Østen for solen (og tilbage igen)

18-10-2011

Netop ankommet til Mongoliet, og er efter en hel dag under blå himmel, og en nat med frost i luften, ved at vænne mig til at Kina nu er et overstået kapitel. De sidste uger bød både på alenetid på museet med tid til fordybelse - men også masser af travlhed - og en farvelfest af dimensioner der ikke før er set magen til på museet...

Følgende er allersidste tankehilsen fra Kina...


Mandag morgen for to uger siden:

Jeg stod op en (mandag!) morgen kl. 5.35, for at observere et helt almindeligt, og dog særligt fænomen. 

Jeg stod søvndrukken op. Det er kun en halv time før jeg plejer, men forskellen er at klokken halv seks er alting mørkt. 

Heri afsløres at fænomenet var: Solopgang i Kina! 

Jeg har dagligt nydt den farverige solnedgang fra vores vestvendte altan.

Hver eneste dag er den spektakulær, og så har jeg kunnet sidde og tænke på at solen i dette øjeblik er på sit højeste i Danmark (kl. 18 i Kina = kl. 12 i Danmark).

- Altså må Danmark ligge lige der hvor solen forsvinder, bag vores lille udhus. 

Men solens opgang har hele sommeren været ved 4-5tiden om morgenen, så det ville have været selvmord at stå op for at se den. 

Nu havde jeg imidlertid flere morgener i træk set at solen var nyudfoldet omkring kl. 6 (dvs. midnat i Danmark), så hvis jeg ville se solopgang, kunne det nok gøres omkring kl. halv 6 i oktober.

Vores altan, vores park – og såmænd også vores panoramavinduer – er som sagt alle vestvendte. Dvs. at de bjerge der ligger i den østlige horisont er mere ukendte end dem mod vest. 

De er også længere væk, og kun på særligt klare dage har de åbenbaret sig, så man næsten måtte overraskes over at have misset dem så længe. De vestlige er derimod både velkendte og velfotograferede. 

Derfor var det også en lidt særlig oplevelse at sætte sig i bibliotekets fjerneste hjørne (man måtte selv trække sin stol derhen), hvorfra vinduerne har udsyn mod øst. 

Liaoning er noget nær det østligste man kommer i denne verden. Alligevel virker de østlige bjerge i deres røde morgenskær både mystiske og lokkende. Selv fra Kina får man åbenbart denne følelse. 

Man må bare fortælle sig selv at selvom man stiller sig ud på østspidsen af Japan (den opgående sols land), så står solen alligevel op i Øst. 

I dette tilfælde er Øst bare Vest (=USA!?). I USA er det imidlertid min oplevelse at der ikke tales så meget om solopgange. Her rider cowboyderen altid ind i solnedgangen.

Det illustrerer meget godt den egentlige forskel mellem øst og vest: Solopgangen er som et stort spirituelt potentiale, mens solnedgangen mere er en slags fuldendelse. En behagelig skønhedsåbenbaring i slutningen af dagen.

Men for at vende tilbage til min mandag-morgens-solopgang, så blev det røde skær over bjergene bare ved og ved, og lidt i 6 kunne jeg ikke forstå hvor solopgangen blev af. 

Jeg var sikker på morgen efter morgen at have stået op kl. 6, med solen allerede oppe. Kunne årstiderne have forrykket sig så hurtigt? Men ak, lige midt i en slurk kaffe brød bjergene pludselig i brand, ildkuglen kom til syne, og indenfor et minut var den fri af bjergene.

Kl. 5.58 var solopgangen fuldendt, og 10 minutter senere havde den forvandlet landskabet til sit sædvanlige blegdisede morgenudseende.

Skaderne begyndte deres morgenkrige.

De folk der i historiens løb har dyrket solen som deres guddom, har virkelig ramt plet. 

Af alle fjollede guddommeligheder man kan forestille sig, så er solen rent faktisk den livgivende kraft der har givet ophav til alt liv på den her planet. Man kan føle denne magt i varmen, og lyset som sætter automatisk gang i vores glædesreceptorer. 

Når man ser solen i sin kugleform – dvs. hovedsagligt under solop- og nedgange, ser man i virkeligheden dens sande form. Ildkuglen! Inkaerne, Minoerne, Shu-folket fra Yangtzefloden (hvis offerpladser vi besøgte i Chengdu) og selv vores danske Egtvedpige, med sin solplade på maven, havde oplagt fat i en lang ende...

Apropos livet på denne planet, så er det vel det eneste jeg nu mangler at fortælle om... 

Jeg mener ikke det forstenede liv nede i min udgravning (det har jeg allerede fortalt om), men det levende liv – i vores park og vores hverdag. 

Evolutionens foreløbigt sidste station på dette punkt i verden. 

Det adskiller sig ikke i høj grad fra Danmark, logisk nok, eftersom det er samme kontinent(plade), og samme klimazone. Og dog:

Området her er velsignet med en insektdiversitet der langt, langt, langt overgår vores danske, til sammenligning usle, insektfauna. 

Her er fårekyllinger, græshopper og natsværmere i millionvis – og i alle størrelser og farver. 

Her er en fårekylling der ligner en muldvarp! 

Her er biller i stimer. En særlig dag er der en milliard røde biller. 

Dagen efter er de væk!

Et par dage har vi en milliard sorte biller i stuen. 

De er overalt. På væggene i luften, i vores mad. Lyden af insekt der klasker mod gulvet er allestedsnærværende (i disse dage undgik vi så vidt muligt stuen). 

I sidste uge havde vi en million mariehøner med to prikker. Nu er de væk.

 Wode pengyou (min ven): Fru Kæmpeknæler

En knæler holdt trofast til i vores gravetelt, og opsøgte til stadighed mit selskab. Mere end hvad de fleste andre havde gjort i et halvt års penge. Knæl for knælersympati...

Her er guldsmede i store mængder (i foråret blå, og i sensommeren røde). 

Her er skolopendre i alle benlængder, kæmpe tragtedderkopper (relativt!), kæmpelarver og kæmpeknælere der, som sagt, både kan æde kæmpe sommerfuglelarver og holde ensomme dinosaurudgravere med selskab…

Også en hel koloni rødbrune frøer har udført dette job (altså højnet selskabeligheden i min udgravning).

I foråret lagde jeg mærke til en fugl med en usædvanlig lang hale. Confuciusornis kaldte Damien den (han vidste ikke hvad slags det var), og det var præcist hvad jeg selv havde kaldt den inde i mit hoved. 

Confuciusornis er en af de ypperst berømte fuglefossiler her fra Kina, med en exceptionel lang hale. 

Den mindede lidt i bygning om en skadefugl, så jeg begyndte at lede efter skadetyper i Asien. Men jeg fandt den ikke, og hele sommeren holdt Confuciusornis sig væk. 

Nu er han imidlertid tilbage med hele sin klan – og efter et par klare syn i den rette solvinkel kan der ikke længere være tvivl: Confuciusornis er en http://en.wikipedia.org/wiki/Red-billed_Blue_Magpie - så jeg havde ret. 

Dyrets aggressive skadeadfærd afslørede den, selvom den i antal ikke kommer i nærheden af de almindelige sort-hvide skader som, også her, er landskabets herskere!

Selv de mange rovfugle (også på dette punkt er vi velsignede) må finde sig i konstant chikane og forfølgelse fra de kværulerende flokke af skader. 

Et par af den lille amurfalk slog sig ned i en uges tid, men blev hurtigt fortrængt (http://en.wikipedia.org/wiki/Amur_Falcon). En morgen havde en musvåge forvildet sig ind i vores indgangsparti af glasdøre (!), og ugen efter var der en hel flok af dem.

Musvågeskrig hørtes over landskabet, hvor de flagrende stod stille i luften på deres musvågevis. 

Men også disse blev chikaneret væk af skaderne. 

At den sort-hvide skade er en af de talrigeste fugle – fra Danmark til Kina – kan ikke komme bag på nogen. Vil man frem her i verden, må man kunne jage de andre væk. Og det kan skaderne til perfektion.

Pattedyr har det skortet lidt på, men et lille pindsvin har dog rumsteret rundt. En enkelt hare har jeg vist også overrasket en dag.

Fisk har vi til gengæld i massevis. De er udsatte i vores kunstige sø, og mange af dem er selvfølgelig store fejlfarvede karper, i bedste kinesiske stil. 

Det pudsige når man sidder langs kanten af søen og kigger på dem om morgenen, er at de patruljerer rundt langs betonkanten og ”kaster” sig op af vandet – tilsyneladende for at gafle orme og insekter på kanten. 

Men det ligner usigeligt at de prøver at ”gå på land”. Selv nogle af børnene fra vores gruppebesøg kommenterede at det lignede at fiskene prøvede at ”udvikle sig” – og man ser det for sig: 

Havde de haft finner med lidt flere lemmeknogler, havde de kunnet gribe fat i kanten. Så mangler kun respirationssystemet – og bum, så er vi tilbage ved frøerne.

Sø - og museum - i dagslys

Slangen bor her også, men jeg har ikke endnu fået den at se. Den kan sikkert leve højt på de mange frøer som dagligt soler sig i dens domæne.

Tiden er nu inde til at forlade dette sted, og jeg vil glæde mig til langt om længe at rykke vestover. Ind i solnedgangen – for gravesæsonen i 2011 er fuldendt.

Så sagt, så gjort
Mange hilsener fra Ulaan Baatar

Sporet ender her