Hermed et par veltilfredse grynt efter en uge med mave og hoved fyldt til bristepunktet med nye indtryk og behageligheder i Etiopien - dog ikke uden lidt krydderi af bristede illusioner og beskæmmende kampe om griskhed. Kan det mon undgås i en rejse til verdens tabte kontinent?
Det er min første rejse hertil, og symbolsk fulgt af Shakira-rytmer og søde minder om en global VM-sommer i Afrika og optimismens tegn. Jeg måtte næsten klemme en tåre da hun første gang bragede ud af bilradioen på en regnfuld palmestrækning.
Vores illusioner brast da vi, efter 14+7 timers køretur ned på savannen i syd (Omo-dalen), ville besøge Mursi-folket (tallerkennegrene), hvilket viste sig at være en umulighed uden at deltage i foto-masse-prostitution, betydende at mursierne, allerede da vi mødte dem i markedsbyen (Jinka), stillede sig demonstrativt op for at afkræve os billeder af deres hængende og skamferede underlæber, og betaling for samme.
(Mursi-kvinder - med plads til tallerkner)Vi opsnappede nys om at hvis vi besøgte dem i deres landsbyer uden for byen ville det blot blive en halv times helvede, og på ingen måde det intense besøg hos et savanne-naturfolk som vi havde håbet.
Vi besluttede os derfor for at vi ikke ville kunne holde tanken ud om at deltage i yderligere kulturskamfering af disse folk, og måtte forlade Jinka igen uden at have foretaget vores besøg.
Til gengæld kunne vi forlade Omo med i hvert fald en vis portion stolthed i behold.
Frederik smiler overbærende til mig, og siger at jeg må prøve at tøjle min evindelige søgen efter nomader.
Men min nomadesjæl bløder over at se disse mennesker forsumpe i alkohol og turistprostitution - med savl ned af hagen fordi en tallerken-tom underlæbe ikke kan beskytte mod hverken dette, eller mod undermundens fortænder - som derfor ofte må fjernes.
Det er et tragi-absurd syn!
Vi skal dog ikke klage, for vi har alligevel fået vores del af intense savanneoplevelser, inklusive zebraer, bavianer, flodheste, GIGANTISKE nilkrokodiller, og endda den monogame Gunthers dik-dik (findes den slags virkelig!?), samt tukaner, næsehornsfugle og marabou-storke i massevis.
Da vi spottede den første bavianflok foran bilen måtte Camilla hvine højt af begejstring, og det forstår man jo godt, for flokken var anført af den flotteste hanbavian med svulmende nøgen bagdel. Et syn for guder:)
Hver eneste tissestop har været en ny oplevelse af lyde, dufte og vegetation som ligner intet andet jeg har set på nogle andre kontinenter. Man kan blive helt høj af palmehytter og rød lerjord.
Vi fik da også besøgt en landsby af Ari-stammen, som gladeligt inviterede os på kaffe-ceremoni i deres trange og børnefyldte stråhytte (fik vi nævnt at kaffen stammer fra Etiopien?), og på deres hjemmedestillerede areke-brændevin.
(Fyren her syntes nu vist at vi var lidt for fremmedartede...)
For dem (og i øvrigt også for de fleste andre indfødte her), var vi det mest spændende i hele verden. Vi ser faktisk ikke rigtigt andre hvide, så det er klart at de råber, skriger, danser og smiler, det bedste de har lært, når vi kommer forbi med vores svulmende pengepunge.
Lige nu befinder vi os i Awasa, lige midt i Rift Zonen, som i dette tilfælde er fyldt op af en flodhestefyldt ferskvandssø, som har udstyret os med friskfanget fisk til morgenmad.
Om lidt skal vi besøge et børnehjem hvor Camillas veninde har arbejdet, og vi har gaver med og glæder os.
Derefter hjem til Addis Abeba, som i forhold til Calcutta er en dans på roser, og i forhold til Bangladesh en mennesketom boulevard!
Det siger dog ikke så meget, så vi må også indrømme at Addis er en kaotisk bombe af mennesker og biler, og at luften er tynd og sort af os, som går lige i lungerne og besværliggør kroppens frie bevægelighed.
(View of Addis)Det gør dog ikke spor, idet Etiopiens ultra-korte italienske herredømme, har udstyret landet med kvalitets-espresso-maskiner både i hovedstaden, og også helt ud i de yderste afkroge af nationen.
En helt uhørt detalje fra et U-land, som bliver nydt i fulde drag hver eneste morgen.
Vi siger tak til Italien (!!!).
De kulinariske oplevelser er gået lige i maven.Frederik og jeg er helt kulrede med den lokale sure injera-pandekage, som spises med alverdens lækkerier ovenpå, men som Camilla og Julie dog ikke er så glade for (hvilket besværliggør deres madbestillinger betydeligt hver eneste dag).
(Det ser da lækkert ud, ikke sandt?)
Frederiks store begejstring for lokal mad fik ham endda til at gå amok i deres traditionelle ret med råt kød allerede den allerførste dag, hvad han dog også blev straffet for (og os andre for den sags skyld), hele den efterfølgende nat! Vores afsides hul i jorden blev flittigt besøgt den nat til stor morskab for os andre...
Min sidste kommentar til Etiopien for denne gang, handler om mit møde med en meget berømt, og meget gammel, dame: Den fantastiske Lucy - med sine 4 millioner år på bagen, ligger og hviler sig på nationalmuseet i Addis.
Hun ligger der sammen med Ardi (den ældste hominid nogensinde fundet), og de er begge fundet her til lands.
Jeg blev slået omkuld af palæontologiens vingesus og gik, da de andre var færdige med museet, alene tilbage til Lucy og tilbragte et par kvalitetsøjeblikke sammen med hende, mens vi sammen stirrede op på himlen med diamanter.
(Me and Lucy - looking at the sky with diamands)Julie og jeg fik heldigvis også igår insisteret på at vi besøgte nogle 4 tusinde år gamle stensætninger med ansigts- og fallosingraveringer. Endnu et fantastisk (og ubesøgt) arkæologisk site.
På trods af de andres lettere modvilje, så blev dette besøg dog også peppet op af en lille hanfugl med en hale tre gange så lang som ham selv, som ihærdigt lavede den mest iltre og sjove parringsdans mod en ubetydelig grålig hunfugl af samme slags, i den fulde udstrækning af tiden vi var der (jeg kunne faktisk næsten ikke koncentrere mig om stenene fordi han gjorde sig så meget til).
(Bemærk den lille fugl der sidder på den mellemste "fallos")Etiopien er bombe af muligheder, som er umulige at favne til kompletion. Men vi nyder og nyder og nyder - og oplever og oplever og oplever.
Snart vil vi bevæge os mod nord. På genhør!
.JPG)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar