Boss-besøg i juli

18-07-2011

To måneder er gået, og man kan sige at midtvejseksamen har stået for døren...

Det vil sige i realiteten er jeg en smule længere end halvvejs, fordi den sidste halvdel af tiden vil blive brugt på en anelse flere fornøjelser end den første;)

Mit udgravningstelt

                                       

Men eksamen har det været! Forstået på den måde at vi endelig har haft glæden af det længe ventede besøg fra Tyskland.

Af den store frygtede ”over-boss”, hvis blotte nævnelse indtil nu har været efterfulgt af ængstelige miner.
(-og grunden til at alting har skullet være så absolut perfekt hele tiden at det halve kunne være nok).

For når bossen er tysker ved man godt hvad det betyder!?!

MEN: Det gik hverken værre eller bedre end at både tysker og kinesisk sekretær var overmåde begejstrede da de besøgte min - noget udvidede – udgravning siden sidste sæson.

Jeg er endda ganske sikker på at jeg hørte sætningen: ”I must say: In the five years I´ve been coming here – this is fantastic!”.

                                 Et af de flotte spor i min sporflade

Ifølge Damien skulle man være glad hvis manden sagde ingenting, for han var kun i stand til at uddele kritik.

Det hjalp selvfølgelig også at jeg kunne præsentere:

- De første fodspor i Yixian-formationen
- Næsten 30 hyphalosaurer (to babyer inkluderet)
- En del plantemateriale
- Samt et lille insekt med antenner (de er meget sjældne!)

To måneder så udbytterige at man næsten kunne have lyst til at stoppe her;-)

En ny, ung franskmand er flyttet ind på mit værelse, og er her for at hjælpe mig med at grave.

Det betyder minus privatliv, men til gengæld er raten af selskab og samtalepotentiale vokset eksponentielt, hvilket i sig selv gør den næste tid lidt lettere fordøjelig.

              Her har vi fundet den største regnorm nogensinde!

Men jeg har nu også haft mulighed for at vifte en lille smule med ørerne siden sidst. 

Jeg har nemlig holdt en hel uges ferie i Beijing sammen med Kenneth (fra biologi), hans kusine Sandie og bror Kim.

Hvilket medførte en masse meget, meget morsomme oplevelser – især på den kulinariske side.

 

Der blev fortæret alt lige fra Pekingand, skorpioner, søstjerner, spurve, hjerter, ”squids on sticks” -

                         (Sandie ved ikke hvor hun skal begynde...)

- samt masser af lækre dumplings.

Én af disse delikatesser sendte mig direkte på hospitalet dagen efter med forstyrret mave og rødt udslæt – og vi har en klar mistanke om at det må være rejen i dumplingen. Den mest uskyldige er altid skyldig!

De nægtede i øvrigt at behandle mig, idet jeg jo kom fra det farlige agurke-sygdoms-ramte Europa (det der kontinent hvor vi ikke har styr på noget som helst, og da i hvert fald ikke økonomi eller helbred, hvis man spørger en kineser!).

Men jeg blev heldigvis rask hurtigt igen, med pleje, pasning og grød fra min kinesiske veninde Duka…

Derudover har jeg atter forsøgt at få styr på de mange kinesiske dynastier. 

Jeg gav det et forsøg da Julie og jeg var her sidst, og har nu fået sat en smule mere information ind på rygraden., bl.a. ved at besøge det totalt nyrenoverede nationalmuseum i Beijing.

Verdens pt. største museum.

(De mennesker har absolut ingen forstand på formidling, så museet er fortsat blot montre på montre på montre, i større uendelighed end man kan kapere - selv som historieinteresseret gæst).

Temple of Heaven

Himmeltemplet var en bedre oplevelse, hvor man samtidig med smuk arkitektur, har mulighed for at dvæle i den afsvalende kejserpark så længe man har lyst.

Men den kinesiske fortid bliver bestemt ikke lettere at holde styr på, når man bor i en provins hvor de havde helt andre - men også vigtige dynastier og folkeslag.

Jeg er især fascineret af den neolithiske Hongshan-kultur her fra Nordkina, som adskiller sig religiøst fra alle andre kinesiske folkeslag ved at producere små gudinde-figuriner af jade, samt små drage-fostre af jade. 

Ja, du læste rigtigt: DRAGEFOSTRE:

Er det mon tilfældigt at denne stenalderkultur hørte hjemme præcist hvor jeg i dag finder lyslevende(!) dragefostre af sten lige uden for min dørtærskel? Disse mennesker var i øvrigt de første til at forarbejde jade – for mellem fem og syv tusinde år siden (men det er jo ingen alder for en palæontolog;)

Jeg har desuden besøgt de to lokale templer: de stemningsfyldte Wanfutang grotter fra det nordlige Wei-dynasti (300-500-tallet); et dynasti man ikke hører noget om i Beijing. 

Dette tempel besøgte jeg også sammen med Julie i sin tid, da det ligger i fin gåafstand fra museet.

Denne gang sammen med Bai Jie, som efterfølgende inviterede os (Kenneth, Sandie og jeg) hjem til frokost i det meget lille landsbyhus hun bor i. Jeg tror ikke jeg så rindende vand, og toilettet (=hullet) var også så tilpas offenligt, ved siden af køkkenhaven, at Sandie i hvert fald ikke skulle nyde noget.

Men det var en fin oplevelse at besøge min eneste kollega, og hendes søde datter i matroskjole.

Bai Jie´s datter i tidstunnelen - på det museum der er mit hjem

Deres landsby - Wanfutang

Fengghuo-templet i selve Yixian by besøgte jeg til gengæld sammen med førnævnte Duka, som var på besøg for et par uger siden, og dette tempel er fra 1000-tallets Liao-dynasty (heraf provinsnavnet Liaoning).

Liao-dynastiet kan faktisk – med lidt held - findes repræsenteret med et beskedent antal artefakter på nationalmuseet i Beijing. Men man må erkende at disse ”halvmongolske”, samt andre etnisk anderledes folk end Han-kinesere, ikke er vigtige nok til at blive en rigtig del af historien. 

Yixian by

Dette store bygningskompleks i Yixian var dog ikke desto mindre temmelig imponerende - med store robuste træpiller så man rigtig forstod at det blev bygget på vikingernes tid.

Eneste anderledes var de enorme guldbelagte buddhaer man ikke finder så mange af i vores gamle vikingehaller, som jo i øvrigt overhovedet ikke er bevaret i samme grad (vist mest i vores fantasi derhjemme?).

I aften skal vi grille på altanen, og vi har rent faktisk været inde og spise frokost i Yixian by idag, i anledning af vores fridag. Uden Damien og hans kæreste, men med en masse af vores kinesiske arbejdere.

De mennesker heler ikke før man har bundet sin risvin, bundet sin øl, og hvad ved jeg. Der er samme "bunde-kultur" i Kina som hjemme i Danmark! Men jeg insisterer nu fortsat på at nyde mine drinks i stedet for at sluge og lide;)

Vejen hjem...

Sommerferien har vist tag i de fleste derhjemme, så jeg håber I nyder det.

/Lisha