Livsfaseskift (om at fylde 30)

Et begreb der lyder konstrueret, men ikke desto mindre føles som en klokkeklar realitet!

Ikke kun overfor livets ydre rammer, men også de indre rammer synes ændrede - med en forholdsvis pludselig styrke.

At personlighedsskiftet(?) netop er sammenfaldende med min nu top-aktuelle overgang fra 20érne til 30érne, må være en tilfældighed. Eller?

Kan det passe at det sidste årti, så ekstatisk lykkeligt som det har været, alligevel var bundet til en livsfase - nemlig ungdommen(!?!) - selvom den føltes så evig og uforanderlig.

Jeg kunne ikke drømme om at disse frie og mulighedssvangre år ville ændre fokus, og havde i lang tid frygtet den næste fase, hvori samme livsudfoldelser ikke ville være mulige:

Globetrotting, udgravninger, videns- og studieshopping, fordybelse og fest i egen cocktail.

Talrige beruselser, fortryllede møder med mennesker, køn, kulturer og fremmede verdener i verden.

Udlevelse i højeste potens - og frihed til at slippe løs, men altid at have det smukke, gamle kollegium i baghånden. Har jeg fået dét ud af denne frihed, som jeg stræbte efter?

Jovist! Jeg har vist intet forsømt forår at klage over - selvom jeg frygtede det ikke var langt nok - og nu synes pludselig helt andre værdier og prioriteter at være i front.

Praktisk at realitet og behov passer så nydeligt sammen.

Den ungdommelige lykke synes svær at overgå, men mon ikke de nye drømme nærer ligeså store, men ganske anderledes eventyr?

Lykkeligvis kan jeg nu, tilbagelænet fra min gamle skindklædte gyngestol, titte tilbage på de mange allerede opnåede eventyr og sukke fred- og frydefuldt:

(20érne i 20 sætninger)

-At blive palæontolog, og at være palæontolog.

-At se det evige polarlys blive overvundet af tre minutters sommernat, og nordlyset forvrænge en højtflyvende vinternat. At tude til albatrossernes parringsdans på ækvator og til Leonard Cohens ditto i Kongens Have.

-At svømme med pingviner og havskildpadder i Stillehavet, og med isbjerge i en østgrønlandsk fjord. At brække sig af glæde over livet (i det nærmeste havnebassin), og af dansens evighed i en ung Werther.

-At besøge waorani-indianerne i deres kamp for det tabte Amazonparadis, og tsaatan-mongolerne på deres rensdyrrejse i taigaen. At møde en brun bjørn i Californien, og svæve frit mellem fuglene i Caribien.

-At jage med ørne hos kasahkerne i Altai, og fiske med oddere hos bengalerne i Bangladesh. At ofre en skalp (sin egen) fra en præ-inkaruin og en uskyldighed (sin egen?) til en italiensk sten.

-At slå sig ned i Spaniens hovedstad, og et halvt år leve af sangría og tapas. At blive angrebet af et indisk næsehorn fra elefantryg, og flygte fra moskusokser på en arktisk bjergside.

-At kysse med prinser, piger, præstesønner og pr-folk - og se dem alle blive forvandlet til frøer.

-At tisse med Himalaya som baggrund i 6 kilometers højde, og sove med hjemløse sutter på Victoria st, London. At opleve en ørken af sand i Oman, af salt i Bolivia og af kommunikation i Kina.

-At føle luftkrystalliserende kulde i den sibiriske vinter, og hallucinerende hede i det indre Alentejo. At sippe en Martini i Armenien, og se på Ararat uden at kunne se noget.

-At møde en tallerkenneger uden sin tallerken, og en georgisk troldmand uden sin trold. At kende en tjekkisk ridder i Bohemia og en argentinsk tryllekunstner i Barcelona - og vide de begge to stadig findes derude.

-At spise en skorpion i Beijing, og nyde en usammenlignelig god kop kaffe i Etiopien - og i alle tiders yndlings-Portugal.

-At finde en dinosaurtand på Bornholm, og en lykke i et bondehus på Møn (flueben)...

Tak for dét kapitel. Et nyt skal herfra forfattes!
(hvori temaet bliver endog ganske anderledes)

Eliza, 29 - going on 30

Mars på Jord

Det er allerede svært at sætte sig ind i den boligløse og vinterlige situation, da vi vendte hjem fra Sibirien for nu godt 7 måneder siden.

Tiderne er i den grad skiftet. 

Den danske sommer er på sit højeste og mit sidste år i 20érne er blevet brugt på at forberede det næste årti i 30érne - med perfekt timing af flytning i hus lige når grænsedagen oprinder (om nu to måneder). 

Men indtil da skal endnu en rejse bringe mig tilbage til et vinterlandskab - lige midt i sommeren: 

En dinosaur-ekspedition til Østgrønland står for døren, og det bliver en helt anden verden. 

-En konstant soloplyst verden af overjordisk karakter (meget mere om det senere...).

Man skulle næsten tro at jeg holdt meget af vinteren, siden jeg valgte at fordoble den sidste år - ved allerede at starte med oktober i Mongoliet/november i Sibirien - samt nu en arktisk rejse i min sommerferie (ja, det drager jo...).

