Vest Bengalen (Indien)

I bengalernes land. 2-17. marts 09

Det kan næsten ikke beskrives med ord, hvordan det føles at ankomme til Calcutta efter halvandet døgns rejse, uden søvn.

Ikke at den tur burde tage så lang tid fra Oman, men nogle gange kan tingene gå lidt anderledes end planlagt i denne del af verden... (man kan fx glemme at gå ombord på flyet!?!?!).

Ikke desto mindre: Vi nåede frem til Kolkata (som byen hedder nu), efter mørkets frembrud, og blev med det samme bombarderet med flere indtryk end det er fysisk muligt at forestille sig. Bare taxamylderet, som består af gamle britiske Ambassador biler:

Zigzagger ud og ind mellem hinanden og imellem de mange cykel- ELLER mands-optrukne rickshaws. Hornene i bund. Der er et kaos af skrald, mennesker, tilgroede kolonihuse, slumhuse, lyde, nattehede. Kaos!

Fantastisk kaos, og den sødeste søvn...

Men det kan nok heller ikke overraske nogen at man, efter en uges tid her, med besværlige og demotiverende visum-ansøgninger og fattigdom der konstant griber fat i dine ben, og råber og kræver - trænger hårdt til at komme væk. Ud af byen!

Set med de øjne var det næsten en paradisisk kontrast at tage ned til Ganges udløb i havet: Verdens største floddelta. Deltaområdet er faktisk så stort, at det opleves som et lille ø-rige (hvad det da også er).

Nogle af øerne indeholder landsbyer, der heldigvis er så tilpas små at hverken biler eller elektricitet kan komme derud (her er strøm-generatorer), mens de resterende indeholder ren jungle og tigerreservat (hvad der da også var det egentlige mål for vores tredages smuttur derned).

Vi boede i den yderste landsby inden junglen, og her er menneskene faktisk rene, sunde, smilende - og der kan næppe være nogen tvivl om at de bengalske kvinder er de smukkeste i verden: Med deres chokoladebrune hud, tykke og lange kulsorte hår, farverige sariér og prikker i panden - går de rundt med deres krukker under armen og ligner alt hvad jeg drømte om at være som barn...

Husene er lavet af mudder og komøg, og har tage lavet af halm.

Det er ren junglebog, og dejligt at opleve! Overalt frodighed: Nydfødte gedekid, lam, ællinger. Rismarkerne og palmerne står grønne og flotte (en kærlig tanke til Karoline). Tigerreservatet opleves med båd rundt i mangroveområdet, og fra vagttårne og hegnede stier inde på land. Man må ikke gå rundt i junglen udenfor hegnet, da tigrene her er menneskeædere, og dræber et vist antal indere hvert år!

Vi fik set nogle flotte eksemplarer af indisk plettet hjort, junglehøns, trælevende ænder og masser af grønne parakitter og rhesusaber - men tigerbassen: Han lod vente på sig. Tigeren blev sidst spottet d. 26. dec. kl. 10 AM!

Vi har desuden været et par dage i Vishnupur, en mellemstor by, ca. 6 timers kørsel mod vest.

Byen er kendt for en række meget fine teracottatempler i en særegen arkitektonisk stil, og selvom den ikke var lille, var den dog heller ikke stor nok til -på samme måde- at flyde med affald og skidt, som Kolkata.


Lidt mere klassisk indisk, og meget behagelig - også selvom det betød 6 timers rejse, begge veje, med en bus fra det særlige sted i Helvede, som er for busser fra Indien:
Aldrig har vi siddet så dårligt eller så tæt, eller kørt så vanvittigt eller i så meget støj - i så lang tid ad gangen... Måske især fordi jeg også, netop i de dage, led af "urolig" mave og generelt ubehag (det kan man jo komme til her til lands).

Men vi fik i hvert fald samlet kræfter sammen til endnu et ophold i Kolkata - og selvom her er konstant drøn på alle sanser og nerver, har det også sin charme. Det har bl. a. været meget skægt at være her, imens de har fejret Holi: Indernes religiøse forårsfestival, som finder sted hvert år, til fuldmåne, i måneden Phalgun: Den måned hvor asoka-træet, og mango-træet blomstrer (dvs. d. 11. marts i år).

