Når håndværkerne larmer...

..... i mit liv!

Der bliver banket og hamret. Larmet og regeret.
I mit hjem, på min arbejdsplads, i mit hoved, ja selv når jeg er i biografen og se "Los Abrazos Rotos" kan jeg høre boremaskiner hvine i lokalet ved siden af. Hvad sker der?
Selv på morgener uden rødvin, vågner jeg op med tømmermandsbanken på mit vindue.
Min skønne udsigt over stadsgrav, kastagnetræer og rådhustårn er erstattet med stilladser!
Hvis jeg er rigtig heldig kan jeg endda stå op og gå på arbejde, hvor mit omklædningsrum er underlagt renovation, så tøjskiftning til blå uniform må foregå på toilettet...

Og fornyelse er jo dejligt.
Især den gamle dame jeg bor i har længe trængt til den kærlige hånd hun nu får. Men hvad med mit gamle hoved? Har det også brug for fornyelse, og en kærlig hånd?
Noget kunne tyde på det. "Du er jo håbløst bagud" siger min lillebror hvis klassekammerater allerede, nu som 18-årige, begynder at få børn.

Men er jeg virkelig det? 27-årig, single, kvinde.
Slutspurt på Universitetet.

Er man en freak hvis man har et parforholdsforgiftende frihedsbehov, og ikke har tænkt sig at lave det om? Hvis fast forhold i seks et halvt år i den tidlige ungdom, samt supplerende observationer siden da, blot har underbygget hvad ens biologiske sans i forvejen godt var klar over: At faste parforhold kun findes som social institution. At monogami kun eksisterer illusorisk - i såvel dyrenes som menneskenes verden (og nej, den med svanerne holder ikke!).

Taler min adfærd sit eget tydelige sprog, når jeg gang på gang kaster mig over mænd som enten taler et eksotisk sprog, tilhører en eksotisk religion - eller min inderste vennekreds. Er håbløst unge og sprøde, eller allerede optagede.
Tjekkiske riddere og indiske prinser flyver til alle sider.
Frøken Lilla her kan vist ikke forlige sig med tanken om et forhold der rent faktisk kan blive til noget realistisk? Men hun er glad for biologi, og måtte for et års tid siden erkende at en dyb følelse voksede i maven, som ikke handlede om mænd.... Men om børn. Tik Tak.

Er man en freak hvis man foretrækker barnet fremfor parforholdet? Får kvalme ved tanken om kompromiser, kampe og børn der kan bruges som våben, og pludselig ikke vil dele vidunderskabningen med nogen?
Er den nye generation af karrierekvinder der vil gøre det selv, forvirret, forkvaklet - eller fornyende?

Og kan man overhovedet overleve uden støtten og nærheden fra en allieret i foretagendet? Kan man lade være med at lede efter prinsen(!) på den hvide hest? Sikkert ikke. Men man kan tage ham for hvad han er. En eventyrskikkelse.
Den høviske kærlighed går heldigvis aldrig af mode - og undgår jeg bånd på mund og hånd, så kan jeg da heldigvis stadig drømme... om ham jeg altid vil, men aldrig kan få.
Nemt og uproblematisk.

Singleforældre er de nye powermennesker. Den nye evolutionære påfuglehale...

Godnat - inden håndværkernes morgenbanken sætter ind!