Sibirien-Skandinavien Express

29-11-2011

En togrejse kan være mange ting...

Den kan være en rejse i tid (tidszoner og dagslængder der ændrer sig), en udforskning af det ukendte (i dette tilfælde den sibiriske vinter) eller den kan være en bevægelse mod hjem.

Netop afsluttede ”togrejse” af en måneds varighed har været alle disse ting.

Bevægelsen der startede i Mongoliet og sluttede i Finland var derudover en rejse op og ned af temperaturskalaen.

Da vi rejste fra Tomsk (vores midtvejsstop i Sibirien) sagde termometeret -19 grader, og da vi 2½ døgn og tre tidszoner senere stod af toget i Moskva sagde det +5.

En temperaturstigning på 24 grader på et kvart kontinents rejse.

De lave sibiriske temperaturer var dog velkomne...

Togrejsen igennem den uendelige taigaskov var et endeløst snelandskab iklædt bjælkehytter med røg op af skorstenene og mennesker i pelshuer og –frakker. 

Dette er ikke en myte om russere; 

Sådan går de simpelthen klædt, og når familier begynder at transportere småbørn rundt i gaderne ved hjælp af slæder – så ved man at man er havnet i Sibirien. 

Vores ophold i den gamle universitetsby Tomsk var derudover en rejse tilbage til alverdens rødder. 

Ifølge guidebogen (det var én vi havde lånt fra vores hostel), er Tomsk-området både stamsted for den keltiske og den finske kultur, og besidder desuden rester af vikingetidsstensætninger og arkitektur!?! 

Umiddelbart virker det dog mere som et øde sted midt i Sibirien hvor mongolide stammer engang blev fordrevet af tzarens cossacker, og en by ”tilfældigt” opstod. 

Hvorvidt der er hold i oprindelsesmyterne eller ej skal jeg ikke kunne sige. 

Vi besøgte faktisk en cirkelrund sø, som skulle have været hellig for kelterne (vandet i området indeholder sølv-ioner), og senere blev en kristen helligdom, hvori selve byen er døbt. 

Nutildags var søen omkranset af vinterlukkede burgerbarer, og vi kunne vade tværs over den med knirk og knag under fode.

 Koldt var der bestemt i Tomsk, og man måtte gå sig varm. 

Selv navnegiverfloden ”Tom”, var helt ”fyldt op” med stenhård is, og også den kunne vi betræde.

Da vi sad i toget og vinkede farvel til byen (efter vores tre dages ophold ved de mange udskårede træhuse og det gamle universitet), var luften sølvglitrende, så man først troede at det måtte være et synsbedrag. 

Men det var fugtigheden i luften der konstant frøs til små iskrystaller, så landskabet fra togvinduet på denne morgen efter afgang viste sig ekstra magisk og smukt. 

I takt med at vi nærmede os Europa steg temperaturerne dog i takt med at humøret (af samme grund?) faldt. 

Efter halvandet døgn begyndte snelaget at tynde ud, og da vi ramte Moskva var det helt væk. 

Vores spirende drøm om at vende tilbage til et Skandinavien dækket af nyfalden julesne forsvandt, og vi indså at selv de frostgrader min mormor havde fortalt mig om måtte have været flygtige.

Rejsen videre igennem Sankt Petersborg og Helsinki bragte ganske rigtigt kun yderligere temperaturstigninger (helt op til 10 grader!), men til gengæld mindre dagslys. 

I Sankt Petersborg var det endnu ikke lyst da vi ankom med toget kl. halv ni om morgenen, og først en time senere begyndte et gråt dagslys at åbne op...

Så grælt var det trods alt ikke med dagslængden da vi endelig landede i Danmark lørdag morgen – i en solopgang der løb af stablen allerede omkring kl. 8.

Men både Moskva, Sankt Petersborg og Helsinki var til gengæld allerede på yndigste vis dekorerede med juleudsmykninger og –træer. Så på trods af den manglende sne kunne man godt mærke et strejf af julestemning inde i de stearinoplyste russiske kirker og oppyntede butiksvinduer. 

Efter disse tre ”storbyferier” til sidst; inkluderende en tur i Zoo og et russisk dukketeater (Moskva), et Vinterpalads (Sankt Petersborg) og et UNESCO-fort fra 1700-tallet på en vindblæst ø (Helsinki) 

- foruden en mængde zoologiske museer, og en hel del glas med vanskabte menneske- og dyrefostre, er det nu trods alt rart at vende hjem. 

En sovjetlejlighed hos en dame med mange katte i Moskva var usædvanlig hjemligt, men intet slår nu alligevel kollegiet herhjemme – også selvom man er fraflyttet – og fra nu af bliver søgningen efter egen hjemlighed den nye hovedbeskæftigelse (boligløs som jeg er) - med julehovedsæde i Horsens, landets andet centrum for hjemlighed;-)

Rigtig god snarlig december til jer alle sammen.

Dette var den sidste beretning fra de store stepper i denne omgang.

Kærligst Eliza

Bonusinfo: Helsinki og Helsingfors er den samme by!!!

Bonusfilm: Grænsen til EUROPA - lige inden Perm, ved Ural - er (efter sigende) markeret med en obelisk, som skulle være placeret ved kilometerstenen 1777 km fra Moskva. Se på dette lille filmklip hvordan dette længe ventede øjeblik kulminerede....