Som så mange andre forårsfestivitas, indeholder også denne festival, mange oprindelige frugtbarhedstræk fra uanstændige før-hinduistiske tider: Det er dagen hvor kønsskellene opløses, og selv kasteskellene opløses, så alle kæmper frit mod alle på gaden. Dvs. tværer farve og maling ud over hinanden (også på turisterne!!!) - til alles store morskab, sammen med en masse trommer og gadebål.

Det tog os et par dage at få os skrubbet helt rene i hovedet igen.

Det har også været interessant at besøge Kali-templet her: Man bliver, på bare tæer, skubbet ind mellem en masende og messende mængde af bedende hinduer, som foran den sorte gudindestatue med de røde blomsterkranse, tværer en kulklat ud i panden på dig, binder en rød snor om dit håndled, og lynhurtigt skubber dig videre. Ingen tid til fordybelse.

Også her hersker kaos!

Kali er bengalernes foretrukne gudinde. Hun er Shivas hustru, og gudinde for kamp og destruktion. Det er også derfor deres hovedstad har fået navnet Kali-kotta (hermed også en kærlig tanke til Lady Smita). Bortset fra dét, er det temmelig besynderligt at opleve hinduerne kende navnene på deres utallige guder og gudiner, men intet udover dét! De aner simpelthen ikke hvorfor de udfører dette eller hint ritual, og de kender ikke historierne bag.

En betydelig kontrast til Danmark, hvor folk - selvom religionen er praktisk taget usynlig i hverdagen - kender til mytologien, og betydningen bag rituelle handlinger. Også selvom de ikke selv er religiøse. Inderne, derimod, lever i et samfund hvor der er templer på hvert et gadehjørne, og ritualer og ofringer udføres flere gange dagligt. Men ingen stiller spørgsmålstegn derved. De har ikke brug for at vide hvorfor de gør det.

Det må kræve en blind tillid til de hellige mænd (og kvinder) - som tydeligvis tager sig af alt det kognitive, så folket selv kan nøjes med den blotte udførelse af ritualerne.

Næsten uforståeligt for mig, som vestligt menneske, men uden tvivl tættere på det oprindelige religiøse menneske i sin stamform...... På sin vis smukt!?

Oman (part 2)

You touch my Salalah..... 16. feb.- 1. marts 09

Salaam aleykum

Ja, vi øver os på de arabiske fraser, og undrer os over hvor få man egentlig kender, på et sprog der spiller så stor en rolle i verden idag...

Julie og jeg har bevæget os sydpå. Ned til den sydligste region, Dhofar, igennem den tomme, tomme intethed på vejen.
Ikke så mærkeligt at denne flade sand-uendelighed kaldes for Al Wusta: The Empty Quarter - og den strækker sig, skræmmende nok, langt ind i Saudi Arabien, og indeholder absolut intet. Dvs. intet, udover sand - og olie!! Der er dog også klatter af klassisk ørken: Gule sandklitter, bagende sol, vindribber og dyrespor i morgensandet foran teltet. Vi har i alt tilbragt fire dage i ørkenen, og oplevet mange ørkeneventyr...

Bl.a har vi stiftet bekendtskab med ikke færre end to Salim'er (åbenbart et navn på linie med.... Kasper!?!), hvoraf den første var en ung beduin med et par genstridige kameler, og den anden var en gammel politimand med skumle intentioner!!

Julie har præsteret et meget elegant rullefald baglæns ned af en dromedar (på vores todages tur på kamelryg i ørkenen, med Salim den første), OG så har vi selvfølgelig(?) været de, åbenbart, eneste kvinder tilstede i samtlige "byer" her. Det var derfor forfriskende at ankomme til Salalah, Omans anden-største by, tusinde kilometer fra Muscat, som bl.a. faktisk indeholder noget så eksotisk som "vegetation".

Den har jo ellers stået på kunstige wadi-oaser, eller kunstvandede blomster i Muscat, de sidste tre uger:) Men HER: banan- og kokospalmer, papayatræer, sukkerrør til den helt store guldmedalje - for ikke at tale om "frankincense" træerne, hvis harpiks danner det røgelse som Jesus fik i vuggegave (myrrha kommer i øvrigt også herfra), og som har været en af verdens mest værdifulde handelsvarer igennem tusindvis af år.


