Kina - tilbage i smeltedigelen

30-05-2011

Jeg ville have udgivet følgende som blogindlæg, men fandt ud af at den slags selvfølgelig ikke er muligt i Kina - endnu en ting der er bortcensureret, ligesom facebook. 

Om det skyldes mine forrige indlæg om Tibet for længe siden, eller alle "blogs" er censurerede, ved jeg ikke. I hvert fald bliver der ikke nogen blog fra Kina, som ellers planlagt. 

I må derfor trækkes med at modtage det hele som fællesmails, som vanligt. 

Men der er heldigvis ingen læsepligt, og man kan vælge at læse bidder - eller slet intet, og helt selv vælge hvornår man har tid. Ligesom hvis det havde været en blog: 

God fornøjelse...

To uger har nu passeret siden afrejse til Kina, og mit nye ”job” som udgravningsleder i Liaoning har stået på i godt en uge (det betyder en god lang uge, med tryk på lang;). 

Liaoning er, som bekendt(?), verdenshotspottet for fjerede dinos, samt andre dyr og planter med perfekt bevarede bløddele, som fx de små vandlevende hyphalosaurer som vi allerede har fundet en del af, inklusive den flotte jeg sendte et billede hjem til nogen af jer med, og som nu kan genses her... 

Et unikum for så gamle sedimenter. 

For dem som husker mine vrede udbrud over det besværlige lortekina Julie og jeg oplevede for to år siden, og min trussel om aldrig mere at vende tilbage til dette ugæstfri og belastende land, kan jeg nu tilføje til mine erfaringer, at:

Ja – ordensmagten og skrankepaveriet er stadig noget bæ, men i denne omgang har jeg faktisk været befriende fri for irriterende besværligheder: 

Visa uden problemer fra Danmark. Ankomst og grænseovergang uden problemer. 

Folk på landet er søde og hjælpsomme, omend jeg befinder mig i den provins hvor de opfører sig mest ”brutalt” (store armbevægelser, bøvsen og prutten, lav uddannelse). 

Vores arbejdere (og mig selv) prøver desperat at lære mig kinesisk med lynets hast, for de taler absolut intet engelsk, og der er ikke mange andre end dem at tale med… 

Ludo – vores fastboende franske dino-modelbygger og altmuligmand – taler også kun begrænset engelsk, og Damien Leloup, vores franske ”Bozzzz” som taler et helt fint engelsk, er som sagt bossen sååå…. 

På trods af hans sympatiske personlighed taler jeg ikke med ham om alting, og da i hvert fald ikke om tvivlsspørgsmål vedrørende egne evner og kapacitet til at styre lagene og grave/flække-teknikker. 

Jeg føler mig nemlig langt fra dygtig nok til at styre processen så videnskabeligt som den kunne fortjene, og jeg ville ønske en mere erfaren geolog var til stede, foruden mig, som jeg kunne spørge til råds. 

Især taget i betragtning at det hele var i forfærdelig stand da jeg ankom, så jeg var nødt til at starte fra scratch. Jeg savner derfor lidt en tæt fortrolig ven i hverdagen, med alt hvad det indebærer af kram og skulderklap…

Her kommer heldigvis den første gode overraskelse (ud af to) ind i billedet. 

To dage før jeg ankom til Beijing fandt Damien og hans kæreste nemlig en forældreløs hundehvalp på gaden som vi har taget med tilbage til museet. 

Hun er to måneder gammel (siger dyrlægen), og en rigtig hjertesmelter.

Hun deler lykkeligvis kærlighed ud til højre og venstre, og eftersom hun og jeg ankom samtidig til vores nye hjem, føler vi os også forbundne på den konto. Hun hjælper lidt på hyggeafsavnet.

Damien har døbt hende Psittacosaurus, men jeg synes personligt navnet er lidt for langt, så jeg kalder hende bare ”Parrot”. 

Psittacosaurus = papegøjeøgle, som er den mest udbredte dinosaur i Liaoning, den mest artsrige på verdensbasis, og kendt for at være lille og nuttet – og med tjavs på halen. 
Det var i øvrigt den der var afbilledet på det postkort jeg sendte hjem til K6 herfra for to år siden.

Overraskelse nr. 2: Den første weekend jeg var her, var der et videnskabeligt symposium i anledning af åbningen af det nye ”Palæontologiske Museum i Shenyang”. 

Shenyang er provinshovedstaden i Liaoning, og en forfærdelig grim storby med flere indbyggere end i hele Danmark (omkring 8 mio.). 

Det tager et par timer at køre dertil fra Yixian - vores tilknyttede ”landsby” på 60.000 indbyggere som er tilsvarende grim, og som mentalt føles som et sted på størrelse med….tja… Egebjerg (på samme måde kunne man måske sige at Shenyang har en mental størrelse der svarer til Horsens, og så passer det hele igen sammen proportionelt?). 

Graden af grimhed hænger givetvis sammen med at vi befinder os i Nordøstkina, og landskabet er barskt med grumme sandstorme fra Gobi, meget kolde vintre og meget varme somre (ikke helt så grælt som Sibirien og Mongoliet, men vi nærmer os!!). 

Dermed er folkene (manchurerne) også blevet så ”grove” som de er, og dermed er der hverken kælet for (for nu at sige det mildt) arkitektur, naturbevarelse/hensyn eller andre æstetiske værdier som vi finder naturlige i vores del af verden, og som (heldigvis) findes i højere grad i andre provinser af Kina. 

Kineserne kalder endda selv Shenyang for ”Kinas røvhul”, og jeg håber de har ret, for det ville virkelig være trist hvis alle kinesiske storbyer var ligeså grimme (hvad der nu heller ikke var mit indtryk af hverken Xian eller Hong Kong i sin tid).

Nå, det var symposiet vi kom fra. En virkelig glædelig overraskelse, for vi blev indkvarteret på luksushotel hele weekenden og var vidner til en yderst formel åbningsceremoni med yndige kinadamer i fastfrosset smilestilling som gelejdede os hvorend vi skulle hen, og som overdådigt indviede officielle plader og skilte til den pompøse musik fra Star Wars(!?). 

Derudover fik vi mulighed for at se en såkaldt ”Peking-opera”. 

Læsere med kendskab til dette begreb behøver ikke nærmere indføring, mens øvrige kan se med her til en lille liveoptagelse fra min debut på feltet. En interessant oplevelse (især med medbragte ørepropper). 

 Men selvfølgelig mest af alt en fantastisk overraskelse på grund af de faglige bekendtskaber man kunne gøre sig der, og de mange videnskabelige foredrag man kunne svømme hen i. 

Jeg har mødt virkelig mange palæontologer fra hele Asien nu, samt Rusland – og endda også et par få stykker fra hjemstavnen (aka. Tyskland og Belgien).  
Det helt modsatte segment af palæontologer end dem jeg mødte på stor-konferencen i Bristol, 2009, og som alle var amerikanere og europæere.

Så det var en ganske perfekt start på min karriere som færdiguddannet palæontolog. Hvilken forskel i øvrigt at kunne præsentere sig som så – og endda som en seriøst palæontologisk arbejdende en af slagsen – i forlængelse af de mange år som (underlødig?) studerende. Selvom denne titel har været mig mere end nok, føltes det stadig specielt endelig at have passeret den nu.

Men på trods af Liaoning-provinsens grimhed, og dens afskyelige mængder af industri og sortpulsende skorstene, befinder jeg mig heldigvis (hvad jeg vist allerede har skrevet hjem til en del af jer) i den måske eneste naturskønne plet i området, og utvivlsomt i det eneste 100% grønne, energisparende og miljøbevidste foretagende (i givetvis hele landet) – nemlig Damiens øko-dino-museum. 

