I kamelernes og kasakhernes land

09-11-2011

Med bumlebus i 42 timer ud og 54 timer hjem kan der ikke herske tvivl om at Vestmongoliet er et sted langt fra Alfarvej. 

Det er til gengæld ikke så langt fra Silkevej(en) – idet her er en fremherskerne centralasiatisk stemning, og stedet i virkeligheden minder mere om noget der burde tilhøre Kasakhstan.

90% af befolkningen i Bayan Ölgii aimag (provins) er kasakher, og spørger man befolkningen i selve Kasakhstan, vil de også være enige om at det mest traditionelt kasakhiske sted på jorden i virkeligheden ligger i Mongoliet. 

Her har skikkene været isoleret og værnet om som enhver minoritet værner om sit ”eget”. 

Dvs. at her stadig er ørnejægere som jager ræv og kanin fra hesteryg, bor i gers om sommeren – men i små lave stenhuse om vinteren, og at her er muslimske traditioner, men at levebrød (og vodka!) kommer først: 

”Kan du ikke nå brødet, så stil dig op på koranen” siger et kasakhisk ordsprog...

Well, her har Lasse og jeg tilbragt en uges tid. 

Tre dage hos en ørnejægers familie i deres lille vinterbolig, og tre dage med forkølelsessløjhed på et hotelværelse i Ölgii by. 

Sidstnævnte var ikke så interessant at det er værd at beskrive -men førstnævnte inkluderede bl.a. en dag på hesteryg på jagt efter rævespor i den endnu ikke helt faldne sne, og en klippeklatrende kaninjagt dagen efter med lidt mere jagtlykke. 

En kanin blev nedlagt, med efterfølgende magtkamp om hvem den tilhørte – ørn eller ørnefar!

Vil man se hvordan en rævejagt kan tage sig ud, kan man se med her: http://www.youtube.com/watch?v=-Y3Dl0BGFfw&noredirect=1

Mest underholdende indslag var dog næsten den første aften, hvor ørnepiphans inde i stuen fik øje på familiens huskat, og straks lagde hovedet i angrebsstilling. 

Ørnefar måtte skynde sig at give piphans masken på igen, for at redde familiens andet kæledyr. 

Da jeg den første dag hos familien var ude i et privat ærinde bag huset (der findes ingen toiletter på disse kanter) opdagede jeg dog et helt tredje kæledyr. 

Hvad jeg troede var en ulv stod pludselig og stirrede på mig – og i et langt øjeblik overvejede vi begge hvorvidt jeg skulle have lov til at tisse, eller om dyret skulle fare på mig. 

Vi besluttede os til sidst for det første – og jeg opdagede desuden at ulvehunden var lænket. 

Da jeg kom ind igen fortalte jeg Lasse at familien altså havde en hund der lignede utroligt meget en ulv! Det grinede vi meget af – især da vi senere fandt ud af at hunden rent faktisk var en ulv. -Indfanget på en jagt, og fodret med kadaverne fra de mange rævefangster.

Det vestmongolske landskab er stedet hvor Gobi møder Altai-bjergene, og her er ubarmhjertigt, men smukt.

På vores rævejagt på hesteryg opnåede jeg den glæde at opleve hvordan det føles at have en istap af snot ud af næsen – foruden konstante isklumper i det nyerhvervede kameluldstørklæde

(jeg var ikke mange dage i vest før jeg fik erhvervet mig både hue, halstørklæde og sokker i kamel – for at have noget at stå imod med – samt vanter). 

Det var ikke så meget frostgraderne der var ude på at gøre det af med mig, men mere den heftige Gobi-blæst. 

Jeg var på et tidspunkt ude i noget der kunne føles som en nærdødsoplevelse af kulde. Heldigvis er både mongolske frakker, og mongolsk mælkethé lavet til at modarbejde den slags ubehag.  

Den første uge i vest tilbragte vi dog ikke i Bayan Ölgii, men derimod i Khovd aimag (provins) hvor Lasse har boet for at lave spejderprojekt.

Her var vi i det lokale teater – samt ude at se søen ”Khar Us Nuur” der om sommeren vrimler med både myg og svømmefugle, men om vinteren er befriende fri for det første, men desværre også for det sidste. 

Søen lignede dog noget der var taget ud af et istidslandskab, og var en æstetisk oplevelse i sig selv. 

Forunderligvis lå der også en istidsgrotte et par timers kørsel fra Khovd by, hvor vi var ude og opleve hulegraffiti – både noget der var 15.000 år gammelt, og andet der var en hel del yngre. 

Ikke tilfældigt(?) var jeg netop i gang med at læse sidste udgivelse af istidskrøniken om Ayla (den længe ventede afslutning på Hulebjørnens Klan), så det var ikke svært at leve sig ind i grottens stemning, og det golde, frosne landskab vi kørte igennem. 

På vejen ramlede vi ind i en flok kameler i vinterpels, og hulens ældste graffiti vidnede om at disse dyr allerede levede her under den sidste istid (som jeg ikke ved hvor langt strakte sig ned i Mongoliet). 

Jeg mener at kunne huske at det proto-indoeuropæiske folk kom så langt østfra som Centralasien – så hvem ved. Måske blev de mennesker der tegnede kameler og antiloper i en istidsgrotte i Altai-bjergene, til de indoeuropæere der en dag blev til os?

Vi er nu tilbage i UB og prøver at planlægge vores videre færd i Rusland, mens Lasse endnu engang er blevet mindet om pudseløjerlighederne ved visumregler og bøvl der ikke kun begrænser sig til Kina. 

Jeg er denne gang lykkeligt fritaget, idet jeg ikke har været i Mongoliet i mere end 30 dage, så jeg sidder bare her på Café Amsterdam og skriver med en Café Latte ved hånden, mens staklen bander og svovler på et ikke hyggeligt belyst kontor i byens udkant.

Endnu engang bor vi ellers hos en af Lasses venner, plus dennes mor og bedstemor, i et lille hus i en af byens ger-distrikter, og det er hyggeligt (belyst). 

Et gerdistrikt vil sige at der er lige så mange gers (telte) derude som huse, og at husene selv kan minde lidt om et telt – både i størrelse og i forhold. 

Her er fx (som i resten af Mongoliet) hverken indlagt toiletter eller vand. Men en brændeovn opvarmer hele huset med sin skorsten. 

Ulaan Baatar er en nomadehovedstad (med mulighed for Latte i sovjetcentrum).

Jeg håber at resten af jer også nyder den begyndende vinter? 

Mørk er november, men i Mongoliet er himlen stadig blå og skyfri hver eneste dag. 

Det er skønt, men toget mod Novosibirsk er også begyndt at trække lidt i længslen… 

Imorgen bryder vi op!

Mange frostklare hilsener fra Eliza

PS. En mærkelig observation i Mongoliet er forekomsten af REMA1000 poser. 

På markeder alle vegne bliver varer pakket ned i plastposer med påskriften: ”REMA1000 – bare lave priser”. Men det er jo god reklame. Enhver mongol der kommer til Danmark handler vel nødvendigvis straks i REMA1000 – han ved jo allerede at der er ”bare lave priser”?? 

Evt. får denne supermarkedskæde trykt deres poser i Kina til en billig penge, som også er billig for mongolske importører?