Himalaya (part 2)

Itzi bitzi.... og så videre op på taget... 18. april - 4. maj 09

Det var ikke planen at tage til Nepal.

NEPAL: Bhutans uagtværdige storesøster: Trekkestier og hotelkæder, til de store horder af turister -med opsplitning af deres fine natur til følge, samt affaldsdynger i indiske standarder (sidstnævnte kan dog ikke kun tilskrives turisterne!).

Afskrivning af monarkiet på en anelse anderledes facon end i Bhutan, nemlig en hysterisk kronprins som vælger at skyde hele sin familie, plus sig selv, fordi han ikke må gifte sig med den udenlandske kvinde han vil (or so the story goes). Men så er dén sag jo også ligesom afsluttet, og Nepal er dermed også blevet et (maoistisk!) demokrati. Jeg husker hændelsen tydeligt: Det var i 2001, og det stod beskrevet med bittesmå notitser i de danske aviser (vel ogsaa bare en lille ubetydelig hændelse, haha).

Ikke desto mindre: Ville vi til Tibet over land, måtte vi gøre det via Nepal.

Så jeg føjede mig, og vi tog en skramlebus til en grænseby i Nepal (det gav trods alt også et ekstra land til mig, HA). Men her startede de nepalesiske issues allerede, da folket strejkede over en dræbt taxa-chauffør, så alle vejene var blokerede.

Vi måtte altså vente på ubestemt tid i den, aldeles støvede og ubetydelige grænseby (det er vi snart øvede i). Der var ingen ATM i byen, så vi måtte bare håbe at vores sidste indiske rupees var nok til at føre os igennem den ukendte tidsperiode.

Derudover er Nepal et land der er så udspekuleret at sælge al deres vandkraft til Indien, så de selv kun har strøm fra otte til tolv om aftenen. SKIDE SMART.
Så der er intet lys, ingen air condition, intet internet, no nothing - i størstedelen af døgnet. De fleste menukort har desuden menuer hovedsagligt domineret af æg og kylling. Det er OGSÅ skidesmart, når der er fugleinfluenza i området, så de to ingredienser ikke kan fås....

Vi kunne altså spise ris og linser til alle måltider. NÅ, men efter kun et døgn begyndte busserne heldigvis at køre, men åbenbart uden at hovedvejen til Kathmandu (som vi troede), var blevet åbnet. Så det blev en meget lang, varm, støvet og bumlet tur (37 timer for at være præcis), hvis eneste fordel var at den skaffede os et par gode venner, som vi holdt kontakt med under hele vores uge i Kathmandu...

Da Nepal ikke var planlagt, anså vi opholdet som en slags "ferie" i ferien, så vi nød det store turistområde Thamel, som heldigvis -udover horder af turister- bød på masser af bagere med udendørs beværtning, og "turistvenligt" udvalg. En luxus vi ikke har fundet mange steder på vores tur.

Vi fik dog også set abe-templet, på toppen af en uendelig mængde trappetrin, og boligen for den "levende gudinde": Hun er et fireårigt barn, som ikke må bevæge sig, for ikke at komme til at bløde, idet hun så mister sin status som gudinde. Det betyder selvsagt at hun mister den naturligt når hun kommer i puberteten -hvorefter hun må vænne sig til blot at være almindeligt menneske resten af sit liv! Men bortset fra det, hængte vi ud med vores nye venner, drak nogle øl, og læste en masse bøger.

Der var dog én ting vi manglede, før vi kunne forlade Ganges-området, og som det ikke var lykkedes os at finde i hverken Indien eller Bangladesh. Nemlig: Gavialer (Gavialis gangeticus). Vi tog derfor ikke op i Nepals berømte bjerge, men ned i det junglebevoksede lavland (endnu engang), til nationalparken Chitwa, hvor vi havde et par dejlige dage med badende elefanter, og en jeep-safari som indhyllede os i så meget støv at vi ikke kunne genkende hinanden, men heldigvis også endnu et næsehorn (som blev pænt på sin plads!), et par vilde påfugle OG et opdrætscenter for gavialer, så vi kunne betragte dem i alle aldre og størrelser....

For dem som ikke ved hvad en gavial er (shame on you), så er det den specielle langsnudede krokodille, som jeg skrev bachelorprojekt om (eller det var nu dens uddøde fætter, men hva'), og som er meget truet disse dage. De er helt og aldeles morsomme at betragte: Hannerne er nogle rigtige bobleblæsende charmetrolde (ligesom de fleste mænd ude på Experimentarium).

Nok om det: Vi fik arrangeret den længe ventede tur til Tibet, og den gav os nogle af de mest ekstreme landskaber verden kan byde på -plus en meget stor mængde spændende, buddhistiske klostre. Jeg har sjældent oplevet et landskab, der på dén måde kunne gå i kroppen på mig.


Jeg har været højt oppe før (i Bolivia), men her i Tibet var følelsen ikke bare stakåndethed, men direkte svimmelhed, som da også førte til at en pige fra Chile besvimede for øjnene af mig, og lå og rallede i flere minutter, før jeg kunne få liv i hende (det føltes i hvert fald som længe!!).
Det var kun i 3600 meters højde, så jeg blev faktisk oprigtigt nervøs for dagen efter, hvor vi skulle passere de 5000 m, og jeg var allerede her svimmel, bare ved den mindste bevægelse!

Men dagen efter var jeg heldigvis frisk som en Himalaya-gås, og Julie og jeg fik tisset, i bidende kulde, i vejkanten foran Mt. Everest, i femtusind-og-noget meters højde. Vi var også vidne til en kæmpe dust-devil foran samme. Hviket syn.

Det er første gang på hele vores rejse, at vi har rejst i en turist-gruppe - og det var bestemt ikke med vores gode vilje. Men desværre er det ganske og aldeles obligatorisk for at kunne rejse i Tibet idag, pga. den latterlige politiske situation (som jeg slet ikke vil begynde at kommentere!!). Det var en stor gruppe på 25 mennesker, og den "engelsk-talende" guide kunne knapt nok konstruere en simpel sætning på engelsk (det er et bevidst trick fra den kinesiske regering!).

Men vi nød de bjergtagende bjergtinder, de mange yak-oksetrukne plove, og lærte et sympatisk ungt dansk par at kende, plus deres hollandske rejsefælle. Det endte faktisk med at blive virkelig hyggeligt, og nok engang var det sikkert alligevel sundt med lidt andet selskab, end blot Eliza og Julie, og Julie og Eliza....?!

Da vi skulle videre med "Himmel-ekspressen" til Xian i Kina (den nyåbnede, højest beliggende togbane i verden) skulle vi skrive under på at vi ikke fejlede noget, ikke var forkølede eller havde feber, ikke var gravide(!), eller andet, da denne togtur kunne være yderst sundhedsskadelig (86% af strækningen foregår i over 4000 meters højde).

Vi fik altså endnu engang understreget at højder ikke er for sjov, men modsat hvad vi havde troet, så foregik rejsen ikke blandt svimlende tinder, og kløfter, men derimod på en ENORM, flad højslette i rødlige (absolut anti-vegatation)s farver, som fortsatte i de 12 timer vi var vågne.

Efter disse faldt vi udmattede sammen i vores behagelige overkøjer, og da vi atter vågnede op (12 timer senere), var samtlige vandflasker suget faldtrykte, vi havde seriøse propper i ørerne, OG vi befandt os i Kina. Dvs. et helt anderledes, frodigt og grønt, bakket område, hvor bjergene på mystisk vis, var væsentligt mere synlige, end da vi før befandt os oppe i dem!!

Anyhow: Vi havde fået at vide at togturen ville tage ca. 12 timer. Efter præcist 36 timer rullede vi ind på stationen i Xian! Denne gang var det dog ikke pga. af dårlige vej- eller togkvaliteter, men blot de enorme afstande her i landet. Toget var faktisk det mest lydløse jeg nogensinde har kørt med.

Farvel til uglede troldemennesker med reserverede blikke, og bedemøller i hånden. Goddag til trendy klædte, fancy-klippede kinesiske nips-mennesker, med håndtasker fra Gucci.

Kina har sine charmer, men bestemt også sine ulemper. MEGET mere om det siden hen...