Hverdagens helte...

...i mit liv

Så sent som i sidste uge blev jeg, af en god kollega fra de højere luftlag på min arbejdsplads, Helle Rimmer, betegnet som "en af hverdagens heltinder".

Af den simple grund at jeg var taget på arbejde, selvom jeg egentlig var sygemeldt, bare lige for at ordne et par ting. Det er jeg sikker på at jeg langt fra er den eneste der gør, hverken på min egen eller på andre arbejdspladser. Men gør dét egentlig de hårdtarbejdende karrieremennesker til "hverdagens helte og heltinder"?

Måske snarere tværtimod?

Helles kommentar til mig var selvfølgelig ment som en kompliment, og blev også modtaget som sådan, men ER det i virkeligheden ikke en helt anderledes slags prioritering der udgør hverdagens helte?

Jeg må, med selvfølgelig fortrydelse, erkende at det ikke er muligt på samme tid at gøre forskerkarriere, have børn, skrive bøger, og rejse rundt i hele verden - sådan som mine barndomsfantasier ellers havde forestillet sig mit voksne liv. Jeg har tænkt lidt over værdier, og over hvem der egentlig er hverdagsheltene i mit eget liv. Nogle af dem er selvsagt karrieremennesker, fx de mange dygtige kolleger på Experimentarium. Men nogle af dem er også noget helt andet.

Det er mig en uendelig glæde at kunne se op til mange af mine bekendte som værdi-mæssige forbilleder. Det ER heldigvis helt og aldeles muligt at få et liv til at fungere, også selvom man tager nogle valg der kræver mange kræfter på et helt specifikt - og ofte nørdet - område.

(Mig, da jeg for et par år siden blev bidt i kinden af en dromaeosaur)

Som palæontolog (og dermed NØRD) kan jeg jo kun frydes over for eksempel at møde Søren Hammerlund fra Virelai, til dette års middelalderfestival. Han er helt ekset med drejelirer: Spiller dem, producerer dem og opsøger dem i rundkørsler i Frankrig.

Eller en jævnaldrende studiekammarat, Jos Kilgast, som har en samlet viden om frøer der øjensynligt overstiger samtlige padde-databaser der måtte eksistere (i hvert fald i Danmark), og som selvfølgelig tog ned i Congos jungle (af alle steder), og fandt et par splitnye arter! Jeg har indtil flere af denne slags bekendtskaber: Folk der rent faktisk får gennemført de ting de drømmer om. Her har jeg valgt at give en hyldest til fire mennesker af denne slags, som jeg virkelig synes fortjener det:

Karoline Nolsø Aaen:
Jævnaldrende superkvinde med kæmpestor hårpragt, indre harmoni og en vilje der siger spar to. Alt i Karolines liv er udgjort af naturmaterialer. Det være sig hendes tøj, hendes tasker, hendes selvforsynende økolandbrug - og hendes amerikanske mand, Tycho (opkaldt efter Tycho Brahe). Men det var slet ikke her Karolines og mit venskab begyndte.

Det var derimod på biologistudiet, hvor vi samarbejdede om at få fokus i de danske medier, på oliekontamineringen i Amazonas. En ikke helt let opgave. Jeg kom ind fra sidelinien med min dårlige samvittighed over at vie mit liv til noget helt og aldeles uddødt (=dinosaurer), mens Karoline var helt inde i sagen, og flere gange var i Ecuador og opsøge både de oppustede magtmænd, og de påvirkede indianerstammer.

I 2005 var Karoline således afsted, og fik taget billeder af en ulovligt opført pipeline, som var ført igennem primærregnskov i Amazonas. For at gøre dette, måtte hun spurte ud af en ventende bil (hvor chaufføren knap turde stå ud af bilen), knipse med kamaraet, og spurte uset tilbage i bilen og forsvinde. Ikke helt umodigt gjort.

I 2006 var vi i Ecuador sammen, og denne gang havde hun netop mødt Tycho (i netop Ecuador). Og sammen med et filmselskab havde de været med ude i Waorani-territoriet og filme kontamineringsskaderne - derude hvor ikke engang brøleaberne vender. Filmen kunne selvfølgelig kun produceres med påskud om at være en natur-dokumentar, og siden er den på mystisk vis blevet fjernet fra diverse internationale filmfestivaller.

Olieindustrien hører til de mest korrupte, bevidst ødelæggende og magtfulde i verden. De er umulige at komme til livs, men jeg er meget stolt over at kende en person som, med negle og klør, tør angribe hvor andre på forhånd giver op.
Karoline og Tycho er et af de få velintegrerede par jeg kender, som har bevidst fravalgt at få børn. De vil have mulighed for at kunne bryde op og rejse væk, hvornår det skal være, også selvom de bor et så bindende sted som på et økologisk landbrug. Det tager jeg hatten af for.

(Karoline i fuld gang med at redde regnskoven, på vores fælles tur til Amazonas)

Ditte Boeg Thomsen:
Hyperintelligent linguist-veninde, som hudløst deler sorger og glæder (foruden litteratur) med mig - på Kvinderegensens beskedne, men højt elskede, studiekamre, og skønne altaner.
Ditte har med sin usammenlignelige intelligens - og enormt høje pligtopfyldenhed - i løbet af sit bachelorforløb opnået en nøglestatus af rang på det lille, og fåtallige, linguiststudie. Med absolut ingen fritid stormer hun derudaf med fire jobs (hvor hun bl.a. underviser medstuderende), eksaminer med udelukkende 12-taller, og faglige projekter som overskrider alle niveauer for de stillede krav.

Hos hende åbnes en helt ny dimension af nørderi: Man kan nemlig også være helt ekset med "racing" verber, sprogsemiotik eller børns tilegnelse af evner til sætningskonstruktion.

Måltider indtages foran computeren, og transport til og fra universitetet foregår i løb. Usundt? Nej, ikke for Ditte som allerede, med sin unge alder, er blevet en livsnerve for linguistik på KU. Denne kvinde brænder for sit fag som ingen anden jeg kender, men på trods af den manglende fritid formår hun dog alligevel at være fuldt ud tilstede, samt at koble helt af, når vi på sene aftentimer mødes til portvin, og deler ugens hjertekvabakkelser.

Derfor kører hun heller ikke ned, men bliver derimod ladet op af både fag og samværd. Ditte kan lytte, og føle, som ingen anden - og hun bliver på den konto også en livsnerve for mig. Hendes valg er at være opofrende for sit studie, men Ditte har så meget at give, at hun bliver en mindst ligeså opofrende hustru og mor en dag.

(Ditte i sit vindue på Kvinderegensen, studerende i solen, dette forår)

Palle Hansen:
Min stedfar, og små brødres far. Manden der pludselig stod med to små drenge uden mor, et landbrug og et fuldtidsjob som statsautoriseret revisor. Manden som alligevel valgte at starte eget firma, være landmand og farmand med stort F. Samt at klare alle tre ting med bravour! Landbruget huser ikke længere får, men vokser til gengæld i omfang med mere og mere vådområde (man skal jo sørge for at frøerne ikke fortsat har det bedre i Albanien end i Danmark). Det kan jeg godt lide ham for.

Juletræsmarker og jagt bliver flittigt passet, og Palle demonstrerer jævnligt sit livsbekræftende overskud, med familiemiddage på et gourmet-plan af dimensioner. Vildtretter, hjemmerøgede pølser og danske naturingredienser blandet med sydeuropæiske delikatesser. Kunstneriske arrangementer på tallerkenerne, så skulle man tro man befandt sig på Restaurant Noma. Kvalitetsrødvin og -kaffe bliver der også kælet for.

Palle har valgt at være far, og livsnyder, uden at ofre sin karriere på det, og beviser til fulde at dette valg er muligt. Mine to brødre oplever en far der er hundrede procent til stede, og det beundrer jeg ham for! ....og så kræver det også en vis portion overskud, og åbensind, at lukke sit hjem op for fremmede gæster til juleaften. Det er jeg glad for at opleve, og kunne være en del af.

(Palle og jeg, vågne og friske på livet, allerede i 1987)

Jesper Milán:
Palæontologerne i Danmark udgør en lille sluttet trop, som er fælles om at bo i et land stort set uden palæontologiske muligheder. Jesper er en af de få der har formået at udnytte de små nicher, som vores land rent faktisk tilbyder, til fulde. Det synes jeg er opbyggeligt når jeg nu altid selv har forestillet mig et fremtidsliv i udlandet, men nu med alderen faktisk har erhvervet mig en fornyet portion lyst til at blive boende i Danmark.
Med Per Christiansen som det internationalt fremstormende forbillede, har jeg altså nu også fået øjnene op for Jespers valg om at blive i Danmark og lede det nye Geomuseum Faxe. En spændende stilling, som jeg især kan se potentialet i nu hvor jeg har oplevet at arbejde på Experimentarium i København.

Jesper har netop stiftet familie, og klarer både barn, job og geologi-ekskursioner til alle verdensdele uden problemer. Det var i øvrigt fantastisk at bevidne Jespers PhD-forsvar, som kom så vidt omkring som til arkæologiske kvæg-fodspor på Kreta, dinosaurfodspor i Portugal og på Bornholm, og emu-fodspor fra nutidens Zoologisk Have. Det viser kreativitet og fællesnævner-tække, som er vigtigt i en tid hvor det ikke er nok at vide alt om trilobitter for at være palæontolog. Alt i alt udgør Jesper et godt og realistisk forbillede for et muligt palæontologi-liv i Danmark. Også selvom Faxe byder på flere koraller, end på dinosaurer.

Se Jesper selv præsentere sit museum på dette link:

http://www.aabne-samlinger.dk/oestsjaellands/geomuseum/information/praesentation.asp

Derudover er det for øvrigt skønt at observere hvordan palæontologien i Danmark oplever et popularitets-boost efter at bogen "Dinosaurens Fjer" er udkommet. En bog der foregår i netop vores miljø, og som trækker faget ned på et menneskeligt niveau som alle kan forstå. Bogen er skrevet af Sissel-Jo Gazan, som også er "en af os", men som har taget et valg (som også ligger varmt og ulmer under min overflade): Nemlig at blive forfatter i stedet for palæontolog/biolog.
Hun er nu flyttet til udlandet med sin datter, hvor hun skriver anmeldelser, bøger og rejseguides, mens hun er mor med stort M. Endnu et eksempel på en power-single-forælder.

Jeg kunne nævne mange flere hverdagshelte, men må nok stille mig tilfreds med at der i hvert fald er rig mulighed for at gøre en forskel på det ene eller det andet felt, og føre et vellykket privatliv samtidig. Det må være en vigtig lektion i livets skole.

Tjek også for god ordens skyld vores eget science center ud:

http://www.experimentarium.dk

Livet - du bliver sjovt nok klogere!

Når håndværkerne larmer...

..... i mit liv!

Der bliver banket og hamret. Larmet og regeret.
I mit hjem, på min arbejdsplads, i mit hoved, ja selv når jeg er i biografen og se "Los Abrazos Rotos" kan jeg høre boremaskiner hvine i lokalet ved siden af. Hvad sker der?
Selv på morgener uden rødvin, vågner jeg op med tømmermandsbanken på mit vindue.
Min skønne udsigt over stadsgrav, kastagnetræer og rådhustårn er erstattet med stilladser!
Hvis jeg er rigtig heldig kan jeg endda stå op og gå på arbejde, hvor mit omklædningsrum er underlagt renovation, så tøjskiftning til blå uniform må foregå på toilettet...

Og fornyelse er jo dejligt.
Især den gamle dame jeg bor i har længe trængt til den kærlige hånd hun nu får. Men hvad med mit gamle hoved? Har det også brug for fornyelse, og en kærlig hånd?
Noget kunne tyde på det. "Du er jo håbløst bagud" siger min lillebror hvis klassekammerater allerede, nu som 18-årige, begynder at få børn.

Men er jeg virkelig det? 27-årig, single, kvinde.
Slutspurt på Universitetet.

Er man en freak hvis man har et parforholdsforgiftende frihedsbehov, og ikke har tænkt sig at lave det om? Hvis fast forhold i seks et halvt år i den tidlige ungdom, samt supplerende observationer siden da, blot har underbygget hvad ens biologiske sans i forvejen godt var klar over: At faste parforhold kun findes som social institution. At monogami kun eksisterer illusorisk - i såvel dyrenes som menneskenes verden (og nej, den med svanerne holder ikke!).

Taler min adfærd sit eget tydelige sprog, når jeg gang på gang kaster mig over mænd som enten taler et eksotisk sprog, tilhører en eksotisk religion - eller min inderste vennekreds. Er håbløst unge og sprøde, eller allerede optagede.
Tjekkiske riddere og indiske prinser flyver til alle sider.
Frøken Lilla her kan vist ikke forlige sig med tanken om et forhold der rent faktisk kan blive til noget realistisk? Men hun er glad for biologi, og måtte for et års tid siden erkende at en dyb følelse voksede i maven, som ikke handlede om mænd.... Men om børn. Tik Tak.

Er man en freak hvis man foretrækker barnet fremfor parforholdet? Får kvalme ved tanken om kompromiser, kampe og børn der kan bruges som våben, og pludselig ikke vil dele vidunderskabningen med nogen?
Er den nye generation af karrierekvinder der vil gøre det selv, forvirret, forkvaklet - eller fornyende?

