Kina (part 1)

Beretninger fra et MEGET stort rige. 5-27. maj 09

Der findes et meget stort rige - i midten af verden!
Man kan komme dertil ved at grave et dybt hul i jorden, eller ved at tage en togbane henover en besvimende høj bjergkæde. Vi valgte det sidste. Man spiser hunde her, men vi valgte ikke at gøre det (spiste dog et par insekter af ukendt fylogenetisk ophav).

Bortset fra disse to fakta, er det fuldstændig grotesk hvor lidt man, ude i rand-områderne af verden (fx Danmark), ved om dette enormt udstrakte land, med de ældgamle civilisationer, som med længder overgik vore egne, i forgangne tider...

Selvom det langt fra var planen, kan Julie og jeg nu faktisk se tilbage på en temmelig god dækning af Kina som land (synes vi selv):

Vi lagde ud i VEST, med Tibet og den lange togtur.

Følte os latterligt tilfredstillede ved at ankomme til MIDTEN af riget i midten, nemlig Xian, som føltes som en sydeuropæisk hovedstad: Fløjlsblød luft, historisk storslåede (OG istandsatte) bygninger, stilede højhuse, og Starbucks (ja, man burde skamme sig -men vi har rejst meget længe i lort!). Vi var yderst glade for igen at opleve et øjebliks civiliseret liv.

Og her var i sandhed modeopvisning på gaden, hver eneste dag. Meget bredspektret fremvisning af slagsen: Fra prinsesse-kjoler, til punk, til posh, til jogging-sæt.
Kinesere finder på alt i deres spinkle kroppe.

I Xian startede kinesernes historie, som vi (ikke?) kender den:

De tidlige dynastier samlede Kina herfra. Silkevejen startede herfra. Den sejrrige Qin-kejser som lod sig begrave med en hel hær af terracotta-krigere, gjorde det her. Det var så tidligt som i 200-tallet f.kr. (Qin => Kina), hvor vi selv fjollede rundt i jernalder-kostumer. Xian var, i 600 tallet, verdens største by, og man mærker atmosfæren idag, som en lækker cocktail af nyt og gammelt.

Herefter fandt vi, på mystisk vis, os selv nødsagede til at tage en smut-flyver mod SYD, til Hong Kong. Og var Xian kinesernes Sydeuropa, så var Hong Kong i den grad den amerikanske drøm, overgående selv den vildeste amerikanske drøm - af en metropol.
Vi kørte i over en time igennem udelukkende skyskrabere, for at komme ind til centrum (vi taler 100-etage-bygninger).

Selve Hong Kong Island er en fancy fremtidsverden, hvor fodgængere bevæger sig rundt i labyrintiske gangsystemer i flere niveauer, som forbinder den ene shopping-center-skyskraber med den anden. Små færger bevæger sig rundt mellem de flashy havnefronter.

Her er lækre restauranter -og cafeer, hvor den travle kineser nu istedet er iklædt buisness-suit og/eller klassisk, elegant kjole. Her er dyre drinks. Her er steriliseret som ind i helvede (tænk hvis man skulle få svineinfluenza!), alle trykflader i elevatorer og lign. bliver afsprittet engang i timen (plus dine hænder når du går ind på en restaurant), og masker og gummihansker er højeste mode. Her er alt hvad der kan købes for penge...

...og dét kan kinesiske visa fx, så vi købte et par stykker, og skyndte os videre mod NORD - tilbage ind i det "ægte" Kina (hvad kan være mere ægte en hovestaden!?). Beijing! Denne kunne desværre ikke byde på meget andet end gråvejr og trykket hede.
Pekingeserne er ramt af en betydelig hovestads-arrogance, mens selve byen, desværre, er blottet for både Xians historiske charme, og Hong Kongs futuristiske storslåethed.

Til gengæld kan man spise ufattelig lækker peking-and, og besøge den ufatteligt gamle peking-mand (Homo erectus), foruden selvfølgelig himmelske "freds"pladser, og templer.

Vi går igennem ufatteligt meget security, og snupper en Starbucks til.

Så var Kina også stedet hvor gode gamle Frederik Tolstrup, skulle komme på visit i et par uger (Julies kæreste!), og han formåede at sprøjte omkring sig med energi-udladninger, så Julie og jeg ikke forsumpede i den, ellers fristende, luxusfælde.

Så vi fik alligevel spist en masse ris på små kinesiske gade-beværtninger, og han var så heldig netop at ankomme som vi skulle på tur nord-ØST-på, til Liaoning:
Den berømte dinosaurprovins, hvor alle de fjerede dinosaurer for nyligt har ændret verden (intet mindre). Her var der landlig idyl, som var vi hjemvendte til andedammen: Grønne bakker og æselkærrer, samt absolut ingen turister (hvad skulle de dog også her?). Frederik kunne selvsagt føle sig hjemme her, i den søde duft af mødding.

Til gengæld troede hverken han eller Julie en meter på, at den storslåede dino-park jeg blev ved med at tale om, virkelig fandtes. Jo tættere på vi kom, des mere påfaldende blev det da også, at absolut INGEN (heller ikke de veluddannede -og dermed engelsktalende) lokale kinesere, vidste hvad en dinosaur var, eller at der skulle befinde sig et museum i den landsby vi prøvede at pege på!!! Selv landsbyens egne beboere aner simpelthen ikke at stedet eksisterer (FLOT).

Da vi endelig fik en tilfældig kineser til at køre os derud (i hvad han selv troede var ingenting), fandt vi dog det lækre, store og nybyggede museum -med park, og museets manager (en franskmand), var da også åbenlyst imponeret over, hvordan vi dog i alverden havde fundet derud ved egen hjælp.

Han var desværre på vej til Beijing, men tilbød at køre os tilbage til stedet en uges tid senere (hvilket vi selvfølgelig takkede ja til).

Så Frederik-Julie-Eliza trioen kunne fortsætte mod det næste mål: Nord-Korea, hvilket vi besøgte en halvtimes tid, med en turistbåd som sejler over floden -hen langs den koreanske kyst, og muliggør betragtninger gennem kikkert, af vinkende nordkoreanere.
Tilsyneladende er de allesammen klædt i gråt og brunt (kommunisme er ikke sprængfyldt med farver!).

Kontrasten fra den ene bred til den anden er slående: Nordkoreanerne kan kigge direkte over på de kinesiske skyskrabere, mens de dvæler på deres egen side, hvor alt tydeligvis har stået stille siden 1949 -eller cirka deromkring...

Desværre har de ikke mulighed for, NOGENSINDE, at bevæge sig de 500 meter -over på den anden side.

(Billedet: Den bombede bro over Yalu-floden. Set fra Nordkoreansk side).

Langs Yalu-floden løber også den østligste del af "Den store Mur", som her er fuldstændig restaureret, men tilgengæld ikke huser de store mængder turister, som andre steder i landet.
Så vi gik os en dejlig tur på den (Frederik valgte at løbe!), og indså at vi havde nået vores turs østligste punkt. Herfra kan vi kun vende snuden hjemad, og se hvor lang tid det kommer til at tage - tværs henover kontinentet.


......Og NU sidder vi så, atter i Beijing. Netop tilbagevendt fra Kinas første 100% grønne, miljøvenlige museum (Fossil-Parken), hvor vi -efter at have sat Frederik på en flyver- tog tilbage til, kørende i Damiens bil (den franske office manager).

Der har vi tilbragt en fem-dages tid, med gratis forplejning, og arbejdsdage i en udgravning bestående af pergament-sedimenter: Hver "side" af jordens bog, måtte skilles forsigtigt ad, for ikke at smuldre imellem fingrene. På siderne fandtes perfekte aftryk af store natsværmer-larver, fyrenåle, etc, afsat for ca. 130 mio. år siden (vi fandt desværre ikke en fjerklædt dino).

En ganske anderledes oplevelse, end det hårde fysiske arbejde, som dinosaurlag ellers som regel kræver! De befinder sig jo, sjovt nok, som regel i hårde klippeformationer, og skal udsættes for vold, hammer og mejsel, for at give sig til kende. Men her har et tafonomisk vindue altså givet mulighed for at bladre i jordens skatkammer, som i siderne på en bog. Fantastisk.

Her var solskin og stjerneklare nætter. Her var fransk pølse og rødvin. Her var hjemmebiograf (tilgængelig efter museets lukketid), og her var kaffe ad libitum - samt en dejlig altan, med udsigt over de grønne bakker, der engang husede den store sø, hvori flyvende drager drattede i -og dermed bevarede deres fjerdragt, til senere tiders spekulationer, og åbenlyse beundring.
Hvem sagde "Another day in Paradise"?