Etiopien (part 3)

Fra Nilens udspring, d. 23. aug. 2010

"Once upon a time, in the mountain vastness, a drawbridge lowered and a white stallion galloped forth from a crystal castle.
On his back was an emperor dressed in gold robes living on a mountain of fire.
Northward the emperor rode, past craggy peaks and terrifying chasms haunted by baboons with bleeding hearts, untill he arrived at a chapel containing the words of God, carved onto stone tablets by Moses.
Above the chapel leered giant obelisks erected in memory of a queen known only as Sheeba, who loved a faraway king named Salomon.
After praying for advice to the Oracle of the Ark of Covenant, the emperor sped forward over mountains where Syrian monks climbed the tails of serpents to build treasure-filled monasteries.
As he rode, the King of Kings turned his head to the left, and off in the far distance he saw the glitter of a desert made of gold.
The riding became harder, the wrinkles of the earth more spectacular still, but the end of the pilgrimage was in sight.
Ahead of the emperor lay the new Jerusalem; the holy city of Lalibela, where Skt. George demanded a team of angels build him a church fit for a slayer of dragons."

Lonely Planet, Introductory section to Northern Ethiopia



Hermed ved enden af vores 13-dages tur til den nordlige del af Etiopien, kan vi faktisk se tilbage på samtlige disse her beskrevne eventyrlige steder (noget af en præstation).

Startende med klippeindhuggede kirker i tågede og bjergomsluttede Lalibela (Etiopiens anden hovedstad, fra 1200-tallet), hvis overvældende arkitektur næsten ikke kan beskrives med ord...


Derefter videre til Aksum, som var den første hovedstad (fra ca. 500 f. til 500 efter kristi fødsel), og et af oldtidens tre store verdensriger.

Her besøgte vi enorme grav-stelaer (obelisker).


(Denne gigant-stela var for stor til nogensinde at blive rejst. Den knak i 400-tallet!)

Dronningen af Sabas mytiske hjemsted, og ikke mindst "Pagtens Ark" som befinder sig her (men som selvfølgelig ikke må beskues af noget dødeligt menneske!!).


(En af verdens helligste kirker - som indeholder Pagtens Ark)

Så mange legendariske hemmeligheder der findes i disse bjerge...

Til sidst "The Camelot of Africa": Gonder, som er den tredje og sidste hovedstad inden Addis; fra 1600-tallet. En solbeskinnet middelalderborgsperle - her lige midt i regn og mudder...


(Et af kongeslottene i Gonder)

For regn kan vi i hvert fald ikke påstå at have undgået i den sidste uges tid. Tager man til Afrika i regntiden beder man måske også selv om det?


I Aksum blev vi overrumplet af en byge af dimensioner. Vi taler om dobbeltstyrke af selv den kraftigste håndbruser derhjemme, og en efterfølgende ankelhøjde-flod ned gennem hele byen (med vandfald og det hele).

Da vi to dage senere skulle på vandring i Simiensbjergene var vores sko stadig ikke tørre!

Men så kunne vi da i det mindste stå der gennemblødte i tordenrumlen og spekulere lidt over vores netop afsluttede ophidsede diskussion om menneskerettigheder og fattigdomsproblematikker.


(Camilla på vejen, som pludselig er blevet til en flod på 30 sekunder)

For hvor skal man egentlig helst putte sine penge hen?

I lommen på den altomslugende håbløshed hos folket på gaden, eller i drikkepengepuljen hos det arbejdende folk, som rent faktisk måske kan have en chance for at bringe pengene videre (til hjulene i landet - måske i sidste ende til de fattige på gaden?).

Et meget svært dilemma imellem moral og fornuft...

På vej fra sted til sted har vi også bevidnet andre historiske steder. Fx slagmarken hvor etioperne slog italienerne i 1895, og hele det område som i vores barndom (=80'erne) var ramt af voldsom sult og tørke. Ikke helt til at forstå nu hvor det hele er grønt og smukt!

Desuden også en forladt falasha-landsby (falasha=etiopiske jøder), idet alle landsbyens beboere blev smuglet med fly til Israel imellem 1985 og 1991. En dont israelerne vist stadig er ualmindeligt stolte over...


Idag er landsbyen beboet af "almindeligt" ortodokse etiopere.

Bavianerne med de blødende hjerter har vi heldigvis også fået lov at møde. I stor stil endda.

I Simiensbjergenes kulde skulle vi ikke vandre langt for at ramle ind i store flokke af hundredevis af disse endemiske aber, med det nøgne bryst (og dermed rødt) istedet for de klassiske nøgne numser som bavianer som regel har.


Disse er også de eneste aber der lever udelukkende af græs.

Bange var de bestemt ikke, så det føltes næsten som om vi var en del af flokken. Hvilken herlighed!


(Hvem er aben?)

Enkelte nattemøder med hyæners røde øjne er det også blevet til - foran bilen - i nogle af de første, og meget lange, kørselstræk vi tog.

Vores chauffør, Tesfaye, er blevet en rigtig guttermand for os.

Det var en svær, men også god, beslutning at vælge at tage med egen chauffør og bil rundt i hele landet. For efter at have været øjenvidner til adskillige daglige trafikulykker af den rigtig, rigtig slemme slags, syntes vi - med vores korte tid til rådighed - at det var den bedste og sikreste løsning.

Vi følte os heldigvis også allerede glade for og sikre ved Tesfaye, som vi havde lært at kende i den første uge nede i Syden og det varme "rigtige"Afrika i Omo-dalen. Prisen afgjorde sagen!

I forgårs hvor det var lørdag, og der var præcist en uge til min fødselsdag, overraskede Tesfaye mig med at have bestilt en fødselsdagssang og et stearinlys til mig, på baren hvor vi tog os en drink.

Jeg havde ikke engang fortalt ham at det snart var min fødselsdag (men det havde Camilla vist nok!!). Var det dog ikke sødt?


(Tesfaye køber ananas til os - i store mængder)

Nu er der to dage til hjemkomst til Danmark, og vi har tilbragt de sidste to dage i Bahir Dar - med at besøge Nilens udspring (endnu et af Afrikas legendariske spots som viste sig at befinde sig i Etiopien);


...vandre i solskinshede hen til samme Blå Nils enorme og vandfyldte vandfald (endnu vildere nu i regntiden), og med sejlture på Lake Tana - som er en sø spættet med øer og halvøer med utallige hellige, gamle og nye, klostre.


(Julie, på vej ned fra klosterbesøg...)

Ganske særlige øer med jungle som vi ikke har set det andre steder på vores færd, foruden de særlige helligdomme og fuglerigdomme.


(En enkelt fiskeørn kunne det da også blive til)

16 dages faste er desuden forbi, så igår fejrede alle ortodokse etiopiere, inklusive Tesfaye (og os!), Marias himmelfart med en overdådig overflod af kød og gedeslagtninger overalt i gadebilledet.

En sitrende forløsning i stemningen, og vi kan nu derfor tage hjem med god samvittighed - og fyldte maver - med krop og sind i bero.

Til Danmark det går...

Etiopien (part 2)

Hvorfor Etiopien? D. 14. aug. 2010

Netop ankommet til Lalibela - Etiopiens absolutte højdepunkt, og verdens andet Jerusalem. Bygget af engle i 1200-tallet (men meget mere om det senere)...


(På vej ind i Lalibela)

Vi er allerede omsluttede af højlandsmagi, så jeg får lyst til at gyde nogle flere ord udover jer. Jeg skal nemlig alligevel sidde og vente på at Camilla kigger på ny lejlighed på meget langsom forbindelse;)


Den opmærksomme facebook-bruger vil måske have bemærket at jeg, umiddelbart inden afgang, erklærede ligeså godt at have kunne befundet mig i 2002?

Skønt denne status havde en ganske anden årsag, kunne jeg ikke lade være med at studse over det i flyveren, da det pludselig slog mig hvad det egentlig var der oprindeligvist havde fået mig til at vælge Etiopien i stedet for et hvilket som helst andet afrikansk land.

Jeg måtte faktisk næsten le da jeg kom i tanke om det...

For det var nemlig hverken Lucy eller tallerkennegrene der var drivkraft i min vinterskøre beslutning for et halvt års tid siden, men derimod at:

Etiopien er et ganske unikt (afrikansk) land, idet de som de eneste stadig benytter det julianske kalendersystem (som vi også brugte i Europa i middelalderen), hvilket betyder at Etiopien befinder sig i 2002 indtil d. 11. september (altså næste måned), hvor de skifter til 2003!!!


Derudover har de (ligesom en del andre afrikanske lande) et andet klokkesystem, hvor klokken er 1 ved solopgang, 6 ved frokosttid, og dermed 12 ved aftensmadstid. Det gør alting temmelig forvirrende, men heldigvis kender de fleste etiopere også til både europæisk tid og kalender, og er vant til at bruge dem.

Jeg må også indrømme at det afrikanske klokkesystem er langt mere logisk end vores, men det er måske ikke helt lige så smart i lande med skiftende dagslængder!!