Ja, dén mand har nemlig sine værdier i orden, og det er skønt og opløftende! Her har vi en lille dinopark med træer og en sø (min udgravning ligger i denne park), og det hele er fint omkranset af yndige små bjerge på den anden side af markerne. 

Fra vores rummelige balkon kan man nyde hele scenariet i eftermiddagssolen når det er fyraften, og i solnedgang hvis man venter længe nok. Man kan heldigvis også nyde en flaske fransk vin når lejligheden byder sig, og det gjorde den tilfældigvis i forgår aftes, lørdag, hvor vi havde fransk besøg;)

I umiddelbar nærhed findes også en flod og et lille buddhatempel i nogle grotter (Julie og jeg besøgte dem sidst), men i dag endte jeg med at fejre min første fridag med at gå endnu længere ud af vejen, i retning af bjergene – og blev til sidst fanget af en tordenbyge som nu netop er ved at være drevet over. 

En sød kinabedstemor inviterede mig i læ, mens jeg ventede på at bussen skulle komme forbi, så jeg kunne komme tørskoet hjem til museet.

I dagtimerne er solen som regel ubarmhjertig, så vi er i gang med at konstruere et gigantisk telt til at skygge i udgravningen. 

Det er altid hårdt at starte ting op, så jeg glæder mig til at finde ud af om næste uge kommer til at glide lidt lettere, så jeg kan leve op til mit nye kinesiske navn: Lisha (丽莎) som er sammensat af ordene ”smuk” og ”cool”. 

Èn ting er i hvert fald sikkert. Spændende ting vælder allerede op af jorden, og vi har efter denne uge allerede fundet tre gange så meget som amerikaneren fandt i hele sidste sæson. Det tegner meget lovende. 

Vi har dagligt en kok til at komme og lave kinesisk mad til alle medarbejderne, og til aftensmad efterlader hun resten til os tre (”hvide mennesker”) som bor på museet. 
Det er meget privilegeret synes jeg, og sundt og lækkert – selvom Ludo og Damien synes at foretrække de fleste af dagene at lave noget pasta-med-ost-og-ketchup-agtigt, af den slags som man har fået rigeligt af som studerende. 

Så jeg kaster mig grådigt over den kinesiske mad med spisepindene, som jeg har fået knapt så meget af i min tid (de andre griner og siger at nu får vi se hvad jeg siger til det om et halvt års tid)...

Årsforskydning

17. maj 2012

Idag er det ét år siden jeg rejste afsted til jobbet som udgravningsleder i Liaoning, og i den anledning vil jeg nu begynde at lægge de blogindlæg op som jeg ikke havde mulighed for i censur-staten Kina.

Et år føles både som uendeligt længe siden, men også som om det meste af 2011 ikke har fundet sted, men befundet sig et sted udenfor verden (meget mere om det i indlæggene). Men meget er alligevel ændret siden da, og Kina har haft en effekt - også på den rigtige verden (=livet efter hjemvendelse?).

En ny brydningstid er på vej.

Gåder i videnskabet

Hvis man er en af dem som har brugt mange år på sin uddannelse (måske også lidt for mange, spørger man uddannelsesministeren), kan det være endog meget overvældende langt om længe at træde ud på den anden side.

Ud i den del af det virkelige liv som hedder arbejdsløshed i de flestes tilfælde.

Efter et langt efterår og en lang vinter i videnskabens vold – og Københavns grønne voldanlæg som eneste afveksling, kan selv videnskaben også virke gådefuld og okkult jo længere man bevæger sig ind i den. Måske er overgangen imellem de to i virkeligheden ikke umiskendelig? Skal vi til at have vores viden ud af skabet?

Har nærstuderet Lars von Triers ”Riget” og frydet mig over disse krampetrækninger fra grænseområdet mellem lægevidenskab og spøgelseshistorier.

