Bolivia (part 1)

En meget lang bustur... d. 18. maj - 06

Vi har virkelig været på farten den sidste uges tid! Vi er drønet igennem det sydlige Peru, og hele gringo-trail uden så meget som at stoppe op. 35 timer i busser i alt - de længste strækninger dog om natten - med panoramaview fra dobbeltdækkerbusser.

Busselskaberne hernede tror de er luftfartsselskaber. Samme mad, samme bagagetjek, højtalerudkald der informerer om at toiletterne KUN er til at urinere - vi gentager KUN til at urinere!!!!

Det har været en divers rejse bestemt. Startende fra grønne, frysende kolde tågebjerge i en lille bumlebus på minimale bjergstier, ned igennem pludseligt brune og hede ørkenbjerge, dækket med kun kaktusser - derefter igen op i alt det grønne, kolde -og smukke.


Efterhånden som vi nærmede os kysten og Pan-amerikana (gode veje, gode busser) blev det hele fladt og kun ørken. Flot i starten, men lidt ensformigt efter flere dages kørsel i den samme flade brune farve. Fascinerende dog.

Huanchaco: En lille fiskerlandsby ved den nordlige kyst. Kendt for sine små stråbåde som ser meget små ud i de store stillehavsbølger.


(læg mærke til det kyssende par bag bådene - Karoline og Tycho;)

Vi tilbragte en dag på stranden og et par dage med at stene rundt og drikke kaffe og spise på cafeer.

Fik derudover, på afrejseaftenen, hvor vi skulle med en natbus fra Trujillo, drukket så meget vin at vi glemte vores vasketøj som hang til tørre, så vi måtte tage tilbage til Huanchaco (en halv times taxakørsel) hvor vi så fortsatte med at drikke vin, men nåja; frem og tilbage er jo lige langt:) Det var en hyggelig aften, dog!

Chan Chan: Kæmpe præ-inka-palads midt ude i ørkenen, men så tæt på havet at man kan høre bølgerne (en anelse underligt). I paladset har den "kongelige" familie boet, og udenfor murene har folket boet.

De har aldrig haft mulighed for at komme indenfor de meterhøje mure som alle ligner hinanden i labyrintagtige formationer - forvirrende for en uvelkommen, men med mystiske fisketegn som vejvisere for den indviede.


Plazaer med indgraveringer af dyrelivet i havet, og offersøer hvori månen spejler sig præcist i midten når det er fuldmåne. Man kan derfor kaste folk direkte ned i månen - ret smart!

Huaco del Arco Iris: Et religiøst tempel i pyramidefacon, med mytiske graveringer med regnbuen som dominerende element. Samme "Chimu"kultur. Denne eksisterede i 600 år inden den blev destrueret af inkaerne. Imponerende bygningsværker.

Lima: Ankom med natbus, og tog afsted med natbus følgende nat igen. Havde derfor kun en enkelt dag i denne beskidte, tågede hovedstad. Det var bevidst - da det ikke ligefrem var positivt hvad vi havde hørt om byen.

Vi havde dog nogle hyggelige cafe-besøg i Miraflores -den fornemme del af byen, som ligger ud til kysten. Man føler sig dog lidt pudsigt til mode når servitricen insisterer på at spænde ens taske fast til stolen med dertil-indrettede seler!!! Hmm...

Arequipa: Dejlig by hvor vi besøgte et gammelt franciskanerkloster som husede et bibliotek med MEGET gamle bøger. Den ældste var fra 1494 (to år efter Columbus)! Det var fedt! Derudover var denne by vores første møde med artesanías (textil-håndværk) i store mængder (alpaca, babyalpaca, etc). Umuligt at holde fingrene fra!!

Arequipa er smukt omkranset af indtil flere vulkaner som rent faktisk er synlige. Men befinder sig derudover midt i en kæmpe ørken hvor selv de spredte kaktusser er brune. Intet grønt. Køreturen derfra til Puno (igen i bjergene) gik dog bl. a igennem en vicuña nationalpark, og vi spottede faktisk et par flokke fra bussen....

Puno-Titicaca: På denne peruvianske side af Titicacasøen ankom vi for første gang til det gigantiske altoplano (højslette) som også La Paz befinder sig på. Det er vildt at et så stort fladt område kan befinde sig højere end den højeste tinde i Europa (4000 m). Og ja, her er tynd luft!!

Fra Puno sejlede vi ud til de flydende menneskeskabte øer (af sivstrå) hvortil solens førstefødte flygtede til for at undslippe invasionen af inkaerne i sin tid.


Mærkeligt at befinde sig på en bølgende ø af siv - og de har endda marsvin derude, og huse og alt. Sivbådene har i øvrigt, siden et besøg fra Thor Heyerdal, haft drage-agtige hoveder i stevnen, ligesom hans både! Tja, så hurtigt traditioner kan ændres....

Copacabana-Titicaca: Ja, idag har jeg så ligget på stranden ved Copacabana. Dog ikke den brasilianske, men den lille by på den bolivianske side af Titicaca.

Vi krydsede grænsen igår. Hertil vandrer pilgrimme til fods fra La Paz (153 km) for at blive velsignet af Bolivias skytsjomfrue, som befinder sig her. Hver weekend kan man derudover få sin bil velsignet med udstoppede ænder, blomster, etc - hvis den skulle føle trang til det!

Det er hyggelig lille by. Imorgen tager vi ud til til den ø hvor solen, i sin tid, blev født. Det er vist temmelig længe siden....

Til Andreas: Tak for "Hvor er håret?"...mere er der ikke at sige til dét, nu hvor man ikke længere kan sige "op med håret" til mit hår - som disse dage opfører sig som da jeg var baby, og mor desperat forsøgte at få det til at ligge ned med vand. Det kan man ikke! Så det er "oppe", helt af sig selv.

http://www.youtube.com/watch?v=cRvVIXy_NC0

Peru (part 2)

Det ægte Peru, d. 10. maj - 06

AAhhhh....

Peru har indhentet mig. Vi har nu dvælet i landets nordlige højland i en uge, nærmere bestemt i Chachapoyas og omegn. Vi er dog på ingen måde færdige med at udforske alle de mange, mange ruiner der er her fra Chachapoyas-folket (præ-inka).

Peru ligner nu endelig det Peru jeg havde forestillet mig -og ikke det første "velkommen-til-Laos" indtryk (med trafik kun bestående af motorcykeltaxaer, rismarker og asiatisk-udseende folk).

Næhhh, nu er her grønne bjerge fyldt med terrasser og tågebanker, indianerkvinder vandrende gennem landskabet spindende med deres tene og med ansigter af sten (som Boberg ville have sagt det) - og ikke mindst legende børn der måbende standser op, spærrer øjnene op og stivner når de får øje på os.


Her er i sandhed ikke mange turister (de tager allesammen sydpå). Og med god grund - for de fleste af ruinerne her i Nord-Peru, er først fundet i løbet af de sidste par år. Men her er nu nok at rive i - især hvis man har tid og tålmodighed til at penetrere den ikke-eksisterende infrastruktur i bjergene.

Karajia: Seks stirrende ansigter (sarkofager) der stikker ud fra en klippeside efter en lang gåtur op af små bjergsider (ligner grangiveligt noget fra Påskeøerne), med mumier indeni. Ovenover to af dem er placeret kranier fra nogle af ofrene som disse begravede høvdinger nedslagtede for ca. 1600 år siden.


De lokale bønder har følgelig kendt til sarkofagerne altid, men har været bange for deres onde ånder og derfor holdt sig væk. Derfor er de først fundet officielt for seks år siden. Amazing. Kigger man ned er der regnskov og skræppende, meget grønne og støjende papagøjer. Kigger man op er der bjergsider med dæmoniske ansigter...

Ayachachi: Flere ansigter. Både mænd og kvinder denne gang. Kvinderne kan kendetegnes ved deres rundere udformning (hmm!). Derudover er der små huse (gravkamre) der også stikker udfra bjergsiden. Denne bjergvandring er endnu stejlere - og fundet for kun TO år siden. Placeret i en enorm kløft, som er meget smuk når solen lige er ved at gå ned.

Kuelap: Egnens hovedattraktion (vi mødte dog ikke andre turister).

En hel by på omkring seks hektarer med mure omkring og små runde huse (ruiner) overalt. Bestigningen herop tog fem timer - op, op, op og mere op - i fem timer og tynd, tynd luft (fra 2000-og-noget til 3000-og-noget)!!!! Hårdt, men meget smukt.



Vi overnattede i et privat lerklinet hus næsten helt oppe på toppen ved Kuelap. Her sov vi i datterens seng alle tre, med Tycho godt placeret i midten. Tæt, men godt -for det er RIGTIG koldt i 3000 m. højde om natten. Det betød dog at datteren sov på det lerklinede gulv indhyllet i et tæppe...hmmm.... Det ægte Peru?

På selve ruinerne dagen efter, ofrede jeg mit hår.
Karoline klippede det af i ét stykke: En skalp...yezzzz.. Og derefter placerede jeg mig i et af de små cirkelhuse hvor min skandinaviske bevidsthed overgav offergaven til de guder som, efter dette folks skik, skulle befinde sig i træer og bakker.

Og det var ikke svært at forestille sig guder på dette sted. Så snart jeg lukkede øjnene i cirklen begyndte træerne at suse rundt i spiraler omkring mig (sådan lød det i hvert fald). Og efter denne seance kastede jeg, i fin bue, skalpen udover bjergsiden. Flottere kan det ikke udføres (og ja, vi har hele denne sidste seance på video)....

Leymebamba: Den mikroskopiske landsby hvor det ægte Peru for alvor overvandt mig - eller rettere sagt min mave. Tre uger uden problemer er ellers ret godt klaret. På mine andre rejser har den været sikker indenfor en uge. Men altså først nu - og kun en enkelt dag.

Jeg tilbragte derfor hele dagen i seng - mens Karoline og Tycho tomlede ud i regnen til et marked et eller andet sted. Så måtte jeg nøjes med Bobergs rejseoplevelser, og en masse saccharomyces på kapselform, som åbenbart er en mirakelkur mod diarré:-). Så ved man det.

Ellers var Leymebamba stedet hvor vi besøgte et museum uden turister, men med en masse mumier (af den skræmmende, stirrende slags) og en hel del arkæologifund i det hele taget (Julie, du ville have elsket det). Derudover en fantastisk græsplæne i solen - hvor vi valgte at hænge ud hele eftermiddagen. Især fordi de trak deres to alpaca-hopper hen lige ved siden af os, med deres to lama-føl...

Folk i landsbyen var ikke helt normale. Enten manglede de fødder eller arme, eller fejlede noget i inde i hovedet - seriøst - ved ikke om det kan være indavl? Her er jo temmelig isoleret?

Nå, men nu er det videre. Vi er på vej mod kysten. Væk fra Chachapoyas-kulturen, og videre mod andre præ-inka-folk...

Peru (part 1)

Ankommet til Peru, d. 2. maj - 06

Vi er endelig ankommet til Peru - af den måske mindste grænseovergang fra Ecuador overhovedet. Det tog os to hele dage at rejse den, på kortet, minimale strækning fra Vilcabamba til Chachapoyas, hvor vi befinder os nu.... I "colectivos", taxier og andet godt, på de bumlede og smalle grusveje. På bjergskrænter og igennem diverse huller i jorden af grænsebyer - hede og støvede og fattige. Vi overnattede i en større en af slagsen: San Ignacio - på den peruvianske side.

(Karoline - på grænseovergangen mellem Ecuador og Peru)

Sjovt nok er standarden ændret TOTALT nu hvor vi igen er oppe i højlandet. Chachapoyas er virkelig god stemning - pæn, kolonial og dejligt klima.

Vi GIK i øvrigt over grænsen - henover en bro...i endnu et af disse huller....Cool...Men meget varmt.

Loja: Natbussen fra Baños til Loja i det sydlige Ecuador var behagelig, men jeg blev vækket kl. 6 om morgenen af indianere der ville sidde på det ene af mine, ellers to, kaprede sæder. Ved ikke hvad de bilder sig ind:) Pludselig var hele bussen fyldt op med indianere på vej til markedsdag i Loja.
En nydelig, men støjende, kolonialby med et universitet, men absolut ingen cafeer. Underligt. Vi fandt dog et sted med naturlige Jugos (juicer) af fx rødbedeblade, selleri, men heldigvis også forskellige frugter. Interessant -og meget sundt- bestemt.

Vilcabamba: Det måske mest tranquilo sted jeg har oplevet. Bløde, grønne bjerge og duft af sommer. Væsentligt varmere end alle de foregående steder. Ja, jeg har endelig fået lidt farve (nogle steder på kroppen).

Vilcabamba er også et af de der steder hvor udlandshippier har slået sig ned og bygget nuttede huse, hvor klassisk og forskelligt etnisk musik lyder fra "rundt omkring", og hvor der er små cafeer med noget der faktisk minder om GOD mad (som ikke bare er hvide ris med kylling).


Vi tog på heldagshestetur i Podacarpus-nationalparken i det allersydligste Ecuador. Fantastisk ridetur med skiftevis vilde bjergudsigter og regnskovsdale - krydsende brusende floder (lidt skræmmende, men hestene klarede fint de glatte sten i floderne), og sommerfugle i alle mulige farver og størrelser.

Og må jeg lige endnu engang slå fast hvor fedt det er at slå over i galop fra trav. Man kan rent faktisk igen trække vejret i stedet for at bumpe op og ned på dyret (hvilket er hårdt både for ende og vejrtrækning). Og så flyve afsted med vind i håret.... Jeg har ikke gjort det siden Venezuela -men denne gang alene på hesten. Det skal helst sikkert gøres igen. Snart.

Chachapoyas: Denne peruvianske højlandslandsby, hvor vi befinder os nu, er omgivet af helt nyfundne præ-inkaruiner i stort antal. I den foregående udgave af Lonely Planet var de ikke med, og i den nye er en enkelt med. Men her ér virkelig mange, så jeg tror vi bliver hængende her de næste par dage. Tycho har dog fået ondt i foden....ret slemt - så vi må se hvordan det skal gå med at bestige disse ruiner.

Jeg har besluttet mig for at klippe håret af oppe ved selve ruinerne (på det store tempel som hedder Kuelap), og ofre det til præ-inkaguderne i det kammer der er beregnet til menneskeofringer. De holdt pumaer nede i det kammer.... Whuuuuuuu.....Det bliver vildt!

(ét af de sidste billeder af mit hår - inden det bliver ofret)

Ellers ikke mere herfra.

Hyg til alle -og jeg håber at alle nød weekendens kandidatfest. Underligt at vende tilbage fra svedende hestetur sidst på eftermiddagen, og vide at lige nu derhjemme var festen på sit højeste (kl. ét om natten dansk tid). Jeg tænkte på jer, men var glad og udmattet.

Ecuador (part 1)

En uge i Ecuador, 24. april - 06

Nu er det allerede en uge siden jeg tog afsted fra de trygge mure. Har drømt om kollegiet i nat (er ellers nået dertil hvor jeg ikke ønsker at tage hjem igen.... Yet... Og det er da i sig selv flot, synes jeg).

Quito: Not much to say about Quito! Karoline og Tycho var ivrige efter at komme videre, efter at have tilbragt et par måneder der. Sol om formiddagen, regn om eftermiddagen. Minder en del om Merida, den bjerg(stor)by hvor jeg boede i to måneder i Venezuela.

Quilotoa: Lilleputlandsby i 4000-et-eller-andet meters højde. Vidunderligt. Turen derop med hhv. bus og på ladet af en truck var næsten mere end Eliza kunne klare. Lamaer (jeg hvinede højt af fryd da jeg fik øje på den første) og quechua-indianere overalt - med deres høje hatte, farvestrålende ponchoer og lange, sorte fletninger i nakken.


(Quechua-kvinde spinder garn)

Jeg bliver simpelthen nødt til at købe en vinterresidens i Andesbjergene -med indianere som naboer (men spansktalende selvfølgelig så mine børn kan få det ind med modermælken, foruden indianermålet). Måske endda en indianermand som far (og der skulle ikke grines Morten)....

Laguna Quilotoa: Denne turkisgrønne kratersø boede vi lige på kanten af (altså på kanten af krateret - dér hvor man kunne begynde den lange nedstigning til søen). Fantastisk udsigt.
De omgivende tre vulkaner så vi dog ikke noget til. Jeg tror ikke på at de rent faktisk var der, selvom jeg efterhånden har en del erfaring med "shy vulcanoes".

(på toppen af Quilotoa Crater Lake)

Da vi endelig nåede ned til søen.....Tja, så sad der et par kæmpestore blegfisede mænd dernede, og spurgte "Where are you from?". Og da jeg svarede "from Denmark", sprang den ene op og sagde på dansk "Nå, jamen er det så nogle af jer der kender Svend!!?!!".

Og ja, det var selvfølgelig mig der "kendte" Svend - som på det tidspunkt lige var ude at sejle på søen.

Med "kender" menes at jeg, i beruset tilstand, til en endog ganske underholdende husfest på kollegiet, havde fået inviteret mig selv med til denne fremmede halvblods-ecuadorianers forældres sølvbryllup i Ecuador (bliver det så mere langt ude?). Hvad både ham og hans mor selvfølgelig med det samme var med på!! Havde ellers næsten opgivet at få fat på ham hernede. Vores eneste tlf.kontakt til ham havde nemlig været svært forståelig (åbenbart hans onkel), og til sidst havde vi valgt at tage udenfor kontakt-vidde, op til kratersøen.

På vej op fra krateret igen blev vi alle, især mig, men også Karoline og Svend, ganske solskoldede i ansigtet pga. den tynde bjergluft, og den skarpe sol som man på mystisk vis ikke mærker til, da det er både overskyet og koldt (endda MEGET koldt om natten).


(de tre hobitter, med solskoldede kinder)

Sølvbryllup: Nå, men vi fandt ud af at det famøse sølvbryllup skulle finde sted i Latacunca (den halvstore by som vi tilfældigvis var taget ned til for at komme til Quilotoa) den selvsamme weekend. Utroligt som tilfældet kan være pudsigt engang imellem!

Det virkede extremt fornemt lige da vi mødte op, men den formelle stemning forsvandt hurtigt, da der blev serveret ad libitum whiskey som velkomstdrink (hmmmm). Tjenerne kom simpelthen hele tiden og fyldte op - hvad der kunne virke en smule overvældende på tom mave. Tycho som absolut ikke havde brudt sig om den formelle stemning blev temmelig beruset (og mig selv også, tror jeg nok?). Svend var blevet sat til at skulle byde velkommen på spansk. Han var nervøs, og sad og terpede remsen under hele velkomst/whiskey-sessionen.... Nuttet.

Under middagen røg elektriciteten (det er ikke usædvanligt på disse kanter), men den dukkede heldigvis op igen inden det var tid til at synge Lars Lilholt (en underholdende ting at gøre i Ecuador). Tjenerne bar vores tallerkener ud inden vi tilnærmelsesvist var færdige med at tygge af munden... Men så var middagen da også hurtigere overstået. Derefter festligt lag, med dans til både Gasolin og Gasolina (hehe).

Og det lykkedes mig faktisk at overvinde min døgnrytme, som ellers hidtil havde været at gå i seng kl 22 (svarende til kl 5 om morgenen i DK) og stå op ved 8-9 tiden (svarende til ved 3-4 tiden op eftermiddagen i DK). Pretty much my old rythm in Denmark!! For festes dét skulle der jo.

(Svend og jeg, dagen efter hans forældres sølvbryllup)

Baños: Det lykkedes Svends far at overtale os til at tage med på grilltur ved en flod igår, hvilket vi gjorde (med masser af cerveza og kød). Og derfra med bussen til Baños, som jeg ellers ikke havde tænkt mig at besøge - da det er det mest turistede sted i Ecuador. Men da jeg hørte om den rygende vulkan lod jeg mig alligevel overtale. Og da Baños var i passende afstand fra denne flod, var et besøg alligevel oplagt. Den rygende og spruttende vulkan har jeg dog ikke set noget til (shy vulcanoes). Faktisk tror jeg ikke på at der overhovedet ér vulkaner i Ecuador!

Vi besøgte dog de varme bade igår (som byen er opkaldt efter). Det var lækkert, men overfyldt med ecuadorianske familier med meget støjende unger (søndag aften I guess?)...

Svend overvejede ellers at droppe sin flybillet og tage med os rundt, og tage med mig til Galapagos i slutningen af juni (JA, jeg har købt flybillet og 4-dages rundtur bare til mig selv!!), men han turde vist alligevel ikke at tage chancen -med job, flyændring, etc. Det kunne ellers have været fedt.

Nu, er jeg vist nødt til at smutte. Vi bevæger os ned mod den Peruvianske grænse i nat med en natbus, og så....VUPTI....er vi snart i Peru. En uge i Ecuador må vist også være nok (NOT - men jeg vender jo tilbage;). Hasta pronto, mis amores.

En særlig dag?

Det er en ganske særlig dag idag.

Det er vel alle dage når det kommer til stykket? Men netop på denne søndag træder kineserne, sammen med den buddhistiske verden, ind i tigerens år. Og deres store nytårsfest falder tilfældigvis, i 2010, af stablen på samme dag som den vestlige verden fejrer kæresteglædernes symbol-orgie; med plastikkys og overdimensionerede hjerter i butiksvinduer verden rundt.
Valentines Day! Hvorfor? Bliv dog i USA, og lad os andre beholde kyndelmisse og fastelavn?

At denne kærestedato altid falder sammen med min eks-kærestes fødselsdag (eller omvendt), gør den da også kun ekstra anti-kæreste-agtig for mig. Dagen hvor jeg, endnu mere end andre dage, ikke har en kæreste - og foragter alle former for sukker-klicheer i den retning.

Ha! Jeg vælger da heldigvis bare at bruge dagen på at sidde foran skærmen, og overspringshandle mig væk fra specialeskrivning ved istedet at skrive blog-indlæg, tegne postkort til min yndlings "gay-boyfriend" i Portugal, samt genlæse gamle rejsemails fra Sydamerika. Jeps - jeg tager netop i dette øjeblik en beslutning om at udgive, også andre - og ældre - rejsebeskrivelser end de asiatiske, på denne blog.

Turen til Sydamerika i 2006 bliver første projekt.

Alt i alt 11 rejsemails kan jeg se at have forfattet i løbet af denne rejse. Har mine ord mon ændret sig på de fire mellemliggende år? Det må være op til læserne at bedømme.
Eventyrerne er gode nok - om de er fire år gamle eller ej. Nu bliver de genoplivet i et år der tilhører tigeren. Jeg håber at denne feline skytsånd vil varetage mine specialedrømme med elegance og "Cat-power" i 2010.

Nej, jeg har ikke brug for en kæreste. Men jeg har brug for at drømme - om kærestekærtegn (jovist), men også om fjerne rejse- og karrieremål, om for- og fremtid, om alternative familiemønstre, og om kanel-likør.

Alle disse eventyr! I´m in love.

Hverdagens helte...

