lørdag den 12. juni 2010

Iberia

Med min rejselystne sjæl, kan det være svært at vælge at rejse et velkendt sted hen – når der nu er så mange nye rejsemål rundt omkring i verden.

Min nysgerrighed er simpelthen for stor, selvom jeg har elsket og bedåret langt de fleste af de steder jeg har besøgt.

Men da min, også rejselystne, veninde spurgte mig hvordan det kunne være at jeg – med alle mine mange rejser – ikke havde fundet det ene sted som jeg elskede, og bare måtte vende tilbage til (som hun selv havde det med Indien), kunne jeg alligevel høre mig selv svare: ”Den Iberiske Halvø! Iberia må være dét specielle sted”.

Hvor ueksotisk det end lyder at vælge en lokalitet i Europa, så er det givetvis endda en del af grunden.

Tilpas geografisk tæt på til at komme jævnligt. Tilpas mentalt tæt på til at kommunikere ligesindet med folk. Tilpas fremmedartet til at føle sig langt væk under fremmede himmelstrøg, og tilpas tilbagelænet til at glemme nordens stress og punktlighed.

Desuden så velsignet med sol, varme og nydelsesmidler i alle afskygninger, at man føler sig omgærdet af vellyst det meste af tiden: (port)vin, ost, pølse, oliven, fyldig kaffe(!), kager(Portugal) og alt godt fra havet (foruden selvfølgelig tilstedeværelsen af dinosaurer i form af både knogler og sporserier i stort antal).

En særlig detalje jeg har lagt mærke til at jeg især sætter pris på (hovedsagligt i Portugal), er appelsin- og citrontræerne, der altid bærer frugter eller velduftende blomster. Hvilken herlighed! Jeg nynner igen og igen Sebastians Lola-vise:

Under orangetræet vasker hun tøj af katun? Åh, ja under orangetræet vasker hun tøj af katun. Hun har to grønne øjne og stemmen er violet. Ay ay ay elskovslyst. Under orangetræet i blomst”.

Først for nyligt er det gået op for mig at denne tekst rent faktisk er oversat fra spansk, oprindeligt skrevet af ingen ringere end: Federico García Lorca.

Lorca: En af mine yndlingspoeter (af mange grunde), fik en tragisk skæbne under den spanske borgerkrig, hvor han blev henrettet af fascisterne på grund af sin seksuelle orientering. Homoseksuelle hørte ikke hjemme i Francos Spanien.

Jeg har først for relativt nyligt stiftet bevidst bekendtskab med hans værker, men allerede da havde hans person en særlig plads i mit hjerte.

Han har skrevet den oprindelige tekst – ikke kun til Sebastians ”Lola” og Savage Roses ”Balladen om den store hest som ikke ville drikke” (en flamencoballade), men også til Cohens ”Take this Waltz” én af de mest smertefulde sange jeg kender (og rammen for en dyster-skøn bryllupsseance jeg har i hovedet – en af dem hvor alle følelser kolliderer og bliver ét, uanset fortegn).

Hans statue står på Plaza de Santa Ana, min yndlings sangría-plaza fra studietiden i Madrid, OG han havde øjensynligt et seksuelt forhold til Salvador Dalí – den skøreste af skøre malere fra Spanien.

Salvador Dalí: Manden med sten-ansigt og det skøre overskæg som springer i øjnene ligegyldigt hvor man støder på hans billede.

Besøgte hans museum i Barcelona i sidste uge, og må igen og igen forundres over denne mands heftige facade, kombineret med en dyb psykologisk (eller blot forvrænget?) forståelse for menneskets væsen.

Hans klassiske fremstilling af mennesker bestående af skuffer (kunne det være mere rigtigt?), af ure som smelter (for findes tid egentlig?), og af menneskekroppe og læber i underlige dimensioner og positioner. Syrede ørkenlandskaber og former.

Ser man fotografier af Dalí i naturen (og dem er der en del af), tænker man først at hans dramatiske fremtoning passer perfekt til de dramatiske klippekyster han har valgt at posere på. Men kigger man i længere tid, ser man at hans person på ingen måde passer ind i naturen som fænomen. Han er et kunststykke. Et stykke mandfolk som hører hjemme i en flamboyant facadeverden.

Denne facadeverden er både fascinerende – og skræmmende. Ligesom hans person.

Jeg kan ikke sige at det er på grund af disse to personligheder at jeg elsker Spanien, men den Iberiske Halvø har uden tvivl fostret mange spændende personligheder gennem tiden.

Foruden flamenco, tyrefægtning, fado, tapas og sangría, elsker jeg sproget: Spansk som jeg taler og forstår (så nogenlunde), og portugisisk som lyder så uendeligt fantastisk.

Mine faglige relationer er også vigtige – i kraft af mit halve års studietid på universitetet i Madrid, og mit specialeprojekt som foregår delvist i Portugal med portugisisk vejleder, har jeg fået en hel ny familie som jeg er taknemmelig for. Familien Mateus i Lourinhã, som tager så umådeligt godt imod mig hver gang jeg er her.

Iberia er min anden baggård, og jeg nok blive ved og blive ved at vende tilbage...

Tæller jeg efter har jeg faktisk allerede tilbragt mere end et år sammenlagt på denne halvø. Fordelt over 9 besøg i Spanien, og 5 i Portugal (til tider kombineret, og til tider lange ophold). Jovist. Baggård med fordele.

http://www.youtube.com/watch?v=gNL_yKh5QmQ
(Nana del Caballo Grande - Balladen om den store hest der ikke ville drikke - fremført af Camaron de la Isla: Spaniens største flamencosanger)

torsdag den 10. juni 2010

The letting go

(muligvis en illusion)

Så er jeg atter havnet i Luso-paradisia.
(aka Lourinhã/Portugal).

Efter et par hurtige flyveture, først til Barcelona og derefter til Lisboa, er jeg også endnu engang blevet mindet om hvorfor følelsen af at lette i en flyvemaskine er en af mine absolutte yndlingsfornemmelser.

Den frydefulde fart-kriblen i maven, kombineret med følelsen af at give totalt slip på alt hvad der måtte ligge af frustrationer på landjorden (som oftest den danske landjord). Frustrationer er der vel altid nok af, og jo større de er - jo mere tilfredstillende "the letting go".

At denne muligvis er en illusion kunne ikke siges bedre af Bonnie Prince Billy, men som oftest hjælper det dog at lægge alting bag sig, omend bare for en tid - hvorefter man kan vende tilbage senere med fornyede kræfter.

Hvor ofte har jeg ikke "lettet" fra Danmark med denne strategi. Akke ja. Denne gang var der nu ikke de store frustrationer at lægge bag sig, men selv da er følelsen overvældende. Stress og jag har da også denne gang været pågående inden afgang. En obligatorisk medfølge af afrejser tror jeg.

Ankomst til Dino-Paradis og Simãos landidyl er nu heller ikke nogen dårlig motivation for at skubbe hverdags-Danmark fra sig. En pudsig psykologisk detalje, idet jeg for to uger siden på ingen måde kunne overskue at skulle forlade København, og de mennesker der hører til dér.

En process der også synes obligatorisk. I hvert fald har jeg været igennem disse samme mønstre snart utallige gange. Så forudsigelig man er...

Selve flyveturen indeholder da også sine meditative elementer. Det er en unik mulighed for at betragte verden (hele vores biosfære) udefra/oppefra. Jeg er netop gået igang med Jane Poynters "The Human Experiment".

Et stykke litteratur der beskriver den "falske" biosfære (Biosphere 2) som blev bygget i Arizonas ørken i firserne, for at teste funktionaliteten af en sådan "verden-i-verden-kuppel", hvis man en dag skulle gøre det samme på Mars. Systemet måtte altså være 100% aflukket fra omverdenen, og 100% bæredygtigt. Ikke kun i produktion af afgrøder og mad, men også i produktion af ilt til atmosfæren (alger), energi til det maskineri der nu måtte være (bæredygtigt energi) og opretholdelse af det økosystem man havde opbygget med nøje udvalgte organismer.

En virkelig spændende byggeprocess, udført i 70érne og 80érne af en interessant blanding af biologer, fremtidsforskere, eventyrere, meditations-hippier og space-engineers.

Men hvad der var ligeså interessant i dette eksperiment, var hvordan 8 mennesker (fire af hvert køn), reagerede på at være isolerede inde i "Biosphere 2" i to hele år (fra 1991 til 1993). Hvilken grad af vanvid der opstår i kølvandet på komplet udelukkelse fra verden, og intimt samvær med kun ganske få medmennesker (under pres) i længere tid.

Alt dette har jeg stadig til gode i bogen, og hvis vi virkelig en dag skal sende mennesker til Mars for at leve, vil jeg da også tro at selve udvælgelses-processen af deltagere vil blive umådeligt kompliceret (men spændende). For hvilken kombination af menneskelige egenskaber vil egentlig være den bedste til at opbygge en helt ny verden, og derefter klare at overleve i den?!?

Motivationen til at læse denne bog nu, var det beslægtede eksperiment der netop er påbegyndt i Rusland i sidste uge. Dette eksperiment vil teste menneskers evne til at klare rejsen til Mars. Denne rejses varighed, hvis jeg husker ret, er også på omkring to år. Forskellen på de to astro-udfordringer er altså at kosmonauterne i sidstnævnte vil befinde sig i nogle størrelsesmæssigt beskedne fartøjer - ligeledes bæredygtige i alle former for forbrug - i hele perioden.

I en virkelig Mission to Mars må man forestille sig at de to eksperimenter i forlængelse af hinanden, samt en eventuel hjemrejse, vil drive folk endnu mere til vanvid.

En "letting go" af dimensioner!

Mon planeten Jorden mon nogensinde igen bevæger sig ind i en ny space-æra, som den vi oplevede i 60érne (jeg glæder mig)?

Alt det og meget mer´ kan man altså passende filosofere over når man befinder sig i luftrummet, langt over jordens overflade (især en smuk dag som forleden, hvor udsynet er fantastisk, og biosfæren synes lille og overskuelig).

May the force be with us...