Udover Tanzania kan jeg desuden ikke komme i tanke om andre afrikanske lande der ikke har et kolonisprog som deres officielle sprog.
Amharisk er et semitisk sprog (med eget alfabet) som nedstammer fra det ældgamle sprog Geez - som de hellige skrifter er skrevet på, og som stadig bruges af nogle af præsterne i de ældgamle kirker (meget mere om dem senere).

Vores ven, Wako, læser avis skrevet med amhariske bogstaver)

Det hænger selvfølgelig sammen med at Etiopien også er det eneste afrikanske land der har undgået kolonisering, og derved er symbolet på hele det uafhængige Afrika. Hvad især Rastafari-bevægelsen jo som bekendt har dyrket.

The "motherland" (en meget passende betegnelse for landet hvor selveste menneskeheden rent faktisk opstod). Rastaerne har derfor deres afro-hovedstad (Sheshemene) her, som vi kørte igennem på vej hjem fra Awasa.


(Det er også derfor det etiopiske trefarvede flag har været inspiration til de utallige andre rød-gul-grønne flag der nu er poppet op overalt i Afrika!)

Udover deres amhariske nationalsprog har Etiopien også et par og firs yderligere (stamme)sprog, og mindst ligeså mange dialekter oven i hatten (men det er vist meget typisk for Afrika).


Deres meget tidlige kristendom, som er beslægtet med den koptiske (og den armenske) kirke var også en stor del af grunden til at jeg valgte netop denne destination - også selvom det er en alt for stor mundfuld til en lille måned, og vi umuligt kan nå det hele.

Godteposen (og afstandene) er simpelthen for stor(e).

Den etiopiske kirke indeholder nemlig, foruden gamle jødiske træk, også stadig Enoks bog som en del af deres bibel, og da denne altid har været min yndlingsbibelsskrift (sådan en skal alle jo have!), fordi den beskriver englene og deres hierakier og gang på jorden, var dette også en anden drivkraft - og alt dette (religiøse især) var selvsagt grunden til at søde Julie slet ikke kunne holde tanken ud om at jeg skulle hertil uden hende.


(De har da også nogle temmelig underholdende kirkemalerier, synes jeg!)

Derfor sidder vi her idag: Julie, Frederik, Camilla og jeg - og jeg (og jeg!) kunne ikke være gladere for mit valg.

Etiopien (part 1)

This time for Africa, d. 10. aug. 2010

Hermed et par veltilfredse grynt efter en uge med mave og hoved fyldt til bristepunktet med nye indtryk og behageligheder i Etiopien - dog ikke uden lidt krydderi af bristede illusioner og beskæmmende kampe om griskhed. Kan det mon undgås i en rejse til verdens tabte kontinent?

Det er min første rejse hertil, og symbolsk fulgt af Shakira-rytmer og søde minder om en global VM-sommer i Afrika og optimismens tegn. Jeg måtte næsten klemme en tåre da hun første gang bragede ud af bilradioen på en regnfuld palmestrækning.

Vores illusioner brast da vi, efter 14+7 timers køretur ned på savannen i syd (Omo-dalen), ville besøge Mursi-folket (tallerkennegrene), hvilket viste sig at være en umulighed uden at deltage i foto-masse-prostitution, betydende at mursierne, allerede da vi mødte dem i markedsbyen (Jinka), stillede sig demonstrativt op for at afkræve os billeder af deres hængende og skamferede underlæber, og betaling for samme.

(Mursi-kvinder - med plads til tallerkner)

Vi opsnappede nys om at hvis vi besøgte dem i deres landsbyer uden for byen ville det blot blive en halv times helvede, og på ingen måde det intense besøg hos et savanne-naturfolk som vi havde håbet.

Vi besluttede os derfor for at vi ikke ville kunne holde tanken ud om at deltage i yderligere kulturskamfering af disse folk, og måtte forlade Jinka igen uden at have foretaget vores besøg.
Til gengæld kunne vi forlade Omo med i hvert fald en vis portion stolthed i behold.


Frederik smiler overbærende til mig, og siger at jeg må prøve at tøjle min evindelige søgen efter nomader.

Men min nomadesjæl bløder over at se disse mennesker forsumpe i alkohol og turistprostitution - med savl ned af hagen fordi en tallerken-tom underlæbe ikke kan beskytte mod hverken dette, eller mod undermundens fortænder - som derfor ofte må fjernes.
Det er et tragi-absurd syn!

Vi skal dog ikke klage, for vi har alligevel fået vores del af intense savanneoplevelser, inklusive zebraer, bavianer, flodheste, GIGANTISKE nilkrokodiller, og endda den monogame Gunthers dik-dik (findes den slags virkelig!?), samt tukaner, næsehornsfugle og marabou-storke i massevis.


Da vi spottede den første bavianflok foran bilen måtte Camilla hvine højt af begejstring, og det forstår man jo godt, for flokken var anført af den flotteste hanbavian med svulmende nøgen bagdel. Et syn for guder:)

Hver eneste tissestop har været en ny oplevelse af lyde, dufte og vegetation som ligner intet andet jeg har set på nogle andre kontinenter. Man kan blive helt høj af palmehytter og rød lerjord.


Vi fik da også besøgt en landsby af Ari-stammen, som gladeligt inviterede os på kaffe-ceremoni i deres trange og børnefyldte stråhytte (fik vi nævnt at kaffen stammer fra Etiopien?), og på deres hjemmedestillerede areke-brændevin.


(Fyren her syntes nu vist at vi var lidt for fremmedartede...)

For dem (og i øvrigt også for de fleste andre indfødte her), var vi det mest spændende i hele verden. Vi ser faktisk ikke rigtigt andre hvide, så det er klart at de råber, skriger, danser og smiler, det bedste de har lært, når vi kommer forbi med vores svulmende pengepunge.

Lige nu befinder vi os i Awasa, lige midt i Rift Zonen, som i dette tilfælde er fyldt op af en flodhestefyldt ferskvandssø, som har udstyret os med friskfanget fisk til morgenmad.
Om lidt skal vi besøge et børnehjem hvor Camillas veninde har arbejdet, og vi har gaver med og glæder os.


Derefter hjem til Addis Abeba, som i forhold til Calcutta er en dans på roser, og i forhold til Bangladesh en mennesketom boulevard!

Det siger dog ikke så meget, så vi må også indrømme at Addis er en kaotisk bombe af mennesker og biler, og at luften er tynd og sort af os, som går lige i lungerne og besværliggør kroppens frie bevægelighed.

(View of Addis)

Det gør dog ikke spor, idet Etiopiens ultra-korte italienske herredømme, har udstyret landet med kvalitets-espresso-maskiner både i hovedstaden, og også helt ud i de yderste afkroge af nationen.

En helt uhørt detalje fra et U-land, som bliver nydt i fulde drag hver eneste morgen.

Vi siger tak til Italien (!!!).

De kulinariske oplevelser er gået lige i maven.Frederik og jeg er helt kulrede med den lokale sure injera-pandekage, som spises med alverdens lækkerier ovenpå, men som Camilla og Julie dog ikke er så glade for (hvilket besværliggør deres madbestillinger betydeligt hver eneste dag).


(Det ser da lækkert ud, ikke sandt?)

Frederiks store begejstring for lokal mad fik ham endda til at gå amok i deres traditionelle ret med råt kød allerede den allerførste dag, hvad han dog også blev straffet for (og os andre for den sags skyld), hele den efterfølgende nat! Vores afsides hul i jorden blev flittigt besøgt den nat til stor morskab for os andre...

Min sidste kommentar til Etiopien for denne gang, handler om mit møde med en meget berømt, og meget gammel, dame: Den fantastiske Lucy - med sine 4 millioner år på bagen, ligger og hviler sig på nationalmuseet i Addis.

Hun ligger der sammen med Ardi (den ældste hominid nogensinde fundet), og de er begge fundet her til lands.

Jeg blev slået omkuld af palæontologiens vingesus og gik, da de andre var færdige med museet, alene tilbage til Lucy og tilbragte et par kvalitetsøjeblikke sammen med hende, mens vi sammen stirrede op på himlen med diamanter.

(Me and Lucy - looking at the sky with diamands)

Julie og jeg fik heldigvis også igår insisteret på at vi besøgte nogle 4 tusinde år gamle stensætninger med ansigts- og fallosingraveringer. Endnu et fantastisk (og ubesøgt) arkæologisk site.

På trods af de andres lettere modvilje, så blev dette besøg dog også peppet op af en lille hanfugl med en hale tre gange så lang som ham selv, som ihærdigt lavede den mest iltre og sjove parringsdans mod en ubetydelig grålig hunfugl af samme slags, i den fulde udstrækning af tiden vi var der (jeg kunne faktisk næsten ikke koncentrere mig om stenene fordi han gjorde sig så meget til).

(Bemærk den lille fugl der sidder på den mellemste "fallos")

Etiopien er bombe af muligheder, som er umulige at favne til kompletion. Men vi nyder og nyder og nyder - og oplever og oplever og oplever.

Snart vil vi bevæge os mod nord. På genhør!