...i mit liv

Så sent som i sidste uge blev jeg, af en god kollega fra de højere luftlag på min arbejdsplads, Helle Rimmer, betegnet som "en af hverdagens heltinder".

Af den simple grund at jeg var taget på arbejde, selvom jeg egentlig var sygemeldt, bare lige for at ordne et par ting. Det er jeg sikker på at jeg langt fra er den eneste der gør, hverken på min egen eller på andre arbejdspladser. Men gør dét egentlig de hårdtarbejdende karrieremennesker til "hverdagens helte og heltinder"?

Måske snarere tværtimod?

Helles kommentar til mig var selvfølgelig ment som en kompliment, og blev også modtaget som sådan, men ER det i virkeligheden ikke en helt anderledes slags prioritering der udgør hverdagens helte?

Jeg må, med selvfølgelig fortrydelse, erkende at det ikke er muligt på samme tid at gøre forskerkarriere, have børn, skrive bøger, og rejse rundt i hele verden - sådan som mine barndomsfantasier ellers havde forestillet sig mit voksne liv. Jeg har tænkt lidt over værdier, og over hvem der egentlig er hverdagsheltene i mit eget liv. Nogle af dem er selvsagt karrieremennesker, fx de mange dygtige kolleger på Experimentarium. Men nogle af dem er også noget helt andet.

Det er mig en uendelig glæde at kunne se op til mange af mine bekendte som værdi-mæssige forbilleder. Det ER heldigvis helt og aldeles muligt at få et liv til at fungere, også selvom man tager nogle valg der kræver mange kræfter på et helt specifikt - og ofte nørdet - område.

(Mig, da jeg for et par år siden blev bidt i kinden af en dromaeosaur)

Som palæontolog (og dermed NØRD) kan jeg jo kun frydes over for eksempel at møde Søren Hammerlund fra Virelai, til dette års middelalderfestival. Han er helt ekset med drejelirer: Spiller dem, producerer dem og opsøger dem i rundkørsler i Frankrig.

Eller en jævnaldrende studiekammarat, Jos Kilgast, som har en samlet viden om frøer der øjensynligt overstiger samtlige padde-databaser der måtte eksistere (i hvert fald i Danmark), og som selvfølgelig tog ned i Congos jungle (af alle steder), og fandt et par splitnye arter! Jeg har indtil flere af denne slags bekendtskaber: Folk der rent faktisk får gennemført de ting de drømmer om. Her har jeg valgt at give en hyldest til fire mennesker af denne slags, som jeg virkelig synes fortjener det:

Karoline Nolsø Aaen:
Jævnaldrende superkvinde med kæmpestor hårpragt, indre harmoni og en vilje der siger spar to. Alt i Karolines liv er udgjort af naturmaterialer. Det være sig hendes tøj, hendes tasker, hendes selvforsynende økolandbrug - og hendes amerikanske mand, Tycho (opkaldt efter Tycho Brahe). Men det var slet ikke her Karolines og mit venskab begyndte.

Det var derimod på biologistudiet, hvor vi samarbejdede om at få fokus i de danske medier, på oliekontamineringen i Amazonas. En ikke helt let opgave. Jeg kom ind fra sidelinien med min dårlige samvittighed over at vie mit liv til noget helt og aldeles uddødt (=dinosaurer), mens Karoline var helt inde i sagen, og flere gange var i Ecuador og opsøge både de oppustede magtmænd, og de påvirkede indianerstammer.

I 2005 var Karoline således afsted, og fik taget billeder af en ulovligt opført pipeline, som var ført igennem primærregnskov i Amazonas. For at gøre dette, måtte hun spurte ud af en ventende bil (hvor chaufføren knap turde stå ud af bilen), knipse med kamaraet, og spurte uset tilbage i bilen og forsvinde. Ikke helt umodigt gjort.

I 2006 var vi i Ecuador sammen, og denne gang havde hun netop mødt Tycho (i netop Ecuador). Og sammen med et filmselskab havde de været med ude i Waorani-territoriet og filme kontamineringsskaderne - derude hvor ikke engang brøleaberne vender. Filmen kunne selvfølgelig kun produceres med påskud om at være en natur-dokumentar, og siden er den på mystisk vis blevet fjernet fra diverse internationale filmfestivaller.

Olieindustrien hører til de mest korrupte, bevidst ødelæggende og magtfulde i verden. De er umulige at komme til livs, men jeg er meget stolt over at kende en person som, med negle og klør, tør angribe hvor andre på forhånd giver op.
Karoline og Tycho er et af de få velintegrerede par jeg kender, som har bevidst fravalgt at få børn. De vil have mulighed for at kunne bryde op og rejse væk, hvornår det skal være, også selvom de bor et så bindende sted som på et økologisk landbrug. Det tager jeg hatten af for.

