Peru (part 2)

Det ægte Peru, d. 10. maj - 06

AAhhhh....

Peru har indhentet mig. Vi har nu dvælet i landets nordlige højland i en uge, nærmere bestemt i Chachapoyas og omegn. Vi er dog på ingen måde færdige med at udforske alle de mange, mange ruiner der er her fra Chachapoyas-folket (præ-inka).

Peru ligner nu endelig det Peru jeg havde forestillet mig -og ikke det første "velkommen-til-Laos" indtryk (med trafik kun bestående af motorcykeltaxaer, rismarker og asiatisk-udseende folk).

Næhhh, nu er her grønne bjerge fyldt med terrasser og tågebanker, indianerkvinder vandrende gennem landskabet spindende med deres tene og med ansigter af sten (som Boberg ville have sagt det) - og ikke mindst legende børn der måbende standser op, spærrer øjnene op og stivner når de får øje på os.


Her er i sandhed ikke mange turister (de tager allesammen sydpå). Og med god grund - for de fleste af ruinerne her i Nord-Peru, er først fundet i løbet af de sidste par år. Men her er nu nok at rive i - især hvis man har tid og tålmodighed til at penetrere den ikke-eksisterende infrastruktur i bjergene.

Karajia: Seks stirrende ansigter (sarkofager) der stikker ud fra en klippeside efter en lang gåtur op af små bjergsider (ligner grangiveligt noget fra Påskeøerne), med mumier indeni. Ovenover to af dem er placeret kranier fra nogle af ofrene som disse begravede høvdinger nedslagtede for ca. 1600 år siden.


De lokale bønder har følgelig kendt til sarkofagerne altid, men har været bange for deres onde ånder og derfor holdt sig væk. Derfor er de først fundet officielt for seks år siden. Amazing. Kigger man ned er der regnskov og skræppende, meget grønne og støjende papagøjer. Kigger man op er der bjergsider med dæmoniske ansigter...

Ayachachi: Flere ansigter. Både mænd og kvinder denne gang. Kvinderne kan kendetegnes ved deres rundere udformning (hmm!). Derudover er der små huse (gravkamre) der også stikker udfra bjergsiden. Denne bjergvandring er endnu stejlere - og fundet for kun TO år siden. Placeret i en enorm kløft, som er meget smuk når solen lige er ved at gå ned.

Kuelap: Egnens hovedattraktion (vi mødte dog ikke andre turister).

En hel by på omkring seks hektarer med mure omkring og små runde huse (ruiner) overalt. Bestigningen herop tog fem timer - op, op, op og mere op - i fem timer og tynd, tynd luft (fra 2000-og-noget til 3000-og-noget)!!!! Hårdt, men meget smukt.



Vi overnattede i et privat lerklinet hus næsten helt oppe på toppen ved Kuelap. Her sov vi i datterens seng alle tre, med Tycho godt placeret i midten. Tæt, men godt -for det er RIGTIG koldt i 3000 m. højde om natten. Det betød dog at datteren sov på det lerklinede gulv indhyllet i et tæppe...hmmm.... Det ægte Peru?

På selve ruinerne dagen efter, ofrede jeg mit hår.
Karoline klippede det af i ét stykke: En skalp...yezzzz.. Og derefter placerede jeg mig i et af de små cirkelhuse hvor min skandinaviske bevidsthed overgav offergaven til de guder som, efter dette folks skik, skulle befinde sig i træer og bakker.

Og det var ikke svært at forestille sig guder på dette sted. Så snart jeg lukkede øjnene i cirklen begyndte træerne at suse rundt i spiraler omkring mig (sådan lød det i hvert fald). Og efter denne seance kastede jeg, i fin bue, skalpen udover bjergsiden. Flottere kan det ikke udføres (og ja, vi har hele denne sidste seance på video)....

Leymebamba: Den mikroskopiske landsby hvor det ægte Peru for alvor overvandt mig - eller rettere sagt min mave. Tre uger uden problemer er ellers ret godt klaret. På mine andre rejser har den været sikker indenfor en uge. Men altså først nu - og kun en enkelt dag.

Jeg tilbragte derfor hele dagen i seng - mens Karoline og Tycho tomlede ud i regnen til et marked et eller andet sted. Så måtte jeg nøjes med Bobergs rejseoplevelser, og en masse saccharomyces på kapselform, som åbenbart er en mirakelkur mod diarré:-). Så ved man det.

Ellers var Leymebamba stedet hvor vi besøgte et museum uden turister, men med en masse mumier (af den skræmmende, stirrende slags) og en hel del arkæologifund i det hele taget (Julie, du ville have elsket det). Derudover en fantastisk græsplæne i solen - hvor vi valgte at hænge ud hele eftermiddagen. Især fordi de trak deres to alpaca-hopper hen lige ved siden af os, med deres to lama-føl...

Folk i landsbyen var ikke helt normale. Enten manglede de fødder eller arme, eller fejlede noget i inde i hovedet - seriøst - ved ikke om det kan være indavl? Her er jo temmelig isoleret?

Nå, men nu er det videre. Vi er på vej mod kysten. Væk fra Chachapoyas-kulturen, og videre mod andre præ-inka-folk...