Men apropos andre verdener, så har jeg også lyst til at lave en bagudskuende note om mine, noget intense, oplevelser i Kina.

Det har taget mig lang tid at rehabilitere efter arbejdsforholdene og fremmedgjortheden i denne dybt anderledes kultur.

Samtidig med afrejsen påbegyndte jeg læsning af Mars-trilogien (Red Mars, Blue Mars, Green Mars), om menneskets (fremtidigt potentielle) kolonisering af først Mars, og siden hele solsystemet. 

En yderst velfortalt og overbevisende science fiction klassiker.

Jeg læste - passende nok - om hele "rumrejsen" derop, under flyvningen og mellemlandingen i Moskvas lufthavn, og ankom til Beijing, netop som bogens hovedpersoner ankom til Mars. 

Hvor rammende dette skulle fortsætte med at udvikle sig, havde jeg ingen anelse om...

Kina var simpelthen en anden planet.

Jeg var ligeså alene, som havde det været en livløs planets stenørken.

Jeg var lige så tvunget udi hårdt, fysisk arbejde, som kolonisterne der skulle opbygge en ny verden (sådan føltes det i hvert fald).

Da det blev sommer i Kina, og jeg var nået langt i bøgerne - begyndte bogens personae at rejse tilbage til Jorden.

-De kan dog ikke trække vejret, og bliver syge af den tunge og trykkede jordiske atmosfære, fyldt med hede og fugtighed.

Sådan føles den kinesiske sommer også!

Den er hed, trykkende - og maser sig ned ovenpå én som en dyne.
(Insekterne elsker det. Ligeså jordboerne i Marsbøgerne;)

Men ligeså hårdt det er at kolonisere nye planeter, ligeså spændende er det også (se evt. mit tidligere blog-indlæg om The Human Experiment), og jeg skulle elske at leve i den generation som kommer til at opleve dette.

Jeg er derfor også taknemmelig for at at have oplevet et så fremmed Kina. 

Helt, helt anderledes end at gennemrejse som turist - hvor sure Julie og jeg end blev, fordi vi allerede dér følte os udsat for en uvelkommen afmagt. Det var ingenting i forhold til at bo i kommunikationsørkenen i en fast lang periode.

Men jeg lærte en masse; om palæontologi, om psykologi (min egen og andres), om sprog - og om andre kulturerer.

Tak for det.

Eliza er klar til nye eventyr.
De sidste inden livsfaseskiftet...

Sibirien-Skandinavien Express

29-11-2011

En togrejse kan være mange ting...

Den kan være en rejse i tid (tidszoner og dagslængder der ændrer sig), en udforskning af det ukendte (i dette tilfælde den sibiriske vinter) eller den kan være en bevægelse mod hjem.

Netop afsluttede ”togrejse” af en måneds varighed har været alle disse ting.

Bevægelsen der startede i Mongoliet og sluttede i Finland var derudover en rejse op og ned af temperaturskalaen.

Da vi rejste fra Tomsk (vores midtvejsstop i Sibirien) sagde termometeret -19 grader, og da vi 2½ døgn og tre tidszoner senere stod af toget i Moskva sagde det +5.

En temperaturstigning på 24 grader på et kvart kontinents rejse.

De lave sibiriske temperaturer var dog velkomne...

Togrejsen igennem den uendelige taigaskov var et endeløst snelandskab iklædt bjælkehytter med røg op af skorstenene og mennesker i pelshuer og –frakker. 

Dette er ikke en myte om russere; 

Sådan går de simpelthen klædt, og når familier begynder at transportere småbørn rundt i gaderne ved hjælp af slæder – så ved man at man er havnet i Sibirien. 

Vores ophold i den gamle universitetsby Tomsk var derudover en rejse tilbage til alverdens rødder. 

Ifølge guidebogen (det var én vi havde lånt fra vores hostel), er Tomsk-området både stamsted for den keltiske og den finske kultur, og besidder desuden rester af vikingetidsstensætninger og arkitektur!?! 

Umiddelbart virker det dog mere som et øde sted midt i Sibirien hvor mongolide stammer engang blev fordrevet af tzarens cossacker, og en by ”tilfældigt” opstod. 

Hvorvidt der er hold i oprindelsesmyterne eller ej skal jeg ikke kunne sige. 

Vi besøgte faktisk en cirkelrund sø, som skulle have været hellig for kelterne (vandet i området indeholder sølv-ioner), og senere blev en kristen helligdom, hvori selve byen er døbt. 

Nutildags var søen omkranset af vinterlukkede burgerbarer, og vi kunne vade tværs over den med knirk og knag under fode.

 Koldt var der bestemt i Tomsk, og man måtte gå sig varm. 

Selv navnegiverfloden ”Tom”, var helt ”fyldt op” med stenhård is, og også den kunne vi betræde.

Da vi sad i toget og vinkede farvel til byen (efter vores tre dages ophold ved de mange udskårede træhuse og det gamle universitet), var luften sølvglitrende, så man først troede at det måtte være et synsbedrag. 

Men det var fugtigheden i luften der konstant frøs til små iskrystaller, så landskabet fra togvinduet på denne morgen efter afgang viste sig ekstra magisk og smukt. 

I takt med at vi nærmede os Europa steg temperaturerne dog i takt med at humøret (af samme grund?) faldt. 

Efter halvandet døgn begyndte snelaget at tynde ud, og da vi ramte Moskva var det helt væk. 

Vores spirende drøm om at vende tilbage til et Skandinavien dækket af nyfalden julesne forsvandt, og vi indså at selv de frostgrader min mormor havde fortalt mig om måtte have været flygtige.

Rejsen videre igennem Sankt Petersborg og Helsinki bragte ganske rigtigt kun yderligere temperaturstigninger (helt op til 10 grader!), men til gengæld mindre dagslys. 

I Sankt Petersborg var det endnu ikke lyst da vi ankom med toget kl. halv ni om morgenen, og først en time senere begyndte et gråt dagslys at åbne op...

Så grælt var det trods alt ikke med dagslængden da vi endelig landede i Danmark lørdag morgen – i en solopgang der løb af stablen allerede omkring kl. 8.

Men både Moskva, Sankt Petersborg og Helsinki var til gengæld allerede på yndigste vis dekorerede med juleudsmykninger og –træer. Så på trods af den manglende sne kunne man godt mærke et strejf af julestemning inde i de stearinoplyste russiske kirker og oppyntede butiksvinduer. 

Efter disse tre ”storbyferier” til sidst; inkluderende en tur i Zoo og et russisk dukketeater (Moskva), et Vinterpalads (Sankt Petersborg) og et UNESCO-fort fra 1700-tallet på en vindblæst ø (Helsinki) 

- foruden en mængde zoologiske museer, og en hel del glas med vanskabte menneske- og dyrefostre, er det nu trods alt rart at vende hjem. 

En sovjetlejlighed hos en dame med mange katte i Moskva var usædvanlig hjemligt, men intet slår nu alligevel kollegiet herhjemme – også selvom man er fraflyttet – og fra nu af bliver søgningen efter egen hjemlighed den nye hovedbeskæftigelse (boligløs som jeg er) - med julehovedsæde i Horsens, landets andet centrum for hjemlighed;-)

Rigtig god snarlig december til jer alle sammen.

Dette var den sidste beretning fra de store stepper i denne omgang.

Kærligst Eliza

Bonusinfo: Helsinki og Helsingfors er den samme by!!!

Bonusfilm: Grænsen til EUROPA - lige inden Perm, ved Ural - er (efter sigende) markeret med en obelisk, som skulle være placeret ved kilometerstenen 1777 km fra Moskva. Se på dette lille filmklip hvordan dette længe ventede øjeblik kulminerede....

I kamelernes og kasakhernes land

09-11-2011

Med bumlebus i 42 timer ud og 54 timer hjem kan der ikke herske tvivl om at Vestmongoliet er et sted langt fra Alfarvej. 

Det er til gengæld ikke så langt fra Silkevej(en) – idet her er en fremherskerne centralasiatisk stemning, og stedet i virkeligheden minder mere om noget der burde tilhøre Kasakhstan.

90% af befolkningen i Bayan Ölgii aimag (provins) er kasakher, og spørger man befolkningen i selve Kasakhstan, vil de også være enige om at det mest traditionelt kasakhiske sted på jorden i virkeligheden ligger i Mongoliet. 

Her har skikkene været isoleret og værnet om som enhver minoritet værner om sit ”eget”. 

Dvs. at her stadig er ørnejægere som jager ræv og kanin fra hesteryg, bor i gers om sommeren – men i små lave stenhuse om vinteren, og at her er muslimske traditioner, men at levebrød (og vodka!) kommer først: 

”Kan du ikke nå brødet, så stil dig op på koranen” siger et kasakhisk ordsprog...

Well, her har Lasse og jeg tilbragt en uges tid. 

Tre dage hos en ørnejægers familie i deres lille vinterbolig, og tre dage med forkølelsessløjhed på et hotelværelse i Ölgii by. 

Sidstnævnte var ikke så interessant at det er værd at beskrive -men førstnævnte inkluderede bl.a. en dag på hesteryg på jagt efter rævespor i den endnu ikke helt faldne sne, og en klippeklatrende kaninjagt dagen efter med lidt mere jagtlykke. 

En kanin blev nedlagt, med efterfølgende magtkamp om hvem den tilhørte – ørn eller ørnefar!

Vil man se hvordan en rævejagt kan tage sig ud, kan man se med her: http://www.youtube.com/watch?v=-Y3Dl0BGFfw&noredirect=1

Mest underholdende indslag var dog næsten den første aften, hvor ørnepiphans inde i stuen fik øje på familiens huskat, og straks lagde hovedet i angrebsstilling. 

Ørnefar måtte skynde sig at give piphans masken på igen, for at redde familiens andet kæledyr. 

