Mongoliet (part 1)

Flaming Cliffs and Gorges of Ice! 1-18. juni 09

Gobi: Hvor ellers kan man finde flammende klipper, og isfyldte kløfter, i dramatisk forening!?
Vi er altså vel ankommet til Mongoliet. Og efter vores civilisations-overdosis i Kina, kunne vi ikke slippe hurtigt nok ud af Ulaan-Baatar.

Så vi snuppede et par hurtige Cafe Latter, før vi - fulde af vildmarksforventning - satte os ind i den lille bumlebus, der skulle føre os 12-15 timer nedad, til Gobi.

Skønt vi lige var ankommet med toget sydfra, var det en oplevelse (i dagslys), at se de første fem timer transformere landskabet om fra græsfyldt steppe til semi-ørken, og de næste 8 fra semi- til hardcore ørken! Også selvom bussen var fyldt med syngende mongoler, der havde fået et enkelt glas vodka for meget til morgenmaden!?

Da solen endelig gik ned, var det en fryd at se en flok store baktriske (to-puklede) kameler, løbe irriterede væk fra den forstyrrende bus, og ind i den røde sol.
Dem skulle vi se mange flere af....

For at komme ud til de såkaldte "flammende" klipper (den mest berømte dino-lokalitet i Mongoliet/"verden"), måtte vi hyre en jeep, og overnatte et par nætter hos en lokal nomadefamilie, der boede et par kilometer derfra.

Heldigvis mødte vi en skør, gammel franskmand, som kunne hjælpe os med at få det hele arrangeret. Han lovede også at det skulle blive ingen sag at komme tilbage igen (Right)!!!

Ude hos familien satte vi, optimistiske som vi var, vores lille gule telt op, hvorefter det straks satte igang med en kæmpe støvstorm, som kunne have blæst både telt, bagage og os selv, hele vejen tilbage til Kina, havde vi ikke flyttet ind i den søde værts-families ekstra ger. (En ger er den specielle slags hus-telt, som mongolerne bor i over hele landet).


Der boede vi altså et par dage, prisgivede deres (selvfølgelige) nomadiske gæstfrihed, med husly, og tre måltider om dagen (bestående af fedt, med lidt kød på!), og først på tredjedagen blev vejret, rent faktisk, fint nok til at vi kunne tage en kamel-ridetur ud til de famøse klipper.

Det forbedrede vejr betød dog ikke, at der også var kommet telefon-signal, så hvornår vi kunne komme i kontakt med vores franskmand, og dermed komme tilbage igen, stod stadig hen i det uvisse....MEN... klipperne var virkelig flammende: Når man nærmer sig i det fjerne, står de frem med deres kontrast-røde farve, og bevæger sig endda, ved hjælp af varmedis, så de ligner flammer! Julie koncentrerede sig så hårdt for ikke at falde af kamelen, at hun fik krampe i benene.

Men vi nåede dog frem, og fandt....ikke en skid - før på tilbagevejen, hvor en kæmpe lårbensknogle spærrede os vejen, og noget som mongolerne mente var et kæbeben, men som jeg nu ikke helt syntes lignede knoglestruktur (ok, ligegyldigt!).

Her var det nemlig også at en BIL pludselig dukkede op, ud af støvtågerne; og som taget ud af den bedste expeditionsfilm, vender vi om på vores kameler - mod bilen, hvorfra en arabisk udseende fyr, og en mongolsk chauffør stiger ud: "Undskyld, er I de to danske piger, hvoraf den ene er palæontolog, som er jeg er sendt ud for at finde?", siger den marokkansk/franske canadier, som (vi efterfølgende erfarer) er udsendt af franskmanden. Han følger dernæst med tilbage til vores lejr - på kamelryg.

Så alt er fint, og vi bliver kørt tilbage til den lille mine-by, hvor alle tilsyneladende har hørt om os, og omtaler os som: "The two danish girls, lost in the desert".
Det pudsige er bare at vi ikke, på noget tidspunkt, selv opdagede at vi var "lost in the desert".

