Oman (part 2)

You touch my Salalah..... 16. feb.- 1. marts 09

Salaam aleykum

Ja, vi øver os på de arabiske fraser, og undrer os over hvor få man egentlig kender, på et sprog der spiller så stor en rolle i verden idag...

Julie og jeg har bevæget os sydpå. Ned til den sydligste region, Dhofar, igennem den tomme, tomme intethed på vejen.
Ikke så mærkeligt at denne flade sand-uendelighed kaldes for Al Wusta: The Empty Quarter - og den strækker sig, skræmmende nok, langt ind i Saudi Arabien, og indeholder absolut intet. Dvs. intet, udover sand - og olie!! Der er dog også klatter af klassisk ørken: Gule sandklitter, bagende sol, vindribber og dyrespor i morgensandet foran teltet. Vi har i alt tilbragt fire dage i ørkenen, og oplevet mange ørkeneventyr...

Bl.a har vi stiftet bekendtskab med ikke færre end to Salim'er (åbenbart et navn på linie med.... Kasper!?!), hvoraf den første var en ung beduin med et par genstridige kameler, og den anden var en gammel politimand med skumle intentioner!!

Julie har præsteret et meget elegant rullefald baglæns ned af en dromedar (på vores todages tur på kamelryg i ørkenen, med Salim den første), OG så har vi selvfølgelig(?) været de, åbenbart, eneste kvinder tilstede i samtlige "byer" her. Det var derfor forfriskende at ankomme til Salalah, Omans anden-største by, tusinde kilometer fra Muscat, som bl.a. faktisk indeholder noget så eksotisk som "vegetation".

Den har jo ellers stået på kunstige wadi-oaser, eller kunstvandede blomster i Muscat, de sidste tre uger:) Men HER: banan- og kokospalmer, papayatræer, sukkerrør til den helt store guldmedalje - for ikke at tale om "frankincense" træerne, hvis harpiks danner det røgelse som Jesus fik i vuggegave (myrrha kommer i øvrigt også herfra), og som har været en af verdens mest værdifulde handelsvarer igennem tusindvis af år.


Dhofar har derfor været et vigtigt handelscentrum, for karavaner og skibshandel, helt fra gammel testamentisk tid - og især igennem den tidlige middelalder...
Vi har været ude at se Jobs gravsted (i egen lejet bil med Julie bag rattet igennem bjergene:), og gennemanalyseret gamle arkæologiske murværk for både fossiler og laver (tænk: Hele TRE ting på én gang!!!).

Derudover er tiden også nået dertil, hvor jokes med moske/måske-sætninger er nået helt ud over det overdrev, hvor den efterfølgende latter bliver nærmest hysterisk anstrengt - hvilket dog ikke får hverken Frk. Vittig 1 eller 2 til at stoppe: "Tror du det der er en moske?", "Tja, måske!" eller "Gider vi gå hen til den der ruin", "Næh, det er sikkert bare en moske", "Ja, måske!" - hvorefter der lidt efter står på skiltet at de ikke er helt sikre på denne ruin: "perhaps a mosque"! Haha!

De sidste par dage, her i Arabiens land, har vi atter bevæget os nordpå. Vi har set tyrekampe i Sohar. Et koncept der går ud på at alle omegnens "præmie-tyre" mødes om fredagen i en kæmpestor udendørs sand-arena (dobbeltkonfekt?), hvorefter de sættes sammen to og to. Hårdt testosteronpumpede, som de er (rent naturligt), baldrer de -uden større overtalelse- hjertens gerne hovederne sammen, og prøver at vælte hinanden med nakkekraft, snilde og horn.

Da de lokale sheiker har ca. ligeså meget kontrol over deres tyre, som Salim havde på sine kameler, er der dog, til stor morskab for alle, løbske tyre inde i arenaen det meste af tiden:). Kampene virker nu væsentligt mere "humane", end fx spansk tyrefægtning, så man kan faktisk godt tillade sig at nyde det som underholdning uden skrupler, hvis man er til "dyrisk råstyrke" og deslige!


Derudover er Sohar byen hvorfra Sinbad Søfareren stammede (dette er en helt faktuel detalje!), og da vi gerne ville afslutte Oman på bedste vis, valgte vi selvfølgelig at overnatte vores sidste nat på stranden til hans ære (måske var der også lidt nærighed indblandet...). Så det gjorde vi altså!

....udenfor en lille landsby, hvor vi da godt havde set at et par huse vendte ud til stranden, et stykke fra vores telt.....

Da vi vågnede kl 8 imorges og sad og prustede ud af teltåbningen for ikke at dø af hedeslag, blev vi derfor heller ikke overraskede over at se en kvinde, hyllet i brunblomstret klæde fra top til tå, bevæge sig ud på stranden. "Måske skal hun ud og fodre kragerne" fik jeg lige slynget! Indtil vi så at det var en bakke hun gik med, fik udvekslet et par sigende blikke, og derefter: Jojo - hun kom da lige ned med en termokande arabisk te, lidt vand og en stor skål dadler, som hun stillede foran os, og gik!!! Vi kunne virkelig lære noget om gæstfrihed hjemme i vores land...

Da vi så havde siddet og nydt denne gestus et stykke tid, kom hun tilbage. Denne gang med hele nabolaget af farvestrålende kvinder, som alle sagde en hel masse på arabisk. Jeg forstod dog så meget kropssprog at jeg kunne stille dem tilfreds ved at svare: "Taxi, Sohar", "Bus, Muscat" og "Husbond, No!". Og det er måske egentlig alt sammen meget rammende, for vores sidste dag her i Oman.

I nat flyver vi over Golfen.

To India...

P.S. Ingen, hverken dyr eller mennesker (jvf. Julie, tyre eller kameler) kom til skade under optagelserne til denne beretning:)

Bonusinfo: Da Sultan Qaboos kom til magten i 1970, kunne under 4% af landets kvinder læse. Nu går der flere kvinder end mænd på universitetet:)