Da jeg den første dag hos familien var ude i et privat ærinde bag huset (der findes ingen toiletter på disse kanter) opdagede jeg dog et helt tredje kæledyr. 

Hvad jeg troede var en ulv stod pludselig og stirrede på mig – og i et langt øjeblik overvejede vi begge hvorvidt jeg skulle have lov til at tisse, eller om dyret skulle fare på mig. 

Vi besluttede os til sidst for det første – og jeg opdagede desuden at ulvehunden var lænket. 

Da jeg kom ind igen fortalte jeg Lasse at familien altså havde en hund der lignede utroligt meget en ulv! Det grinede vi meget af – især da vi senere fandt ud af at hunden rent faktisk var en ulv. -Indfanget på en jagt, og fodret med kadaverne fra de mange rævefangster.

Det vestmongolske landskab er stedet hvor Gobi møder Altai-bjergene, og her er ubarmhjertigt, men smukt.

På vores rævejagt på hesteryg opnåede jeg den glæde at opleve hvordan det føles at have en istap af snot ud af næsen – foruden konstante isklumper i det nyerhvervede kameluldstørklæde

(jeg var ikke mange dage i vest før jeg fik erhvervet mig både hue, halstørklæde og sokker i kamel – for at have noget at stå imod med – samt vanter). 

Det var ikke så meget frostgraderne der var ude på at gøre det af med mig, men mere den heftige Gobi-blæst. 

Jeg var på et tidspunkt ude i noget der kunne føles som en nærdødsoplevelse af kulde. Heldigvis er både mongolske frakker, og mongolsk mælkethé lavet til at modarbejde den slags ubehag.  

Den første uge i vest tilbragte vi dog ikke i Bayan Ölgii, men derimod i Khovd aimag (provins) hvor Lasse har boet for at lave spejderprojekt.

Her var vi i det lokale teater – samt ude at se søen ”Khar Us Nuur” der om sommeren vrimler med både myg og svømmefugle, men om vinteren er befriende fri for det første, men desværre også for det sidste. 

Søen lignede dog noget der var taget ud af et istidslandskab, og var en æstetisk oplevelse i sig selv. 

Forunderligvis lå der også en istidsgrotte et par timers kørsel fra Khovd by, hvor vi var ude og opleve hulegraffiti – både noget der var 15.000 år gammelt, og andet der var en hel del yngre. 

Ikke tilfældigt(?) var jeg netop i gang med at læse sidste udgivelse af istidskrøniken om Ayla (den længe ventede afslutning på Hulebjørnens Klan), så det var ikke svært at leve sig ind i grottens stemning, og det golde, frosne landskab vi kørte igennem. 

På vejen ramlede vi ind i en flok kameler i vinterpels, og hulens ældste graffiti vidnede om at disse dyr allerede levede her under den sidste istid (som jeg ikke ved hvor langt strakte sig ned i Mongoliet). 

Jeg mener at kunne huske at det proto-indoeuropæiske folk kom så langt østfra som Centralasien – så hvem ved. Måske blev de mennesker der tegnede kameler og antiloper i en istidsgrotte i Altai-bjergene, til de indoeuropæere der en dag blev til os?

Vi er nu tilbage i UB og prøver at planlægge vores videre færd i Rusland, mens Lasse endnu engang er blevet mindet om pudseløjerlighederne ved visumregler og bøvl der ikke kun begrænser sig til Kina. 

Jeg er denne gang lykkeligt fritaget, idet jeg ikke har været i Mongoliet i mere end 30 dage, så jeg sidder bare her på Café Amsterdam og skriver med en Café Latte ved hånden, mens staklen bander og svovler på et ikke hyggeligt belyst kontor i byens udkant.

Endnu engang bor vi ellers hos en af Lasses venner, plus dennes mor og bedstemor, i et lille hus i en af byens ger-distrikter, og det er hyggeligt (belyst). 

Et gerdistrikt vil sige at der er lige så mange gers (telte) derude som huse, og at husene selv kan minde lidt om et telt – både i størrelse og i forhold. 

Her er fx (som i resten af Mongoliet) hverken indlagt toiletter eller vand. Men en brændeovn opvarmer hele huset med sin skorsten. 

Ulaan Baatar er en nomadehovedstad (med mulighed for Latte i sovjetcentrum).

Jeg håber at resten af jer også nyder den begyndende vinter? 

Mørk er november, men i Mongoliet er himlen stadig blå og skyfri hver eneste dag. 

Det er skønt, men toget mod Novosibirsk er også begyndt at trække lidt i længslen… 

Imorgen bryder vi op!

Mange frostklare hilsener fra Eliza

PS. En mærkelig observation i Mongoliet er forekomsten af REMA1000 poser. 

På markeder alle vegne bliver varer pakket ned i plastposer med påskriften: ”REMA1000 – bare lave priser”. Men det er jo god reklame. Enhver mongol der kommer til Danmark handler vel nødvendigvis straks i REMA1000 – han ved jo allerede at der er ”bare lave priser”?? 

Evt. får denne supermarkedskæde trykt deres poser i Kina til en billig penge, som også er billig for mongolske importører?