Dhofar har derfor været et vigtigt handelscentrum, for karavaner og skibshandel, helt fra gammel testamentisk tid - og især igennem den tidlige middelalder...
Vi har været ude at se Jobs gravsted (i egen lejet bil med Julie bag rattet igennem bjergene:), og gennemanalyseret gamle arkæologiske murværk for både fossiler og laver (tænk: Hele TRE ting på én gang!!!).

Derudover er tiden også nået dertil, hvor jokes med moske/måske-sætninger er nået helt ud over det overdrev, hvor den efterfølgende latter bliver nærmest hysterisk anstrengt - hvilket dog ikke får hverken Frk. Vittig 1 eller 2 til at stoppe: "Tror du det der er en moske?", "Tja, måske!" eller "Gider vi gå hen til den der ruin", "Næh, det er sikkert bare en moske", "Ja, måske!" - hvorefter der lidt efter står på skiltet at de ikke er helt sikre på denne ruin: "perhaps a mosque"! Haha!

De sidste par dage, her i Arabiens land, har vi atter bevæget os nordpå. Vi har set tyrekampe i Sohar. Et koncept der går ud på at alle omegnens "præmie-tyre" mødes om fredagen i en kæmpestor udendørs sand-arena (dobbeltkonfekt?), hvorefter de sættes sammen to og to. Hårdt testosteronpumpede, som de er (rent naturligt), baldrer de -uden større overtalelse- hjertens gerne hovederne sammen, og prøver at vælte hinanden med nakkekraft, snilde og horn.

Da de lokale sheiker har ca. ligeså meget kontrol over deres tyre, som Salim havde på sine kameler, er der dog, til stor morskab for alle, løbske tyre inde i arenaen det meste af tiden:). Kampene virker nu væsentligt mere "humane", end fx spansk tyrefægtning, så man kan faktisk godt tillade sig at nyde det som underholdning uden skrupler, hvis man er til "dyrisk råstyrke" og deslige!


Derudover er Sohar byen hvorfra Sinbad Søfareren stammede (dette er en helt faktuel detalje!), og da vi gerne ville afslutte Oman på bedste vis, valgte vi selvfølgelig at overnatte vores sidste nat på stranden til hans ære (måske var der også lidt nærighed indblandet...). Så det gjorde vi altså!

....udenfor en lille landsby, hvor vi da godt havde set at et par huse vendte ud til stranden, et stykke fra vores telt.....

Da vi vågnede kl 8 imorges og sad og prustede ud af teltåbningen for ikke at dø af hedeslag, blev vi derfor heller ikke overraskede over at se en kvinde, hyllet i brunblomstret klæde fra top til tå, bevæge sig ud på stranden. "Måske skal hun ud og fodre kragerne" fik jeg lige slynget! Indtil vi så at det var en bakke hun gik med, fik udvekslet et par sigende blikke, og derefter: Jojo - hun kom da lige ned med en termokande arabisk te, lidt vand og en stor skål dadler, som hun stillede foran os, og gik!!! Vi kunne virkelig lære noget om gæstfrihed hjemme i vores land...

Da vi så havde siddet og nydt denne gestus et stykke tid, kom hun tilbage. Denne gang med hele nabolaget af farvestrålende kvinder, som alle sagde en hel masse på arabisk. Jeg forstod dog så meget kropssprog at jeg kunne stille dem tilfreds ved at svare: "Taxi, Sohar", "Bus, Muscat" og "Husbond, No!". Og det er måske egentlig alt sammen meget rammende, for vores sidste dag her i Oman.

I nat flyver vi over Golfen.

To India...

P.S. Ingen, hverken dyr eller mennesker (jvf. Julie, tyre eller kameler) kom til skade under optagelserne til denne beretning:)

Bonusinfo: Da Sultan Qaboos kom til magten i 1970, kunne under 4% af landets kvinder læse. Nu går der flere kvinder end mænd på universitetet:)

Oman (part 1)

.....bringer bud fra moskeernes tage. 2-16. feb. 09

Husker tydeligt den eftermiddag da Julie kom prustende ind på Køkken 3 derhjemme: Hvad det dog var vi skulle til Oman for? Var jeg mon begyndt at interessere mig for arkitektur? (det var jeg faktisk lige omkring det tidspunkt, men det havde nu intet at gøre med Oman som drømmedestination for en rejse).

Jo, for Julie havde altså netop, henne hos bageren, kigget i et magasin som beskrev den arkitektonisk storslåede storby som Muscat, efter sigende, var - og skulle vi så til at slæbe fancy tøj med, bare fordi jeg ville til sådan en vildt moderne metropol?!?!

Haha! Muscat er en hovedstad som føles som en fiskerlandsby. Bygningerne er små hvidkalkede, arabiske huse; kvinderne er klædt i burka, og mændene i lange hvide gevandter og mønstrede turbanhatte. Her er små farvestrålende moskeer overalt, som fem gange om dagen, brøler bedesange ud af (næsten synkrone) højtalere. Vi har ikke savnet vores fine eller trendy tøj:) Heldigvis for det.

Hvad der derimod gjorde Oman til en drømmedestination for mig, var landets næsten uforståelige transformation igennem de seneste 40 år:

Før den nuværende Sultan Qaboos kom til magten, i 1970erne, fandtes her intet skolesystem, intet hospitalssystem, ingen infrastruktur, og landet isolerede sig totalt fra hele sin omverden i fire hele århundreder (grunden til at langt de fleste danskere heller ikke aner at landet overhovedet eksisterer!?). Den nye sultan prioriterer miljøet, og har som det eneste arabiske land et egentligt miljøministerium. Han har derudover hele to kvindelige ministre i sin regering, og infrastruktur, uddannelse og turisme er i rivende udvikling.


Kønsforskellene er markante. Mange steder sidder vi adskilt fra mændene og spiser. På festivalpladserne er der specielle områder for "females only" (med mode, mad og make-up sektioner). Men følelsen virker på ingen måde nedladende - mændende er ikke urimelige eller ubehagelige Hverken over for os, eller overfor deres egne kvinder. Tværtimod er det deres vigtigste opgave at beskytte de værdifulde kvinder til det yderste. Vi har mere en en gang oplevet at få vand og mad forærende i kiosker og butikker. Selvfølgelig var det disse (fremmede!) mænd, der skulle betale for vores vare. Manglede da bare!

Her er ligeså mange mænd med unger på armen, som der er kvinder. Ofte er det konen, og ikke manden, der kører bil. En hel del fordomme om burka-kvinderollen bliver pludseligt manet til jorden. Har i øvrigt lært at begrebet "burqa" faktisk kun refererer til dragtens ansigtsmaske, og at denne, alt efter facon og farve, fortæller om kvindens rang og tilhørsstamme. Mange af beduinernes er eksempelvis udformede som fugleagtige ansigter, og virker næsten skræmmende...


Det arabiske folk har sans for æstetik: Selv de mindste detaljer i bybilledet bliver konstrueret med skønhed: Gangbroer, air-condition-anlaeg, lygtepæle, ALT. Langs lange og tørre vejstrækninger (og dem er der mange af) har de alligevel smukt beplantet alle vejsider med bælter af farvestrålende blomster. De må sluge umådelige mængder vand (som man ellers skulle tro at man sparede lidt på i denne del af verden)!?!?

Men hvad betyder det mon for din generelle trivsel, at den daglige rejse til og fra arbejde, er omkranset af blomster? Meget mere end man måske lige tænker over? Tænk blot på hvor nedbrudt sjælen kan blive, af at befinde sig i grå og farveløse Danmark i fire måneder i træk - i vinterhalvåret (jeg plejer personligt at undgå dén situation). Farver betyder meget - og solen. Her er heldigvis perfekt klima. 28 grader, og konstant frisk havbrise. Som februar BØR leves...


Den sidste uges tid har vi kørt rundt på crazy firehjulstrækker-tur rundt i landet, med Julies ven Dennis, som er test-kører for forsvaret - og ved at uddanne sig til lastbilsmekaniker (jatak!). Vi har været omkring i det meste af Hajar-bjergene, og i de mellemliggende ørkenområder. Og vi har især erfaret én vigtig ting: Nemlig at definitionen på en "vej", eller "vejskiltning", er et videre begreb end man skulle have troet inden man kom til Oman.

Fx. er der absolut ingen konsensus omkring hvorvidt man bygger sin vej først (og dernæst sætter sit skilt), eller omvendt. Læssevis af flotte, brede asfaltveje er uden skiltning. Står der: "Road under construction", "Not open for public use" eller bare "Road closed", så skal man bare fortsætte. Det gør de andre, og man kommer som regel derhen hvor man gerne vil.

Der kan alternativt stå det fineste vejskilt til en by som er 4 km. væk - og når man så drejer ned af vejen, stopper den efter fem meter og render direkte ind i et bjerg (godt så!). Til tider ender disse flotte, nye vejstrækninger også brat i en mikrobisk grusvej, hvorefter man pludselig befinder sig i en lerhus-landsby med stirrende unger og geder foran bilen. Uden yderligere fortsættelse af vejen. ELLER efter at have zigzagget i timevis op ad et bjerg i det vildeste terræn-kørsel (ja, vi har været glade for Dennis), så ender man pludseligt (på toppen af bjerget), på den flotteste brede og asfalterede hovedvej. Ud af ingenting!!!

Men alt dette er selvfølgelig blot et udtryk for landets, hidtil ikke-eksisterende, infrastruktur, som i løbet af et årti, er blevet til verdens anden bedste. Det er sket så hurtigt at gederne ikke kan følge med (de render stadig forvirrede rundt, hvor der før blot plejede at være ørken). Dromedarerne, derimod, har allerede lært at man skal kigge sig for, inden man vader ud på vejen. Når de først står der, har de imidlertid intet hastværk med at komme videre. Så må man vente - eller køre udenom.


For os har det betydet at vi, allerede på vores første dag, kørte over 100 km. forkert. Hvorefter vi siden fandt ud af, at det var lykkedes os at se samtlige af Lonely Planets foreslåede en-dags-ture fra Muscat - dog uden at ane det i gerningsøjeblikket! Julie og Eliza i en (muscat)-nøddeskal....

På trods af de (muntre) besværligheder fik vi dog fundet både afsidesliggende broncealder-grave. Fra folket som udvandt kobber til hele Europa, i broncealderen (man ved ikke meget om dem), vi fik set en masse wadier (Omans specielle og ældgamle vandkanalssystem, som munder ud i frodige oaser), og besøgt en familie som, med stor stolthed, ville vise os deres dadelplantage, og byde os på masser af frugt, kaffe og dadler med spidskommen - foruden et helt ton slik, som vi absolut ikke kunne få lov til ikke at tage imod. De talte ikke et ord engelsk, men udviste en enorm gæstfrihed, på deres arabiske tæppe - ved siden af gedestalden:)

Vi har tilmed fået camperet med vores lille gule telt, på bjergsider og sandstrande. Og badet aldeles påklædte i den Arabiske Golf, selvom der ikke var et øje i nærheden (man skal jo ikke støde nogen). Og vi har, ikke mindst, oplevet et Arabien, som er ganske anderledes end det fjendtlige arabiensbillede, man så ofte møder derhjemme. Det kan anbefales at tage en tur....


Jeg kunne skrive meget mere om nørde-geologi, fiskeørne, og sammensat dino fra låneknogler (meget mærkeligt firma!). Men jeg vil spare mine stakkels læsere, og blot nævne at omanniske bjerge er lavet af havbunden fra det gamle Thetyshav. Dét som dækkede hele Danmark (og det meste af Europa) under dinosaurernes udbredelsesperiode, Mesozoikum. De er altså lavet af oceanplade, og ikke kontinentplade, som næsten alle bjergkæder ellers er!!!

Ooops I did it again...

En bagvendt opgave...

Efter en hel del opfordringer, og også en smule lyst, vil jeg en augustnat som denne, prøve at bevæge mig ind i blogger-universet. En anelse vild følelse. Som om facebook nu ikke længere var nok. Opgaven bliver bagvendt, idet idéen (to fede ord efter hinanden!) er at lægge -netop overståede- rejsebeskrivelser herind. På den måde kan, de som ender herinde, læse om umådelig gæstfrihed i Oman, eller om varm rensdyrmælk i Mongoliet.... To koncepter som de færreste, i dagens Danmark, sikkert er bevidste om eksisterer.

God Rejse!