Har også lært Andrew Bird at kende, og hans kunstfærdige musiske badutspring ind i fysiklokalet og ud i skoven.

http://www.youtube.com/watch?v=-WVP0MXIIdU

http://www.youtube.com/watch?v=hnXCzFnkxtY

Har fordybet mig i specialeskrivningens opslugende ansigt, og overlevet det lifligt angstprovokerende mundtlige forsvar med rørende opbakning fra nære venner og familie.

En livsbekræftende oplevelse med efterfølgende boblende lettelses-tomhed.

Er nu på vej til Kina som udgravningsleder af fjerede dinos-udgravninger, sæson 2011.

En næsten ligeså surrealistisk oplevelse, i kraft af de helt umuligt bevarede bløddele der er bevaret hos fossilerne fra dette område (noget gådefuldt må have spillet ind for at afsløre denne fantastiske gåde omhandlende fuglenes afstamning), og min manglende erfaring til at udføre forestående funktion.

Det skal blive spændende at følge både mig selv og videnskabens udrullen i dette, mit første projekt ”færdiguddannet palæontolog”.

Skål i skabet!

Etiopien (part 3)

Fra Nilens udspring, d. 23. aug. 2010

"Once upon a time, in the mountain vastness, a drawbridge lowered and a white stallion galloped forth from a crystal castle.
On his back was an emperor dressed in gold robes living on a mountain of fire.
Northward the emperor rode, past craggy peaks and terrifying chasms haunted by baboons with bleeding hearts, untill he arrived at a chapel containing the words of God, carved onto stone tablets by Moses.
Above the chapel leered giant obelisks erected in memory of a queen known only as Sheeba, who loved a faraway king named Salomon.
After praying for advice to the Oracle of the Ark of Covenant, the emperor sped forward over mountains where Syrian monks climbed the tails of serpents to build treasure-filled monasteries.
As he rode, the King of Kings turned his head to the left, and off in the far distance he saw the glitter of a desert made of gold.
The riding became harder, the wrinkles of the earth more spectacular still, but the end of the pilgrimage was in sight.
Ahead of the emperor lay the new Jerusalem; the holy city of Lalibela, where Skt. George demanded a team of angels build him a church fit for a slayer of dragons."

Lonely Planet, Introductory section to Northern Ethiopia



Hermed ved enden af vores 13-dages tur til den nordlige del af Etiopien, kan vi faktisk se tilbage på samtlige disse her beskrevne eventyrlige steder (noget af en præstation).

Startende med klippeindhuggede kirker i tågede og bjergomsluttede Lalibela (Etiopiens anden hovedstad, fra 1200-tallet), hvis overvældende arkitektur næsten ikke kan beskrives med ord...


Derefter videre til Aksum, som var den første hovedstad (fra ca. 500 f. til 500 efter kristi fødsel), og et af oldtidens tre store verdensriger.

Her besøgte vi enorme grav-stelaer (obelisker).


(Denne gigant-stela var for stor til nogensinde at blive rejst. Den knak i 400-tallet!)

Dronningen af Sabas mytiske hjemsted, og ikke mindst "Pagtens Ark" som befinder sig her (men som selvfølgelig ikke må beskues af noget dødeligt menneske!!).


(En af verdens helligste kirker - som indeholder Pagtens Ark)

Så mange legendariske hemmeligheder der findes i disse bjerge...

Til sidst "The Camelot of Africa": Gonder, som er den tredje og sidste hovedstad inden Addis; fra 1600-tallet. En solbeskinnet middelalderborgsperle - her lige midt i regn og mudder...


(Et af kongeslottene i Gonder)

For regn kan vi i hvert fald ikke påstå at have undgået i den sidste uges tid. Tager man til Afrika i regntiden beder man måske også selv om det?


I Aksum blev vi overrumplet af en byge af dimensioner. Vi taler om dobbeltstyrke af selv den kraftigste håndbruser derhjemme, og en efterfølgende ankelhøjde-flod ned gennem hele byen (med vandfald og det hele).

Da vi to dage senere skulle på vandring i Simiensbjergene var vores sko stadig ikke tørre!

Men så kunne vi da i det mindste stå der gennemblødte i tordenrumlen og spekulere lidt over vores netop afsluttede ophidsede diskussion om menneskerettigheder og fattigdomsproblematikker.


(Camilla på vejen, som pludselig er blevet til en flod på 30 sekunder)

For hvor skal man egentlig helst putte sine penge hen?

I lommen på den altomslugende håbløshed hos folket på gaden, eller i drikkepengepuljen hos det arbejdende folk, som rent faktisk måske kan have en chance for at bringe pengene videre (til hjulene i landet - måske i sidste ende til de fattige på gaden?).

Et meget svært dilemma imellem moral og fornuft...

På vej fra sted til sted har vi også bevidnet andre historiske steder. Fx slagmarken hvor etioperne slog italienerne i 1895, og hele det område som i vores barndom (=80'erne) var ramt af voldsom sult og tørke. Ikke helt til at forstå nu hvor det hele er grønt og smukt!

Desuden også en forladt falasha-landsby (falasha=etiopiske jøder), idet alle landsbyens beboere blev smuglet med fly til Israel imellem 1985 og 1991. En dont israelerne vist stadig er ualmindeligt stolte over...


Idag er landsbyen beboet af "almindeligt" ortodokse etiopere.

Bavianerne med de blødende hjerter har vi heldigvis også fået lov at møde. I stor stil endda.

I Simiensbjergenes kulde skulle vi ikke vandre langt for at ramle ind i store flokke af hundredevis af disse endemiske aber, med det nøgne bryst (og dermed rødt) istedet for de klassiske nøgne numser som bavianer som regel har.


Disse er også de eneste aber der lever udelukkende af græs.

Bange var de bestemt ikke, så det føltes næsten som om vi var en del af flokken. Hvilken herlighed!


(Hvem er aben?)

Enkelte nattemøder med hyæners røde øjne er det også blevet til - foran bilen - i nogle af de første, og meget lange, kørselstræk vi tog.

Vores chauffør, Tesfaye, er blevet en rigtig guttermand for os.

Det var en svær, men også god, beslutning at vælge at tage med egen chauffør og bil rundt i hele landet. For efter at have været øjenvidner til adskillige daglige trafikulykker af den rigtig, rigtig slemme slags, syntes vi - med vores korte tid til rådighed - at det var den bedste og sikreste løsning.

Vi følte os heldigvis også allerede glade for og sikre ved Tesfaye, som vi havde lært at kende i den første uge nede i Syden og det varme "rigtige"Afrika i Omo-dalen. Prisen afgjorde sagen!

I forgårs hvor det var lørdag, og der var præcist en uge til min fødselsdag, overraskede Tesfaye mig med at have bestilt en fødselsdagssang og et stearinlys til mig, på baren hvor vi tog os en drink.

Jeg havde ikke engang fortalt ham at det snart var min fødselsdag (men det havde Camilla vist nok!!). Var det dog ikke sødt?


(Tesfaye køber ananas til os - i store mængder)

Nu er der to dage til hjemkomst til Danmark, og vi har tilbragt de sidste to dage i Bahir Dar - med at besøge Nilens udspring (endnu et af Afrikas legendariske spots som viste sig at befinde sig i Etiopien);


...vandre i solskinshede hen til samme Blå Nils enorme og vandfyldte vandfald (endnu vildere nu i regntiden), og med sejlture på Lake Tana - som er en sø spættet med øer og halvøer med utallige hellige, gamle og nye, klostre.


(Julie, på vej ned fra klosterbesøg...)

Ganske særlige øer med jungle som vi ikke har set det andre steder på vores færd, foruden de særlige helligdomme og fuglerigdomme.


(En enkelt fiskeørn kunne det da også blive til)

16 dages faste er desuden forbi, så igår fejrede alle ortodokse etiopiere, inklusive Tesfaye (og os!), Marias himmelfart med en overdådig overflod af kød og gedeslagtninger overalt i gadebilledet.

En sitrende forløsning i stemningen, og vi kan nu derfor tage hjem med god samvittighed - og fyldte maver - med krop og sind i bero.

Til Danmark det går...

Etiopien (part 2)

Hvorfor Etiopien? D. 14. aug. 2010

Netop ankommet til Lalibela - Etiopiens absolutte højdepunkt, og verdens andet Jerusalem. Bygget af engle i 1200-tallet (men meget mere om det senere)...


(På vej ind i Lalibela)

Vi er allerede omsluttede af højlandsmagi, så jeg får lyst til at gyde nogle flere ord udover jer. Jeg skal nemlig alligevel sidde og vente på at Camilla kigger på ny lejlighed på meget langsom forbindelse;)


Den opmærksomme facebook-bruger vil måske have bemærket at jeg, umiddelbart inden afgang, erklærede ligeså godt at have kunne befundet mig i 2002?

Skønt denne status havde en ganske anden årsag, kunne jeg ikke lade være med at studse over det i flyveren, da det pludselig slog mig hvad det egentlig var der oprindeligvist havde fået mig til at vælge Etiopien i stedet for et hvilket som helst andet afrikansk land.

Jeg måtte faktisk næsten le da jeg kom i tanke om det...

For det var nemlig hverken Lucy eller tallerkennegrene der var drivkraft i min vinterskøre beslutning for et halvt års tid siden, men derimod at:

Etiopien er et ganske unikt (afrikansk) land, idet de som de eneste stadig benytter det julianske kalendersystem (som vi også brugte i Europa i middelalderen), hvilket betyder at Etiopien befinder sig i 2002 indtil d. 11. september (altså næste måned), hvor de skifter til 2003!!!


Derudover har de (ligesom en del andre afrikanske lande) et andet klokkesystem, hvor klokken er 1 ved solopgang, 6 ved frokosttid, og dermed 12 ved aftensmadstid. Det gør alting temmelig forvirrende, men heldigvis kender de fleste etiopere også til både europæisk tid og kalender, og er vant til at bruge dem.

Jeg må også indrømme at det afrikanske klokkesystem er langt mere logisk end vores, men det er måske ikke helt lige så smart i lande med skiftende dagslængder!!

Udover Tanzania kan jeg desuden ikke komme i tanke om andre afrikanske lande der ikke har et kolonisprog som deres officielle sprog.
Amharisk er et semitisk sprog (med eget alfabet) som nedstammer fra det ældgamle sprog Geez - som de hellige skrifter er skrevet på, og som stadig bruges af nogle af præsterne i de ældgamle kirker (meget mere om dem senere).

Vores ven, Wako, læser avis skrevet med amhariske bogstaver)

Det hænger selvfølgelig sammen med at Etiopien også er det eneste afrikanske land der har undgået kolonisering, og derved er symbolet på hele det uafhængige Afrika. Hvad især Rastafari-bevægelsen jo som bekendt har dyrket.

The "motherland" (en meget passende betegnelse for landet hvor selveste menneskeheden rent faktisk opstod). Rastaerne har derfor deres afro-hovedstad (Sheshemene) her, som vi kørte igennem på vej hjem fra Awasa.


(Det er også derfor det etiopiske trefarvede flag har været inspiration til de utallige andre rød-gul-grønne flag der nu er poppet op overalt i Afrika!)

Udover deres amhariske nationalsprog har Etiopien også et par og firs yderligere (stamme)sprog, og mindst ligeså mange dialekter oven i hatten (men det er vist meget typisk for Afrika).


Deres meget tidlige kristendom, som er beslægtet med den koptiske (og den armenske) kirke var også en stor del af grunden til at jeg valgte netop denne destination - også selvom det er en alt for stor mundfuld til en lille måned, og vi umuligt kan nå det hele.

Godteposen (og afstandene) er simpelthen for stor(e).

Den etiopiske kirke indeholder nemlig, foruden gamle jødiske træk, også stadig Enoks bog som en del af deres bibel, og da denne altid har været min yndlingsbibelsskrift (sådan en skal alle jo have!), fordi den beskriver englene og deres hierakier og gang på jorden, var dette også en anden drivkraft - og alt dette (religiøse især) var selvsagt grunden til at søde Julie slet ikke kunne holde tanken ud om at jeg skulle hertil uden hende.


(De har da også nogle temmelig underholdende kirkemalerier, synes jeg!)

Derfor sidder vi her idag: Julie, Frederik, Camilla og jeg - og jeg (og jeg!) kunne ikke være gladere for mit valg.

Etiopien (part 1)

This time for Africa, d. 10. aug. 2010

Hermed et par veltilfredse grynt efter en uge med mave og hoved fyldt til bristepunktet med nye indtryk og behageligheder i Etiopien - dog ikke uden lidt krydderi af bristede illusioner og beskæmmende kampe om griskhed. Kan det mon undgås i en rejse til verdens tabte kontinent?

Det er min første rejse hertil, og symbolsk fulgt af Shakira-rytmer og søde minder om en global VM-sommer i Afrika og optimismens tegn. Jeg måtte næsten klemme en tåre da hun første gang bragede ud af bilradioen på en regnfuld palmestrækning.

Vores illusioner brast da vi, efter 14+7 timers køretur ned på savannen i syd (Omo-dalen), ville besøge Mursi-folket (tallerkennegrene), hvilket viste sig at være en umulighed uden at deltage i foto-masse-prostitution, betydende at mursierne, allerede da vi mødte dem i markedsbyen (Jinka), stillede sig demonstrativt op for at afkræve os billeder af deres hængende og skamferede underlæber, og betaling for samme.

(Mursi-kvinder - med plads til tallerkner)

Vi opsnappede nys om at hvis vi besøgte dem i deres landsbyer uden for byen ville det blot blive en halv times helvede, og på ingen måde det intense besøg hos et savanne-naturfolk som vi havde håbet.

Vi besluttede os derfor for at vi ikke ville kunne holde tanken ud om at deltage i yderligere kulturskamfering af disse folk, og måtte forlade Jinka igen uden at have foretaget vores besøg.
Til gengæld kunne vi forlade Omo med i hvert fald en vis portion stolthed i behold.


Frederik smiler overbærende til mig, og siger at jeg må prøve at tøjle min evindelige søgen efter nomader.

Men min nomadesjæl bløder over at se disse mennesker forsumpe i alkohol og turistprostitution - med savl ned af hagen fordi en tallerken-tom underlæbe ikke kan beskytte mod hverken dette, eller mod undermundens fortænder - som derfor ofte må fjernes.
Det er et tragi-absurd syn!

Vi skal dog ikke klage, for vi har alligevel fået vores del af intense savanneoplevelser, inklusive zebraer, bavianer, flodheste, GIGANTISKE nilkrokodiller, og endda den monogame Gunthers dik-dik (findes den slags virkelig!?), samt tukaner, næsehornsfugle og marabou-storke i massevis.


Da vi spottede den første bavianflok foran bilen måtte Camilla hvine højt af begejstring, og det forstår man jo godt, for flokken var anført af den flotteste hanbavian med svulmende nøgen bagdel. Et syn for guder:)

Hver eneste tissestop har været en ny oplevelse af lyde, dufte og vegetation som ligner intet andet jeg har set på nogle andre kontinenter. Man kan blive helt høj af palmehytter og rød lerjord.


Vi fik da også besøgt en landsby af Ari-stammen, som gladeligt inviterede os på kaffe-ceremoni i deres trange og børnefyldte stråhytte (fik vi nævnt at kaffen stammer fra Etiopien?), og på deres hjemmedestillerede areke-brændevin.


(Fyren her syntes nu vist at vi var lidt for fremmedartede...)

For dem (og i øvrigt også for de fleste andre indfødte her), var vi det mest spændende i hele verden. Vi ser faktisk ikke rigtigt andre hvide, så det er klart at de råber, skriger, danser og smiler, det bedste de har lært, når vi kommer forbi med vores svulmende pengepunge.

Lige nu befinder vi os i Awasa, lige midt i Rift Zonen, som i dette tilfælde er fyldt op af en flodhestefyldt ferskvandssø, som har udstyret os med friskfanget fisk til morgenmad.
Om lidt skal vi besøge et børnehjem hvor Camillas veninde har arbejdet, og vi har gaver med og glæder os.


Derefter hjem til Addis Abeba, som i forhold til Calcutta er en dans på roser, og i forhold til Bangladesh en mennesketom boulevard!

Det siger dog ikke så meget, så vi må også indrømme at Addis er en kaotisk bombe af mennesker og biler, og at luften er tynd og sort af os, som går lige i lungerne og besværliggør kroppens frie bevægelighed.

(View of Addis)

Det gør dog ikke spor, idet Etiopiens ultra-korte italienske herredømme, har udstyret landet med kvalitets-espresso-maskiner både i hovedstaden, og også helt ud i de yderste afkroge af nationen.

En helt uhørt detalje fra et U-land, som bliver nydt i fulde drag hver eneste morgen.

Vi siger tak til Italien (!!!).

De kulinariske oplevelser er gået lige i maven.Frederik og jeg er helt kulrede med den lokale sure injera-pandekage, som spises med alverdens lækkerier ovenpå, men som Camilla og Julie dog ikke er så glade for (hvilket besværliggør deres madbestillinger betydeligt hver eneste dag).


(Det ser da lækkert ud, ikke sandt?)

Frederiks store begejstring for lokal mad fik ham endda til at gå amok i deres traditionelle ret med råt kød allerede den allerførste dag, hvad han dog også blev straffet for (og os andre for den sags skyld), hele den efterfølgende nat! Vores afsides hul i jorden blev flittigt besøgt den nat til stor morskab for os andre...

Min sidste kommentar til Etiopien for denne gang, handler om mit møde med en meget berømt, og meget gammel, dame: Den fantastiske Lucy - med sine 4 millioner år på bagen, ligger og hviler sig på nationalmuseet i Addis.

Hun ligger der sammen med Ardi (den ældste hominid nogensinde fundet), og de er begge fundet her til lands.

Jeg blev slået omkuld af palæontologiens vingesus og gik, da de andre var færdige med museet, alene tilbage til Lucy og tilbragte et par kvalitetsøjeblikke sammen med hende, mens vi sammen stirrede op på himlen med diamanter.

(Me and Lucy - looking at the sky with diamands)

Julie og jeg fik heldigvis også igår insisteret på at vi besøgte nogle 4 tusinde år gamle stensætninger med ansigts- og fallosingraveringer. Endnu et fantastisk (og ubesøgt) arkæologisk site.

På trods af de andres lettere modvilje, så blev dette besøg dog også peppet op af en lille hanfugl med en hale tre gange så lang som ham selv, som ihærdigt lavede den mest iltre og sjove parringsdans mod en ubetydelig grålig hunfugl af samme slags, i den fulde udstrækning af tiden vi var der (jeg kunne faktisk næsten ikke koncentrere mig om stenene fordi han gjorde sig så meget til).

(Bemærk den lille fugl der sidder på den mellemste "fallos")

Etiopien er bombe af muligheder, som er umulige at favne til kompletion. Men vi nyder og nyder og nyder - og oplever og oplever og oplever.

Snart vil vi bevæge os mod nord. På genhør!