Ja, jeg er tilbage i Chile efter en 3-4 år.
Vi er lige ankommet og nyder varmen (plus 20 grader, kontra de minus 20 vi ellers har været vant til de sidste par dage!). Vi bliver her dog ikke længe, men tager en salto tilbage op til Peru om et par dage.
Det har ellers været umådeligt fedt at opleve Bolivia, selvom det kun har været et par uger - og udvalgte steder!
Here goes:
Isla del Sol i Titicacasøen: Øen hvor solen, Inti, fødtes og satte de første inkaer på jorden. Et, intet mindre end, guddommeligt smukt sted.
Man må forestille sig en ø i det græske øhav, med lav og tør bevoksning i brungrønne farver, klippede småbjerge og fantastisk blåt vand. Mere blåt end man kan forestille sig.
Blot med den mindre forskel at dette ø-paradis ligger inde midt på det Sydamerikanske kontinent, i 4000 m. højde, og med endnu højere snedækkede tinder (tør slet ikke tænke på hvor høje de må være...) i horisonten.
Derudover ligger inka-ruiner og inka-symboler spredt rundt omkring på øen.
Som fx dén klippe som søen er opkaldt efter: Klippepumaen (Titi = Puma, Caca = Klippe), solens og månens hvilesteder (to nicher ind i klippen), og solens fodspor da den forlod denne niche og steg op mod himlen. Jeg var overrasket over hvor meget de lignede menneskespor (havde måske forestillet mig noget mere dinosaurlignende?).
Grundet øens mærkelige facon er her også utallige små bugter med sandstrande.
Det eneste der overbeviser én om at man ikke er ved Middelhavet i havniveau, er blot at det trods solens varme er temmelig koldt (til dels også om dagen), og at man mister vejret af at sidde stille og spise morgenmad (og dermed i høj grad af at hike i bjergene).
(morgenmad med Karoline, Tycho og hollandsk følgesvend - Emiel)Vi ankom til øens nordlige del, overnattede dér den første nat, hikede dagen efter til den sydlige del (4-5 timer i afslappet tempo), og overnattede i denne sydlige del den efterfølgende nat. Der er én landsby i hver ende af øen!
La Paz: Efter en uge omkring Titicacasøen trængte vi til lidt storby og bevægede os med en aftenbus mod La Paz!
Bedst som jeg sidder og slumrer her i denne mørke bus går motoren ud, bussen begynder at vugge og da jeg kigger ud af vinduet befinder jeg mig pudsigt nok ude midt på noget vand...
Det er mørkt, jeg kan ikke se noget, men jeg kan dog se at jeg ikke kan se nogen båd under mig....
Jeg får dog øje på en anden bustransport "båd" der er MEGET smal (rummer kun lige bussen), og jeg begynder at glæde mig til at nå den anden side af floden uden at bussen tipper.
Det lykkedes heldigvis.... Velkommen til Bolivia og kreative løsninger på flodoverkrydsninger!
La Paz er definitionen på en superkaotisk by (især nar man kommer lige fra en ø helt uden veje, og dermed også helt uden køretøjer = ufattelig stilhed).
(uhyrlige lama-fostre, som sælges som lykkeamuletter overalt i La Paz)
Vi ankom temmelig sent. Det var mørkt, og af en eller anden grund var alle hostels fyldte. Ikke godt i hovedstaden på Sydamerikas fattigste land. Pludselig var mig og Karoline ret glade for at vi havde slået os sammen med en israeler og en hollænder, så vi var tre mænd istedet for én.
Vi endte af samme grund også med at crashe et israelsk hostel med alle skilte og ALT på hebraisk. Sådan gør israelere nemlig når de rejser - hver sin smag.
Vi flyttede dog hostel igen dagen efter!
(Tycho køber uld på det lokale marked)
Vi lavede ikke meget i La Paz: Besøgte et meget informativt kokain-museum, så Da Vinci Code i biografen, og købte tonsvis af artesanías - helt præcist 15 kg som vi sendte hjem med en pakke til Karolines mor (flot piger!).
(...dengang kokain var for børn)
Jeg havde tænkt mig at sende et par flasker med, men ifølge de to señoras på postkontoret var dette dog ulovligt. Pudsigt nok, når én af dem forlod lokalet, var det dog pludselig helt muligt (og lovligt?) He! Jeg besluttede mig dog for ikke at sende nogle med!!
Valle de la Luna: Dette underlige geologiske landskab i udkanten af La Paz nåede vi med nød og næppe at se! Tror dog ikke det slår det månelandskab vi får at se her i Chile de næste par dage. Men virkelig fascinerende. Tog en combi dertil ved solnedgangstid. Bestemt ikke dårligt tidspunkt at gøre det på. Magical indeed.
(Karoline foran "månedalen")
Den Koldeste Nat(Bus): Bussen fra La Paz til Uyuni bliver kold havde de sagt, men ingen havde vist helt forstået hvad det egentlig indebar!
Total mørkt var det i bussen, og da kulden begyndte at indhente mig var jeg glad for mine to uldtrøjer, jakke og ekstra sokker jeg tilfældigvis havde taget med.
Timerne gik og jeg pakkede efterhånden hele mit ansigt ind i uld. Stadig dansede dog rimturser og isdæmoner rundt på min næsetip, og viskede remser som jeg ikke kunne høre for bussens voldsomme og konstante bumlen og skramlen.
Pludselig kunne jeg dog høre Karolines stemme: "Eliza, kommer du ikke herom, måske kan vi bedre få varmen hvis vi er tre?"
De sidste par timer sad vi altså i en sammenfiltret klump og prøvede at trække vejret under vægten fra de andres kroppe!
Pudsigt nok havde jeg natten forinden drømt om en ulv der slugte solen - nej, Ragnarok kunne ikke være langt væk nu?!
Da bussen endelig standsede op (omkring kl. fem om morgenen), ville vi lige lette på det tynde gardin for at se ud af vinduet. Schkrrrr...sagde det: Hele vinduet var tykt af islag. Minus tyve grader bliver det om natten på disse kanter.
Busturen var på 13 timer, mindst 9 af dem i total kulde og mørke!
Men vi nåede frem til ørkenbyen, og hører for fremtiden bedre efter hvis der bliver sagt at en bustur bliver kold.
Mange ørkenoplevelser har vi haft siden da - og flere vil følge. Det må dog blive i næste omgang. Trænger voldsomt til et bad;)
.JPG)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar