Bolivia/Chile

Fortællinger fra ørkenen, d. 4. juni - 06

Efter en uges storby - La Paz - trængte vi til... Noget andet... Noget vildere... Ørken!

Og det fik vi i sandhed.

Uyuni: Efter den forfrosne natbus væltede vi ud i mørket og kulden kl. 5 om morgenen og var, trods forsøg på resistens, ikke sene til at sige ja til det første, det bedste rejseselskab der tilbød varm kaffe på varmt kontor.

Sådan var der også andre der havde det. Så vi var en lille gruppe mennesker der lod os overtale til at tage på en 4-dages tur i ørkenen allerede samme dag, selvom vi ikke havde sovet hele natten! Vi chrashede derfor rejseselskabets bløde sofaer indtil kl. 10.30 hvor turen startede...

(salt, salt, salt)

Salar de Uyuni: Et voldsomt stort område som engang var en kæmpe saltsø, men som nu er en kæmpe saltørken. Større end Titicaca-søen!

Milevidt kører man på hvidt, fladt hvidt, blændende hvidt. Og pludselig, midt i alt det hvide.... En ø - med kaktusser og klipper... Hmm.... Og så... Et hotel: Bygget af salt, møbler lavet af salt, ALT lavet af salt. En anden verden!

(kaktusser i et ishav?)

Fedt at køre igennem denne uendelige hvidhed i timevis, mens Metalica drøner ud af højtalerne i bilen.

(min, til dato, største præstation som fotograf)

Efter saltplamagen ankommer man til rigtig ørken: Brune og røde farver, klipper, lav og tør bevoksning. Området er enormt. Vi har kørt i dagevis igennem dette ingenting - og stadig fortsætter det.


I en klippehule hang forstenede(-kalkede) algekolonier ned fra loftet (fra tiden som sø). Bizar bevaring. Ville gerne vide hvilken type alge det var, men det vidste de herrer der guidede os desværre ikke! I en anden hule (Djævelens hule) var der præ-inka gravkamre - og forstenede kaktusser i massevis. I solnedgang var det et mageløst syn.

I området lever rigtig mange vicuñaer - utroligt men sandt. Så dem kan vi i hvert fald efterhånden ikke brokke os over ikke at have set. Samt et par ræve helt tæt på.
Hvad disse store dyr lever af (primær-energi), gad jeg godt at vide, for bevoksningen er vitterligt næsten ikke-eksisterende!

Denne ørken er til gengæld stedet for masser af vulkaner (den ene med røg, juhuu), og laguner i underlige farver! Den røde (og vi snakker meget røde) husede tre arter af flamingoer som bestemt ikke var af den stille slags:-) Den grønne husede ingen, men tilbød til gengæld udsigt til de to konkurrerende vulkan-herrer.

Historien går at den ene har hugget hovedet af den anden (så den er helt flad på toppen) fordi de begge ville have den tredje vulkan ("kvinden") som kone. Sådan kan det jo gå!


På grund af den megen vulkanisme er her også geysere - eller det vil sige: Fumaroles.
De udspyer damp (dejlig varmt for fingrene), og ikke vand. Men man er dog ikke i tvivl om at vandet koger når man kigger ned i kedlerne - kæmpe sorte bobler.

For at se dette syn var vi nødt til at stå op kl. 5 om morgenen - i minus 20 graders kulde (5000 m. højde) vel at mærke - for om dagen kan dampen ikke ses. Det kan den derimod mod en farverig solopgang. Så det er bare med at holde på fusserne så de ikke fryser af.


Hvor der er geysere er der også varme kilder (som oftest), så efter et par timer med smertende fødder var det... Ja, ligeså smertefuldt... Men dejligt... at proppe dem ned i 33 grader varmt vand, og vente på morgenmad.

Atacama: Herfra krydsede vi grænsen til Chile.

San Pedro de Atacama er en uanseelig, men turistet grænseørkenby på chilensk side, og herfra fortsætter det enorme område udi den berømte chilenske Atacama-ørken: Det tørreste sted på jorden.

(de to konkurrerende vulkaner - set fra Valle de la Luna - chilensk side)

Ganske rigtigt. Havde der været sparsom bevoksning før, var der nu ABSOLUT ingen bevoksning. Valle de los Muertos er stedet hvor ingen planter eller dyr lever. Valle de la Luna er stedet hvor saltminer har gennempenetreret undergrunden gennem 60érne, men nu er lukkede da havsalt er meget billigere!

Vi klatrede op ad enorme sandklitter for at se et månelandskab blive - først orange, så rødt og til sidst lilla - i en fantastisk solnedgang. Dette landskab, og dets enorme udstrækning, forstår man ikke før man har været her.


Jeg har dog "været her" før (dvs. fløjet henover), og har lige siden da, ønsket at komme tilbage for alvor. Jeg vågnede op i flyet fra Venezuela til Chile og befandt mig pludselig på månen (og Kasper, du fortalte mig at stedet jeg var fløjet henover nok var Valle de la Luna, remember?).

Det var en chokerende oplevelse fordi jeg, da jeg var slumret hen, netop havde fløjet i timevis henover endeløse strækninger af regnskov.

Jeg var, med mine 20 år, heller ikke klar over endnu, at månen fandtes på jorden - eller at der fandtes kaniner i månen.

(Eliza på månen)

Chiles komfort er slående, kommende fra Bolivia, mens priserne er chokerende svimlende.

Vi skyndte os derfor at smutte nordpå igen, da vores økonomi begynder at mærke rejsens fremskredne alder.

For at genankomme til Arequipa i Peru (en lang tur) måtte vi.... Ja, ganske rigtigt... Køre igennem en 20-30 timers uafbrudt ørken, langs kysten. Så nu har vi i hvert fald fået tilfredsstillet den værste ørkentrang lige foreløbigt.

Vi befinder os nu endelig i Cusco og, som alle I der har været her ved, så er dette et paradis af små krumlede gader, inka- og koloniale bygninger side om side. Historie på hvert et gadehjørne - og alle backpackeres drøm.

Imorgen er her valg, så det bliver kaos. Mere meget mere om alt dette i næste omgang...