Østen for solen (og tilbage igen)

18-10-2011

Netop ankommet til Mongoliet, og er efter en hel dag under blå himmel, og en nat med frost i luften, ved at vænne mig til at Kina nu er et overstået kapitel. De sidste uger bød både på alenetid på museet med tid til fordybelse - men også masser af travlhed - og en farvelfest af dimensioner der ikke før er set magen til på museet...

Følgende er allersidste tankehilsen fra Kina...


Mandag morgen for to uger siden:

Jeg stod op en (mandag!) morgen kl. 5.35, for at observere et helt almindeligt, og dog særligt fænomen. 

Jeg stod søvndrukken op. Det er kun en halv time før jeg plejer, men forskellen er at klokken halv seks er alting mørkt. 

Heri afsløres at fænomenet var: Solopgang i Kina! 

Jeg har dagligt nydt den farverige solnedgang fra vores vestvendte altan.

Hver eneste dag er den spektakulær, og så har jeg kunnet sidde og tænke på at solen i dette øjeblik er på sit højeste i Danmark (kl. 18 i Kina = kl. 12 i Danmark).

- Altså må Danmark ligge lige der hvor solen forsvinder, bag vores lille udhus. 

Men solens opgang har hele sommeren været ved 4-5tiden om morgenen, så det ville have været selvmord at stå op for at se den. 

Nu havde jeg imidlertid flere morgener i træk set at solen var nyudfoldet omkring kl. 6 (dvs. midnat i Danmark), så hvis jeg ville se solopgang, kunne det nok gøres omkring kl. halv 6 i oktober.

Vores altan, vores park – og såmænd også vores panoramavinduer – er som sagt alle vestvendte. Dvs. at de bjerge der ligger i den østlige horisont er mere ukendte end dem mod vest. 

De er også længere væk, og kun på særligt klare dage har de åbenbaret sig, så man næsten måtte overraskes over at have misset dem så længe. De vestlige er derimod både velkendte og velfotograferede. 

Derfor var det også en lidt særlig oplevelse at sætte sig i bibliotekets fjerneste hjørne (man måtte selv trække sin stol derhen), hvorfra vinduerne har udsyn mod øst. 

Liaoning er noget nær det østligste man kommer i denne verden. Alligevel virker de østlige bjerge i deres røde morgenskær både mystiske og lokkende. Selv fra Kina får man åbenbart denne følelse. 

Man må bare fortælle sig selv at selvom man stiller sig ud på østspidsen af Japan (den opgående sols land), så står solen alligevel op i Øst. 

I dette tilfælde er Øst bare Vest (=USA!?). I USA er det imidlertid min oplevelse at der ikke tales så meget om solopgange. Her rider cowboyderen altid ind i solnedgangen.

Det illustrerer meget godt den egentlige forskel mellem øst og vest: Solopgangen er som et stort spirituelt potentiale, mens solnedgangen mere er en slags fuldendelse. En behagelig skønhedsåbenbaring i slutningen af dagen.

Men for at vende tilbage til min mandag-morgens-solopgang, så blev det røde skær over bjergene bare ved og ved, og lidt i 6 kunne jeg ikke forstå hvor solopgangen blev af. 

Jeg var sikker på morgen efter morgen at have stået op kl. 6, med solen allerede oppe. Kunne årstiderne have forrykket sig så hurtigt? Men ak, lige midt i en slurk kaffe brød bjergene pludselig i brand, ildkuglen kom til syne, og indenfor et minut var den fri af bjergene.

Kl. 5.58 var solopgangen fuldendt, og 10 minutter senere havde den forvandlet landskabet til sit sædvanlige blegdisede morgenudseende.

Skaderne begyndte deres morgenkrige.

De folk der i historiens løb har dyrket solen som deres guddom, har virkelig ramt plet. 

Af alle fjollede guddommeligheder man kan forestille sig, så er solen rent faktisk den livgivende kraft der har givet ophav til alt liv på den her planet. Man kan føle denne magt i varmen, og lyset som sætter automatisk gang i vores glædesreceptorer. 

Når man ser solen i sin kugleform – dvs. hovedsagligt under solop- og nedgange, ser man i virkeligheden dens sande form. Ildkuglen! Inkaerne, Minoerne, Shu-folket fra Yangtzefloden (hvis offerpladser vi besøgte i Chengdu) og selv vores danske Egtvedpige, med sin solplade på maven, havde oplagt fat i en lang ende...

Apropos livet på denne planet, så er det vel det eneste jeg nu mangler at fortælle om... 

Jeg mener ikke det forstenede liv nede i min udgravning (det har jeg allerede fortalt om), men det levende liv – i vores park og vores hverdag. 

Evolutionens foreløbigt sidste station på dette punkt i verden. 

Det adskiller sig ikke i høj grad fra Danmark, logisk nok, eftersom det er samme kontinent(plade), og samme klimazone. Og dog:

Området her er velsignet med en insektdiversitet der langt, langt, langt overgår vores danske, til sammenligning usle, insektfauna. 

Her er fårekyllinger, græshopper og natsværmere i millionvis – og i alle størrelser og farver. 

Her er en fårekylling der ligner en muldvarp! 

Her er biller i stimer. En særlig dag er der en milliard røde biller. 

Dagen efter er de væk!

Et par dage har vi en milliard sorte biller i stuen. 

De er overalt. På væggene i luften, i vores mad. Lyden af insekt der klasker mod gulvet er allestedsnærværende (i disse dage undgik vi så vidt muligt stuen). 

I sidste uge havde vi en million mariehøner med to prikker. Nu er de væk.

 Wode pengyou (min ven): Fru Kæmpeknæler

En knæler holdt trofast til i vores gravetelt, og opsøgte til stadighed mit selskab. Mere end hvad de fleste andre havde gjort i et halvt års penge. Knæl for knælersympati...

Her er guldsmede i store mængder (i foråret blå, og i sensommeren røde). 

Her er skolopendre i alle benlængder, kæmpe tragtedderkopper (relativt!), kæmpelarver og kæmpeknælere der, som sagt, både kan æde kæmpe sommerfuglelarver og holde ensomme dinosaurudgravere med selskab…

Også en hel koloni rødbrune frøer har udført dette job (altså højnet selskabeligheden i min udgravning).

I foråret lagde jeg mærke til en fugl med en usædvanlig lang hale. Confuciusornis kaldte Damien den (han vidste ikke hvad slags det var), og det var præcist hvad jeg selv havde kaldt den inde i mit hoved. 

Confuciusornis er en af de ypperst berømte fuglefossiler her fra Kina, med en exceptionel lang hale. 

Den mindede lidt i bygning om en skadefugl, så jeg begyndte at lede efter skadetyper i Asien. Men jeg fandt den ikke, og hele sommeren holdt Confuciusornis sig væk. 

Nu er han imidlertid tilbage med hele sin klan – og efter et par klare syn i den rette solvinkel kan der ikke længere være tvivl: Confuciusornis er en http://en.wikipedia.org/wiki/Red-billed_Blue_Magpie - så jeg havde ret. 

Dyrets aggressive skadeadfærd afslørede den, selvom den i antal ikke kommer i nærheden af de almindelige sort-hvide skader som, også her, er landskabets herskere!

Selv de mange rovfugle (også på dette punkt er vi velsignede) må finde sig i konstant chikane og forfølgelse fra de kværulerende flokke af skader. 

Et par af den lille amurfalk slog sig ned i en uges tid, men blev hurtigt fortrængt (http://en.wikipedia.org/wiki/Amur_Falcon). En morgen havde en musvåge forvildet sig ind i vores indgangsparti af glasdøre (!), og ugen efter var der en hel flok af dem.

Musvågeskrig hørtes over landskabet, hvor de flagrende stod stille i luften på deres musvågevis. 

Men også disse blev chikaneret væk af skaderne. 

At den sort-hvide skade er en af de talrigeste fugle – fra Danmark til Kina – kan ikke komme bag på nogen. Vil man frem her i verden, må man kunne jage de andre væk. Og det kan skaderne til perfektion.

Pattedyr har det skortet lidt på, men et lille pindsvin har dog rumsteret rundt. En enkelt hare har jeg vist også overrasket en dag.

Fisk har vi til gengæld i massevis. De er udsatte i vores kunstige sø, og mange af dem er selvfølgelig store fejlfarvede karper, i bedste kinesiske stil. 

Det pudsige når man sidder langs kanten af søen og kigger på dem om morgenen, er at de patruljerer rundt langs betonkanten og ”kaster” sig op af vandet – tilsyneladende for at gafle orme og insekter på kanten. 

Men det ligner usigeligt at de prøver at ”gå på land”. Selv nogle af børnene fra vores gruppebesøg kommenterede at det lignede at fiskene prøvede at ”udvikle sig” – og man ser det for sig: 

Havde de haft finner med lidt flere lemmeknogler, havde de kunnet gribe fat i kanten. Så mangler kun respirationssystemet – og bum, så er vi tilbage ved frøerne.

Sø - og museum - i dagslys

Slangen bor her også, men jeg har ikke endnu fået den at se. Den kan sikkert leve højt på de mange frøer som dagligt soler sig i dens domæne.

Tiden er nu inde til at forlade dette sted, og jeg vil glæde mig til langt om længe at rykke vestover. Ind i solnedgangen – for gravesæsonen i 2011 er fuldendt.

Så sagt, så gjort
Mange hilsener fra Ulaan Baatar

Sporet ender her

Kinas sande ansigt

01-10-2011

Første oktober - og idag fejrer Kina sin nationaldag!

Nemlig dagen hvor Mao Zedong bedyrede sin nye stat med nyt flag, nyt styre og nye værdier i 1949.

(følgende er kun for særligt interesserede i Kinas genstridigheder...)

Selv på vores hårdarbejdende museum fejrer vi denne dag med at give de fleste medarbejdere fri. 

Efter i månedsvis at have gravet i Kinas allerældste historie, nemlig den der går forud for al menneskelig indblanding.
-Foruden et par indsatser for at favne det historiske billede af Kinas tidlige højkulturelle dynastier; må det vel også være på sin plads at fordybe sig en smule i den helt ”nære” fortid.

