Ecuador (part 3)

Waorani-territoriet, d. 21. juni - 06

En hilsen fra kanten af Amazonas.
Nærmere bestemt tilbage i Puyo - nylig hjemvendt fra Waorani-territoriet.

Vi er genforenet med Tycho, heldigvis. For ikke mindst er det behageligt at rejse med mindst et stk. hankøn, men det er også Tycho der har alle waorani-kontakterne.

Så Manuela (Tychos wao-veninde som bor i Puyo, og lever et nogenlunde vestligt liv) fik arrangeret os med på en komsammen af waorani-kvinder i Gareno (en lille halvt traditionel, halvt olie-landsby) et par timer inde i Amazonas primærskov!

(fældet primærskov, inden vi for alvor er nået ind i Amazonas)

Her samledes alle kvinder fra de omgivende landsbyer for at diskutere hvorvidt folket skulle underskrive en oliekontrakt, eller ej!!! Dette er VIGTIGE sager, men desværre foregik det hele på waorani - så vi forstod ikke et kuk.

(alle kvinder i hele territoriet på råd)

Hvad man forstår ved sin blotte tilstedeværelse er dog at man bevidner et folk på randen af udslettelse. Om 30 år vil disse mennesker være blandt tiggerne i Quitos gader. Sørgeligt, men sandt...

Waorani-info: Denne stamme er den senest kontaktede i Ecuadors regnskov. Den første kontakt skete for kun halvtreds år siden! Den er også den absolut mest krigeriske - dvs. det er normal skik og brug at spidde sine fjender, hvilket stadig foregår i stor stil i de mere afsides egne af territoriet (hvor folk stadig lever fuldstændig traditionelt).

http://www.lastrefuge.co.uk/photolibrary/sp_waorani.htm

Selve territoriet blev oprettet af de hvide (ecuadorianere) for at kunne holde styr på denne nyopdagede stamme. Man samlede dem derfor på et (relativt lille) område, og placerede dette forholdsvist tæt på Puyo, så man kunne kontrollere dem (OG udnytte deres land til olie-udvinding:-/). Det koster penge at besøge territoriet - hvilket vi dog slap for, da vi kørte i en bus fyldt med waoranier!

Tro det eller ej: Dette er det mest smilende, hjertelige folk man kan forestille sig! Alle mænd over tredive jeg har mødt de sidste tre dage, har uden tvivl været mordere - for ALLE hjælper til med krigsbedrifterne (som betragtes som ordinære jagtbedrifter). Men hold op hvor kan de grine meget. Selve busturen udtil området var ét stort latteranfald....

(en meget lille wao)

Hver gang bussen kørte over et bump hvinede femten kvinder op i vilde latterskrald (og det var vel og mærke en meget bumlet grusvej hele vejen). Dejligt! De ældre har derudover kraftigt forlængede øreflipper, penetrerede af kæmpe, aflange huller... Hvilket ser en smule pudsigt ud:-)

Ca. midtvejs blev vi stoppet at et væltet træ der spærrede vejen, og hvem var de eneste der havde en stor machete-kniv til sådanne lejligheder? Svar: OS! Dvs. Tycho = de dumme turister.... Også dette kunne de få megen latter ud af:-)

For waoérne har selvfølgelig ikke tænkt på noget. Nej, de tager alting som det kommer..... Senere på turen havde vi pludselig et helt træ inde i bussen. Det kom med stort rabalder væltende ind af vinduet (=MORSOMT). Ja, det er skam ikke kedeligt at køre ture i junglen;)

Disse folk kender skoven ud og ind: De kan nå toppen af et palmetræ i løbet af ingen tid (og vi taler en stamme uden grene). De kan lave en taske af palmeblade i løbet af fem minutter. Manuella demonstrerede begge teknikker da vi var på eftermiddagstur i jungledybet, og hun er endda en vestlig-levende waorani. Så kan man da tale om at være Wao nok... Hehe (=intern kollegie-joke), og de kan derudover finde rundt i svimlende distancer af en meget ensformig (for mig at se) skov.

(Manuela som fletter mig en taske på ingen tid)

MEN: hvad de ikke forstår er desværre hvad penge er, og hvad de er igang med at rode sig ud i med deres land...

Oliefolkene betaler penge til disse folk. De bygger huse til dem og giver dem mad, benzin, etc. Samt sponsorerer møder som dét vi lige har bevidnet. Hvad waoraniernes tankevirksomhed ikke er vant til, er "værdien" af penge, og "pengeværdien" af deres land. De kender ikke forskel på 50 0g 50.000 dollars, og ved kun at man kan købe sjove ting med penge.

Derfor falder de selvfølgelig for alle de "gode" ting oliefirmaerne gør for deres landsbyer!!! Lige meget hvor mange mennesker og organisationer der kæmper for dette folks sag, så vil de selv - og deres ubekymrede grin - føre dem i sænk.

(en edderkop i paradis)

De lever i en anden verden, og lige meget hvor megen vestlighed man påfører dem, så forstår de ikke vores verden, eller at værne sig imod den! De lever i en grøn og forsvindende verden, som jeg er glad for at have besøgt, mens den stadig findes...

Gareno: En lille, meget mudret (for vi befinder os i regntiden), landsby! Halvdelen af husene er traditionelle. Dvs. at de er lavet at palmeblade foldet ind under hinanden i mange lag. Husene er rummelige og består af et stort rum med et ildsted og et par hængekøjer.

På et mindre besøg i et af disse huse (vi var der vel i ca. 15 minutter og fik os en hjemmetygget chicha) kiggede vi pludselig over i hjørnet - og der lå skam en hund og fødte. Ja, hvorfor ikke? Dét kan man vel kalde timing!


Derefter fik vi os en en mindre sviptur ind i et olieområde som Karoline spottede på lang afstand, og som vi selvfølgelig måtte tjekke ud selvom det betød at bryde gennem et pigtrådshegn...! Der var dog ikke meget at se. De havde skjult den gamle oliesø.

Derefter en fin gåtur ind i junglen, med Manuela som guide. Hun demonstrerede førnævnte teknikker til UG, og fortalte om os de forskellige planter vi så! Vi bevægede os også ned til den nærmeste flod (dagen efter) hvor vi, meget tiltrængt efter en times vandretur i raskt tempo, smed os i vandet og håbede på minus tilstedeværelse af slanger og andet kryb.

Vi så heldigvis kun én (slange), og den var lille og død. Det var solskin og extremt fugtigt, så vi var temmelig svedige blot efter en times gåtur... Vi var dog lykkelige for solen denne dag, for det havde regnet stort set konstant under vores ophold (det ér jo også en REGNskov).

(et flodbad i en af Rio Napos udløbere - bemærk kanoen bag mig)

Jeg/vi er nu, i løbet af produktionen af denne mail, genankommet til Quito, hvor jeg om få dage vil vende næsen fra den ene barndomsdrøm (Amazonas) til den anden (Galapagos). Juhuuuu...

Jeg vil i øvrigt lige tilføje at Karoline og jeg - på vores natbus fra Loja til Ambato, på vej til Amazonas - bevidnede en storslået solopgang over et vulkandækket landskab med den føromtalte (for to måneder siden) rygende vulkan nær Baños. Og ja, den er MEGET rygende og aktiv - og smuk i skiftende farver fra bleggul til skarp pink.

Jeg trækker hermed al brok, undsluppet fra min mund, omkring usynlige vulkaner tilbage:-)


Og det lykkedes Tycho at vende tilbage til os, idet han tog tilbage over den samme mikroskopiske grænseovergang, som vi var taget ind over i sin tid. Vi lader hermed spørgsmålet om hvordan man kan lukke en grænseovergang uden at lukke den, svæve lidt i luften?!?

That´s South America:-)

Jeg befinder mig på Ækvator, så jeg mærker absolut intet til at datoen siger midsommer, men jeg håber at den nydes derhjemme. En smule længsel kan man ikke undgå at føle på denne dato, men jeg finder det også forfriskende eksotisk at opleve et land fuldstændig blottet for varierende døgn-længde. Her er det mørkt fra kl. 8 til kl. 8. Man kan næsten stille sit ur efter det. Og det gælder OGSÅ d. 21. juni...

(mig - på SELVESTE ækvator-linjen)