Klinteslangens år

Et år er gået...

Ikke bare et hvilket som helst år (nu som det jævner!), men mit tredivte år, mit første år i Ødemarke, og et fuldt år med alle årstider intakte (læs: jeg har ikke føjtet omkring i verden og shoppet rundt mellem steder og klimazoner;). 

Jeg har boet i Klinteland, fulgt Klinteskoven fra dens eksplosion af efterårsfarver til dens begravelse i meterhøje snedynger (i den længste og smukkeste vinter landet længe har set). 

Fra dens vidtstrakte dyne af forårets anemonemagi, til bøgen atter sprang ud i al sin allestedsnærværende lysegrønhed - og igennem den dejligste lange solskinssommer landet (også) længe har set… 

Absolut et tilfredsstillende år at være hjemme på. Og nu er jeg tilbage – ved begyndelsen af efterårseksplosionen, og jeg er stadig sulten efter mere: Mere klinteskov, mere svimlende klintekant, mere bondehus – giv mig endnu et år – og ét til, med mange flere solnedgange fra køkkenvinduet…

Da jeg i begyndelsen af dette år, 2013, skrev mit indlæg om slangens år, anede jeg ikke i hvor høj grad det faktisk skulle vise sig at blive et slangeår. Altså et år hvor livet skrider, som klinten gjorde det i april, hvor alting udfordres og vendes på hovedet – og hvor tilværelsen pludselig får nye meninger.

Slangen og trettentallet er både skabelse, fare (uforudsigelighed?) og frugtbarhed (nye begyndelser/kærlighed)- Vandslangen er forløsende. Mere end jeg havde kunnet gisne om da den sneede på vorses stråtage tilbage i februar måned.

Når jeg desuden har kunnet smage afkastet af at bo midt i naturen et helt år, kan jeg kun være taknemmelig for jordens gaver, trods dens betydelige mængder klintekalk - som blåbærbuske eksempelvis ikke kan lide!

Andre vækster er mere hårdføre:
Hjemmelavet hybenmarmelade, hyldebærsuppe, svamperisotto, brændenældesuppe, hyldeblomsterdrik, køkkenhavesalat og hjemmedyrkede gulerødder er det blevet til.

Ødemarke har været gavmild i årets løb, og mus og kat og Sild kan nu også kombineres i en afbalancerende tag-fat(-lyd), så forrådene ikke forsvindende fortæres. TAK!

Øde er marken, marken er mejet
- og årets slange har bidt sig selv i halen… 

I vandslangens år

Når regnen regner på vorses tage…

…så kan vi bruge en vandslange til at regne den lige tilbage i hovedet. 

Det ved ethvert barn af firserne. Og med disse fraser kunne man passende indlede vandslangens år, som netop er trådt i kraft ifølge den kinesiske kalender. Umiddelbart en optimistisk tilgang, som kineserne dog ikke deler – da slanger for dem er noget uhyggeligt og uheldssvangert.

Bangladesh, 2009

Der går rygter om at gravide i Kina har taget fødselsstimulerende midler for at føde deres børn i dragens år, og ikke i slangens.

Store projekter afventer indvielse til det farefulde år er forbi.

De store nytårsfejringer har endda knyttet sig til nuttede, tegneserie-versioner af dyret, frem for de levende kræ - så ondskaben dermed manes bort.

Et pudsigt sammentræf, eftersom vi netop – som bekendt – også er indtrådt i 2013. 

Et ildevarslende tal, som har fremskyndet eksempelvis min kusine til at blive gift sidste sommer, i 2012, frem for i 13. Man kan jo ikke blive gift i et tal med 13, som hun sagde. 

Næh, folk med angst for slanger og uheldige tal får muligvis et udfordrende år! 

For hundrede år siden, da klokken slog 1913, gik verden af lave året efter. 1913 var det sidste år i den gode, gamle verden, før alting blev forandret af en perlerække af krige og oprør. 

Verden skulle aldrig siden blive den samme – og pludselig sidder vi her i en verden hvor ungdom, kvinder og forskellige folkeslag har samme rettigheder som kristne mænd (ok, så tilnærmelsesvist da!). Hvilke varsler kunne vi dog ikke udlægge af det?

Bangladesh, 2009

Om dette skæbnesvangre år er netop udgivet en bog ved navn ”1913”.

Et andet pudsigt sammentræf handler om at både slanger og tallet 13 startede som lykkebringende symboler. 

Slangen var i mange gamle kulturer et frugtbarhedssymbol, og blev dyrket som noget guddommeligt (det fallisk snigende væsen). 

Også i den kinesiske skabelsesmyte var de første mennesker halvt slanger. Dem som skabte alle ting. 

Men i den kristne skabelsesmyte havde de tidlige kristne til gengæld opdaget at slangen dyrkedes som hedensk guddom mange steder (især i randområderne omkring kristendommens vuggested), og den optræder derfor i myten som det onde og luskede der forfører det ligeledes farlige væsen – kvinden – til at handle overilet, og dermed ryger mennesket ud af den hellige have. 

Bangladesh, 2009

Ned i sølet på jorden, til de andre slanger.

Hermed kunne kristendommen på samme tid antyde foragt for de hedenske kultdyrkere omkring dem, og for kvindens svage natur (det virkede!).

13 var i den nordiske mytetradition frugtbarhedsgudinden Frejas tal, og hermed også et helligt og frugtbart symbol. 

13 var i mange kulturer et magisk tal (på linje med 3 og 7), og også derfor ser vi hvorledes det i den kristne fortælling bliver til det onde og uheldige tal: Judas-tallet. 

Ikke ringe midler bliver brugt for at formane de gamle kulturers værdier – ikke mindst frugtbarheden: Den farlige magt der trækker i os alle.

Så derfor sidder vi altså her i dobbeltfrugtbarhed – eller dobbelt-uheld, om man vil?

Måske kan vi bruge dette slangeårs særlige element ”vandet”, til at mildne de hede(nske) kræfter?

Eller måske skulle vi bare tage at regne den regn tilbage i hovedet, og se hvad der bliver af den gode, gamle verden herfra…
Hvor vi står.

Tør vi?