Bolivia/Chile

Fortællinger fra ørkenen, d. 4. juni - 06

Efter en uges storby - La Paz - trængte vi til... Noget andet... Noget vildere... Ørken!

Og det fik vi i sandhed.

Uyuni: Efter den forfrosne natbus væltede vi ud i mørket og kulden kl. 5 om morgenen og var, trods forsøg på resistens, ikke sene til at sige ja til det første, det bedste rejseselskab der tilbød varm kaffe på varmt kontor.

Sådan var der også andre der havde det. Så vi var en lille gruppe mennesker der lod os overtale til at tage på en 4-dages tur i ørkenen allerede samme dag, selvom vi ikke havde sovet hele natten! Vi chrashede derfor rejseselskabets bløde sofaer indtil kl. 10.30 hvor turen startede...

(salt, salt, salt)

Salar de Uyuni: Et voldsomt stort område som engang var en kæmpe saltsø, men som nu er en kæmpe saltørken. Større end Titicaca-søen!

Milevidt kører man på hvidt, fladt hvidt, blændende hvidt. Og pludselig, midt i alt det hvide.... En ø - med kaktusser og klipper... Hmm.... Og så... Et hotel: Bygget af salt, møbler lavet af salt, ALT lavet af salt. En anden verden!

(kaktusser i et ishav?)

Fedt at køre igennem denne uendelige hvidhed i timevis, mens Metalica drøner ud af højtalerne i bilen.

(min, til dato, største præstation som fotograf)

Efter saltplamagen ankommer man til rigtig ørken: Brune og røde farver, klipper, lav og tør bevoksning. Området er enormt. Vi har kørt i dagevis igennem dette ingenting - og stadig fortsætter det.


I en klippehule hang forstenede(-kalkede) algekolonier ned fra loftet (fra tiden som sø). Bizar bevaring. Ville gerne vide hvilken type alge det var, men det vidste de herrer der guidede os desværre ikke! I en anden hule (Djævelens hule) var der præ-inka gravkamre - og forstenede kaktusser i massevis. I solnedgang var det et mageløst syn.

I området lever rigtig mange vicuñaer - utroligt men sandt. Så dem kan vi i hvert fald efterhånden ikke brokke os over ikke at have set. Samt et par ræve helt tæt på.
Hvad disse store dyr lever af (primær-energi), gad jeg godt at vide, for bevoksningen er vitterligt næsten ikke-eksisterende!

Denne ørken er til gengæld stedet for masser af vulkaner (den ene med røg, juhuu), og laguner i underlige farver! Den røde (og vi snakker meget røde) husede tre arter af flamingoer som bestemt ikke var af den stille slags:-) Den grønne husede ingen, men tilbød til gengæld udsigt til de to konkurrerende vulkan-herrer.

Historien går at den ene har hugget hovedet af den anden (så den er helt flad på toppen) fordi de begge ville have den tredje vulkan ("kvinden") som kone. Sådan kan det jo gå!


På grund af den megen vulkanisme er her også geysere - eller det vil sige: Fumaroles.
De udspyer damp (dejlig varmt for fingrene), og ikke vand. Men man er dog ikke i tvivl om at vandet koger når man kigger ned i kedlerne - kæmpe sorte bobler.

For at se dette syn var vi nødt til at stå op kl. 5 om morgenen - i minus 20 graders kulde (5000 m. højde) vel at mærke - for om dagen kan dampen ikke ses. Det kan den derimod mod en farverig solopgang. Så det er bare med at holde på fusserne så de ikke fryser af.


Hvor der er geysere er der også varme kilder (som oftest), så efter et par timer med smertende fødder var det... Ja, ligeså smertefuldt... Men dejligt... at proppe dem ned i 33 grader varmt vand, og vente på morgenmad.

Atacama: Herfra krydsede vi grænsen til Chile.

San Pedro de Atacama er en uanseelig, men turistet grænseørkenby på chilensk side, og herfra fortsætter det enorme område udi den berømte chilenske Atacama-ørken: Det tørreste sted på jorden.

(de to konkurrerende vulkaner - set fra Valle de la Luna - chilensk side)

Ganske rigtigt. Havde der været sparsom bevoksning før, var der nu ABSOLUT ingen bevoksning. Valle de los Muertos er stedet hvor ingen planter eller dyr lever. Valle de la Luna er stedet hvor saltminer har gennempenetreret undergrunden gennem 60érne, men nu er lukkede da havsalt er meget billigere!

Vi klatrede op ad enorme sandklitter for at se et månelandskab blive - først orange, så rødt og til sidst lilla - i en fantastisk solnedgang. Dette landskab, og dets enorme udstrækning, forstår man ikke før man har været her.


Jeg har dog "været her" før (dvs. fløjet henover), og har lige siden da, ønsket at komme tilbage for alvor. Jeg vågnede op i flyet fra Venezuela til Chile og befandt mig pludselig på månen (og Kasper, du fortalte mig at stedet jeg var fløjet henover nok var Valle de la Luna, remember?).

Det var en chokerende oplevelse fordi jeg, da jeg var slumret hen, netop havde fløjet i timevis henover endeløse strækninger af regnskov.

Jeg var, med mine 20 år, heller ikke klar over endnu, at månen fandtes på jorden - eller at der fandtes kaniner i månen.

(Eliza på månen)

Chiles komfort er slående, kommende fra Bolivia, mens priserne er chokerende svimlende.

Vi skyndte os derfor at smutte nordpå igen, da vores økonomi begynder at mærke rejsens fremskredne alder.

For at genankomme til Arequipa i Peru (en lang tur) måtte vi.... Ja, ganske rigtigt... Køre igennem en 20-30 timers uafbrudt ørken, langs kysten. Så nu har vi i hvert fald fået tilfredsstillet den værste ørkentrang lige foreløbigt.

Vi befinder os nu endelig i Cusco og, som alle I der har været her ved, så er dette et paradis af små krumlede gader, inka- og koloniale bygninger side om side. Historie på hvert et gadehjørne - og alle backpackeres drøm.

Imorgen er her valg, så det bliver kaos. Mere meget mere om alt dette i næste omgang...

Bolivia (part 2)

...and going back to Chile, d. 30. maj - 06

Ja, jeg er tilbage i Chile efter en 3-4 år.
Vi er lige ankommet og nyder varmen (plus 20 grader, kontra de minus 20 vi ellers har været vant til de sidste par dage!). Vi bliver her dog ikke længe, men tager en salto tilbage op til Peru om et par dage.

Det har ellers været umådeligt fedt at opleve Bolivia, selvom det kun har været et par uger - og udvalgte steder!

Here goes:

Isla del Sol i Titicacasøen: Øen hvor solen, Inti, fødtes og satte de første inkaer på jorden. Et, intet mindre end, guddommeligt smukt sted.


Man må forestille sig en ø i det græske øhav, med lav og tør bevoksning i brungrønne farver, klippede småbjerge og fantastisk blåt vand. Mere blåt end man kan forestille sig.

Blot med den mindre forskel at dette ø-paradis ligger inde midt på det Sydamerikanske kontinent, i 4000 m. højde, og med endnu højere snedækkede tinder (tør slet ikke tænke på hvor høje de må være...) i horisonten.


Derudover ligger inka-ruiner og inka-symboler spredt rundt omkring på øen.

Som fx dén klippe som søen er opkaldt efter: Klippepumaen (Titi = Puma, Caca = Klippe), solens og månens hvilesteder (to nicher ind i klippen), og solens fodspor da den forlod denne niche og steg op mod himlen. Jeg var overrasket over hvor meget de lignede menneskespor (havde måske forestillet mig noget mere dinosaurlignende?).

Grundet øens mærkelige facon er her også utallige små bugter med sandstrande.

Det eneste der overbeviser én om at man ikke er ved Middelhavet i havniveau, er blot at det trods solens varme er temmelig koldt (til dels også om dagen), og at man mister vejret af at sidde stille og spise morgenmad (og dermed i høj grad af at hike i bjergene).

(morgenmad med Karoline, Tycho og hollandsk følgesvend - Emiel)

Vi ankom til øens nordlige del, overnattede dér den første nat, hikede dagen efter til den sydlige del (4-5 timer i afslappet tempo), og overnattede i denne sydlige del den efterfølgende nat. Der er én landsby i hver ende af øen!

La Paz: Efter en uge omkring Titicacasøen trængte vi til lidt storby og bevægede os med en aftenbus mod La Paz!

Bedst som jeg sidder og slumrer her i denne mørke bus går motoren ud, bussen begynder at vugge og da jeg kigger ud af vinduet befinder jeg mig pudsigt nok ude midt på noget vand...
Det er mørkt, jeg kan ikke se noget, men jeg kan dog se at jeg ikke kan se nogen båd under mig....

Jeg får dog øje på en anden bustransport "båd" der er MEGET smal (rummer kun lige bussen), og jeg begynder at glæde mig til at nå den anden side af floden uden at bussen tipper.

Det lykkedes heldigvis.... Velkommen til Bolivia og kreative løsninger på flodoverkrydsninger!

La Paz er definitionen på en superkaotisk by (især nar man kommer lige fra en ø helt uden veje, og dermed også helt uden køretøjer = ufattelig stilhed).


(uhyrlige lama-fostre, som sælges som lykkeamuletter overalt i La Paz)

Vi ankom temmelig sent. Det var mørkt, og af en eller anden grund var alle hostels fyldte. Ikke godt i hovedstaden på Sydamerikas fattigste land. Pludselig var mig og Karoline ret glade for at vi havde slået os sammen med en israeler og en hollænder, så vi var tre mænd istedet for én.

Vi endte af samme grund også med at crashe et israelsk hostel med alle skilte og ALT på hebraisk. Sådan gør israelere nemlig når de rejser - hver sin smag.

Vi flyttede dog hostel igen dagen efter!

(Tycho køber uld på det lokale marked)

Vi lavede ikke meget i La Paz: Besøgte et meget informativt kokain-museum, så Da Vinci Code i biografen, og købte tonsvis af artesanías - helt præcist 15 kg som vi sendte hjem med en pakke til Karolines mor (flot piger!).


(...dengang kokain var for børn)

Jeg havde tænkt mig at sende et par flasker med, men ifølge de to señoras på postkontoret var dette dog ulovligt. Pudsigt nok, når én af dem forlod lokalet, var det dog pludselig helt muligt (og lovligt?) He! Jeg besluttede mig dog for ikke at sende nogle med!!

Valle de la Luna: Dette underlige geologiske landskab i udkanten af La Paz nåede vi med nød og næppe at se! Tror dog ikke det slår det månelandskab vi får at se her i Chile de næste par dage. Men virkelig fascinerende. Tog en combi dertil ved solnedgangstid. Bestemt ikke dårligt tidspunkt at gøre det på. Magical indeed.


(Karoline foran "månedalen")

Den Koldeste Nat(Bus): Bussen fra La Paz til Uyuni bliver kold havde de sagt, men ingen havde vist helt forstået hvad det egentlig indebar!

Total mørkt var det i bussen, og da kulden begyndte at indhente mig var jeg glad for mine to uldtrøjer, jakke og ekstra sokker jeg tilfældigvis havde taget med.

Timerne gik og jeg pakkede efterhånden hele mit ansigt ind i uld. Stadig dansede dog rimturser og isdæmoner rundt på min næsetip, og viskede remser som jeg ikke kunne høre for bussens voldsomme og konstante bumlen og skramlen.

Pludselig kunne jeg dog høre Karolines stemme: "Eliza, kommer du ikke herom, måske kan vi bedre få varmen hvis vi er tre?"
De sidste par timer sad vi altså i en sammenfiltret klump og prøvede at trække vejret under vægten fra de andres kroppe!

Pudsigt nok havde jeg natten forinden drømt om en ulv der slugte solen - nej, Ragnarok kunne ikke være langt væk nu?!

Da bussen endelig standsede op (omkring kl. fem om morgenen), ville vi lige lette på det tynde gardin for at se ud af vinduet. Schkrrrr...sagde det: Hele vinduet var tykt af islag. Minus tyve grader bliver det om natten på disse kanter.

Busturen var på 13 timer, mindst 9 af dem i total kulde og mørke!

Men vi nåede frem til ørkenbyen, og hører for fremtiden bedre efter hvis der bliver sagt at en bustur bliver kold.

Mange ørkenoplevelser har vi haft siden da - og flere vil følge. Det må dog blive i næste omgang. Trænger voldsomt til et bad;)

Bolivia (part 1)

En meget lang bustur... d. 18. maj - 06

Vi har virkelig været på farten den sidste uges tid! Vi er drønet igennem det sydlige Peru, og hele gringo-trail uden så meget som at stoppe op. 35 timer i busser i alt - de længste strækninger dog om natten - med panoramaview fra dobbeltdækkerbusser.

Busselskaberne hernede tror de er luftfartsselskaber. Samme mad, samme bagagetjek, højtalerudkald der informerer om at toiletterne KUN er til at urinere - vi gentager KUN til at urinere!!!!

Det har været en divers rejse bestemt. Startende fra grønne, frysende kolde tågebjerge i en lille bumlebus på minimale bjergstier, ned igennem pludseligt brune og hede ørkenbjerge, dækket med kun kaktusser - derefter igen op i alt det grønne, kolde -og smukke.


Efterhånden som vi nærmede os kysten og Pan-amerikana (gode veje, gode busser) blev det hele fladt og kun ørken. Flot i starten, men lidt ensformigt efter flere dages kørsel i den samme flade brune farve. Fascinerende dog.

Huanchaco: En lille fiskerlandsby ved den nordlige kyst. Kendt for sine små stråbåde som ser meget små ud i de store stillehavsbølger.


(læg mærke til det kyssende par bag bådene - Karoline og Tycho;)

Vi tilbragte en dag på stranden og et par dage med at stene rundt og drikke kaffe og spise på cafeer.

Fik derudover, på afrejseaftenen, hvor vi skulle med en natbus fra Trujillo, drukket så meget vin at vi glemte vores vasketøj som hang til tørre, så vi måtte tage tilbage til Huanchaco (en halv times taxakørsel) hvor vi så fortsatte med at drikke vin, men nåja; frem og tilbage er jo lige langt:) Det var en hyggelig aften, dog!

Chan Chan: Kæmpe præ-inka-palads midt ude i ørkenen, men så tæt på havet at man kan høre bølgerne (en anelse underligt). I paladset har den "kongelige" familie boet, og udenfor murene har folket boet.

De har aldrig haft mulighed for at komme indenfor de meterhøje mure som alle ligner hinanden i labyrintagtige formationer - forvirrende for en uvelkommen, men med mystiske fisketegn som vejvisere for den indviede.


Plazaer med indgraveringer af dyrelivet i havet, og offersøer hvori månen spejler sig præcist i midten når det er fuldmåne. Man kan derfor kaste folk direkte ned i månen - ret smart!

Huaco del Arco Iris: Et religiøst tempel i pyramidefacon, med mytiske graveringer med regnbuen som dominerende element. Samme "Chimu"kultur. Denne eksisterede i 600 år inden den blev destrueret af inkaerne. Imponerende bygningsværker.

Lima: Ankom med natbus, og tog afsted med natbus følgende nat igen. Havde derfor kun en enkelt dag i denne beskidte, tågede hovedstad. Det var bevidst - da det ikke ligefrem var positivt hvad vi havde hørt om byen.

Vi havde dog nogle hyggelige cafe-besøg i Miraflores -den fornemme del af byen, som ligger ud til kysten. Man føler sig dog lidt pudsigt til mode når servitricen insisterer på at spænde ens taske fast til stolen med dertil-indrettede seler!!! Hmm...

Arequipa: Dejlig by hvor vi besøgte et gammelt franciskanerkloster som husede et bibliotek med MEGET gamle bøger. Den ældste var fra 1494 (to år efter Columbus)! Det var fedt! Derudover var denne by vores første møde med artesanías (textil-håndværk) i store mængder (alpaca, babyalpaca, etc). Umuligt at holde fingrene fra!!

Arequipa er smukt omkranset af indtil flere vulkaner som rent faktisk er synlige. Men befinder sig derudover midt i en kæmpe ørken hvor selv de spredte kaktusser er brune. Intet grønt. Køreturen derfra til Puno (igen i bjergene) gik dog bl. a igennem en vicuña nationalpark, og vi spottede faktisk et par flokke fra bussen....

Puno-Titicaca: På denne peruvianske side af Titicacasøen ankom vi for første gang til det gigantiske altoplano (højslette) som også La Paz befinder sig på. Det er vildt at et så stort fladt område kan befinde sig højere end den højeste tinde i Europa (4000 m). Og ja, her er tynd luft!!

Fra Puno sejlede vi ud til de flydende menneskeskabte øer (af sivstrå) hvortil solens førstefødte flygtede til for at undslippe invasionen af inkaerne i sin tid.


Mærkeligt at befinde sig på en bølgende ø af siv - og de har endda marsvin derude, og huse og alt. Sivbådene har i øvrigt, siden et besøg fra Thor Heyerdal, haft drage-agtige hoveder i stevnen, ligesom hans både! Tja, så hurtigt traditioner kan ændres....

Copacabana-Titicaca: Ja, idag har jeg så ligget på stranden ved Copacabana. Dog ikke den brasilianske, men den lille by på den bolivianske side af Titicaca.

Vi krydsede grænsen igår. Hertil vandrer pilgrimme til fods fra La Paz (153 km) for at blive velsignet af Bolivias skytsjomfrue, som befinder sig her. Hver weekend kan man derudover få sin bil velsignet med udstoppede ænder, blomster, etc - hvis den skulle føle trang til det!

Det er hyggelig lille by. Imorgen tager vi ud til til den ø hvor solen, i sin tid, blev født. Det er vist temmelig længe siden....

Til Andreas: Tak for "Hvor er håret?"...mere er der ikke at sige til dét, nu hvor man ikke længere kan sige "op med håret" til mit hår - som disse dage opfører sig som da jeg var baby, og mor desperat forsøgte at få det til at ligge ned med vand. Det kan man ikke! Så det er "oppe", helt af sig selv.

http://www.youtube.com/watch?v=cRvVIXy_NC0

Peru (part 2)

Det ægte Peru, d. 10. maj - 06

AAhhhh....

Peru har indhentet mig. Vi har nu dvælet i landets nordlige højland i en uge, nærmere bestemt i Chachapoyas og omegn. Vi er dog på ingen måde færdige med at udforske alle de mange, mange ruiner der er her fra Chachapoyas-folket (præ-inka).

Peru ligner nu endelig det Peru jeg havde forestillet mig -og ikke det første "velkommen-til-Laos" indtryk (med trafik kun bestående af motorcykeltaxaer, rismarker og asiatisk-udseende folk).

Næhhh, nu er her grønne bjerge fyldt med terrasser og tågebanker, indianerkvinder vandrende gennem landskabet spindende med deres tene og med ansigter af sten (som Boberg ville have sagt det) - og ikke mindst legende børn der måbende standser op, spærrer øjnene op og stivner når de får øje på os.


Her er i sandhed ikke mange turister (de tager allesammen sydpå). Og med god grund - for de fleste af ruinerne her i Nord-Peru, er først fundet i løbet af de sidste par år. Men her er nu nok at rive i - især hvis man har tid og tålmodighed til at penetrere den ikke-eksisterende infrastruktur i bjergene.

Karajia: Seks stirrende ansigter (sarkofager) der stikker ud fra en klippeside efter en lang gåtur op af små bjergsider (ligner grangiveligt noget fra Påskeøerne), med mumier indeni. Ovenover to af dem er placeret kranier fra nogle af ofrene som disse begravede høvdinger nedslagtede for ca. 1600 år siden.


De lokale bønder har følgelig kendt til sarkofagerne altid, men har været bange for deres onde ånder og derfor holdt sig væk. Derfor er de først fundet officielt for seks år siden. Amazing. Kigger man ned er der regnskov og skræppende, meget grønne og støjende papagøjer. Kigger man op er der bjergsider med dæmoniske ansigter...

Ayachachi: Flere ansigter. Både mænd og kvinder denne gang. Kvinderne kan kendetegnes ved deres rundere udformning (hmm!). Derudover er der små huse (gravkamre) der også stikker udfra bjergsiden. Denne bjergvandring er endnu stejlere - og fundet for kun TO år siden. Placeret i en enorm kløft, som er meget smuk når solen lige er ved at gå ned.

Kuelap: Egnens hovedattraktion (vi mødte dog ikke andre turister).

En hel by på omkring seks hektarer med mure omkring og små runde huse (ruiner) overalt. Bestigningen herop tog fem timer - op, op, op og mere op - i fem timer og tynd, tynd luft (fra 2000-og-noget til 3000-og-noget)!!!! Hårdt, men meget smukt.



Vi overnattede i et privat lerklinet hus næsten helt oppe på toppen ved Kuelap. Her sov vi i datterens seng alle tre, med Tycho godt placeret i midten. Tæt, men godt -for det er RIGTIG koldt i 3000 m. højde om natten. Det betød dog at datteren sov på det lerklinede gulv indhyllet i et tæppe...hmmm.... Det ægte Peru?

På selve ruinerne dagen efter, ofrede jeg mit hår.
Karoline klippede det af i ét stykke: En skalp...yezzzz.. Og derefter placerede jeg mig i et af de små cirkelhuse hvor min skandinaviske bevidsthed overgav offergaven til de guder som, efter dette folks skik, skulle befinde sig i træer og bakker.

Og det var ikke svært at forestille sig guder på dette sted. Så snart jeg lukkede øjnene i cirklen begyndte træerne at suse rundt i spiraler omkring mig (sådan lød det i hvert fald). Og efter denne seance kastede jeg, i fin bue, skalpen udover bjergsiden. Flottere kan det ikke udføres (og ja, vi har hele denne sidste seance på video)....

Leymebamba: Den mikroskopiske landsby hvor det ægte Peru for alvor overvandt mig - eller rettere sagt min mave. Tre uger uden problemer er ellers ret godt klaret. På mine andre rejser har den været sikker indenfor en uge. Men altså først nu - og kun en enkelt dag.

Jeg tilbragte derfor hele dagen i seng - mens Karoline og Tycho tomlede ud i regnen til et marked et eller andet sted. Så måtte jeg nøjes med Bobergs rejseoplevelser, og en masse saccharomyces på kapselform, som åbenbart er en mirakelkur mod diarré:-). Så ved man det.

Ellers var Leymebamba stedet hvor vi besøgte et museum uden turister, men med en masse mumier (af den skræmmende, stirrende slags) og en hel del arkæologifund i det hele taget (Julie, du ville have elsket det). Derudover en fantastisk græsplæne i solen - hvor vi valgte at hænge ud hele eftermiddagen. Især fordi de trak deres to alpaca-hopper hen lige ved siden af os, med deres to lama-føl...

Folk i landsbyen var ikke helt normale. Enten manglede de fødder eller arme, eller fejlede noget i inde i hovedet - seriøst - ved ikke om det kan være indavl? Her er jo temmelig isoleret?

Nå, men nu er det videre. Vi er på vej mod kysten. Væk fra Chachapoyas-kulturen, og videre mod andre præ-inka-folk...

Peru (part 1)

Ankommet til Peru, d. 2. maj - 06

Vi er endelig ankommet til Peru - af den måske mindste grænseovergang fra Ecuador overhovedet. Det tog os to hele dage at rejse den, på kortet, minimale strækning fra Vilcabamba til Chachapoyas, hvor vi befinder os nu.... I "colectivos", taxier og andet godt, på de bumlede og smalle grusveje. På bjergskrænter og igennem diverse huller i jorden af grænsebyer - hede og støvede og fattige. Vi overnattede i en større en af slagsen: San Ignacio - på den peruvianske side.

(Karoline - på grænseovergangen mellem Ecuador og Peru)

Sjovt nok er standarden ændret TOTALT nu hvor vi igen er oppe i højlandet. Chachapoyas er virkelig god stemning - pæn, kolonial og dejligt klima.

Vi GIK i øvrigt over grænsen - henover en bro...i endnu et af disse huller....Cool...Men meget varmt.

Loja: Natbussen fra Baños til Loja i det sydlige Ecuador var behagelig, men jeg blev vækket kl. 6 om morgenen af indianere der ville sidde på det ene af mine, ellers to, kaprede sæder. Ved ikke hvad de bilder sig ind:) Pludselig var hele bussen fyldt op med indianere på vej til markedsdag i Loja.
En nydelig, men støjende, kolonialby med et universitet, men absolut ingen cafeer. Underligt. Vi fandt dog et sted med naturlige Jugos (juicer) af fx rødbedeblade, selleri, men heldigvis også forskellige frugter. Interessant -og meget sundt- bestemt.

Vilcabamba: Det måske mest tranquilo sted jeg har oplevet. Bløde, grønne bjerge og duft af sommer. Væsentligt varmere end alle de foregående steder. Ja, jeg har endelig fået lidt farve (nogle steder på kroppen).

Vilcabamba er også et af de der steder hvor udlandshippier har slået sig ned og bygget nuttede huse, hvor klassisk og forskelligt etnisk musik lyder fra "rundt omkring", og hvor der er små cafeer med noget der faktisk minder om GOD mad (som ikke bare er hvide ris med kylling).


Vi tog på heldagshestetur i Podacarpus-nationalparken i det allersydligste Ecuador. Fantastisk ridetur med skiftevis vilde bjergudsigter og regnskovsdale - krydsende brusende floder (lidt skræmmende, men hestene klarede fint de glatte sten i floderne), og sommerfugle i alle mulige farver og størrelser.

Og må jeg lige endnu engang slå fast hvor fedt det er at slå over i galop fra trav. Man kan rent faktisk igen trække vejret i stedet for at bumpe op og ned på dyret (hvilket er hårdt både for ende og vejrtrækning). Og så flyve afsted med vind i håret.... Jeg har ikke gjort det siden Venezuela -men denne gang alene på hesten. Det skal helst sikkert gøres igen. Snart.

Chachapoyas: Denne peruvianske højlandslandsby, hvor vi befinder os nu, er omgivet af helt nyfundne præ-inkaruiner i stort antal. I den foregående udgave af Lonely Planet var de ikke med, og i den nye er en enkelt med. Men her ér virkelig mange, så jeg tror vi bliver hængende her de næste par dage. Tycho har dog fået ondt i foden....ret slemt - så vi må se hvordan det skal gå med at bestige disse ruiner.

