som alle de andre!?) positivt stjernetegn at være født i. 

Jeg citerer fra den kinesiske astrologi: Heste er hurtige, stærke og åndfulde, vanskelige at tæmme, med vilde hjerter, som vil give dem mulighed for at forfølge spændende liv.

Deres positive egenskaber er eksempelvis: Ihærdig, foretagsom, ambitiøs, intelligent, venlig, opfindsom, humoristisk, veltalende, mens mennesker der har ”træ” som det styrende element typisk vil være idealistiske, ligefremme, nytænkende og dedikerede.

Træheste er altså ressourcestærke, samarbejdsvillige, problemløsende, sociale, beslutsomme, etisk korrekte og har gåpåmod. Lidt ligesom Metas andet stjernetegn: Løven – fra den vestlige dyrekreds – som også er et socialt, aktivt og ledende tegn. Tilfældigt!?

Den lille Meta er i hvert fald allerede blevet en lille løvinde i vores Hjelmske hestefold, og mon ikke hun en dag også bliver et hurtigløbende(løvende) medlem af generation 2014 – hvordan så siden denne kommer til at finde sin plads i vores, også ret så hurtigløbende, samfund? 

helt lille Meta - hos sin egen oldemor

Så længe træhesten ikke bragte mere krig med sig end krigen mod terror (ikke at det ikke er slemt nok), så tør jeg stadig håbe på at generation 2014 ikke kommer til at opleve efterfølgeren til deres fødselsårs jubilæumskrige!

Vi starter heldigvis med den passive ged, og minder slutteligt om at både terrorangrebet i Paris, og det nys overståede i København, alle fandt sted mens Hestens år stadig sang på sidste vers, eftersom Gedens fredelige år først startede sidste torsdag, d. 19. feb.

Nytårsfejringen varer ved indtil næstkommende torsdag, hvor fuldmånen afslutter det hele med en lanternefest, d. 5. marts, 2015. 

May the peace be with us!

"Gong Xi Fa Cai"

Albanien (Kosova og Montenegro)

Man skulle (stadig) tro jeg holdt af kolde steder...

Efter i vinteren 2011 at have rejst igennem Sibirien, i sommeren 2012 været på Ekspedition på Grønland, og dette års januar (2014), været på kærlighedscruise på Antarktis, skulle man synes at der begyndte at tegne sig et mønster.

Is, sne og ødemarker har tilsyneladende overtaget min hidtidige fascination for regnskove, ørkener og frodige bjerge? Ikke helt. Muligheden for at udforske det kolde har bare ladet vente på sig, og især Antarktis er en meget gammel drøm der først nu er gået i opfyldelse (ligesom kærligheden selv). Men også en anden (dog ikke helt så) gammel drøm er gået i opfyldelse dette år. 

Nemlig drømmen om Albanien!

 

 I 2008, da Kosova løsrev sig fra Serbien, begyndte jeg at læse om baggrund og historik for dette områdes konflikt. Der gik ikke lang tid før Wikipedia sendte mig videre til Albaniens historie – og her blev det først rigtig interessant, opdagede jeg. Jeg læste mig frem til ikke mindre end to forbløffende informationer om dette (for mig indtil da) ukendte lands historie:

 

1) Albanerne nedstammer fra illyrerne – altså de ”oprindelige” europæere som beboede balkanområdet før dels romerne, dels perserne, tyrkerne og ikke mindst slaverne oversvømmede landene og medbragte både religion, sprog og kultur til områdets forskellige folkeslag.

Albanerne var altså de eneste der ikke lod sig trumfe rent sprogligt, og de taler stadig et illyrisk sprog, som er en tidlig gren af indoeuropæisk som, efter sigende, ikke rigtigt er i familie med de andre – ellers meget videreforgrenede – grene (de slaviske, latinske, germanske, indiske eller den græske gren).

Albanerne er dermed også de sidste "efterkommere" efter denne stort set ukendte etniske gruppe af forskellige illyriske stammer, som beboede store dele af Sydøsteuropa igennem hele jernalderen. Man ved ikke meget om dem. De var krigere, de red på heste, og så havde de – sandsynligvis – en gudepanteon som ikke var den samme de forskellige stammer imellem.

Her har fortidens mystik allerede fanget mig, og jeg er ligeglad med at mange af de illyriske artefakter man finder (og ser på Tiranas nationalmuseum) til forveksling ligner nogle der kunne være græske, fordi den hellenske indflydelse selvfølgelig med tiden også gjorde sig gældende – selv overfor de illyriske krigere!

Illyrisk fresko - fra hellensk tid

2) I Albanien er der religionsfrihed, forstået på den måde at der, som det absolut eneste sted i verden (må man gå ud fra) er både kirker og moskéer side om side og over det hele! Gerne én af hver på den helt centrale plads i byen, og ellers spredt ud i stort antal i de forskellige kvarterer.

Minareter og kirkeklokker skiftes til at synge i løbet af dagen, og det er alt sammen så ironisk skruet sammen at Albanien, i 1970érne, erklærede sig for verdens første ateistiske stat (som følge af et (gruopvækkende) kommunistisk styre), og som følge deraf stadig i dag ikke er særlig religiøse, på trods af den store og åbenlyse religiøse diversitet der findes.

Men de har bevaret den religiøse arv – både fra osmannerne (islam), perserne (bekhtashi), romerne (katolicisme) og slaverne (den ortodokse kirke) – bare uden at være dybt religiøse! Man ser eksempelvis stort set ingen tørklæder i gaderne, selvom groft skåret 60% af befolkningen er muslimer i en eller anden afart. De forskellige religiøse og ikke-religiøse grupper tolererer hinanden i en uhørt grad, som er absolut oplivende at sanse og opleve i en verden der ellers i meget af verden karakterises af religiøs intolerance...

På grænsen til Jugoslavien (Serbien) gik det dog tilsyneladende galt med tolerancen, og Kosova-albanerne er nu i gang med at tilkæmpe sig deres gamle tilhørsforhold til Albanien. Det forstår jeg så udmærket at de har lyst til. Folkene i Kosova er jo albanerne, og serberne er både dybt ortodokse og tilmed slavisktalende – hvorfor skulle en illyrisktalende kosova-albaner høre under sådan et serbisk herredømme?

Mig - foran osmannisk bro, moské, samt ortodoks kirke (længst borte) - i Kosova

Men på trods af den heftigt vakte nysgerrighed tilbage i 2008, gik der dog alligevel seks år førend jeg endelig, sammen med min oprindeligt planlagte rejsepartner - Louise - fik taget mig sammen til at bevæge mig ned og besøge det forjættede illyriske rige i sydøst.

Det skulle vi ikke fortryde. Da vi landede i Tirana levede hovedstaden øjeblikkeligt op til den mest stereotype balkandrøm man kan forestille sig. Forfald, skrald, stjålne Mercedes Benz en masse, nedslidte bygninger (faktisk findes der ingen bydele som ikke er nedslidte), og en befolkning som udmærker sig ved en gæstfrihed jeg ikke har oplevet mage til nogle andre steder i verden (og jeg har ellers været forholdsvist vidt omkring!).

Det må absolut være et udtryk for landets uspolerede turiststatus – eller bare den inkorporerede tolerance, som kommer til udtryk som en overvældende hjælpsomhed mod fremmede?

Vi var selvfølgelig på vagt hver eneste gang folk i starten af rejsen tilbød os opofrende tjenester for at lette vores ophold, men måtte hurtigt erkende at ingen faktisk var ude på at snyde os. Vi oplevede en forbløffende ærlighed i forhold til aftalte priser og byttepenge, samt villighed til at køre gratis venskabskørsler, afsætte tid til lange behjælpelige forklaringer eller fremtrylning af store svulstige måltider til os for ingen penge...

Lokal kofte - MAD

Ok, lige det med pengene er også utaknemmeligt, for de albanske lekë (penge) er ikke noget værd, og man kan på en fin restaurant – med jakkesætsklædte tjenere – få en ret for ca. 10 kr. eller et helt måltid for to (inklusive vin og kaffe) for størrelsesordenen 100 kr!

Hvorfor der ikke er flere der rejser til Albanien forstår jeg simpelthen ikke? Men måske ved folk bare ikke hvad man kan se og opleve i dette land – for der er selvfølgelig langt mere end en slidt hovedstad der trækker…

I det sydlige Albanien er der strande og kulturområder der minder om de græske, som de jo også grænser direkte op til. Da vi ikke var på udkig efter et Grækenland nr. 2, hvor lækkert dét ellers kunne synes, så tog vi dog i stedet nordpå, hvor der er illyriske borge, frodige bjerge (jeps, det er jeg nemlig ikke vokset fra), små traditionelle landsbyer og nogle af Europas allerældste byområder.

