Kina - tilbage i smeltedigelen

30-05-2011

Jeg ville have udgivet følgende som blogindlæg, men fandt ud af at den slags selvfølgelig ikke er muligt i Kina - endnu en ting der er bortcensureret, ligesom facebook. 

Om det skyldes mine forrige indlæg om Tibet for længe siden, eller alle "blogs" er censurerede, ved jeg ikke. I hvert fald bliver der ikke nogen blog fra Kina, som ellers planlagt. 

I må derfor trækkes med at modtage det hele som fællesmails, som vanligt. 

Men der er heldigvis ingen læsepligt, og man kan vælge at læse bidder - eller slet intet, og helt selv vælge hvornår man har tid. Ligesom hvis det havde været en blog: 

God fornøjelse...

To uger har nu passeret siden afrejse til Kina, og mit nye ”job” som udgravningsleder i Liaoning har stået på i godt en uge (det betyder en god lang uge, med tryk på lang;). 

Liaoning er, som bekendt(?), verdenshotspottet for fjerede dinos, samt andre dyr og planter med perfekt bevarede bløddele, som fx de små vandlevende hyphalosaurer som vi allerede har fundet en del af, inklusive den flotte jeg sendte et billede hjem til nogen af jer med, og som nu kan genses her... 

Et unikum for så gamle sedimenter. 

For dem som husker mine vrede udbrud over det besværlige lortekina Julie og jeg oplevede for to år siden, og min trussel om aldrig mere at vende tilbage til dette ugæstfri og belastende land, kan jeg nu tilføje til mine erfaringer, at:

Ja – ordensmagten og skrankepaveriet er stadig noget bæ, men i denne omgang har jeg faktisk været befriende fri for irriterende besværligheder: 

Visa uden problemer fra Danmark. Ankomst og grænseovergang uden problemer. 

Folk på landet er søde og hjælpsomme, omend jeg befinder mig i den provins hvor de opfører sig mest ”brutalt” (store armbevægelser, bøvsen og prutten, lav uddannelse). 

Vores arbejdere (og mig selv) prøver desperat at lære mig kinesisk med lynets hast, for de taler absolut intet engelsk, og der er ikke mange andre end dem at tale med… 

Ludo – vores fastboende franske dino-modelbygger og altmuligmand – taler også kun begrænset engelsk, og Damien Leloup, vores franske ”Bozzzz” som taler et helt fint engelsk, er som sagt bossen sååå…. 

På trods af hans sympatiske personlighed taler jeg ikke med ham om alting, og da i hvert fald ikke om tvivlsspørgsmål vedrørende egne evner og kapacitet til at styre lagene og grave/flække-teknikker. 

Jeg føler mig nemlig langt fra dygtig nok til at styre processen så videnskabeligt som den kunne fortjene, og jeg ville ønske en mere erfaren geolog var til stede, foruden mig, som jeg kunne spørge til råds. 

Især taget i betragtning at det hele var i forfærdelig stand da jeg ankom, så jeg var nødt til at starte fra scratch. Jeg savner derfor lidt en tæt fortrolig ven i hverdagen, med alt hvad det indebærer af kram og skulderklap…

Her kommer heldigvis den første gode overraskelse (ud af to) ind i billedet. 

To dage før jeg ankom til Beijing fandt Damien og hans kæreste nemlig en forældreløs hundehvalp på gaden som vi har taget med tilbage til museet. 

Hun er to måneder gammel (siger dyrlægen), og en rigtig hjertesmelter.

Hun deler lykkeligvis kærlighed ud til højre og venstre, og eftersom hun og jeg ankom samtidig til vores nye hjem, føler vi os også forbundne på den konto. Hun hjælper lidt på hyggeafsavnet.

Damien har døbt hende Psittacosaurus, men jeg synes personligt navnet er lidt for langt, så jeg kalder hende bare ”Parrot”. 

Psittacosaurus = papegøjeøgle, som er den mest udbredte dinosaur i Liaoning, den mest artsrige på verdensbasis, og kendt for at være lille og nuttet – og med tjavs på halen. 
Det var i øvrigt den der var afbilledet på det postkort jeg sendte hjem til K6 herfra for to år siden.

Overraskelse nr. 2: Den første weekend jeg var her, var der et videnskabeligt symposium i anledning af åbningen af det nye ”Palæontologiske Museum i Shenyang”. 

Shenyang er provinshovedstaden i Liaoning, og en forfærdelig grim storby med flere indbyggere end i hele Danmark (omkring 8 mio.). 

Det tager et par timer at køre dertil fra Yixian - vores tilknyttede ”landsby” på 60.000 indbyggere som er tilsvarende grim, og som mentalt føles som et sted på størrelse med….tja… Egebjerg (på samme måde kunne man måske sige at Shenyang har en mental størrelse der svarer til Horsens, og så passer det hele igen sammen proportionelt?). 

Graden af grimhed hænger givetvis sammen med at vi befinder os i Nordøstkina, og landskabet er barskt med grumme sandstorme fra Gobi, meget kolde vintre og meget varme somre (ikke helt så grælt som Sibirien og Mongoliet, men vi nærmer os!!). 

Dermed er folkene (manchurerne) også blevet så ”grove” som de er, og dermed er der hverken kælet for (for nu at sige det mildt) arkitektur, naturbevarelse/hensyn eller andre æstetiske værdier som vi finder naturlige i vores del af verden, og som (heldigvis) findes i højere grad i andre provinser af Kina. 

Kineserne kalder endda selv Shenyang for ”Kinas røvhul”, og jeg håber de har ret, for det ville virkelig være trist hvis alle kinesiske storbyer var ligeså grimme (hvad der nu heller ikke var mit indtryk af hverken Xian eller Hong Kong i sin tid).

Nå, det var symposiet vi kom fra. En virkelig glædelig overraskelse, for vi blev indkvarteret på luksushotel hele weekenden og var vidner til en yderst formel åbningsceremoni med yndige kinadamer i fastfrosset smilestilling som gelejdede os hvorend vi skulle hen, og som overdådigt indviede officielle plader og skilte til den pompøse musik fra Star Wars(!?). 

Derudover fik vi mulighed for at se en såkaldt ”Peking-opera”. 

Læsere med kendskab til dette begreb behøver ikke nærmere indføring, mens øvrige kan se med her til en lille liveoptagelse fra min debut på feltet. En interessant oplevelse (især med medbragte ørepropper). 

 Men selvfølgelig mest af alt en fantastisk overraskelse på grund af de faglige bekendtskaber man kunne gøre sig der, og de mange videnskabelige foredrag man kunne svømme hen i. 

Jeg har mødt virkelig mange palæontologer fra hele Asien nu, samt Rusland – og endda også et par få stykker fra hjemstavnen (aka. Tyskland og Belgien).  
Det helt modsatte segment af palæontologer end dem jeg mødte på stor-konferencen i Bristol, 2009, og som alle var amerikanere og europæere.

Så det var en ganske perfekt start på min karriere som færdiguddannet palæontolog. Hvilken forskel i øvrigt at kunne præsentere sig som så – og endda som en seriøst palæontologisk arbejdende en af slagsen – i forlængelse af de mange år som (underlødig?) studerende. Selvom denne titel har været mig mere end nok, føltes det stadig specielt endelig at have passeret den nu.

Men på trods af Liaoning-provinsens grimhed, og dens afskyelige mængder af industri og sortpulsende skorstene, befinder jeg mig heldigvis (hvad jeg vist allerede har skrevet hjem til en del af jer) i den måske eneste naturskønne plet i området, og utvivlsomt i det eneste 100% grønne, energisparende og miljøbevidste foretagende (i givetvis hele landet) – nemlig Damiens øko-dino-museum. 

Ja, dén mand har nemlig sine værdier i orden, og det er skønt og opløftende! Her har vi en lille dinopark med træer og en sø (min udgravning ligger i denne park), og det hele er fint omkranset af yndige små bjerge på den anden side af markerne. 

Fra vores rummelige balkon kan man nyde hele scenariet i eftermiddagssolen når det er fyraften, og i solnedgang hvis man venter længe nok. Man kan heldigvis også nyde en flaske fransk vin når lejligheden byder sig, og det gjorde den tilfældigvis i forgår aftes, lørdag, hvor vi havde fransk besøg;)

I umiddelbar nærhed findes også en flod og et lille buddhatempel i nogle grotter (Julie og jeg besøgte dem sidst), men i dag endte jeg med at fejre min første fridag med at gå endnu længere ud af vejen, i retning af bjergene – og blev til sidst fanget af en tordenbyge som nu netop er ved at være drevet over. 

En sød kinabedstemor inviterede mig i læ, mens jeg ventede på at bussen skulle komme forbi, så jeg kunne komme tørskoet hjem til museet.

I dagtimerne er solen som regel ubarmhjertig, så vi er i gang med at konstruere et gigantisk telt til at skygge i udgravningen. 

Det er altid hårdt at starte ting op, så jeg glæder mig til at finde ud af om næste uge kommer til at glide lidt lettere, så jeg kan leve op til mit nye kinesiske navn: Lisha (丽莎) som er sammensat af ordene ”smuk” og ”cool”. 

Èn ting er i hvert fald sikkert. Spændende ting vælder allerede op af jorden, og vi har efter denne uge allerede fundet tre gange så meget som amerikaneren fandt i hele sidste sæson. Det tegner meget lovende. 

Vi har dagligt en kok til at komme og lave kinesisk mad til alle medarbejderne, og til aftensmad efterlader hun resten til os tre (”hvide mennesker”) som bor på museet. 
Det er meget privilegeret synes jeg, og sundt og lækkert – selvom Ludo og Damien synes at foretrække de fleste af dagene at lave noget pasta-med-ost-og-ketchup-agtigt, af den slags som man har fået rigeligt af som studerende. 

Så jeg kaster mig grådigt over den kinesiske mad med spisepindene, som jeg har fået knapt så meget af i min tid (de andre griner og siger at nu får vi se hvad jeg siger til det om et halvt års tid)...