Kan en tankegang være evolutionær? Her tænker jeg ikke på om en måde at tænke på udvikler sig på sigt - det gør den selvfølgelig. Men på om argumenter giver ligeså god mening sat i evolutionært lys, som de gør i det typisk brugte social-momentale lys. Hvad jeg åbenbart selv synes de gør, siden jeg bruger dem pr. ren automatik. For meget - kunne folk i min omgangskreds godt finde på at tænke?
Jeg spekulerer på om min interesse for evolution bunder i en bestemt måde at anskue verden på, eller om min anskuelse i stedet bunder i mit studie. Høner og æg kan man altid diskutere - og også her træder mit studie i stilling og fortæller mig at selvfølgelig kom ægget først. Dinosaurægget.
Jeg har eksempelvis temmelig konservative holdninger til visse ting, men måske fremmedartede (innovative synes jeg selv) holdninger til andre.
Eksempel 1) Vegetar og mælkeafholdelsesbølgen:
Hvordan kan det give fysiologisk mening at lade være med at spise kød, hvis man sætter det i forhold til at menneskets høje fitness i hin savannetid, faktisk netop blev muliggjort af at vi lærte at spise kød, tilberede maden og endda muterede vores gener så vi lærte at tåle mælk - og kunne udnytte denne smarte livseliksir - også i voksenalderen?
Det er sundt at spise frugt og grønt. Det er tilmed dejligt, og jeg spiser personligt ganske små mængder kød til dagligt. Men jeg holder bestemt meget af kød engang imellem, og ville føle det som et tab slet ikke at måtte spise det.
Man kan godt få opfyldt kroppens behov uden kød og mælk, men hvorfor ikke tage imod den effektive næringspakke som de begge rent faktisk er, og så bare sammensætte på fornuftig vis?
Vi lever selvsagt i et samfund med masser af overskudsenergi nu, så der er rig mulighed for at gøre som man vil. Jeg finder det blot interessant at den sociale trend går i stik modsat retning af de oprindelige fremskridt for Homo sapiens. Nemlig:
-Fra kød til vegetar (for et par få millioner år siden begyndte Homo-slægten af spise kød).
-Fra vegetar til veganer (allerede for ca. 4 millioner år siden splittede vi fra chimpansegrenen, som til gengæld netop videreudviklede sine tænder til ren vegansk kost).
-Fra veganer til raw-food (for 18.000 år siden begyndte menneskeslægten af tilberede maden, så den lettere kunne fordøjes og bedre udnyttes)
-og fra raw-food er nogle endda gået hele skridtet videre til kun at spise nedfaldsfrugt og andet "ikke-skadeligt-for-planten" mad (for 15-20 millioner år siden splittede de højere primater fra de små abekatte som i stedet fortsatte med at spise nedfaldsfrugter).
Meget fin revers-kronologisk rækkefølge...
Eksempel 2) Alternative familiemønstre:
På trods af de konservative spiseholdninger, føler jeg mig til gengæld ret tiltrukket af idéen om at skabe en familie indenfor lidt utraditionelle rammer.
Det kunne være fint at give et bøssepar mulighed for at blive forældre, samtidig med man selv fik et barn uden fare for potentielle skilsmissetraumer - eller andre lurende faldgruber. Altså et barn med en mor og to fædre.
Ikke at idyl og dobbeltsengs-lykke er en umulighed, men hvis man har lyst til at udskyde det lidt og få børn inden parforholdsfælden for alvor klapper, så synes jeg det er en spændende mulighed for at give sit barn et forspring - og et indblik i fremtidens større diversitet af familiemønstre.
Jeg er ikke i tvivl om at denne type sociale familiekonstruktioner vil vinde indpas på mange forskellige måder i fremtiden, og at et barn opvokset med en sådan mentalitet under huden vil blive åbensindet med en sund selvfølgelighed.
Jeg føler mig endda overbevist om at idéen er så god, at den vil vinde indpas i hele den globale landsby på sigt (et naturligt skridt i evolutionen, he). Selvfølgelig som et alternativ til den konservative kernefamilie, som visseligt ikke forsvinder af den grund.
På en underlig skæv måde kunne situationen også sammenlignes med superfamilien, som man må gå ud fra har eksisteret i stenaldersamfundet, og som stadig eksisterer i visse kulturer rundt omkring i verden idag - hvor mange mennesker i fællesskab tager lige stor hånd om gruppens børn.
Videnskabelige analyser viser da glædeligvis også at jo flere forældre, jo bedre. Børn med 3 eller flere (planlagte) forældre, udviste højere grad af harmonisk adfærd end børn med én eller to forældre.
Mor, reservemor, bonusfar, biofar, etc.
Der er uanede muligheder - og begreberne findes jo allerede, men er som oftest idag et uplanlagt resultat af at idyllen ikke gik som den skulle. Hvorfor ikke aktivt vælge at være dele-forældre, og springe bøvlet over?
Jeg fornemmer at tanken er på vej frem. Ikke kun hos homoseksuelle, men også hos hetero-piger. Endda hos piger med potentielle kærester, som alligevel foretrækker valget af det planlagte barn med en ikke-kæreste-donor!
Et udtryk for egoisme? Måske? Men måske mere bare et sikkert valg. Sikkert i forhold til ro og stabilitet på følelsesfronten - også på sigt - kombineret med en større mængde frihed til at gøre flere ting efter eget valg. En kombination der virker ualmindeligt tiltalende på mig i øjeblikket - åbenbart.
Måske ændrer jeg mening hvis jeg en dag forelsker mig voldsomt i en mand der gerne vil være (biologisk) far for mit barn, og formår at overbevise mig om at netop hans gener vil være perfekte til dét... Men hvem ved? Jeg er ikke overbevist.
Evolutionære fordele er svære at forudsige, men det er sjovt at prøve - og det er sjovt at decifrere biologi og social konstruktion fra hinanden, og prøve at gennemskue hvad der påvirker folk i hvilke retninger. Evolutionsnørd. Yessir!
.JPG)