Bjergene kaldes ”The accursed mountains” og hvis ikke dét navn skulle få én til at få lyst til at tage derop, så ved jeg snart ikke hvad der skulle.

De "forbandet" smukke bjerge!

Turen nordpå blev heller ikke nogen skuffende oplevelse (det ville være synd at sige!).

Vi besøgte en borg som var grundlagt af selveste illyrerne (for ca. 3000 år siden) og siden viderebygget af osmannerne i den tidlige middelalder. Her blev en kvinde, ifølge legenden, muret inde for at murene skulle blive ved at stå – hvorefter hun bad så inderligt om hun ikke måtte få lavet to huller i muren, så hun kunne fortsætte med at amme sit spæde barn ud gennem murfængslet.

Det fik hun lov til, og stadig den dag i dag rinder en mælkeagtig væske ud fra murene, som albanske kvinder valfarter til for at smøre på brysterne, for derved at opnå frugtbarhed og mælkefyldte bryster!

Det gjorde jeg selvfølgelig også, og som vi gik rundt på borgmurene og nød udsigten over bjerge, flod og by (Shkodër) blev den dramatiske himmel pludselig flænget af den klareste regnbue, som ville Rozafa (kvinden i muren) udstyre os med endnu en velsignelse på vores vej op i de forbandede bjerge…

Rozafas Borg i Shkodër - Nordlige Albanien

På vejen dybere ind i disse bjerge valgte vi at sejle med en lille ”færge” op af en særdeles langstrakt sø, med det klareste grønne og genspejlende vand man kan forestille sig -midt i et bjerglandskab. Det var så æstetisk en oplevelse at vi ikke fik lov til at have den for os selv, for et filmhold fra Qatar skulle nemlig lave en dokumentar om Albanien til den arabiske verden, for også at åbne dette områdes turisme for det ukendte land!

De havde (ligesom os) valgt den helt rigtige dag til formålet, for solen bagte ned og gjorde den aprilske barnerumpe til skamme med sine sommervarme stråler. 

Lake Koman - på vej til Valböne

Men selvfølgelig ikke længere end den ene dag! 

For da vi senere på dagen ankom til Valböne, den yndigste lille landsby man kan forestille sig, var bøgen sprunget ud i fuldt lysegrønt flor, frugttræerne blomstrede langs de rustikke kampestenshuse som var nydeligt indeklemt imellem voldsomt stejle bjergsider. Man kunne i det hele taget overhovedet ikke være i tvivl om, at her var det foråret der herskede!

Men ak – april er en barnerumpe – også i Albanien – for da vi vågnede den næste dags morgen var det til lyden af trommende regn på vinduet, foruden et dejligt svulmende morgenmadsbord tilberedt af værtens gamle mor (med bondetørklæde og ikke-eksisterende engelskkundskaber). 

Det rustikke morgenmåltid udgjorde en tiltrængt trøst for at vi nu ikke kunne komme ud og vandre i bjergene, som vi ellers havde tænkt os på denne dag, og vi slog os i stedet til tåls med bøger, ildsted og hyggesnakning i løbet af formiddagen. 

Valböne - 14. april, 2014

Omkring midt på dagen ændrede regnvejret dog karakter – og blev nu til store, hvide fnug som ligeså stille og lydløst, faldt ned i en uendelig strøm over de nyudsprungne bøge og de idylliske huse, som i løbet af få timer blev forvandlet til det smukkeste vinterlandskab jeg har set (ever, tror jeg?).

Sidst på eftermiddagen var der faldet 30 cm sne, og vi var for længst holdt op med at ærgre os over den forhindrede vandretur. Det var uforbeholdent magisk at se den lysegrønne farve dækket af snedyner, og mærke den reneste julestemning brede sig i sindet! 

