Madrid (part 3)

Mest for biologer, d. 11. oktober - 07

At studere biologi i Spanien (endelig):

Det er som om tiden er blevet spolet tilbage.

Præcist fire år tilbage; til da jeg, grøn og forventningsfuld, påbegyndte biologistudiet i København.
Igen er her nye bygninger at finde rundt i, nye systemer og nye mennesker at lære at kende. Alt nyt og spændende. Tilmed er fagene de samme (det er vel egentlig her ironien ligger).

Jeg sidder nemlig igen med mikroskoper og kigger på svampemycelier, basidier, plantestængler, -sporer og -kar, plus med den tilføjelse at det hele også skal undersøges fossilt. Den smarte Eliza har jo valgt de samme organismegrupper både som biologi- og palæontologifag.

Det giver pote med hensyn til forståelse og termer kan jeg love jer... Til gengæld fatter jeg absolut intet af de mere geologiske fag jeg har valgt. INTET. Så meget betyder det altså at være godt inde i en fagterminologi (med latinske rødder). I de biologisk orienterede fag forstår jeg nemlig så godt som alt, og kan endda deltage i diskussionerne på spansk. Kargi gogo:)

Ja, jeg vil faktisk påstå at det er væsentlig lettere at føre en fagnørdet samtale end en almindelig social en af slagsen.

Det er fedt: Jeg er hver dag, efter undervisning, opfyldt af den samme brusende begejstring over jordens mangfoldighed og det at få lov til at studere den, som jeg husker fra blok ét på første år. Fjollet måske, men jeg havde helt glemt at den følelse rent faktisk fandtes.

Det er som om den var blevet kvalt i matematiske modeller, kemi, biokemi, mikro-, molekylær- og andet -biologi som foregår i så små eller teoretiske skalaer at man helt divergerer væk og forsvinder i ligegyldighed.

Jeg har brug for liv mellem hænderne, må jeg vel erkende.
Levende eller dødt liv (øehh?). For fossiler kan give den samme følelse.

Et perfekt aftryk af en fjerklædt djævel, et blad eller en cyanobakterie-koloni fra livets fødsel. Forstenede træstammer fra kæmpe padderokker, knogler fra jordens enorme ur-drager eller bitte, bitte små skrøbelige knogler (som man ikke fatter har overlevet i alle de millioner af år uden at gå i stykker). Det kan da ikke andet end at få hjertet til at svulme...

Men for at det hele nu ikke skal være rosenrødt i alle mine mails, så må jeg dog også erkende at have nået et vist mætningspunkt med hensyn til tilbringelse af hver eneste dag sammen med de samme kære hollændere. Man kan faktisk få nok af Koens Spice Girls flip, Hannahs iltre temperament og Stijns evige bedrevidenhed. Så jeg har tilbragt en del tid for mig selv på cafeer med bøger og spanskverber -og kaffe der IKKE er fra Starbucks:)

Det har været rart at starte sin egen dagligdag, så det konstante samvær ikke længere kan lade sig gøre. Kan allerede mærke at jeg igen begynder at glæde mig til at komme hjem til dem.
Selv ikke på Kvinderegensen tilbringer vi SÅ meget tid sammen som vi har gjort her i den første måned.

De to nye piger prøver så vidt muligt at blive en del af gruppen. Det er dog ikke let i en så sammentømret flok. Alle tager det dog som det kommer. De er veninder, så de er ikke ensomme eller desperate efter at være med i alt hvad vi foretager os (som fx "Sex and the City" tirsdage -som om Eliza nogensinde troede hun skulle finde sig selv i den slags amerikanisering og televisionering af sin hverdag).

Jeg er skam også nået dertil hvor jeg, endelig/desværre(?!), er begyndt at savne udvalgte folk derhjemme. Ja, jeg er jo ikke glad for at indrømme det, men selvom man bevidst ikke medbragte fotos og musica med minder hjemmefra, så er det jo skræmmende let at finde alt hvad man søger på henholdsvis youtube, facebook, og andet nymodens internet-relateret djævelskab.

Så man kan sagtens svælge i minder og savn alt det man lyster, hvis man ikke passer på. (Jeg passer dog så vidt muligt på:-)

Vil smutte igen - imorgen er det Spaniens nationaldag, så alle har fri og alt muligt festivitas kommer til at foregå... Spændende!

Glæder mig til snart at se jer som kommer på besøg, og resten til jul.

Hilsener fra

Eliiiiiza i Spanien (synges på Viva España)