Skriveterapi og genopfindelser...

Palæontolog med speciale i dinosaurer. PhD i naturfagsdidaktik. Udstillingsdesigner og -forsker. Formidler. Skribent. Mor til to. Møn-entusiast og klintesagkyndig. 

Listen er ikke prioriteret – men den opsummerer i grove træk hvem jeg er blevet siden jeg i sin tid passede og plejede denne blog.

Denne personlige blog har i en årrække været erstattet af min videnskabelige blog om didaktisk forskning (didaktiskforskning-moensklint.dk), samt været underprioriteret i forhold til den både velsignede og udfordrende børnefamilieboble mange i min aldersgruppe kender. 

Men med både baby- og tumlingestadie for begge børn nu vel overstået, kunne det vel være tid til at genopfinde sig selv – og sin personlige blog!?

Men hvorfor egentlig dette evindelige skriveri? Svaret er simpelt: Fordi jeg ikke kan lade være. Jeg tænker når jeg skriver, og jeg lærer når jeg skriver.

Heldigvis er skriften også – selv i disse digitale tider – stadig en af de bedste måder at afgive viden til andre på – og det har jeg derfor udnyttet til at forsøge at blive så god til det som overhovedet muligt. Dermed kunne det også blive meningsfyldt, udover den personlige terapi.

Jeg har nu i efterhånden mange år levet primært af at formidle svært fagligt stof til både børn og voksne, samt indenfor fagfællesskaber af både videnskabelig og praktisk karakter. Der er ikke noget jeg holder mere af – eller føler mig bedre til – end at dele viden med andre mennesker, på alle niveauer, og gøre den delte viden levende og relevant.

Jeg har gjort dette både fysisk som udstillingsdesigner og -formidler, men ikke mindst skriftligt i form af undervisningsmateriale, videnskabelige artikler, populærartikler, samt debat- og blogindlæg. Det har som sagt været et frirum for mig. Et sted hvor verden kunne åbne sig, og hvor jeg selv kunne lære mere i processen.

Men i virkeligheden startede det hele et helt andet sted for mig. Nemlig med en drøm – og med en sorg. I min pure ungdom oplevede jeg både at miste min mor meget pludseligt, og derefter at få opfyldt en vanvittig drøm. 

Jeg fandt som 18-årig landets første dinosaurtand, og fik derfor allerede som meget ung lov til at blive en del af det palæontologiske forskningsmiljø, som jeg havde drømt om hele min barndom. 

Jeg var en heldig skolepige (som det hed sig) – men var det nu bare held? Jeg ville jo være palæontolog allerede længe inden den famøse tand dukkede op imellem mine fingre, og vælger derfor selv at tænke på det som skæbnen der prøvede at give mig noget tilbage som den havde taget…

Da jeg, små 10 år senere, stod som udklækket palæontolog var der dog alligevel noget der manglede. Udgravningerne i hele verden var fantastiske. Dinosaurerne og deres verden var fantastisk. Men der manglede en form for essens – eller kød på knoglerne om man så må sige;-) 

Derfor begyndte jeg at arbejde mere og mere med formidling, og kunne nu bogstavelig talt få lov til at give dinosaurerne kød og blod, og gøre deres verden levende – for mig selv og for andre. Det var meget tilfredsstillende.

Siden er jeg så – igen med skæbnens hjælp – havnet på en magisk eventyr-ø, hvor fossiler skyller ud af snehvide klintepartier – og hvor der laves udstillinger om alle de ting jeg tilfældigvis ved noget om fra min palæontologiske baggrund. Her er myteomspunden og dramatisk natur, og ikke mindst en unik og illustrativ geologi.

Øen hedder Møn – og herfra vil jeg fra nu af engang imellem opdatere denne personlige blog!

Mælkevejen over Møns Klint (Dark Sky Reserve)