lørdag den 8. maj 2010

Sprog - og cynodonter på solenergi

Jeg har ikke fået skrevet meget speciale i denne uge. Det skal jeg være den første til at indrømme...

Det kan ikke altid være lige effektivt, og nogle gange finder man sig selv i færd med at opsuge viden fra alverdens andre kilder end sit eget artikel-arkiv.

I den forløbne uge har jeg været til diverse sprogforelæsninger, og lært om blandt andet den indoeuropæiske ekspansion for 5000 år siden, dens sproglige udvikling til germansk og videre til dansk, samt endnu videre til jysk.

Man bliver forundret over at finde sit modersmål (østjysk), den mest avancerede afart af hele sproggrenen - og så igen. Selvfølgelig er det dét: Et sprog hvor bløde d´er forsvinder, og bliver lavet om til halvvokal = j. Kan man finde et mere innovativt og charmerende ord end "mijjelalder"? Jeg elsker i hvert fald middelalderen i Horsens, og elsker også den sproglige diversitet i verden.

En anden lærerig eftermiddag blev tilbragt i selskab med en Johnny-Depp-kopi med den yndigste halvblods-indianerprinsesse-datter. Tænk at den slags mennesker findes!
Han kunne lære os om det mexicanske indianersprog otomí, og den særligt uddøende dialekt som min veninde skal over og studere til sommer. En grammatisk umulighed at håndtere. For alle andre end seje lingvister. Jeg har påny påført mig indianerblod på tanden.

Men det var i virkeligheden meningen at jeg skulle have skrevet et specialeafsnit om cynodonter - altså de uddøde pattedyrslignende reptiler der levede i starten af Mesozoikum (nærmere bestemt Trias). Kan man ikke koncentrere sig i løbet af ugen, er det til gengæld godt at man kan drømme sig til de gode løsninger.

Mit projekt handler om termostrategier i uddøde dyregrupper. Med andre ord, hvordan har de holdt varmen? Var deres energi-niveau højt nok til at gøre dem varmblodede? Dette spørgsmål besvarede min ubevidste kognitive sammenblanding af temaer i hovedet, da jeg drømte om små halevrikkende cynodonter med solpaneler i ryggen.

En helt ny form for ektotermi, og fysiologisk energibesparelse!?

Muligvis inspireret af de søde sommerfugle vi har stående i vindueskarmen - med solpaneler der får vingerne til blafre når det er solskin (det er en oplivende oplevelse at møde dem i morgensolen når man står op klokken 7, og har grus i øjnene fra nattens problemløsninger), samt det fine Climate Minds projekt på Experimentarium, som uddannede gymnasieelever i klimaforhandlinger, og som forærede mig denne påmindelse om solens kræfter.

Der er ikke blevet skrevet mange ord, men der er bestemt blevet tænkt tanker - i denne uge.

Nu er den næsten slut, og må fejres med Nikolaj Nørlund og en øl. Snart.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar