Vietnam (nord) - Kina (syd)

05-09-2011

Kære Kammerater!

Med tak for utallige fødselsdagshilsener vil jeg hermed sende endnu en hilsen hjem til jer alle sammen. 

Jeg er tilbage på mit museum, og klar til at arbejde en fem-seks uger mere, før turen går nordvestover – igennem mongolske og russiske lande (i retning af hjem).

Niels Bonde (min gamle palæontologiprofessor) er her til faglig assistance, og det medfører heldigvis også en daglig dosis kold Campari på altanen i solnedgang, efter lange svedige og støvede dage.

Sommeren går på hæld, men solen er stadig mere end magtfuld her. 

Jeg har tilbragt næsten hele august på rejse med Lasse, tidligere køkkenfælle og biologisammensvorne, som med sit liflige selskab kunne puste arbejdsbyrden lidt på afstand, før han selv rejste til Mongoliet for at arbejde for et par dage siden. 

Vi har været helt nede og runde de nordvietnamesiske bjerge, så jeg kunne forlænge mit kinesiske visum udefra, og vi samtidig kunne rekreere os selv i et af planetens skønneste landskaber (må man mene), beboet af nisser og andre småfolk.

                                                      Nisse/Tzao?

Dette sted er en by ved navn Sapa, beliggende oppe i grønne bjerge bevoksede af kæmpebambus og skriggrønne risterrasser, samt indhyllede i tåge. 

Tjo – jeg tror der findes nisser...

De går så småt omkring. De hedder Tzao-folket og bærer røde tørklæder, har ingen øjenbryn og er omtrent halvt så store som vi andre. 

Den størrelse har også de andre minoritetsgrupper fra landsbyerne omkring Sapa: Tay, Xapho – og ikke mindst Hmong som vi lærte godt at kende, fordi de var ganske snakkesaglige.

Vores vandreguide, Ly, var desuden en fin lille Hmong-pige på min egen alder, som allerede var enke med to børn hjemme i landsbyen. 

Meget venlige mennesker, som stadig lever på gammel vis med shamanistiske traditioner og distinkte håndværk, klædedragter og smykker for hver enkelt gruppe.

På disse kanter ser man også stadig smådrenge ride rundt på vandbøfler, som det er tradition i det meste af Sydøstasien. 

Her tog vi et par dage med himmelseng med bjergudsigt, og maksimal udnyttelse af de mange caféer og spisesteder som Sapa kunne byde på til ære for vestlige turister. 

                                            Room with a view

Derefter en tredags-vandretur med Ly ud til en masse af de små landsbyer beboet af forskellige folkeslag. En smuk og sveddryppende oplevelse. 

Til tider balancerende på tynde risterrassekanter eller glidende ned af lodrette mudderflader i regnvejr. 

Men til de fleste tider badet i solskin og vandfald. 

Spredte regnskovspletter af bambuskarakter åbenbarede tillige gigant-gule edderkopper i hovedhøjde, og utalligt mange forskellige farvestrålende sommerfugle. Aldrig har jeg set så mange slags på ét sted.

Ikke engang i Amazonas!

Efter denne lille uge måtte vi (desværre) bevæge os nordpå til Kina igen – hvis vi ville opleve lidt af de sydlige provinser her også… 

Kunming er en dejlig kinesisk by. Ikke større end København, og med en afslappet atmosfære som måske udspringer af at byen hele året har forår. 

Det var nu temmelig varmt (en varm sommerdag i Danmark, ville man nok sige), men ikke noget der nærmer sig Beijings trykkende hede (og når Beijing bevæger sig ned på minus 10-20 grader om vinteren, bliver Kunming forunderligt nok ved med at have forår alá en dansk sommerdag). 

Fordelagtigt? Det tror jeg vist nok. 

Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at bo i Beijing fast. 

Kunming er desuden hovedstaden i Yunnan, en af de mest turistbesøgte provinser i Kina, så folk kunne rent faktisk tale engelsk (det kan de ikke engang i Beijing).
En tagterrasse med fortræffelig kaffe var lykkeligvis også en del af vores billige hostel… 

Et par dage blev altså tilbragt her, med planlægning af videre færd og besøg på et par museer. 

De har en storslået bronzealder-kultur repræsenteret på et arkæologimuseum, samt et museum for de mange etniske minoriteter i området. 

Mange af disse folkeslag var overlappende med dem vi havde mødt i Vietnam, og hele Hmong-folket indvandrede faktisk til Vietnam fra Yunnan så sent som for fyrre-halvtreds år siden, under Mao. 

Efter dette museum tog vi en lynhurtig vandre- og kabelbanetur op til de vestlige bjerge der omkranser Kunming, med udsigt over en stor, grøn sø på bredden af hvilken den omtalte bronzealderkultur holdt til. 