Altså den der har formet de mennesker og generationer der lever her idag?

Lad mig starte et helt andet sted: Jeg har nemlig i denne omgang været velsignet fri for det megen bøvl Julie og jeg oplevede på vores rejse i Kina i 2009.

     Mit udgravningslandskab i oktoberlys

Mine egne bøvlehistorier:

Landets uendelige skrankepaveri og fuldstændige mangel på logik i deres slet-skjulte kontrolstat satte vores pis i kog (som nogle vil kunne huske), og fik mig til at love aldrig mere at vende tilbage til dette utaknemmelige sted.

(det løfte holdt jeg tydeligvis ikke, som samtlige læsere her kan bevidne). 

MEN: I denne omgang har jeg til gengæld været indkapslet i en beskyttende hinde af dinosaurmuseum, som har taget ansvar for mine handlinger

-og desuden isoleret mig fra al kontakt med omverdenen (i typisk kinesisk stil kan man sige). Hvilket følgelig også har fritaget mig for det tilhørende bøvl der hører til et normalt besøg i Riget i Midten.

Eneste udbrud fra denne osteklokke har været min og Lasses rejse sydpå som, foruden at være et vidunderligt afbræk i arbejdsmoralen, også viste lidt af Kinas bøvlede ansigt frem igen.

Små ting som at købe togbillet i Yixian by var på grænsen til umuligt.

Folk bag skranken ser at en ”fremmed” står foran dem, og indgår derefter i en ”jeg-ikke-forstå”-sindstilstand, som umuliggør al kommunikation – også selvom man har en hjælpekineser med sig.

Togkøberiet strakte sig over tre frustrerende timers miskommunikation på Yixians gudsforladte banegård, og bar ikke frugt. 

Vi endte med at flyve til Kunming!

Visumansøgning til Mongoliet var en ligeså besværlig affære (selvom manden bag skranken i dette tilfælde ikke var kineser, men mongol!). Tre dage i træk var Lasse og jeg inde og stå i timevis i kø foran ansøgningslugen, hver dag med skuffende udfald. 

Det især på andendagen hvor en gruppe hollændere havde brugt hele åbningstiden på at kværulere, hvorefter den sure mongol smækkede lugen i, på slaget 16, netop som det blev min og Lasses tur. 

Det betød at jeg umuligt kunne nå at få mit pas tilbage, da jeg skulle med toget til Liaoning dagen efter – så vi var mere end arrige over at skulle tilbage på ambassaden for at ansøge dagen efter igen, og stadig ikke ville kunne nå at afhente det færdige produkt. 

Lasse som skulle direkte til Mongoliet var, uden mig, tilbage på ambassaden i to omgange mere (altså i alt fem dage i træk), og nåede derefter omsider til Mongoliet. Da jeg, tre uger senere, endelig kunne hente mit pas i Beijing, var der til gengæld ingen problemer med at holde ansøgningslugen åben et helt kvarter efter 16, hvilket i mit tilfælde betød et kvarters ekstra ventetid på afhentningssiden!!!

Ambassader er nogle satans uretfærdige steder!!!

Well, det var ikke det jeg skulle tale om. Kina har stadig mange issues som bør løses, men det er dog intet imod var de har kæmpet imod i fortiden. Jeg havde bedt Niels Bonde om at tage Vilde Svaner med til mig, da jeg havde hørt at den skulle foregå delvist i Liaoning. Det gjorde den også...

Landets kommunistiske "bøvle"historie:

Forfatterindens bedstemor blev rent faktisk født i selveste Yixian (af alle steder), så det var så absolut underholdende at læse om netop dette steds udformning i starten af forrige århundrede. Der holder morskaben til gengæld også op.

                  Min veninde Duka - og det gamle tempel i Yixian


Beskrivelsen af tre generationer af kvinder i Kina, fra starten til slutningen af 1900-tallet, er én lang fortælling om de pinsler den kinesiske befolkning har måttet udholde fra skiftende magthavere – ligefra anarkistiske krigsherrer, japanernes besættelse, Nationalistpartiet (Guomindong) og til sidst Mao Zedong.

Lasse og jeg så noget ganske særligt i Kunming en af de første dage vi var der. Noget næsten uddødt, som jeg faktisk troede ikke længere fandtes: En gammel bedstemor med indbundne fødder.

Hun sad i vejkanten, omgivet af kvinder i alle aldre (sikkert døtre, børne- og oldebørn), og lavede en form for håndværk jeg ikke husker, fordi jeg paralyseredes helt af hendes fødder.

Dette syn var et lille indblik i den hårde verden Kinas traditionelle feudalsamfund engang var. Det var dog før landet blev oversvømmet af voldtægter, tortur og meningsløs vold i gaderne under den lange borgerkrig mellem japanere og nationalister.

Men guldfisk kan de da i hvert fald finde ud af... (er der fisk i søen?)

