Kinas sande ansigt

01-10-2011

Første oktober - og idag fejrer Kina sin nationaldag!

Nemlig dagen hvor Mao Zedong bedyrede sin nye stat med nyt flag, nyt styre og nye værdier i 1949.

(følgende er kun for særligt interesserede i Kinas genstridigheder...)

Selv på vores hårdarbejdende museum fejrer vi denne dag med at give de fleste medarbejdere fri. 

Efter i månedsvis at have gravet i Kinas allerældste historie, nemlig den der går forud for al menneskelig indblanding.
-Foruden et par indsatser for at favne det historiske billede af Kinas tidlige højkulturelle dynastier; må det vel også være på sin plads at fordybe sig en smule i den helt ”nære” fortid.

Altså den der har formet de mennesker og generationer der lever her idag?

Lad mig starte et helt andet sted: Jeg har nemlig i denne omgang været velsignet fri for det megen bøvl Julie og jeg oplevede på vores rejse i Kina i 2009.

     Mit udgravningslandskab i oktoberlys

Mine egne bøvlehistorier:

Landets uendelige skrankepaveri og fuldstændige mangel på logik i deres slet-skjulte kontrolstat satte vores pis i kog (som nogle vil kunne huske), og fik mig til at love aldrig mere at vende tilbage til dette utaknemmelige sted.

(det løfte holdt jeg tydeligvis ikke, som samtlige læsere her kan bevidne). 

MEN: I denne omgang har jeg til gengæld været indkapslet i en beskyttende hinde af dinosaurmuseum, som har taget ansvar for mine handlinger

-og desuden isoleret mig fra al kontakt med omverdenen (i typisk kinesisk stil kan man sige). Hvilket følgelig også har fritaget mig for det tilhørende bøvl der hører til et normalt besøg i Riget i Midten.

Eneste udbrud fra denne osteklokke har været min og Lasses rejse sydpå som, foruden at være et vidunderligt afbræk i arbejdsmoralen, også viste lidt af Kinas bøvlede ansigt frem igen.

Små ting som at købe togbillet i Yixian by var på grænsen til umuligt.

Folk bag skranken ser at en ”fremmed” står foran dem, og indgår derefter i en ”jeg-ikke-forstå”-sindstilstand, som umuliggør al kommunikation – også selvom man har en hjælpekineser med sig.

Togkøberiet strakte sig over tre frustrerende timers miskommunikation på Yixians gudsforladte banegård, og bar ikke frugt. 

Vi endte med at flyve til Kunming!

Visumansøgning til Mongoliet var en ligeså besværlig affære (selvom manden bag skranken i dette tilfælde ikke var kineser, men mongol!). Tre dage i træk var Lasse og jeg inde og stå i timevis i kø foran ansøgningslugen, hver dag med skuffende udfald. 

Det især på andendagen hvor en gruppe hollændere havde brugt hele åbningstiden på at kværulere, hvorefter den sure mongol smækkede lugen i, på slaget 16, netop som det blev min og Lasses tur. 

Det betød at jeg umuligt kunne nå at få mit pas tilbage, da jeg skulle med toget til Liaoning dagen efter – så vi var mere end arrige over at skulle tilbage på ambassaden for at ansøge dagen efter igen, og stadig ikke ville kunne nå at afhente det færdige produkt. 

Lasse som skulle direkte til Mongoliet var, uden mig, tilbage på ambassaden i to omgange mere (altså i alt fem dage i træk), og nåede derefter omsider til Mongoliet. Da jeg, tre uger senere, endelig kunne hente mit pas i Beijing, var der til gengæld ingen problemer med at holde ansøgningslugen åben et helt kvarter efter 16, hvilket i mit tilfælde betød et kvarters ekstra ventetid på afhentningssiden!!!

Ambassader er nogle satans uretfærdige steder!!!

Well, det var ikke det jeg skulle tale om. Kina har stadig mange issues som bør løses, men det er dog intet imod var de har kæmpet imod i fortiden. Jeg havde bedt Niels Bonde om at tage Vilde Svaner med til mig, da jeg havde hørt at den skulle foregå delvist i Liaoning. Det gjorde den også...

Landets kommunistiske "bøvle"historie:

Forfatterindens bedstemor blev rent faktisk født i selveste Yixian (af alle steder), så det var så absolut underholdende at læse om netop dette steds udformning i starten af forrige århundrede. Der holder morskaben til gengæld også op.

                  Min veninde Duka - og det gamle tempel i Yixian


Beskrivelsen af tre generationer af kvinder i Kina, fra starten til slutningen af 1900-tallet, er én lang fortælling om de pinsler den kinesiske befolkning har måttet udholde fra skiftende magthavere – ligefra anarkistiske krigsherrer, japanernes besættelse, Nationalistpartiet (Guomindong) og til sidst Mao Zedong.

Lasse og jeg så noget ganske særligt i Kunming en af de første dage vi var der. Noget næsten uddødt, som jeg faktisk troede ikke længere fandtes: En gammel bedstemor med indbundne fødder.

Hun sad i vejkanten, omgivet af kvinder i alle aldre (sikkert døtre, børne- og oldebørn), og lavede en form for håndværk jeg ikke husker, fordi jeg paralyseredes helt af hendes fødder.

Dette syn var et lille indblik i den hårde verden Kinas traditionelle feudalsamfund engang var. Det var dog før landet blev oversvømmet af voldtægter, tortur og meningsløs vold i gaderne under den lange borgerkrig mellem japanere og nationalister.

Men guldfisk kan de da i hvert fald finde ud af... (er der fisk i søen?)

Kommunist-idéen var efter denne tid selvsagt til succes, og "Vilde Svaner" beskriver meget fint den optimisme og stolthed som befolkningen må have følt efter årtiers undertrykkelse og ulighed, da dette nye regime kom til magten i 1949 (for præcist 62 år siden, i skrivende stund).

Men hvad der derefter hændte er så vanvittigt absurd, at det overgår selv fascisternes skændsler derhjemme. Selv Stalins grusomheder! I ren absurditet overgår Mao Zedongs regime alt jeg nogensinde har hørt om.

Jeg undskylder overfor de oplyste som allerede kender disse fænomener (der hidtil har undgået min interesse), eller som kiggede med mens det hele foregik (i tider før jeg selv eksisterede)...

At en mand der styrer et land indeholdende en fjerdedel af verdens befolkning kan beslutte at sætte alle til at arbejde i døgndrift med at fremstille stål af egne materialer, og over egne små ildsteder er mig en gåde.

Resultat: Ubrugeligt stål på grund af manglende maskiner til produktion, afbrænding af alle landets skove, møbler og andet brændbart materiel, samt husholdninger blottet for gryder, pander, etc. lavet af stål.

Befolkningen var herefter hjælpeløs og kunne ikke engang selv lave mad – hvad der selvfølgelig også skulle indtages i arbejdskantiner, da hjemme- og familieliv var absolut antirevolutionært.

Høstudbyttet skulle overgå alt i hele verden, så landmændene gravede, for at tilfredsstille formanden, store grave som de fyldte op med gødning og derefter frø.

Så måtte udbyttet da blive gigantisk!

Aviserne udgav falske billeder af kornlagre så store at de kunne bære vægten af dansende børn. Kinas befolkning led hungersnød i fem år efter dette ”store skridt fremad”. 

At han derefter kunne beslutte at småfugle var skyld i det manglende korn, og beordre folk til at larme så meget et par nætter i træk, at fugle landet over faldt døde ned fra træerne, hvorefter insektplager kunne indtage landet, bidrager kun til absurditeten.

At pudse landets uuddannede ungdom på alt hvad der var ”gammelt” eller ”dannet”, inklusive templer, bøger, undervisere og egne slægtninge, samt to gange om dagen udføre den såkaldte ”Mao-dans”, var et par år senere kulminationen på dette vanvid. Mere tortur, og allestedsnærværende destruktion.

Niels Bonde havde i Beijing introduceret os for en gammel kollega af hans fra IVPP (Institute of Vertebrate Palaeontology in Beijing), Meeman Chang, som med en yngre kollega inviterede os alle tre (jeg, Lasse og Bonde) ud og spise på en forholdsvis fornem restaurant.

De var begge, ligesom Bonde, specialiserede i Devone fisk (ca. 400-350 mio. år siden), og Meeman havde i sine unge dage arbejdet med disse fisk i Sverige, hvor hun i sin tid havde lært Niels Bonde at kende (selvom der kunne være mange diskussioner om præcist hvilken konference det nu var, og hvilke fiskefossiler der var til stede!).

 Jeg - og fiskefossiler fra Liaoning (2009)

Utrolig hyggelig middag, og Meeman var et menneske man øjeblikkeligt fattede sympati for. En rolig dame på 75 med et muntert glimt i øjet. 

Under samme middag begyndte Meeman dog, i sit rolige gemyt, at fortælle om hendes hjemsendelse fra Sverige (noget Bonde ellers havde fortalt os at hun aldrig talte om!). Hun havde længe været under observation af en slags ”personlig vagt”, hvad Bonde tydeligt kunne huske, og blev til sidst tvunget hjem for at arbejde ”i marken” – dvs. et øde sted i Kina – ligesom alle andre ”lærde”. 

Det var slaveagtige tilstande, og tog for Meeman kun halvandet år, mens andre akademikere mistede mange flere år af deres liv på denne måde.

At høre hende sidde og fortælle om egne erfaringer fra kulturrevolutionen var et andet af disse små indblik i Kinas noget blakkede, men ”nære” fortid.

Det var aldeles tankevækkende, og efterlod alligevel et billede af et Kina som er kommet langt siden da. Trods alt!

                            Min personlige "happy chinese worker"


Efter disse indblik, samt læsning af Vilde Svaner, gav jeg mig overraskende nok i kast med en 6 timer lang dokumentarfilm om Kinas nyere historie (fra Damiens uendelige dokumentar-DVD-hylde), fokuserende på netop disse epoker.

Hvem skulle have troet at jeg gad bruge tid på en så ”ny” og politisk fortid, men selv jeg må åbenbart overraske mig selv engang imellem. 

Med dette frivillige studium udi kinesisk nyere historie er jeg hermed parat til at fejre nationaldagen, og være glad for (endnu engang) ikke at være født i dette opskøne land.

Vores kok har lavet ”dumplings” i dagens anledning, og det er absolut et af landets bedste spiser, så jeg nyder den skønne efterårssol, og tæller ned til afgang fra Kina om nu kun 16 dage... 

En hilsen fra mig - til jer som rent faktisk nåede ned til enden af denne mail, der ikke fik så gængs en rejsemailskarakter!

Kh fra Lisha