(Karoline i fuld gang med at redde regnskoven, på vores fælles tur til Amazonas)

Ditte Boeg Thomsen:
Hyperintelligent linguist-veninde, som hudløst deler sorger og glæder (foruden litteratur) med mig - på Kvinderegensens beskedne, men højt elskede, studiekamre, og skønne altaner.
Ditte har med sin usammenlignelige intelligens - og enormt høje pligtopfyldenhed - i løbet af sit bachelorforløb opnået en nøglestatus af rang på det lille, og fåtallige, linguiststudie. Med absolut ingen fritid stormer hun derudaf med fire jobs (hvor hun bl.a. underviser medstuderende), eksaminer med udelukkende 12-taller, og faglige projekter som overskrider alle niveauer for de stillede krav.

Hos hende åbnes en helt ny dimension af nørderi: Man kan nemlig også være helt ekset med "racing" verber, sprogsemiotik eller børns tilegnelse af evner til sætningskonstruktion.

Måltider indtages foran computeren, og transport til og fra universitetet foregår i løb. Usundt? Nej, ikke for Ditte som allerede, med sin unge alder, er blevet en livsnerve for linguistik på KU. Denne kvinde brænder for sit fag som ingen anden jeg kender, men på trods af den manglende fritid formår hun dog alligevel at være fuldt ud tilstede, samt at koble helt af, når vi på sene aftentimer mødes til portvin, og deler ugens hjertekvabakkelser.

Derfor kører hun heller ikke ned, men bliver derimod ladet op af både fag og samværd. Ditte kan lytte, og føle, som ingen anden - og hun bliver på den konto også en livsnerve for mig. Hendes valg er at være opofrende for sit studie, men Ditte har så meget at give, at hun bliver en mindst ligeså opofrende hustru og mor en dag.

(Ditte i sit vindue på Kvinderegensen, studerende i solen, dette forår)

Palle Hansen:
Min stedfar, og små brødres far. Manden der pludselig stod med to små drenge uden mor, et landbrug og et fuldtidsjob som statsautoriseret revisor. Manden som alligevel valgte at starte eget firma, være landmand og farmand med stort F. Samt at klare alle tre ting med bravour! Landbruget huser ikke længere får, men vokser til gengæld i omfang med mere og mere vådområde (man skal jo sørge for at frøerne ikke fortsat har det bedre i Albanien end i Danmark). Det kan jeg godt lide ham for.

Juletræsmarker og jagt bliver flittigt passet, og Palle demonstrerer jævnligt sit livsbekræftende overskud, med familiemiddage på et gourmet-plan af dimensioner. Vildtretter, hjemmerøgede pølser og danske naturingredienser blandet med sydeuropæiske delikatesser. Kunstneriske arrangementer på tallerkenerne, så skulle man tro man befandt sig på Restaurant Noma. Kvalitetsrødvin og -kaffe bliver der også kælet for.

Palle har valgt at være far, og livsnyder, uden at ofre sin karriere på det, og beviser til fulde at dette valg er muligt. Mine to brødre oplever en far der er hundrede procent til stede, og det beundrer jeg ham for! ....og så kræver det også en vis portion overskud, og åbensind, at lukke sit hjem op for fremmede gæster til juleaften. Det er jeg glad for at opleve, og kunne være en del af.

(Palle og jeg, vågne og friske på livet, allerede i 1987)

Jesper Milán:
Palæontologerne i Danmark udgør en lille sluttet trop, som er fælles om at bo i et land stort set uden palæontologiske muligheder. Jesper er en af de få der har formået at udnytte de små nicher, som vores land rent faktisk tilbyder, til fulde. Det synes jeg er opbyggeligt når jeg nu altid selv har forestillet mig et fremtidsliv i udlandet, men nu med alderen faktisk har erhvervet mig en fornyet portion lyst til at blive boende i Danmark.
Med Per Christiansen som det internationalt fremstormende forbillede, har jeg altså nu også fået øjnene op for Jespers valg om at blive i Danmark og lede det nye Geomuseum Faxe. En spændende stilling, som jeg især kan se potentialet i nu hvor jeg har oplevet at arbejde på Experimentarium i København.

Jesper har netop stiftet familie, og klarer både barn, job og geologi-ekskursioner til alle verdensdele uden problemer. Det var i øvrigt fantastisk at bevidne Jespers PhD-forsvar, som kom så vidt omkring som til arkæologiske kvæg-fodspor på Kreta, dinosaurfodspor i Portugal og på Bornholm, og emu-fodspor fra nutidens Zoologisk Have. Det viser kreativitet og fællesnævner-tække, som er vigtigt i en tid hvor det ikke er nok at vide alt om trilobitter for at være palæontolog. Alt i alt udgør Jesper et godt og realistisk forbillede for et muligt palæontologi-liv i Danmark. Også selvom Faxe byder på flere koraller, end på dinosaurer.

Se Jesper selv præsentere sit museum på dette link:

http://www.aabne-samlinger.dk/oestsjaellands/geomuseum/information/praesentation.asp

Derudover er det for øvrigt skønt at observere hvordan palæontologien i Danmark oplever et popularitets-boost efter at bogen "Dinosaurens Fjer" er udkommet. En bog der foregår i netop vores miljø, og som trækker faget ned på et menneskeligt niveau som alle kan forstå. Bogen er skrevet af Sissel-Jo Gazan, som også er "en af os", men som har taget et valg (som også ligger varmt og ulmer under min overflade): Nemlig at blive forfatter i stedet for palæontolog/biolog.
Hun er nu flyttet til udlandet med sin datter, hvor hun skriver anmeldelser, bøger og rejseguides, mens hun er mor med stort M. Endnu et eksempel på en power-single-forælder.

Jeg kunne nævne mange flere hverdagshelte, men må nok stille mig tilfreds med at der i hvert fald er rig mulighed for at gøre en forskel på det ene eller det andet felt, og føre et vellykket privatliv samtidig. Det må være en vigtig lektion i livets skole.

Tjek også for god ordens skyld vores eget science center ud:

http://www.experimentarium.dk

Livet - du bliver sjovt nok klogere!

Når håndværkerne larmer...

..... i mit liv!

Der bliver banket og hamret. Larmet og regeret.
I mit hjem, på min arbejdsplads, i mit hoved, ja selv når jeg er i biografen og se "Los Abrazos Rotos" kan jeg høre boremaskiner hvine i lokalet ved siden af. Hvad sker der?
Selv på morgener uden rødvin, vågner jeg op med tømmermandsbanken på mit vindue.
Min skønne udsigt over stadsgrav, kastagnetræer og rådhustårn er erstattet med stilladser!
Hvis jeg er rigtig heldig kan jeg endda stå op og gå på arbejde, hvor mit omklædningsrum er underlagt renovation, så tøjskiftning til blå uniform må foregå på toilettet...

Og fornyelse er jo dejligt.
Især den gamle dame jeg bor i har længe trængt til den kærlige hånd hun nu får. Men hvad med mit gamle hoved? Har det også brug for fornyelse, og en kærlig hånd?
Noget kunne tyde på det. "Du er jo håbløst bagud" siger min lillebror hvis klassekammerater allerede, nu som 18-årige, begynder at få børn.

Men er jeg virkelig det? 27-årig, single, kvinde.
Slutspurt på Universitetet.

Er man en freak hvis man har et parforholdsforgiftende frihedsbehov, og ikke har tænkt sig at lave det om? Hvis fast forhold i seks et halvt år i den tidlige ungdom, samt supplerende observationer siden da, blot har underbygget hvad ens biologiske sans i forvejen godt var klar over: At faste parforhold kun findes som social institution. At monogami kun eksisterer illusorisk - i såvel dyrenes som menneskenes verden (og nej, den med svanerne holder ikke!).

Taler min adfærd sit eget tydelige sprog, når jeg gang på gang kaster mig over mænd som enten taler et eksotisk sprog, tilhører en eksotisk religion - eller min inderste vennekreds. Er håbløst unge og sprøde, eller allerede optagede.
Tjekkiske riddere og indiske prinser flyver til alle sider.
Frøken Lilla her kan vist ikke forlige sig med tanken om et forhold der rent faktisk kan blive til noget realistisk? Men hun er glad for biologi, og måtte for et års tid siden erkende at en dyb følelse voksede i maven, som ikke handlede om mænd.... Men om børn. Tik Tak.

Er man en freak hvis man foretrækker barnet fremfor parforholdet? Får kvalme ved tanken om kompromiser, kampe og børn der kan bruges som våben, og pludselig ikke vil dele vidunderskabningen med nogen?
Er den nye generation af karrierekvinder der vil gøre det selv, forvirret, forkvaklet - eller fornyende?

Og kan man overhovedet overleve uden støtten og nærheden fra en allieret i foretagendet? Kan man lade være med at lede efter prinsen(!) på den hvide hest? Sikkert ikke. Men man kan tage ham for hvad han er. En eventyrskikkelse.
Den høviske kærlighed går heldigvis aldrig af mode - og undgår jeg bånd på mund og hånd, så kan jeg da heldigvis stadig drømme... om ham jeg altid vil, men aldrig kan få.
Nemt og uproblematisk.

Singleforældre er de nye powermennesker. Den nye evolutionære påfuglehale...

Godnat - inden håndværkernes morgenbanken sætter ind!