Og kan man overhovedet overleve uden støtten og nærheden fra en allieret i foretagendet? Kan man lade være med at lede efter prinsen(!) på den hvide hest? Sikkert ikke. Men man kan tage ham for hvad han er. En eventyrskikkelse.
Den høviske kærlighed går heldigvis aldrig af mode - og undgår jeg bånd på mund og hånd, så kan jeg da heldigvis stadig drømme... om ham jeg altid vil, men aldrig kan få.
Nemt og uproblematisk.

Singleforældre er de nye powermennesker. Den nye evolutionære påfuglehale...

Godnat - inden håndværkernes morgenbanken sætter ind!

Sensommer (Danmark)

August, og mit seksogtyvende år, rinder ud....

...og i tråd med de seneste mange år, har august været en underlig mellem-måned: En måned hvor mit rigtige liv har stået på stand-by, og jeg har været tvunget til at reflektere over betydninger - og hændelser, der enten er forløbet, eller skal til at starte. Muligvis også påvirket af min fødselsdag, som i enden af måneden, hvert år (ligesom nytårsaften), nødvendigvis må sætte tanker igang omkring det forløbne år; og det kommende.

Dette år, som læsere af denne blog vil vide, er august blevet brugt til at fordøje det halve års lange rejse, som jeg netop er hjemvendt fra. Til Asien (og andre østlige steder).
Dét har denne nye blog bl. a. hjulpet mig med. Plus sortering af det enorme billedmateriale, en lang rejse kan producere.

Men en sådan fordøjelse kan (selvfølgelig?) ikke foregå, uden at der også sker en reflektion over de ting man er hjemvendt til - og sætter pris på - herhjemme. Jeg har set utallige mennesker som jeg, selvsagt, ikke har set det sidste halve år.
En udmærket anledning til at få gået hele sin omgangskreds igennem.

Så der er blevet drukket rødvin med dem der skulle drikkes rødvin med, kaffe med dem der skulle drikkes kaffe med, og krammet med dem der skulle krammes med...
Sensommersolen har ikke været en dårlig allieret til dette formål, og jeg har - om ikke andet - så fundet ud af hvor "Vanvittig Forelsket" jeg er i København, i Kvinderegensen, i de østjyske fjorde, og i den danske sommer-mentalitet...

I tråd med de sidste mange år, skal jeg så - også efter denne august - igang med noget der er anderledes, noget der er betydningsfuldt: Denne gang mit speciale. Den endelige nedtælling til voksen-liv: Den endelige nedtælling til at jeg - om et år - er færdig med at studere, færdig med at bo på QR, færdig med at arbejde på Experimentarium. Færdig med alt, hvad der har defineret mit liv, de sidste 6 år. Ikke så lidt skræmmende....

Then what?

Tomrum!? Det vil tiden vise.... og jeg kan kun tære på mine asiatiske erfaringer - fra det forløbne halve år. (Men hvad har jeg egentlig lært?).

Jeg har i hvert fald lært at spise ris: Med fingrene (som i Indien), med pinde (som i Kina), og til morgenmad (som i hele Asien). Derudover har jeg vel også lært, at man kan eksistere på utallige måder vi slet ikke forestiller os herhjemme?
At man kan være lykkelig, selvom man er blevet giftet bort til en nabolandsby (der ligger så tilpas langt væk, at man aldrig kan besøge sin familie!) At man kan være taknemmelig for en skilling der, at the end of the day, betyder forskellen fra om man går sulten i seng, eller ej?
Vi har set folk der sover i bunker, på gaderne i Calcutta. Vi har set folk der sover i utætte teepeer, skønt det er minus 55 grader, i Mongoliet. Vi har set folk der er i pagt med deres omgivelser, og folk der er desperate.

Begge dele er tankevækkende, og jeg kan kun gøre mit for at være taknemmelig for hvad jeg har.

En rejse-kliche er til ende, og jeg kan nu bruge den næste tid til at tænke over hvad der - for fremtiden - skal ske med denne blog. Skal den være en rejse-blog, eller en yderligere tanke-reflekterende blog (det er jo så moderne)?
Også dét vil tiden vise...

Tak for en smuk måned.

Rusland (Riga)

Homecoming! 1-22. juli 09

Nu har vi brugt en hel måned på at bevæge os tværs henover det kæmpestore kontinent. Fra Fjernøsten, og stik vest!

Det har været noget af en rejse, og når man kommer fra Asien, er det bemærkelsesværdigt hvor gradvist det hele kommer til at lugte af HJEM, på denne strækning. Flere og flere danske detaljer dukker op i landskabet; flere og flere kulturkløfter udviskes.

Jeg havde ikke forventet det, men denne gradvise udvikling har faktisk vækket en lusket, snigende hjemlængsel indeni. En ukendt (muligvis sund) følelse, som jeg ikke har oplevet på tidligere rejser... Men det har været en god hjemrejse.

Selvom tre uger er alt for kort tid til et, så enormt, land som Rusland, så har vi alligevel fået taget en meget god sommerbid af både sibirisk og europæisk Rusland (samt selvfølgelig den legendariske jernbane), synes jeg: Mens det danske folk drak sig i det væltede hegn på Roskilde, væltede vi os istedet i fiskefridadeller og kartoffelmos (hvem sagde dk?) på søbredden af Lake Baikal.

Her boede vi hos et par søde, russiske damer i et træhus, der lå næsten helt nede i vandkanten. Ved bredden af den kæmpestore sø (som indeholder en femtedel af hele verdens ferskvandsbeholdning).

Desværre blev vi overfaldet af deres traditionelle sauna-hytte (banya), hvor Julie fik kogende damp ud på benene, og dermed nogle grimme forbrændinger (de satte krydderi på vores efterfølgende rejse). Det var MIG der hældte det kolde vand udover stenene, og dermed var den skyldige i foretagendet (jeg har efterfølgende forsøgt at være så sød mod Julie, som muligt...).

Togturen til Perm tog hele tre døgn, og passerede igennem en uendelighed af sibirisk skov, for til sidst at krydse Ural-bjergene, som i jernbane-området er så små som 500 m. høje, og dermed næsten ikke til at få øje på. HA! Men de var hyggelige, med masser af træhytter i kuperet terræn. Da vi ankom til Perm kunne vi derfor betragte os selv som tilbage i Europa, og eftersom Perm (pudsigt nok) ligger i den samme tidszone som Oman, så kunne vi også betragte os som tilbage ved udgangspunktet af vores tur.

En underlig fly-agtig følelse at rejse direkte imod solen, i så lang tid (togturen kørte igennem 4 tidszoner). For det virkede som om den aldrig gik ned. Hver eneste aften, blev solnedgangen yderligere, og yderligere udskudt. Kan man få jetlag i et tog?

Fra Perm var det blot en smuttur - en enkelt natstrækning - til Suzdal, udenfor Moskva.

Denne gamle middelalderby plejede at være det spirituelle centrum i Rusland, og er dermed spækket med eventyrlige kirker med kulørte kupler og guldstjerner og spir. Derfor skulle den selvfølgelig også være centrum for Julies fødselsdag:-)

Vores Lonely Planet havde lovet at stedet skulle have den mest perfekte eventyr-setting og, til vores overraskelse, fandt vi ud af det ingenlunde var en overdrivelse: Omgivet af farvestrålende blomsterenge, og med små mjød-boder over hele byen, kunne vi ikke være mere tilfredse. Heldigvis skinnede solen også over Suzdal, og ned på Julie (som åbenbart havde været sød i år?).

Dagen efter tog vi videre til selveste Moskva, og fik der oplevet en storby som er ved at komme efter sin Sovjet-fortid, og er ved at blive et trendy sted. Og som selvfølgelig også stadig kan være stolt over sine gamle historiske kirker, og pladser. Fx den fjollede Skt. Basils Katedral (som er den man ser i alle film fra Rusland), med de mangefarvede (snoede) kupler, der til forveksling ligner slikkepinde... (på billedet: Den røde plads)

Vores sidste dag i Rusland tilbragte vi hos min russiske svampe-veninde, Tanya, som netop denne dag var hjemvendt fra et års ophold i Danmark. Hun bor i Korolev, som er en Moskva-forstad, kendt for space research.

Vi blev derfor rundvist af hendes forældre (som arbejder med rum-forskning i byen), og så en rigtig raket, et spændende museum (hvor Leika fx. var udstoppet, og udstillet!), og fik også lov til at se Universitetet i Moskva, som ellers kun har adgang for universitetes elever (idet der er en hemmelig militærbase, og en hemmelig metro-station, i kælderen på bygningen)... Alt i alt: Fedt.


Den oprindelige plan var, herefter, at flyve hjem fra Moskva, MEN: For at være gode ved miljøet, og også overfor kronologien i vores rejse, besluttede vi, for snart længe siden, at vi ikke ville flyve, men tage hele rejsen over land/vand.

Vi havde jo allerede fløjet for meget med den uventede flyvetur til Hong Kong.

Efter et par blodige diskussioner om hvorvidt ruten hjem så skulle gå via Hviderusland/Polen, eller via Finland/Sverige, blev det istedet besluttet at tage den letteste(!), hurtigste og billigste gyldne middelvej: Letland! Med denne plan ville hverken diktatur eller skandinaviske prislejer, gøre livet surt for vores rejses sidste etape.

Så her er vi altså, i Riga, hvor vejret har været fantastisk, og hvor alt er meget nemt at finde ud af. De bruger fx. latinske bogstaver (som det første land på vores rejse), hvilket i høj grad letter(haha) skiltelæsning, etc. Derudover er det gamle bycentrum aldeles yndigt.

Nå, men idag er planen så ENDELIG at tage en færge fra Ventspils (lettisk havneby) - og, hvis alt går vel, sætter vi fod på dansk jord engang i løbet af i overmorgen. Det bliver vildt.

From Latvia with love

Mongoliet (part 2)

Midsommer hos Rensdyrfolket. 19-30. juni 09

Kalenderen har nu passeret midsommer, og vi har tilbragt selvsamme på det skønneste af steder: Dér hvor vilde blomster afløses af et absurd tykt tæppe af mos og rensdyrlaver(!), under en skov af lærketræer: Den nord-mongolske vest-taiga.

Et bjergrigt område, i et så afsides hjørne af verden, at selv turen til Gobi ligner barnemad ved siden af! Men den var alle muskelsmerterne, køresygen, og de klemte, søvnløse bumbe-natte-ture værd...

Vi fik nemlig lov til at besøge Tsaatan-folket i et par dage. Et besøg muliggjort af diverse lykketræf: Var vi kommet ugen før, havde det sneet. Havde vi ventet en uge, var de flyttet længere op i bjergene (nomade-liv), og havde været umulige at nå, med vores stramme tidsbudget. Tak til taiga-guderne!

Skønt datoen meldte midsommer, betød det dog ikke "sommer"vejr, som sådan: Flere steder lå der stadig sneplamager, og vores lille medbragte telt, havde sit hyr med at holde os varme i de (heldigvis korte) midsommernætter.

Men med sol om dagen, stjerne-eksplosioner om natten, snedækkede tinder hele vejen rundt, og rensdyr-grynt i overflod, kunne vi bestemt ikke klage...

Og Tsaatan-folket er smilende, og lattermilde værter.
De bor i teepee'er (kaldet ortz), og lever af deres mange rensdyr, som hænger dovent ud i området omkring lejren. Pga. af deres afsides beliggende hjemstavn, har de bibeholdt en shamanistisk religion, og er ikke buddhister som de øvrige mongoler har været det siden 1500-tallet.

Den sjoveste oplevelse var næsten at modtage visit fra en anden tsaatan-familie, der boede et stykke væk! De kom da bare lige ridende, far, mor og datter, på hver deres rensdyr; og efter et par timer steg de elegant op igen - og forsvandt med karakteristiske kliklyde - ud i horisonten.

Julie og jeg blev enige om at ingen af os, for alvor, havde accepteret rensdyret som et egentligt eksisterende dyr - men nærmere et halv-mytisk julevæsen fra det høje nord.

Derfor en mystisk, eventyragtig, stemning, som virkede passende for tidspunktet på året, haha.

Tsaatan'erne laver mongolsk mad, som vi allerede kender det, men endnu mere skrabet: Til frokost fik vi ikke andet en varm rensdyrmælk. Ikke fordi det ikke mætter! Det mætter i så høj grad, at det kan være svært at få ned igennem sit halshul (tilvænning?).

Rensdyrene har kalve for tiden (derfor brugen af mælk), og de er helt uimodståelige, på trods af deres fjollede grynte-lyde.

Den sidste del af turen derud -og hjem-, måtte tilbringes på hesteryg. Sti-systemet op og ned af bjerget, er for småt og sumpet for biler - heldigvis!

For Tsaatan-folket er mongoliets mindste etniske minoritet, og turisme er en lurende fare, der heldigvis stadig begrænses af områdets utilgængelighed, og som nu også kontrolleres af et "Community Center", som sørger for at alle turistindkomsterne rent faktisk går til rensdyrhyrderne selv.

Hvis man altså vælger at bruge dem (det gjorde vi selvfølgelig). Dette har allerede betydet bedre økonomiske og uddannelsesforhold, for det lille samfund.

Vel tilbage i Ulaan-Baatar, brugte vi vores sidste dage i Mongoliet på at hvile ud efter de to døgns rejse tilbage fra taigaen, og vi tilbragte fx. en hel formiddag på, uden held, at spore det såkaldte "spion"museum, som vi havde læst skulle indeholde KGB-artefakter, og andet "spion"udstyr! Lige noget for en X-agent som mig... tsk tsk.

Men desværre var museet så hemmeligt, at vi ikke kunne finde det - trods smugkig ind i selveste "spion-centeret", hvor mænd i store uniformer udstødte sletskjulte fnis over de to turist-tøser, der lige syntes de skulle sætte ben i deres "top-hemmelige" bygning (men det var altså dér museet skulle have ligget!?!?).

Hvilket minder mig om at jeg, trods utallige palæontologiske nørde-detaljer, ikke har fortalt om nogen af vores Experimentarium-oplevelser på turen (shame on me).

Hverken det slidte, og usle Science City i Calcutta, det high-tech (og super-sterile) Science Museum i Hong Kong (med den fede sær-udstilling om "TID"), eller det olympiske svømmestadion i Beijing, som er lavet af SÆBEBOBLER, og som jeg har nævnt i alle mine sæbebobleshows, allerede inden det blev taget i brug - ved de Olympiske Lege sidste år.
De er hermed nævnt...

Nu er vi så nået hele vejen til Rusland.

Et døgns behagelig togrejse gennem svulmende, grønne landskaber, og HAPS - så var vi i Sibirien - på kanten til Baikal.

Her er kæmpestore træhuse (samt -kirker), lavet af tykke, mørkebrune bjælker, og med farvestrålende udskårne vinduesrammer, der omkranser vinduer med yndigt broderede bedstemor-gardiner. Det er hyggeligt.

Bortset fra disse, er Ulan-Ude, i høj grad, en grim sovjet-by -SÅ vi er en anelse bekymrede over at at den skulle høre til de mest charmerende byer i Rusland (det er vist en by i Rusland!!), OG folk er (for første gang i månedsvis) hovedsagligt hvide. Tja, det eneste der adskiller dem fra danskere, er faktisk deres vrantne holdning, deres hårfarver (der passer til alt andet end deres hudfarver), og deres tøj (der passer til alt andet end en gråtonet gade).

Det er sjovt at være så langt nordpå igen. Vi er faktisk på linje med Tyskland - bare syv tidszoner længere østpå. Her er lange sommernætter. Her er kirker (igen!). Det er næsten som at være hjemme i Europa (bare pudsigt at Lonely Planet beskriver stedet som super asiatisk, haha, den slags kommer heldigvis an på hvor man kommer fra).

Mongoliet (part 1)

Flaming Cliffs and Gorges of Ice! 1-18. juni 09

Gobi: Hvor ellers kan man finde flammende klipper, og isfyldte kløfter, i dramatisk forening!?
Vi er altså vel ankommet til Mongoliet. Og efter vores civilisations-overdosis i Kina, kunne vi ikke slippe hurtigt nok ud af Ulaan-Baatar.

Så vi snuppede et par hurtige Cafe Latter, før vi - fulde af vildmarksforventning - satte os ind i den lille bumlebus, der skulle føre os 12-15 timer nedad, til Gobi.

Skønt vi lige var ankommet med toget sydfra, var det en oplevelse (i dagslys), at se de første fem timer transformere landskabet om fra græsfyldt steppe til semi-ørken, og de næste 8 fra semi- til hardcore ørken! Også selvom bussen var fyldt med syngende mongoler, der havde fået et enkelt glas vodka for meget til morgenmaden!?

Da solen endelig gik ned, var det en fryd at se en flok store baktriske (to-puklede) kameler, løbe irriterede væk fra den forstyrrende bus, og ind i den røde sol.
Dem skulle vi se mange flere af....

For at komme ud til de såkaldte "flammende" klipper (den mest berømte dino-lokalitet i Mongoliet/"verden"), måtte vi hyre en jeep, og overnatte et par nætter hos en lokal nomadefamilie, der boede et par kilometer derfra.

Heldigvis mødte vi en skør, gammel franskmand, som kunne hjælpe os med at få det hele arrangeret. Han lovede også at det skulle blive ingen sag at komme tilbage igen (Right)!!!

Ude hos familien satte vi, optimistiske som vi var, vores lille gule telt op, hvorefter det straks satte igang med en kæmpe støvstorm, som kunne have blæst både telt, bagage og os selv, hele vejen tilbage til Kina, havde vi ikke flyttet ind i den søde værts-families ekstra ger. (En ger er den specielle slags hus-telt, som mongolerne bor i over hele landet).


Der boede vi altså et par dage, prisgivede deres (selvfølgelige) nomadiske gæstfrihed, med husly, og tre måltider om dagen (bestående af fedt, med lidt kød på!), og først på tredjedagen blev vejret, rent faktisk, fint nok til at vi kunne tage en kamel-ridetur ud til de famøse klipper.

