Min nysgerrighed er simpelthen for stor, selvom jeg har elsket og bedåret langt de fleste af de steder jeg har besøgt.
Men da min, også rejselystne, veninde spurgte mig hvordan det kunne være at jeg – med alle mine mange rejser – ikke havde fundet det ene sted som jeg elskede, og bare måtte vende tilbage til (som hun selv havde det med Indien), kunne jeg alligevel høre mig selv svare: ”Den Iberiske Halvø! Iberia må være dét specielle sted”.
Hvor ueksotisk det end lyder at vælge en lokalitet i Europa, så er det givetvis endda en del af grunden.
Tilpas geografisk tæt på til at komme jævnligt. Tilpas mentalt tæt på til at kommunikere ligesindet med folk. Tilpas fremmedartet til at føle sig langt væk under fremmede himmelstrøg, og tilpas tilbagelænet til at glemme nordens stress og punktlighed.
Desuden så velsignet med sol, varme og nydelsesmidler i alle afskygninger, at man føler sig omgærdet af vellyst det meste af tiden: (port)vin, ost, pølse, oliven, fyldig kaffe(!), kager(Portugal) og alt godt fra havet (foruden selvfølgelig tilstedeværelsen af dinosaurer i form af både knogler og sporserier i stort antal).
En særlig detalje jeg har lagt mærke til at jeg især sætter pris på (hovedsagligt i Portugal), er appelsin- og citrontræerne, der altid bærer frugter eller velduftende blomster. Hvilken herlighed! Jeg nynner igen og igen Sebastians Lola-vise:
”Under orangetræet vasker hun tøj af katun? Åh, ja under orangetræet vasker hun tøj af katun. Hun har to grønne øjne og stemmen er violet. Ay ay ay elskovslyst. Under orangetræet i blomst”.
Først for nyligt er det gået op for mig at denne tekst rent faktisk er oversat fra spansk, oprindeligt skrevet af ingen ringere end: Federico García Lorca.
Lorca: En af mine yndlingspoeter (af mange grunde), fik en tragisk skæbne under den spanske borgerkrig, hvor han blev henrettet af fascisterne på grund af sin seksuelle orientering. Homoseksuelle hørte ikke hjemme i Francos Spanien.
Jeg har først for relativt nyligt stiftet bevidst bekendtskab med hans værker, men allerede da havde hans person en særlig plads i mit hjerte.
Han har skrevet den oprindelige tekst – ikke kun til Sebastians ”Lola” og Savage Roses ”Balladen om den store hest som ikke ville drikke” (en flamencoballade), men også til Cohens ”Take this Waltz” én af de mest smertefulde sange jeg kender (og rammen for en dyster-skøn bryllupsseance jeg har i hovedet – en af dem hvor alle følelser kolliderer og bliver ét, uanset fortegn).
Hans statue står på Plaza de Santa Ana, min yndlings sangría-plaza fra studietiden i Madrid, OG han havde øjensynligt et seksuelt forhold til Salvador Dalí – den skøreste af skøre malere fra Spanien.
Salvador Dalí: Manden med sten-ansigt og det skøre overskæg som springer i øjnene ligegyldigt hvor man støder på hans billede.
Besøgte hans museum i Barcelona i sidste uge, og må igen og igen forundres over denne mands heftige facade, kombineret med en dyb psykologisk (eller blot forvrænget?) forståelse for menneskets væsen.
Hans klassiske fremstilling af mennesker bestående af skuffer (kunne det være mere rigtigt?), af ure som smelter (for findes tid egentlig?), og af menneskekroppe og læber i underlige dimensioner og positioner. Syrede ørkenlandskaber og former.
Ser man fotografier af Dalí i naturen (og dem er der en del af), tænker man først at hans dramatiske fremtoning passer perfekt til de dramatiske klippekyster han har valgt at posere på. Men kigger man i længere tid, ser man at hans person på ingen måde passer ind i naturen som fænomen. Han er et kunststykke. Et stykke mandfolk som hører hjemme i en flamboyant facadeverden.
Denne facadeverden er både fascinerende – og skræmmende. Ligesom hans person.
Jeg kan ikke sige at det er på grund af disse to personligheder at jeg elsker Spanien, men den Iberiske Halvø har uden tvivl fostret mange spændende personligheder gennem tiden.
Foruden flamenco, tyrefægtning, fado, tapas og sangría, elsker jeg sproget: Spansk som jeg taler og forstår (så nogenlunde), og portugisisk som lyder så uendeligt fantastisk.
Mine faglige relationer er også vigtige – i kraft af mit halve års studietid på universitetet i Madrid, og mit specialeprojekt som foregår delvist i Portugal med portugisisk vejleder, har jeg fået en hel ny familie som jeg er taknemmelig for. Familien Mateus i Lourinhã, som tager så umådeligt godt imod mig hver gang jeg er her.
Iberia er min anden baggård, og jeg må nok blive ved og blive ved at vende tilbage...
Tæller jeg efter har jeg faktisk allerede tilbragt mere end et år sammenlagt på denne halvø. Fordelt over 9 besøg i Spanien, og 5 i Portugal (til tider kombineret, og til tider lange ophold). Jovist. Baggård med fordele.
(Nana del Caballo Grande - Balladen om den store hest der ikke ville drikke - fremført af Camaron de la Isla: Spaniens største flamencosanger)
.JPG)