Et begreb der lyder konstrueret, men ikke desto mindre føles som en klokkeklar realitet!
Ikke kun overfor livets ydre rammer, men også de indre rammer synes ændrede - med en forholdsvis pludselig styrke.
At personlighedsskiftet(?) netop er sammenfaldende med min nu top-aktuelle overgang fra 20érne til 30érne, må være en tilfældighed. Eller?
Kan det passe at det sidste årti, så ekstatisk lykkeligt som det har været, alligevel var bundet til en livsfase - nemlig ungdommen(!?!) - selvom den føltes så evig og uforanderlig.
Jeg kunne ikke drømme om at disse frie og mulighedssvangre år ville ændre fokus, og havde i lang tid frygtet den næste fase, hvori samme livsudfoldelser ikke ville være mulige:
Globetrotting, udgravninger, videns- og studieshopping, fordybelse og fest i egen cocktail.
Talrige beruselser, fortryllede møder med mennesker, køn, kulturer og fremmede verdener i verden.
Udlevelse i højeste potens - og frihed til at slippe løs, men altid at have det smukke, gamle kollegium i baghånden. Har jeg fået dét ud af denne frihed, som jeg stræbte efter?
Jovist! Jeg har vist intet forsømt forår at klage over - selvom jeg frygtede det ikke var langt nok - og nu synes pludselig helt andre værdier og prioriteter at være i front.
Praktisk at realitet og behov passer så nydeligt sammen.
Den ungdommelige lykke synes svær at overgå, men mon ikke de nye drømme nærer ligeså store, men ganske anderledes eventyr?
Lykkeligvis kan jeg nu, tilbagelænet fra min gamle skindklædte gyngestol, titte tilbage på de mange allerede opnåede eventyr og sukke fred- og frydefuldt:
(20érne i 20 sætninger)
-At blive palæontolog, og at være palæontolog.
-At se det evige polarlys blive overvundet af tre minutters sommernat, og nordlyset forvrænge en højtflyvende vinternat. At tude til albatrossernes parringsdans på ækvator og til Leonard Cohens ditto i Kongens Have.
-At svømme med pingviner og havskildpadder i Stillehavet, og med isbjerge i en østgrønlandsk fjord. At brække sig af glæde over livet (i det nærmeste havnebassin), og af dansens evighed i en ung Werther.
-At besøge waorani-indianerne i deres kamp for det tabte Amazonparadis, og tsaatan-mongolerne på deres rensdyrrejse i taigaen. At møde en brun bjørn i Californien, og svæve frit mellem fuglene i Caribien.
-At jage med ørne hos kasahkerne i Altai, og fiske med oddere hos bengalerne i Bangladesh. At ofre en skalp (sin egen) fra en præ-inkaruin og en uskyldighed (sin egen?) til en italiensk sten.
-At slå sig ned i Spaniens hovedstad, og et halvt år leve af sangría og tapas. At blive angrebet af et indisk næsehorn fra elefantryg, og flygte fra moskusokser på en arktisk bjergside.
-At kysse med prinser, piger, præstesønner og pr-folk - og se dem alle blive forvandlet til frøer.
-At tisse med Himalaya som baggrund i 6 kilometers højde, og sove med hjemløse sutter på Victoria st, London. At opleve en ørken af sand i Oman, af salt i Bolivia og af kommunikation i Kina.
-At føle luftkrystalliserende kulde i den sibiriske vinter, og hallucinerende hede i det indre Alentejo. At sippe en Martini i Armenien, og se på Ararat uden at kunne se noget.
-At møde en tallerkenneger uden sin tallerken, og en georgisk troldmand uden sin trold. At kende en tjekkisk ridder i Bohemia og en argentinsk tryllekunstner i Barcelona - og vide de begge to stadig findes derude.
-At spise en skorpion i Beijing, og nyde en usammenlignelig god kop kaffe i Etiopien - og i alle tiders yndlings-Portugal.
-At finde en dinosaurtand på Bornholm, og en lykke i et bondehus på Møn (flueben)...
Tak for dét kapitel. Et nyt skal herfra forfattes!
(hvori temaet bliver endog ganske anderledes)
Eliza, 29 - going on 30
.JPG)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar