18-10-2011
Netop
ankommet til Mongoliet, og er efter en hel dag under blå himmel, og en
nat med frost i luften, ved at vænne mig til at Kina nu er et overstået
kapitel. De sidste uger bød både på alenetid på museet med tid til
fordybelse - men også masser af travlhed - og en farvelfest af
dimensioner der ikke før er set magen til på museet...
Følgende er
allersidste tankehilsen fra Kina...
Mandag morgen for to uger siden:
Jeg stod op en (mandag!) morgen kl. 5.35, for at observere et helt
almindeligt, og dog særligt fænomen.
Jeg stod søvndrukken op. Det er kun
en halv time før jeg plejer, men forskellen er at klokken halv seks er alting
mørkt.
Heri afsløres at fænomenet var: Solopgang i Kina!
Jeg har dagligt nydt
den farverige solnedgang fra vores vestvendte altan.
Hver eneste dag er den
spektakulær, og så har jeg kunnet sidde og tænke på at solen i dette øjeblik er
på sit højeste i Danmark (kl. 18 i Kina = kl. 12 i Danmark).
- Altså må Danmark
ligge lige der hvor solen forsvinder, bag vores lille udhus.
Men solens opgang
har hele sommeren været ved 4-5tiden om morgenen, så det ville have været
selvmord at stå op for at se den.
Nu havde jeg imidlertid flere morgener i træk
set at solen var nyudfoldet omkring kl. 6 (dvs. midnat i Danmark), så hvis jeg
ville se solopgang, kunne det nok gøres omkring kl. halv 6 i oktober.
Vores altan, vores park – og såmænd også vores panoramavinduer – er som
sagt alle vestvendte. Dvs. at de bjerge der ligger i den østlige horisont er
mere ukendte end dem mod vest.
De er også længere væk, og kun på særligt klare
dage har de åbenbaret sig, så man næsten måtte overraskes over at have misset
dem så længe. De vestlige er derimod både velkendte og velfotograferede.
Derfor var det også en lidt
særlig oplevelse at sætte sig i bibliotekets fjerneste hjørne (man måtte selv
trække sin stol derhen), hvorfra vinduerne har udsyn mod øst.
Liaoning er noget
nær det østligste man kommer i denne verden. Alligevel virker de østlige
bjerge i deres røde morgenskær både mystiske og lokkende. Selv fra Kina får man
åbenbart denne følelse.
Man må bare fortælle sig selv at selvom man stiller sig
ud på østspidsen af Japan (den opgående sols land), så står solen alligevel op
i Øst.
I dette tilfælde er Øst bare Vest (=USA!?). I USA er det imidlertid min
oplevelse at der ikke tales så meget om solopgange. Her rider cowboyderen altid
ind i solnedgangen.
Det illustrerer
meget godt den egentlige forskel mellem øst og vest: Solopgangen er som et
stort spirituelt potentiale, mens solnedgangen mere er en slags fuldendelse. En
behagelig skønhedsåbenbaring i slutningen af dagen.
Men for at vende tilbage til
min mandag-morgens-solopgang, så blev det røde skær over bjergene bare ved og
ved, og lidt i 6 kunne jeg ikke forstå hvor solopgangen blev af.
Jeg var sikker
på morgen efter morgen at have stået op kl. 6, med solen allerede oppe. Kunne
årstiderne have forrykket sig så hurtigt? Men ak, lige midt i en slurk kaffe
brød bjergene pludselig i brand, ildkuglen kom til syne, og indenfor et minut
var den fri af bjergene.
Kl. 5.58 var solopgangen fuldendt, og 10 minutter
senere havde den forvandlet landskabet til sit sædvanlige blegdisede
morgenudseende.
Skaderne begyndte deres morgenkrige.
De folk der i historiens løb
har dyrket solen som deres guddom, har virkelig ramt plet.
Af alle fjollede
guddommeligheder man kan forestille sig, så er solen rent faktisk den
livgivende kraft der har givet ophav til alt liv på den her planet. Man kan
føle denne magt i varmen, og lyset som sætter automatisk gang i
vores glædesreceptorer.
Når man ser solen i sin kugleform – dvs. hovedsagligt
under solop- og nedgange, ser man i virkeligheden dens sande form. Ildkuglen! Inkaerne,
Minoerne, Shu-folket fra Yangtzefloden (hvis offerpladser vi besøgte i Chengdu)
og selv vores danske Egtvedpige, med sin solplade på maven, havde oplagt fat i en lang
ende...
Apropos livet på denne planet, så er det vel det eneste jeg nu mangler
at fortælle om...
Jeg mener ikke det forstenede liv nede i min udgravning (det
har jeg allerede fortalt om), men det levende liv – i vores park og vores
hverdag.
Evolutionens foreløbigt sidste station på dette punkt i verden.
Det
adskiller sig ikke i høj grad fra Danmark, logisk nok, eftersom det er samme
kontinent(plade), og samme klimazone. Og dog:
Området her er velsignet med en insektdiversitet der langt, langt,
langt overgår vores danske, til sammenligning usle, insektfauna.
Her er
fårekyllinger, græshopper og natsværmere i millionvis – og i alle størrelser og
farver.
Her er en fårekylling der ligner en muldvarp!
Her er biller i stimer.
En særlig dag er der en milliard røde biller.
Dagen efter er de væk!
Et par
dage har vi en milliard sorte biller i stuen.
De er overalt. På væggene i
luften, i vores mad. Lyden af insekt der klasker mod gulvet er
allestedsnærværende (i disse dage undgik vi så vidt muligt stuen).
I sidste uge
havde vi en million mariehøner med to prikker. Nu er de væk.
Wode pengyou (min ven): Fru Kæmpeknæler
En knæler holdt trofast til i vores gravetelt, og opsøgte til stadighed mit selskab. Mere end hvad de fleste andre havde gjort i et halvt års penge. Knæl for knælersympati...
Her er guldsmede i
store mængder (i foråret blå, og i sensommeren røde).
Her er skolopendre i alle
benlængder, kæmpe tragtedderkopper (relativt!), kæmpelarver og kæmpeknælere der, som sagt,
både kan æde kæmpe sommerfuglelarver og holde ensomme dinosaurudgravere med
selskab…
Også en hel koloni rødbrune frøer har udført dette job (altså højnet
selskabeligheden i min udgravning).
I foråret lagde jeg mærke til en fugl med en usædvanlig lang hale.
Confuciusornis kaldte Damien den (han
vidste ikke hvad slags det var), og det var præcist hvad jeg selv havde kaldt
den inde i mit hoved.
Confuciusornis
er en af de ypperst berømte fuglefossiler her fra Kina, med en exceptionel lang
hale.
Den mindede lidt i bygning om en skadefugl, så jeg begyndte at lede efter
skadetyper i Asien. Men jeg fandt den ikke, og hele sommeren holdt Confuciusornis sig væk.
Dyrets aggressive skadeadfærd afslørede den, selvom den i
antal ikke kommer i nærheden af de almindelige sort-hvide skader som, også her,
er landskabets herskere!
Selv de mange rovfugle (også
på dette punkt er vi velsignede) må finde sig i konstant chikane og forfølgelse
fra de kværulerende flokke af skader.
Et par af den lille amurfalk slog sig ned
i en uges tid, men blev hurtigt fortrængt (
http://en.wikipedia.org/wiki/Amur_Falcon).
En morgen havde en musvåge forvildet sig ind i vores indgangsparti af glasdøre
(!), og ugen efter var der en hel flok af dem.
Musvågeskrig hørtes over
landskabet, hvor de flagrende stod stille i luften på deres musvågevis.
Men
også disse blev chikaneret væk af skaderne.
At den sort-hvide skade er en af de
talrigeste fugle – fra Danmark til Kina – kan ikke komme bag på nogen. Vil man
frem her i verden, må man kunne jage de andre væk. Og det kan skaderne til
perfektion.
Pattedyr har det skortet lidt på, men et lille pindsvin har dog
rumsteret rundt. En enkelt hare har jeg vist også overrasket en dag.
Fisk har vi til gengæld i massevis. De er udsatte i vores kunstige sø,
og mange af dem er selvfølgelig store fejlfarvede karper, i bedste kinesiske
stil.
Det pudsige når man sidder langs kanten af søen og kigger på dem om
morgenen, er at de patruljerer rundt langs betonkanten og ”kaster” sig op af
vandet – tilsyneladende for at gafle orme og insekter på kanten.
Men det ligner
usigeligt at de prøver at ”gå på land”. Selv nogle af børnene fra vores gruppebesøg
kommenterede at det lignede at fiskene prøvede at ”udvikle sig” – og man ser
det for sig:
Havde de haft finner med lidt flere lemmeknogler, havde de kunnet
gribe fat i kanten. Så mangler kun respirationssystemet – og bum, så er vi
tilbage ved frøerne.
Sø - og museum - i dagslys
Slangen bor her også, men jeg har ikke endnu fået den at se. Den kan
sikkert leve højt på de mange frøer som dagligt soler sig i dens domæne.
Tiden er nu inde til at forlade dette sted, og jeg vil glæde mig til
langt om længe at rykke vestover. Ind i solnedgangen – for gravesæsonen i 2011
er fuldendt.
Så sagt, så gjort
Mange hilsener fra Ulaan Baatar
Sporet ender her