Jeg har besluttet mig for at klippe håret af oppe ved selve ruinerne (på det store tempel som hedder Kuelap), og ofre det til præ-inkaguderne i det kammer der er beregnet til menneskeofringer. De holdt pumaer nede i det kammer.... Whuuuuuuu.....Det bliver vildt!

(ét af de sidste billeder af mit hår - inden det bliver ofret)

Ellers ikke mere herfra.

Hyg til alle -og jeg håber at alle nød weekendens kandidatfest. Underligt at vende tilbage fra svedende hestetur sidst på eftermiddagen, og vide at lige nu derhjemme var festen på sit højeste (kl. ét om natten dansk tid). Jeg tænkte på jer, men var glad og udmattet.

Ecuador (part 1)

En uge i Ecuador, 24. april - 06

Nu er det allerede en uge siden jeg tog afsted fra de trygge mure. Har drømt om kollegiet i nat (er ellers nået dertil hvor jeg ikke ønsker at tage hjem igen.... Yet... Og det er da i sig selv flot, synes jeg).

Quito: Not much to say about Quito! Karoline og Tycho var ivrige efter at komme videre, efter at have tilbragt et par måneder der. Sol om formiddagen, regn om eftermiddagen. Minder en del om Merida, den bjerg(stor)by hvor jeg boede i to måneder i Venezuela.

Quilotoa: Lilleputlandsby i 4000-et-eller-andet meters højde. Vidunderligt. Turen derop med hhv. bus og på ladet af en truck var næsten mere end Eliza kunne klare. Lamaer (jeg hvinede højt af fryd da jeg fik øje på den første) og quechua-indianere overalt - med deres høje hatte, farvestrålende ponchoer og lange, sorte fletninger i nakken.


(Quechua-kvinde spinder garn)

Jeg bliver simpelthen nødt til at købe en vinterresidens i Andesbjergene -med indianere som naboer (men spansktalende selvfølgelig så mine børn kan få det ind med modermælken, foruden indianermålet). Måske endda en indianermand som far (og der skulle ikke grines Morten)....

Laguna Quilotoa: Denne turkisgrønne kratersø boede vi lige på kanten af (altså på kanten af krateret - dér hvor man kunne begynde den lange nedstigning til søen). Fantastisk udsigt.
De omgivende tre vulkaner så vi dog ikke noget til. Jeg tror ikke på at de rent faktisk var der, selvom jeg efterhånden har en del erfaring med "shy vulcanoes".

(på toppen af Quilotoa Crater Lake)

Da vi endelig nåede ned til søen.....Tja, så sad der et par kæmpestore blegfisede mænd dernede, og spurgte "Where are you from?". Og da jeg svarede "from Denmark", sprang den ene op og sagde på dansk "Nå, jamen er det så nogle af jer der kender Svend!!?!!".

Og ja, det var selvfølgelig mig der "kendte" Svend - som på det tidspunkt lige var ude at sejle på søen.

Med "kender" menes at jeg, i beruset tilstand, til en endog ganske underholdende husfest på kollegiet, havde fået inviteret mig selv med til denne fremmede halvblods-ecuadorianers forældres sølvbryllup i Ecuador (bliver det så mere langt ude?). Hvad både ham og hans mor selvfølgelig med det samme var med på!! Havde ellers næsten opgivet at få fat på ham hernede. Vores eneste tlf.kontakt til ham havde nemlig været svært forståelig (åbenbart hans onkel), og til sidst havde vi valgt at tage udenfor kontakt-vidde, op til kratersøen.

På vej op fra krateret igen blev vi alle, især mig, men også Karoline og Svend, ganske solskoldede i ansigtet pga. den tynde bjergluft, og den skarpe sol som man på mystisk vis ikke mærker til, da det er både overskyet og koldt (endda MEGET koldt om natten).


(de tre hobitter, med solskoldede kinder)

Sølvbryllup: Nå, men vi fandt ud af at det famøse sølvbryllup skulle finde sted i Latacunca (den halvstore by som vi tilfældigvis var taget ned til for at komme til Quilotoa) den selvsamme weekend. Utroligt som tilfældet kan være pudsigt engang imellem!

Det virkede extremt fornemt lige da vi mødte op, men den formelle stemning forsvandt hurtigt, da der blev serveret ad libitum whiskey som velkomstdrink (hmmmm). Tjenerne kom simpelthen hele tiden og fyldte op - hvad der kunne virke en smule overvældende på tom mave. Tycho som absolut ikke havde brudt sig om den formelle stemning blev temmelig beruset (og mig selv også, tror jeg nok?). Svend var blevet sat til at skulle byde velkommen på spansk. Han var nervøs, og sad og terpede remsen under hele velkomst/whiskey-sessionen.... Nuttet.