Men Gobi kan også andet og mere end fossiler og kameler: En lille times tid fra mine-byen, ligger et mindre bjergområde, hvor alting pludselig bliver grønt, og beboet at murmeldyr (jubii). Fordi det regner mere her? Nej, simpelthen fordi her er så koldt om vinteren, at en kæmpe is-gletcher aldrig når at smelte helt, i en skyggefyldt kløft, men forsyner det omkringliggende land med en konstant strøm af smeltevand, som sommeren skrider frem.

Det var som at rejse tilbage i tiden, til Eliza -tre år- på sommerferie i Østrig: Også her var der pludselig is under sandalerne, også her var der utallige murmeldyr... Smukt.

Dramatisk (og så længe siden, at jeg kun husker følelsen, idet jeg mærker den igen)...

Den skøre franskmand havde heldigvis også endnu flere tricks i ærmet: Han kendte selvfølgelig en hemmelig klosterruin fra 1600-tallet, ude i et "restricted area", hvor turister ikke må komme (Yessir!), så vi arrangerede en private tour i hans bil, Julie, franskmanden, jeg og den unge canadier, og så var vi ellers på seriøs ørken-køretur ude i ingenting...
Veje er ca. ikke-eksisterende i hele Gobi, så man kører efter pejlemærker.

I dette tilfælde et ensomt træ som, efter sigende, skulle være det eneste i hele ørkenen (Mini Mod = mit træ, kaldte han det - med stor affektion - på mongolsk).

DESVÆRRE var vi nødt til at køre en lille omvej med en tyk mongolsk dame, som skulle sættes af, hvilket satte os i den uheldige situation at mini mod ikke førte os ud til klosteret (Lost igen!!!!)? Fra en lille bakke så vi - til franskmandens store desperation - at der ikke var ÉT, men MANGE mini mods, spredt rundt i ørkenen!!!! Vi var altså ledt på vildspor.
Hvordan skulle vi nu nogensinde finde hjem, eller finde klosteret?

Vores eneste trøst var at det ensomme, tretusinde år gamle træ, alligevel måtte have haft en vis portion held med at sprede sine frø i tidens løb...

Det gik nu hverken værre eller bedre, end at vi FANDT ruinen til sidst.

Vi fandt også vores vej tilbage igen, og vi fik endda spottet et par spurtende gazeller på vejen. Sjældent har vi moret os så meget, som i selskab med denne franskmand, og hans ubitoriske "punchlines", og stædige optimisme.

Men nok om det... Vi er nu tilbage fra Gobi, og har tilbragt de sidste fem dage i en ganske anden mongolsk verden: Nemlig Terelj National Park, hvor idylliske grønne bakker er omgivet af mesozoiske granit-bjerge. Her har vi deltaget i et såkaldt "Ger-to-Ger" program, hvor man bor hos en ny nomadefamilie hver dag, lærer forskellige traditionelle håndværk, og bliver transporteret fra familie til familie på oksekærre, eller hesteryg. Programmet er virkelig godt udtænkt, og kombinerer den oprindelige nomadiske livsførelse med bæredygtig turisme.

Og sådan gik det altså til, at vi lærte at knytte en traditionel mongolsk knude, lave mongolske tøj-dekorationer, skyde med bue og pil (hvilket jeg endnu engang fik bekræftet at jeg er elendig til), og fik deltaget i familieliv med alle mulige - og umulige - antal børn i alle aldre.

Her var alt, lige fra tre måneder gamle babyer, som var med ude at hyrde yak-okserne sammen på hesteryg, til teenagepiger som gladeligt viste os deres musikvideoer, med mongolske hip-hop bands.

Alt i alt en hyggelig "bondegårdsferie", hvor sommer-sæssonen (heldigvis?) var gået så meget igang, at det var blevet "mælkeproduktstid". Vi kunne derfor supplementere fedt-kosten med masser af mælkete, smør, ost og youghurt - lavet af mælk fra forskellige dyr (ged, yak, kamel og ko). En interessant kost, som viste sig at være for meget, selv for Julies mave. Min var heldigvis så hærdet efter parasit-angrebet i Indien, at jeg kunne klø på med fuld styrke:-)

Vidder, bjerge, heste og nomader: Vi er slet ikke færdige med Mongoliet endnu, og melder tilbage om et par uger igen...Over and Out /Indiana Jane*2