Mongoliet (part 2)

Midsommer hos Rensdyrfolket. 19-30. juni 09

Kalenderen har nu passeret midsommer, og vi har tilbragt selvsamme på det skønneste af steder: Dér hvor vilde blomster afløses af et absurd tykt tæppe af mos og rensdyrlaver(!), under en skov af lærketræer: Den nord-mongolske vest-taiga.

Et bjergrigt område, i et så afsides hjørne af verden, at selv turen til Gobi ligner barnemad ved siden af! Men den var alle muskelsmerterne, køresygen, og de klemte, søvnløse bumbe-natte-ture værd...

Vi fik nemlig lov til at besøge Tsaatan-folket i et par dage. Et besøg muliggjort af diverse lykketræf: Var vi kommet ugen før, havde det sneet. Havde vi ventet en uge, var de flyttet længere op i bjergene (nomade-liv), og havde været umulige at nå, med vores stramme tidsbudget. Tak til taiga-guderne!

Skønt datoen meldte midsommer, betød det dog ikke "sommer"vejr, som sådan: Flere steder lå der stadig sneplamager, og vores lille medbragte telt, havde sit hyr med at holde os varme i de (heldigvis korte) midsommernætter.

Men med sol om dagen, stjerne-eksplosioner om natten, snedækkede tinder hele vejen rundt, og rensdyr-grynt i overflod, kunne vi bestemt ikke klage...

Og Tsaatan-folket er smilende, og lattermilde værter.
De bor i teepee'er (kaldet ortz), og lever af deres mange rensdyr, som hænger dovent ud i området omkring lejren. Pga. af deres afsides beliggende hjemstavn, har de bibeholdt en shamanistisk religion, og er ikke buddhister som de øvrige mongoler har været det siden 1500-tallet.

Den sjoveste oplevelse var næsten at modtage visit fra en anden tsaatan-familie, der boede et stykke væk! De kom da bare lige ridende, far, mor og datter, på hver deres rensdyr; og efter et par timer steg de elegant op igen - og forsvandt med karakteristiske kliklyde - ud i horisonten.

Julie og jeg blev enige om at ingen af os, for alvor, havde accepteret rensdyret som et egentligt eksisterende dyr - men nærmere et halv-mytisk julevæsen fra det høje nord.

Derfor en mystisk, eventyragtig, stemning, som virkede passende for tidspunktet på året, haha.

Tsaatan'erne laver mongolsk mad, som vi allerede kender det, men endnu mere skrabet: Til frokost fik vi ikke andet en varm rensdyrmælk. Ikke fordi det ikke mætter! Det mætter i så høj grad, at det kan være svært at få ned igennem sit halshul (tilvænning?).

Rensdyrene har kalve for tiden (derfor brugen af mælk), og de er helt uimodståelige, på trods af deres fjollede grynte-lyde.

Den sidste del af turen derud -og hjem-, måtte tilbringes på hesteryg. Sti-systemet op og ned af bjerget, er for småt og sumpet for biler - heldigvis!

For Tsaatan-folket er mongoliets mindste etniske minoritet, og turisme er en lurende fare, der heldigvis stadig begrænses af områdets utilgængelighed, og som nu også kontrolleres af et "Community Center", som sørger for at alle turistindkomsterne rent faktisk går til rensdyrhyrderne selv.

Hvis man altså vælger at bruge dem (det gjorde vi selvfølgelig). Dette har allerede betydet bedre økonomiske og uddannelsesforhold, for det lille samfund.

Vel tilbage i Ulaan-Baatar, brugte vi vores sidste dage i Mongoliet på at hvile ud efter de to døgns rejse tilbage fra taigaen, og vi tilbragte fx. en hel formiddag på, uden held, at spore det såkaldte "spion"museum, som vi havde læst skulle indeholde KGB-artefakter, og andet "spion"udstyr! Lige noget for en X-agent som mig... tsk tsk.

Men desværre var museet så hemmeligt, at vi ikke kunne finde det - trods smugkig ind i selveste "spion-centeret", hvor mænd i store uniformer udstødte sletskjulte fnis over de to turist-tøser, der lige syntes de skulle sætte ben i deres "top-hemmelige" bygning (men det var altså dér museet skulle have ligget!?!?).

Hvilket minder mig om at jeg, trods utallige palæontologiske nørde-detaljer, ikke har fortalt om nogen af vores Experimentarium-oplevelser på turen (shame on me).

Hverken det slidte, og usle Science City i Calcutta, det high-tech (og super-sterile) Science Museum i Hong Kong (med den fede sær-udstilling om "TID"), eller det olympiske svømmestadion i Beijing, som er lavet af SÆBEBOBLER, og som jeg har nævnt i alle mine sæbebobleshows, allerede inden det blev taget i brug - ved de Olympiske Lege sidste år.
De er hermed nævnt...

Nu er vi så nået hele vejen til Rusland.

Et døgns behagelig togrejse gennem svulmende, grønne landskaber, og HAPS - så var vi i Sibirien - på kanten til Baikal.

Her er kæmpestore træhuse (samt -kirker), lavet af tykke, mørkebrune bjælker, og med farvestrålende udskårne vinduesrammer, der omkranser vinduer med yndigt broderede bedstemor-gardiner. Det er hyggeligt.

Bortset fra disse, er Ulan-Ude, i høj grad, en grim sovjet-by -SÅ vi er en anelse bekymrede over at at den skulle høre til de mest charmerende byer i Rusland (det er vist en by i Rusland!!), OG folk er (for første gang i månedsvis) hovedsagligt hvide. Tja, det eneste der adskiller dem fra danskere, er faktisk deres vrantne holdning, deres hårfarver (der passer til alt andet end deres hudfarver), og deres tøj (der passer til alt andet end en gråtonet gade).

Det er sjovt at være så langt nordpå igen. Vi er faktisk på linje med Tyskland - bare syv tidszoner længere østpå. Her er lange sommernætter. Her er kirker (igen!). Det er næsten som at være hjemme i Europa (bare pudsigt at Lonely Planet beskriver stedet som super asiatisk, haha, den slags kommer heldigvis an på hvor man kommer fra).