Kommunist-idéen var efter denne tid selvsagt til succes, og "Vilde Svaner" beskriver meget fint den optimisme og stolthed som befolkningen må have følt efter årtiers undertrykkelse og ulighed, da dette nye regime kom til magten i 1949 (for præcist 62 år siden, i skrivende stund).

Men hvad der derefter hændte er så vanvittigt absurd, at det overgår selv fascisternes skændsler derhjemme. Selv Stalins grusomheder! I ren absurditet overgår Mao Zedongs regime alt jeg nogensinde har hørt om.

Jeg undskylder overfor de oplyste som allerede kender disse fænomener (der hidtil har undgået min interesse), eller som kiggede med mens det hele foregik (i tider før jeg selv eksisterede)...

At en mand der styrer et land indeholdende en fjerdedel af verdens befolkning kan beslutte at sætte alle til at arbejde i døgndrift med at fremstille stål af egne materialer, og over egne små ildsteder er mig en gåde.

Resultat: Ubrugeligt stål på grund af manglende maskiner til produktion, afbrænding af alle landets skove, møbler og andet brændbart materiel, samt husholdninger blottet for gryder, pander, etc. lavet af stål.

Befolkningen var herefter hjælpeløs og kunne ikke engang selv lave mad – hvad der selvfølgelig også skulle indtages i arbejdskantiner, da hjemme- og familieliv var absolut antirevolutionært.

Høstudbyttet skulle overgå alt i hele verden, så landmændene gravede, for at tilfredsstille formanden, store grave som de fyldte op med gødning og derefter frø.

Så måtte udbyttet da blive gigantisk!

Aviserne udgav falske billeder af kornlagre så store at de kunne bære vægten af dansende børn. Kinas befolkning led hungersnød i fem år efter dette ”store skridt fremad”. 

At han derefter kunne beslutte at småfugle var skyld i det manglende korn, og beordre folk til at larme så meget et par nætter i træk, at fugle landet over faldt døde ned fra træerne, hvorefter insektplager kunne indtage landet, bidrager kun til absurditeten.

At pudse landets uuddannede ungdom på alt hvad der var ”gammelt” eller ”dannet”, inklusive templer, bøger, undervisere og egne slægtninge, samt to gange om dagen udføre den såkaldte ”Mao-dans”, var et par år senere kulminationen på dette vanvid. Mere tortur, og allestedsnærværende destruktion.

Niels Bonde havde i Beijing introduceret os for en gammel kollega af hans fra IVPP (Institute of Vertebrate Palaeontology in Beijing), Meeman Chang, som med en yngre kollega inviterede os alle tre (jeg, Lasse og Bonde) ud og spise på en forholdsvis fornem restaurant.

De var begge, ligesom Bonde, specialiserede i Devone fisk (ca. 400-350 mio. år siden), og Meeman havde i sine unge dage arbejdet med disse fisk i Sverige, hvor hun i sin tid havde lært Niels Bonde at kende (selvom der kunne være mange diskussioner om præcist hvilken konference det nu var, og hvilke fiskefossiler der var til stede!).

 Jeg - og fiskefossiler fra Liaoning (2009)

Utrolig hyggelig middag, og Meeman var et menneske man øjeblikkeligt fattede sympati for. En rolig dame på 75 med et muntert glimt i øjet. 

Under samme middag begyndte Meeman dog, i sit rolige gemyt, at fortælle om hendes hjemsendelse fra Sverige (noget Bonde ellers havde fortalt os at hun aldrig talte om!). Hun havde længe været under observation af en slags ”personlig vagt”, hvad Bonde tydeligt kunne huske, og blev til sidst tvunget hjem for at arbejde ”i marken” – dvs. et øde sted i Kina – ligesom alle andre ”lærde”. 

Det var slaveagtige tilstande, og tog for Meeman kun halvandet år, mens andre akademikere mistede mange flere år af deres liv på denne måde.

At høre hende sidde og fortælle om egne erfaringer fra kulturrevolutionen var et andet af disse små indblik i Kinas noget blakkede, men ”nære” fortid.

Det var aldeles tankevækkende, og efterlod alligevel et billede af et Kina som er kommet langt siden da. Trods alt!

                            Min personlige "happy chinese worker"


Efter disse indblik, samt læsning af Vilde Svaner, gav jeg mig overraskende nok i kast med en 6 timer lang dokumentarfilm om Kinas nyere historie (fra Damiens uendelige dokumentar-DVD-hylde), fokuserende på netop disse epoker.

Hvem skulle have troet at jeg gad bruge tid på en så ”ny” og politisk fortid, men selv jeg må åbenbart overraske mig selv engang imellem. 

Med dette frivillige studium udi kinesisk nyere historie er jeg hermed parat til at fejre nationaldagen, og være glad for (endnu engang) ikke at være født i dette opskøne land.

Vores kok har lavet ”dumplings” i dagens anledning, og det er absolut et af landets bedste spiser, så jeg nyder den skønne efterårssol, og tæller ned til afgang fra Kina om nu kun 16 dage... 

En hilsen fra mig - til jer som rent faktisk nåede ned til enden af denne mail, der ikke fik så gængs en rejsemailskarakter!

Kh fra Lisha