Året hvor alle døde, men Bernhard blev født

Så skulle næsten hele Abens år gå, førend jeg fik tid til at skrive mit årlige blogindlæg om årets status.

Livet som småbørnemor til to er lykkeligt, hårdt – og tidskrævende i en grad så skærmtid er blevet degraderet til stjålne øjeblikke (på trods af et helt kalenderår hjemme på barsel!). 

Bernhard kom til verden lige umiddelbart inden Gedens år randt ud, og er (dermed?) det mildeste, roligste væsen man kan forestille sig. 

Ikke som det år der efter hans fødsel kom til at præge kalenderåret 2016, nemlig det skælmske og uforudsigelige Abens år hvor både den globaliserede verden og vores vidensbaserede samfund (måske!) startede sin opløsning!?!?! 

Årets ord blev ”danskhed”, mens andre spidskandidater var ”post-faktuel” og ”fakta-resistens”. 

Alle repræsentanter for kedelige strømninger i en tid hvor idealisme, nationalisme og uvidenhed åbenbart går hånd i hånd, og hvor holdninger på Facebook tilsyneladende er blevet ligestillet med kendsgerninger og videnskabelige fakta. 

Jeg føler mig nu, mere end nogensinde, motiveret for at genoptage mit arbejde med ”scientific literacy”, og det er da trods alt et lyspunkt, når det ellers virker som en uoverskuelig opgave at skulle fortsætte et PhD-projekt efter mere end et års pause, og mere end to års ikke-eksisterende nattesøvn!

At både Brexit, Trump og adskillige ”tilfældige” galskabsterrorhandlinger, finder sted i Abens år hvor kaos og uforudsigelighed er nøgleord, kan vist heller ikke komme bag på nogen (eller er det netop dét det kan?). 

Det er som om den drilagtige abe efterfølger den fredelige ged med vilje – og jeg kan næsten kun se frem til Hanens år der indledes i slutningen af januar, og ifølge kinesisk astrologi er året hvor der ”gales op”: Folk vil tage ”ordet i mund”, demonstrere, og ikke bare fortsat finde sig i tingenes tilstand. 

Jeg håber denne ”galen” vil blive i fornyende kræfters tjeneste, og ikke til fremme for nyopførelser af fæstningsanlæg med mure, voldgrave og skyttetårne omkring nationalstater!

Årets abestreger kom også til udtryk i den perlerække af legendariske mennesker der alle overraskende blev taget fra os i løbet af 2016... 

Jeg behøver ikke nævne dem alle – det har mange gjort før mig – men at min egen mormor, og dermed også den sidste rest af min barndom, pludselig skulle forsvinde, netop op til jul – det samme år som både Bowie, Castro, Prince - og den evige ledsager til mit ungdomshjertes smerte, Leonard Cohen – det kan næsten kun forsvares ved at min lille Bernhard til gengæld også ankom til verden, og dermed indledte en ny tidsalder! 

En tid er nu startet hvor der må skues fremad, og ikke tilbage – såvel i min egen lille familie, som i verden. Jeg håber begge dele kan lykkes, og at både jeg og verden evner at tage ved lære af denne lille, evigt glade og tilfredse, Bernhard, der – modsat sin årvågne søster– trygt stoler på at vi alle sammen vil ham det bedste!

Heldigvis er der intet jeg hellere vil 💙

Tak for valsen, 2016!