Her var et par templer og drageporte som man skulle have set for at have været i Kunming. Lækkert var det skam også.

Et gyldent taoistisk tempel på den anden side af byen dagen efter, var der til gengæld delte meninger om hvorvidt vi fik set?
Meget gyldent var det i hvert fald ikke, men Lasse mener nu at vi har set det – efter selv nonchalant at have vadet forbi det uden at få øje på det!! Men ok, bronze har det med at oxidere, så det ikke forbliver gyldent!? 

Templer har de mange af i Kina, og nede sydpå er de noget mere elegante end den korpulente arkitektur oppe nordpå i Manchuriet, som jeg er vant til. Gyldne eller ej.

Fra Kunming et nattog til Chengdu: En noget større og mindre charmerende by, som er hovedstad i provinsen Sichuan - aka. Pandaprovinsen. 

 

Eftersom dette mytiske dyr selvsagt er svært at støve op ude i naturen (selvom vi gerne ville have bevæget os ud i en af de store nationalparker hvor den lever), besøgte vi entusiastisk et research center hvor man studerer og avler pandaer, samt udstiller dem i et fint designet bambusskovs-zoo-habitat. 

Her så vi pandababyer i kuvøse, en corny film om avlsarbejdets besværligheder, samt pandaer i forskellig størrelse som mageligt smaskede bambusstængler i sig. Fascinerende dyr. 

Man kan ikke undgå at trække på smilebåndet når man ser dem første gang. Fjollet klumpe-dumpe adfærd i alt for nuttet beklædning. Det kan næsten ikke være et rigtigt dyr!?

På trods af Chengdus gode rygte om lækker atmosfære, fandt vi nu først charmen (efter at have ledt længe) i bunden af en mocka-kaffe på Starbucks. 

Det var til gengæld lige over for den gigantiske Mao-statue som pryder byens store, upersonlige centrale plads, så kaffen må også have fået adskillige kammeratlige hilsener med på vejen. 

Til gengæld boede vi lige midt i det tibetanske kvarter, og der var nu ganske hyggeligt. Især Lasse syntes at det var spændende med den der tibetanske kultur, som jo minder en del om den mongolske.

Når man er vant til at se de tibetanske munke helt oppe i Himalaya, var det nu også skægt at se dem tøffe omkring der nede i det varme lavland.

I udkanten at Chengdu havde de et andet imponerende arkæologisk kompleks.

Offerpladsen for den meget tidlige Shu-kultur ved Yangtzefloden, var samtidig med Kinas første dynasti, Shang dynastiet, for 3000 år siden. Det blev først fundet i 2001 og er derfor udstillet i meget flot, nyt museum – med både kig til udgravningspladsen fra oven, livagtige fremstillinger af kulturen, samt underholdende 4D-animeret film, med slanger krybende under lårene. 

Med længder det bedste museum jeg har besøgt i Kina. 

Shu-kulturen var soldyrkende og gjorde brug af skinnende guldmasker i deres ritualer.
Allerede i denne kultur ses Phønix-fuglen afbilledet som et gennemgående tema i symbolikken. En mytisk figur der holder ved helt op til i dag i den kinesiske tradition.

Nævneværdigt for Sichuan provinsen var derudover mestendels deres overmåde stærke mad. Samtlige retter på ethvert menukort består af mindst 50% chili – af den rødeste slags.

Mildnet ved hjælp af peberkorn(!), samt supplement af hvidløg og ingefær. Forfriskende, jatak. -Det var spændende, men vi var glade for vores milde risretter da vi nåede tilbage til Beijing. 

For nu at blive ved det kulinariske (det er åbenbart et gennemgående tema for Kina), så fik vi da også fluebenet ”ren grisefedt friturestegt i honning”, andetunger, oksefrøer, søagurker og stegte kråser (ingen yderligere kommentarer!).

                                          Niels Bonde og søagurk

De sidste par dage af ferien blev tilbragt i gode, gamle smog-befængte Peking - og med gode, gamle Niels Bonde. 

Kun på min fødselsdag tittede solen frem fra smogtågen, mens jeg var kejserinde for en dag på det kejserlige sommerpalads.

Her kan man sejle i dragebåde på Kunming Lake, besøge templer og slentre i park-tempo rundt og nyde livet – mens man omfavner universet…

Lasse og Niels Bonde var dejligt selskab, og da jeg sidste år fyldte 28 d. 28. august, måtte jeg jo dette år udnytte, helt unikt, at kunne fylde 29 d. 29. august (eftersom det stadig var min fødselsdag hjemme i Danmark, da det var blevet d. 29. her i Kina!).  

                                     Mit kejserlige fødselsdagsmåltid

God sensommer-afslutning til jer alle sammen, og på gensyn i en nu ikke helt så fjern fremtid som sidst…

Kærlig hilsen Eliza (og Lasse!)