Valböne - 15. april, 2014

Da vi med vores vært, inden det blev mørkt, vovede os ud for at finde en espressomaskine i et forsamlingshus lidt længere nede af bjerget, og gennem forruden fik vi øje på ulvespor, kunne vi næsten ikke rumme flere albanske gaver! Valböne var et absolut magisk højdepunkt i min rejsekarriere, og vi har på dette ene sted, oplevet hele tre årstider i løbet af to døgn i april måned, 2014.

Stakkels nyudsprungne bøgetræ!

Selvom dette blogindlæg selvsagt handler om Albanien, kan jeg da lige indeklemme som slutbemærkning, at vi selvfølgelig også besøgte Kosova – lige på den anden side af de forbandede (fortryllede?) bjerge!

Det var på samme tid en ganske anderledes oplevelse, fordi meget havde været ødelagt og var blevet genopbygget (og dermed fremstod væsentligt mindre slidt – og faktisk mere vestligt).

Men samtidig var det også meget den samme "albanske" oplevelse – med lige dele minareter og kirkeklokker i lydbilledet, samt ekstremt hjælpsomme mennesker; inklusive et par stykker der kunne genkende os som danskere i gadebilledet, fordi de selv havde boet i Danmark som flygtninge, og kunne høre vi talte dansk!

Man mærkede ligesom under overfladen, at krigen stadig lurede i den mentale tilstand i Kosovas befolkning – men på den positive måde. Som i at ”vi har oplevet noget frygteligt for nylig, men NU bliver alting bedre”.

Morgenstund i Prizren, Kosova

Det var en ret opbyggelig oplevelse at opleve Europas yngste land på dette stadie i sin udvikling! OG så besøgte vi da også Ulcinj i Montenegro en enkelt dag, som er en gammel (tidligere albansk) kystby, der skamløst indbyder sine besøgende til at slikke sol på stranden, spise blæksprutter og friskfanget fisk, mens man nyder solnedgangen over Adriaterhavet (og dermed også kommer til at savne sin kæreste derhjemme ligeså skamløst - akkeja).

Adriaterhavskysten - Ulcinj, Montenegro

Det albanske kulturområde kan anbefales – det tør jeg godt at afsløre – og jeg har absolut fundet mig et nyt yndlingssted, som jeg må genbesøge for at opleve meget mere balkan og flere illyriske/idylliske tryllesteder – hvor tiden snurrer i underlig hastighed, og måske til slut går i stå, så man ville ønske at man havde medbragt sin kæreste på turen når det sker (men det må blive næste gang jeg skal besøge Albanien).

Moské i Shkodër - nordlige Albanien

Klinteslangens år

Et år er gået...

Ikke bare et hvilket som helst år (nu som det jævner!), men mit tredivte år, mit første år i Ødemarke, og et fuldt år med alle årstider intakte (læs: jeg har ikke føjtet omkring i verden og shoppet rundt mellem steder og klimazoner;). 

Jeg har boet i Klinteland, fulgt Klinteskoven fra dens eksplosion af efterårsfarver til dens begravelse i meterhøje snedynger (i den længste og smukkeste vinter landet længe har set). 

Fra dens vidtstrakte dyne af forårets anemonemagi, til bøgen atter sprang ud i al sin allestedsnærværende lysegrønhed - og igennem den dejligste lange solskinssommer landet (også) længe har set… 

Absolut et tilfredsstillende år at være hjemme på. Og nu er jeg tilbage – ved begyndelsen af efterårseksplosionen, og jeg er stadig sulten efter mere: Mere klinteskov, mere svimlende klintekant, mere bondehus – giv mig endnu et år – og ét til, med mange flere solnedgange fra køkkenvinduet…

Da jeg i begyndelsen af dette år, 2013, skrev mit indlæg om slangens år, anede jeg ikke i hvor høj grad det faktisk skulle vise sig at blive et slangeår. Altså et år hvor livet skrider, som klinten gjorde det i april, hvor alting udfordres og vendes på hovedet – og hvor tilværelsen pludselig får nye meninger.

Slangen og trettentallet er både skabelse, fare (uforudsigelighed?) og frugtbarhed (nye begyndelser/kærlighed)- Vandslangen er forløsende. Mere end jeg havde kunnet gisne om da den sneede på vorses stråtage tilbage i februar måned.

Når jeg desuden har kunnet smage afkastet af at bo midt i naturen et helt år, kan jeg kun være taknemmelig for jordens gaver, trods dens betydelige mængder klintekalk - som blåbærbuske eksempelvis ikke kan lide!

Andre vækster er mere hårdføre:
Hjemmelavet hybenmarmelade, hyldebærsuppe, svamperisotto, brændenældesuppe, hyldeblomsterdrik, køkkenhavesalat og hjemmedyrkede gulerødder er det blevet til.

Ødemarke har været gavmild i årets løb, og mus og kat og Sild kan nu også kombineres i en afbalancerende tag-fat(-lyd), så forrådene ikke forsvindende fortæres. TAK!

Øde er marken, marken er mejet
- og årets slange har bidt sig selv i halen… 

I vandslangens år

Når regnen regner på vorses tage…

…så kan vi bruge en vandslange til at regne den lige tilbage i hovedet. 

Det ved ethvert barn af firserne. Og med disse fraser kunne man passende indlede vandslangens år, som netop er trådt i kraft ifølge den kinesiske kalender. Umiddelbart en optimistisk tilgang, som kineserne dog ikke deler – da slanger for dem er noget uhyggeligt og uheldssvangert.

Bangladesh, 2009

Der går rygter om at gravide i Kina har taget fødselsstimulerende midler for at føde deres børn i dragens år, og ikke i slangens.

Store projekter afventer indvielse til det farefulde år er forbi.

De store nytårsfejringer har endda knyttet sig til nuttede, tegneserie-versioner af dyret, frem for de levende kræ - så ondskaben dermed manes bort.

Et pudsigt sammentræf, eftersom vi netop – som bekendt – også er indtrådt i 2013. 

Et ildevarslende tal, som har fremskyndet eksempelvis min kusine til at blive gift sidste sommer, i 2012, frem for i 13. Man kan jo ikke blive gift i et tal med 13, som hun sagde. 

Næh, folk med angst for slanger og uheldige tal får muligvis et udfordrende år! 

For hundrede år siden, da klokken slog 1913, gik verden af lave året efter. 1913 var det sidste år i den gode, gamle verden, før alting blev forandret af en perlerække af krige og oprør. 

Verden skulle aldrig siden blive den samme – og pludselig sidder vi her i en verden hvor ungdom, kvinder og forskellige folkeslag har samme rettigheder som kristne mænd (ok, så tilnærmelsesvist da!). Hvilke varsler kunne vi dog ikke udlægge af det?

Bangladesh, 2009

Om dette skæbnesvangre år er netop udgivet en bog ved navn ”1913”.

Et andet pudsigt sammentræf handler om at både slanger og tallet 13 startede som lykkebringende symboler. 

Slangen var i mange gamle kulturer et frugtbarhedssymbol, og blev dyrket som noget guddommeligt (det fallisk snigende væsen). 

Også i den kinesiske skabelsesmyte var de første mennesker halvt slanger. Dem som skabte alle ting. 

Men i den kristne skabelsesmyte havde de tidlige kristne til gengæld opdaget at slangen dyrkedes som hedensk guddom mange steder (især i randområderne omkring kristendommens vuggested), og den optræder derfor i myten som det onde og luskede der forfører det ligeledes farlige væsen – kvinden – til at handle overilet, og dermed ryger mennesket ud af den hellige have. 

Bangladesh, 2009

Ned i sølet på jorden, til de andre slanger.

Hermed kunne kristendommen på samme tid antyde foragt for de hedenske kultdyrkere omkring dem, og for kvindens svage natur (det virkede!).

13 var i den nordiske mytetradition frugtbarhedsgudinden Frejas tal, og hermed også et helligt og frugtbart symbol. 

13 var i mange kulturer et magisk tal (på linje med 3 og 7), og også derfor ser vi hvorledes det i den kristne fortælling bliver til det onde og uheldige tal: Judas-tallet. 

Ikke ringe midler bliver brugt for at formane de gamle kulturers værdier – ikke mindst frugtbarheden: Den farlige magt der trækker i os alle.

Så derfor sidder vi altså her i dobbeltfrugtbarhed – eller dobbelt-uheld, om man vil?

Måske kan vi bruge dette slangeårs særlige element ”vandet”, til at mildne de hede(nske) kræfter?

Eller måske skulle vi bare tage at regne den regn tilbage i hovedet, og se hvad der bliver af den gode, gamle verden herfra…
Hvor vi står.

