The letting go

(muligvis en illusion)

Så er jeg atter havnet i Luso-paradisia.
(aka Lourinhã/Portugal).

Efter et par hurtige flyveture, først til Barcelona og derefter til Lisboa, er jeg også endnu engang blevet mindet om hvorfor følelsen af at lette i en flyvemaskine er en af mine absolutte yndlingsfornemmelser.

Den frydefulde fart-kriblen i maven, kombineret med følelsen af at give totalt slip på alt hvad der måtte ligge af frustrationer på landjorden (som oftest den danske landjord). Frustrationer er der vel altid nok af, og jo større de er - jo mere tilfredstillende "the letting go".

At denne muligvis er en illusion kunne ikke siges bedre af Bonnie Prince Billy, men som oftest hjælper det dog at lægge alting bag sig, omend bare for en tid - hvorefter man kan vende tilbage senere med fornyede kræfter.

Hvor ofte har jeg ikke "lettet" fra Danmark med denne strategi. Akke ja. Denne gang var der nu ikke de store frustrationer at lægge bag sig, men selv da er følelsen overvældende. Stress og jag har da også denne gang været pågående inden afgang. En obligatorisk medfølge af afrejser tror jeg.

Ankomst til Dino-Paradis og Simãos landidyl er nu heller ikke nogen dårlig motivation for at skubbe hverdags-Danmark fra sig. En pudsig psykologisk detalje, idet jeg for to uger siden på ingen måde kunne overskue at skulle forlade København, og de mennesker der hører til dér.

En process der også synes obligatorisk. I hvert fald har jeg været igennem disse samme mønstre snart utallige gange. Så forudsigelig man er...

Selve flyveturen indeholder da også sine meditative elementer. Det er en unik mulighed for at betragte verden (hele vores biosfære) udefra/oppefra. Jeg er netop gået igang med Jane Poynters "The Human Experiment".

Et stykke litteratur der beskriver den "falske" biosfære (Biosphere 2) som blev bygget i Arizonas ørken i firserne, for at teste funktionaliteten af en sådan "verden-i-verden-kuppel", hvis man en dag skulle gøre det samme på Mars. Systemet måtte altså være 100% aflukket fra omverdenen, og 100% bæredygtigt. Ikke kun i produktion af afgrøder og mad, men også i produktion af ilt til atmosfæren (alger), energi til det maskineri der nu måtte være (bæredygtigt energi) og opretholdelse af det økosystem man havde opbygget med nøje udvalgte organismer.

En virkelig spændende byggeprocess, udført i 70érne og 80érne af en interessant blanding af biologer, fremtidsforskere, eventyrere, meditations-hippier og space-engineers.

Men hvad der var ligeså interessant i dette eksperiment, var hvordan 8 mennesker (fire af hvert køn), reagerede på at være isolerede inde i "Biosphere 2" i to hele år (fra 1991 til 1993). Hvilken grad af vanvid der opstår i kølvandet på komplet udelukkelse fra verden, og intimt samvær med kun ganske få medmennesker (under pres) i længere tid.

Alt dette har jeg stadig til gode i bogen, og hvis vi virkelig en dag skal sende mennesker til Mars for at leve, vil jeg da også tro at selve udvælgelses-processen af deltagere vil blive umådeligt kompliceret (men spændende). For hvilken kombination af menneskelige egenskaber vil egentlig være den bedste til at opbygge en helt ny verden, og derefter klare at overleve i den?!?

Motivationen til at læse denne bog nu, var det beslægtede eksperiment der netop er påbegyndt i Rusland i sidste uge. Dette eksperiment vil teste menneskers evne til at klare rejsen til Mars. Denne rejses varighed, hvis jeg husker ret, er også på omkring to år. Forskellen på de to astro-udfordringer er altså at kosmonauterne i sidstnævnte vil befinde sig i nogle størrelsesmæssigt beskedne fartøjer - ligeledes bæredygtige i alle former for forbrug - i hele perioden.

I en virkelig Mission to Mars må man forestille sig at de to eksperimenter i forlængelse af hinanden, samt en eventuel hjemrejse, vil drive folk endnu mere til vanvid.

En "letting go" af dimensioner!

Mon planeten Jorden mon nogensinde igen bevæger sig ind i en ny space-æra, som den vi oplevede i 60érne (jeg glæder mig)?

Alt det og meget mer´ kan man altså passende filosofere over når man befinder sig i luftrummet, langt over jordens overflade (især en smuk dag som forleden, hvor udsynet er fantastisk, og biosfæren synes lille og overskuelig).

May the force be with us...