Fortsættelsen

....på historien! d. 12. juni - 06

Det ser ikke så godt ud med Tycho! Åbenbart koster et forlængelsesvisum til Ecuador 60 dollars (hvilket er mange penge), og man kan kun købe det ved fremvisning af flybillet hjem (hvilket han ikke har). Og selvfølgelig kan disse mennesker ikke se at det er systemet der tager fejl - for manden har rent faktisk omkring 40 dage tilbage i Ecuador ud af de 90 dage. Men nej!

Det han prøver nu, er at tage tilbage til den samme (nu lukkede) grænseovergang som vi krydsede i sin tid, og prøve at krydse dér igen (nu må vi se om de rent faktisk har lukket den - hvilket ville give mening?). Ellers må jeg nok stille mig tilfreds med ikke at se Tycho igen (før jeg måske besøger ham og Karoline i Costa Rica eller Oregon). Karoline må så undvære ham i de par måneder (hun er lidt trist)...

Jeg håber vi får en god tur til Amazonas dog, men hvorfor skulle vi ikke også det?

Det føles helt absurd at vi for fire dage siden var i Cuzco (et par tusind kilometer, og en væsentlig klimaforandring, herfra). Faktisk føltes det helt rigtigt at afslutte Peru i Cuzco.

Det må klart være den bedste kronologiske rækkefølge at starte med alle præ-inkaruinerne i nord, og afslutte med de storslåede inkaruiner i syd, som jo var afslutningen på hele Perus stolte præcolumbianske æra!


Jeg nåede ellers lige at smage "cuy" (marsvin) den sidste aften vi var i Cuzco. Ja, jeg har jo snakket om at skulle prøve det hele turen igennem, men alle steder har det været syret dyre priser (kun fordi de ved at det er en turistattraktion selvfølgelig, for dyrene er bestemt ikke svære, eller dyre, at opdrætte. Det ved jeg alt om:-).

Men vi fandt dette sted - hvor det faktisk var en god pris, som inkluderede både en kop chicha (fermenteret tygget majs- eller yucamasse), forret, samt coca sour (pisco sour med cocablade). Lækkert!


Men da de kom med dyret fik jeg jeg nu en anelse kvalme.
Jeg var ellers forberedt!

Men den lå jo der med sit lille marsvineansigt, sine små, fine fødder - ligesom dem jeg så tit har klippet negle på derhjemme - og så kunne jeg faktisk heller ikke lide kødet. Jeg ved ikke hvor meget der var psykisk, men jeg syntes at det smagte for meget af fedt, og spiste derfor kun lidt af lårene, hvorefter jeg pænt afleverede resten til den flinke tjener! Så har man prøvet det!!!

Vi nåede da også at nyde en sidste kaffe inden det gik løs med bushelvedet. Hvilket skete på Cafe Extra, hvor vi rent tilfældigt faldt i snak med en ældre herre som var alt andet end normal.

Han havde boet i Schlesvig, og kendte derfor til Danmark - hvor han tit havde været for at købe pornoblade. Ja, desværre er det jo dét Danmark er mest kendt for i hele den spansktalende verden! I Spanien hedder bladene endda "libros danesas". Derudover lignede manden bestemt noget der var trådt lige ud af den italienske mafia.
Med langt gråt hår samlet i en hestehale ned at ryggen, høgenæse og små, griske øjne... Jo, han var skam også halvt italiener.

Og han var fætter til John Waines første kone - og havde derfor været frisør i Hollywood i flere år, og desuden kendte han selvfølgelig til denne cafe (vi befandt os på), hvor både Che Guevara og adskillige andre høj-intellektuelle kommunister havde haft base i Cuzco, i sin tid.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt vidste hvor mange af hans historier man skulle stole på, for denne cafe var virkelig billig, neutral og alt mulig andet (og ville man ikke forvente en smule markedsføring hvis selveste "Che" havde været der??).

Efterhånden som vi sad der, indså vi dog at cafeens øvrige gæster kun var gamle, nydelige mænd med aviser...hmmm.... Ja, de kunne faktisk nemt have været gamle intellektuelle (kommunister?) som stadig havde base på dette sted???

Interessant, bestemt! Den gamle efterlod sig sin e-mailadresse og forsvandt derefter i hast ud af døren!
Vi drak vores kaffe ud, og efterlod adressen på bordet. En interessant type man kun har behov for at møde én gang:-)


Jeg kom i øvrigt til at tænke på heksemarkedet i La Paz (som jeg helt har glemt at skrive om). Her vrimlede det med boder kun bestående af alverdens friske urter i kæmpe bundter, forskellige "pacha mama" amulletter og indtørrede lamafostre i alle størrelser!

Vil man bygge et nyt hus eller noget tilsvarende nyt, må man begrave et lamafoster under konstruktionen! Ellers vil ulykke følge dette sted. Er man rig har man selvfølgelig råd til at begrave en voksen lama. På den måde er man endnu mere sikret.... Hmm!

Men dybt oprivende at gå forbi disse mange indtørrede dyrefostre. I Bolivia er folk mere overtroiske end i de andre Sydamerikanske lande forekommer det mig.

(bag den lille, søde bolivianske mand skimtes både truede dyrearter, samt fostre, i indtørret og/eller pulveriseret tilstand...)

Til gengæld virker de, i Bolivia - trods den større fattigdom, meget mindre pengedesperate end det peruvianske folk. Som om de bare affinder sig med situationen? Det er langt mere afslappende at rejse i et sådant miljø. Som det måske har skinnet igennem(?), så finder jeg det egentlig rart at have forladt Peru igen. Desperationen er så allestedsnærværende, højlydt og påtrængende at det kan være anstrengende i længden.

Men nu er det atter Ecuador!

Det var et mindre tilbageblik, mens vi venter. Vi går stadig meget på internet, da vi er nødt til at holde trit med hvor Tycho befinder sig i verden! Stakkels fyr..... Strandet i Peru.... Men han skal nu nok klare skærene!

Håber stadig at alt er vel i Dinamarca;)