Tør vi?

Livsfaseskift (om at fylde 30)

Et begreb der lyder konstrueret, men ikke desto mindre føles som en klokkeklar realitet!

Ikke kun overfor livets ydre rammer, men også de indre rammer synes ændrede - med en forholdsvis pludselig styrke.

At personlighedsskiftet(?) netop er sammenfaldende med min nu top-aktuelle overgang fra 20érne til 30érne, må være en tilfældighed. Eller?

Kan det passe at det sidste årti, så ekstatisk lykkeligt som det har været, alligevel var bundet til en livsfase - nemlig ungdommen(!?!) - selvom den føltes så evig og uforanderlig.

Jeg kunne ikke drømme om at disse frie og mulighedssvangre år ville ændre fokus, og havde i lang tid frygtet den næste fase, hvori samme livsudfoldelser ikke ville være mulige:

Globetrotting, udgravninger, videns- og studieshopping, fordybelse og fest i egen cocktail.

Talrige beruselser, fortryllede møder med mennesker, køn, kulturer og fremmede verdener i verden.

Udlevelse i højeste potens - og frihed til at slippe løs, men altid at have det smukke, gamle kollegium i baghånden. Har jeg fået dét ud af denne frihed, som jeg stræbte efter?

Jovist! Jeg har vist intet forsømt forår at klage over - selvom jeg frygtede det ikke var langt nok - og nu synes pludselig helt andre værdier og prioriteter at være i front.

Praktisk at realitet og behov passer så nydeligt sammen.

Den ungdommelige lykke synes svær at overgå, men mon ikke de nye drømme nærer ligeså store, men ganske anderledes eventyr?

Lykkeligvis kan jeg nu, tilbagelænet fra min gamle skindklædte gyngestol, titte tilbage på de mange allerede opnåede eventyr og sukke fred- og frydefuldt:

(20érne i 20 sætninger)

-At blive palæontolog, og at være palæontolog.

-At se det evige polarlys blive overvundet af tre minutters sommernat, og nordlyset forvrænge en højtflyvende vinternat. At tude til albatrossernes parringsdans på ækvator og til Leonard Cohens ditto i Kongens Have.

-At svømme med pingviner og havskildpadder i Stillehavet, og med isbjerge i en østgrønlandsk fjord. At brække sig af glæde over livet (i det nærmeste havnebassin), og af dansens evighed i en ung Werther.

-At besøge waorani-indianerne i deres kamp for det tabte Amazonparadis, og tsaatan-mongolerne på deres rensdyrrejse i taigaen. At møde en brun bjørn i Californien, og svæve frit mellem fuglene i Caribien.

-At jage med ørne hos kasahkerne i Altai, og fiske med oddere hos bengalerne i Bangladesh. At ofre en skalp (sin egen) fra en præ-inkaruin og en uskyldighed (sin egen?) til en italiensk sten.

-At slå sig ned i Spaniens hovedstad, og et halvt år leve af sangría og tapas. At blive angrebet af et indisk næsehorn fra elefantryg, og flygte fra moskusokser på en arktisk bjergside.

-At kysse med prinser, piger, præstesønner og pr-folk - og se dem alle blive forvandlet til frøer.

-At tisse med Himalaya som baggrund i 6 kilometers højde, og sove med hjemløse sutter på Victoria st, London. At opleve en ørken af sand i Oman, af salt i Bolivia og af kommunikation i Kina.

-At føle luftkrystalliserende kulde i den sibiriske vinter, og hallucinerende hede i det indre Alentejo. At sippe en Martini i Armenien, og se på Ararat uden at kunne se noget.

-At møde en tallerkenneger uden sin tallerken, og en georgisk troldmand uden sin trold. At kende en tjekkisk ridder i Bohemia og en argentinsk tryllekunstner i Barcelona - og vide de begge to stadig findes derude.

-At spise en skorpion i Beijing, og nyde en usammenlignelig god kop kaffe i Etiopien - og i alle tiders yndlings-Portugal.

-At finde en dinosaurtand på Bornholm, og en lykke i et bondehus på Møn (flueben)...

Tak for dét kapitel. Et nyt skal herfra forfattes!
(hvori temaet bliver endog ganske anderledes)

Eliza, 29 - going on 30