Under middagen røg elektriciteten (det er ikke usædvanligt på disse kanter), men den dukkede heldigvis op igen inden det var tid til at synge Lars Lilholt (en underholdende ting at gøre i Ecuador). Tjenerne bar vores tallerkener ud inden vi tilnærmelsesvist var færdige med at tygge af munden... Men så var middagen da også hurtigere overstået. Derefter festligt lag, med dans til både Gasolin og Gasolina (hehe).

Og det lykkedes mig faktisk at overvinde min døgnrytme, som ellers hidtil havde været at gå i seng kl 22 (svarende til kl 5 om morgenen i DK) og stå op ved 8-9 tiden (svarende til ved 3-4 tiden op eftermiddagen i DK). Pretty much my old rythm in Denmark!! For festes dét skulle der jo.

(Svend og jeg, dagen efter hans forældres sølvbryllup)

Baños: Det lykkedes Svends far at overtale os til at tage med på grilltur ved en flod igår, hvilket vi gjorde (med masser af cerveza og kød). Og derfra med bussen til Baños, som jeg ellers ikke havde tænkt mig at besøge - da det er det mest turistede sted i Ecuador. Men da jeg hørte om den rygende vulkan lod jeg mig alligevel overtale. Og da Baños var i passende afstand fra denne flod, var et besøg alligevel oplagt. Den rygende og spruttende vulkan har jeg dog ikke set noget til (shy vulcanoes). Faktisk tror jeg ikke på at der overhovedet ér vulkaner i Ecuador!

Vi besøgte dog de varme bade igår (som byen er opkaldt efter). Det var lækkert, men overfyldt med ecuadorianske familier med meget støjende unger (søndag aften I guess?)...

Svend overvejede ellers at droppe sin flybillet og tage med os rundt, og tage med mig til Galapagos i slutningen af juni (JA, jeg har købt flybillet og 4-dages rundtur bare til mig selv!!), men han turde vist alligevel ikke at tage chancen -med job, flyændring, etc. Det kunne ellers have været fedt.

Nu, er jeg vist nødt til at smutte. Vi bevæger os ned mod den Peruvianske grænse i nat med en natbus, og så....VUPTI....er vi snart i Peru. En uge i Ecuador må vist også være nok (NOT - men jeg vender jo tilbage;). Hasta pronto, mis amores.

En særlig dag?

Det er en ganske særlig dag idag.

Det er vel alle dage når det kommer til stykket? Men netop på denne søndag træder kineserne, sammen med den buddhistiske verden, ind i tigerens år. Og deres store nytårsfest falder tilfældigvis, i 2010, af stablen på samme dag som den vestlige verden fejrer kæresteglædernes symbol-orgie; med plastikkys og overdimensionerede hjerter i butiksvinduer verden rundt.
Valentines Day! Hvorfor? Bliv dog i USA, og lad os andre beholde kyndelmisse og fastelavn?

At denne kærestedato altid falder sammen med min eks-kærestes fødselsdag (eller omvendt), gør den da også kun ekstra anti-kæreste-agtig for mig. Dagen hvor jeg, endnu mere end andre dage, ikke har en kæreste - og foragter alle former for sukker-klicheer i den retning.

Ha! Jeg vælger da heldigvis bare at bruge dagen på at sidde foran skærmen, og overspringshandle mig væk fra specialeskrivning ved istedet at skrive blog-indlæg, tegne postkort til min yndlings "gay-boyfriend" i Portugal, samt genlæse gamle rejsemails fra Sydamerika. Jeps - jeg tager netop i dette øjeblik en beslutning om at udgive, også andre - og ældre - rejsebeskrivelser end de asiatiske, på denne blog.

Turen til Sydamerika i 2006 bliver første projekt.

Alt i alt 11 rejsemails kan jeg se at have forfattet i løbet af denne rejse. Har mine ord mon ændret sig på de fire mellemliggende år? Det må være op til læserne at bedømme.
Eventyrerne er gode nok - om de er fire år gamle eller ej. Nu bliver de genoplivet i et år der tilhører tigeren. Jeg håber at denne feline skytsånd vil varetage mine specialedrømme med elegance og "Cat-power" i 2010.

Nej, jeg har ikke brug for en kæreste. Men jeg har brug for at drømme - om kærestekærtegn (jovist), men også om fjerne rejse- og karrieremål, om for- og fremtid, om alternative familiemønstre, og om kanel-likør.

Alle disse eventyr! I´m in love.