Det forbedrede vejr betød dog ikke, at der også var kommet telefon-signal, så hvornår vi kunne komme i kontakt med vores franskmand, og dermed komme tilbage igen, stod stadig hen i det uvisse....MEN... klipperne var virkelig flammende: Når man nærmer sig i det fjerne, står de frem med deres kontrast-røde farve, og bevæger sig endda, ved hjælp af varmedis, så de ligner flammer! Julie koncentrerede sig så hårdt for ikke at falde af kamelen, at hun fik krampe i benene.

Men vi nåede dog frem, og fandt....ikke en skid - før på tilbagevejen, hvor en kæmpe lårbensknogle spærrede os vejen, og noget som mongolerne mente var et kæbeben, men som jeg nu ikke helt syntes lignede knoglestruktur (ok, ligegyldigt!).

Her var det nemlig også at en BIL pludselig dukkede op, ud af støvtågerne; og som taget ud af den bedste expeditionsfilm, vender vi om på vores kameler - mod bilen, hvorfra en arabisk udseende fyr, og en mongolsk chauffør stiger ud: "Undskyld, er I de to danske piger, hvoraf den ene er palæontolog, som er jeg er sendt ud for at finde?", siger den marokkansk/franske canadier, som (vi efterfølgende erfarer) er udsendt af franskmanden. Han følger dernæst med tilbage til vores lejr - på kamelryg.

Så alt er fint, og vi bliver kørt tilbage til den lille mine-by, hvor alle tilsyneladende har hørt om os, og omtaler os som: "The two danish girls, lost in the desert".
Det pudsige er bare at vi ikke, på noget tidspunkt, selv opdagede at vi var "lost in the desert".

Men Gobi kan også andet og mere end fossiler og kameler: En lille times tid fra mine-byen, ligger et mindre bjergområde, hvor alting pludselig bliver grønt, og beboet at murmeldyr (jubii). Fordi det regner mere her? Nej, simpelthen fordi her er så koldt om vinteren, at en kæmpe is-gletcher aldrig når at smelte helt, i en skyggefyldt kløft, men forsyner det omkringliggende land med en konstant strøm af smeltevand, som sommeren skrider frem.

Det var som at rejse tilbage i tiden, til Eliza -tre år- på sommerferie i Østrig: Også her var der pludselig is under sandalerne, også her var der utallige murmeldyr... Smukt.

Dramatisk (og så længe siden, at jeg kun husker følelsen, idet jeg mærker den igen)...

Den skøre franskmand havde heldigvis også endnu flere tricks i ærmet: Han kendte selvfølgelig en hemmelig klosterruin fra 1600-tallet, ude i et "restricted area", hvor turister ikke må komme (Yessir!), så vi arrangerede en private tour i hans bil, Julie, franskmanden, jeg og den unge canadier, og så var vi ellers på seriøs ørken-køretur ude i ingenting...
Veje er ca. ikke-eksisterende i hele Gobi, så man kører efter pejlemærker.

I dette tilfælde et ensomt træ som, efter sigende, skulle være det eneste i hele ørkenen (Mini Mod = mit træ, kaldte han det - med stor affektion - på mongolsk).

DESVÆRRE var vi nødt til at køre en lille omvej med en tyk mongolsk dame, som skulle sættes af, hvilket satte os i den uheldige situation at mini mod ikke førte os ud til klosteret (Lost igen!!!!)? Fra en lille bakke så vi - til franskmandens store desperation - at der ikke var ÉT, men MANGE mini mods, spredt rundt i ørkenen!!!! Vi var altså ledt på vildspor.
Hvordan skulle vi nu nogensinde finde hjem, eller finde klosteret?

Vores eneste trøst var at det ensomme, tretusinde år gamle træ, alligevel måtte have haft en vis portion held med at sprede sine frø i tidens løb...

Det gik nu hverken værre eller bedre, end at vi FANDT ruinen til sidst.

Vi fandt også vores vej tilbage igen, og vi fik endda spottet et par spurtende gazeller på vejen. Sjældent har vi moret os så meget, som i selskab med denne franskmand, og hans ubitoriske "punchlines", og stædige optimisme.

Men nok om det... Vi er nu tilbage fra Gobi, og har tilbragt de sidste fem dage i en ganske anden mongolsk verden: Nemlig Terelj National Park, hvor idylliske grønne bakker er omgivet af mesozoiske granit-bjerge. Her har vi deltaget i et såkaldt "Ger-to-Ger" program, hvor man bor hos en ny nomadefamilie hver dag, lærer forskellige traditionelle håndværk, og bliver transporteret fra familie til familie på oksekærre, eller hesteryg. Programmet er virkelig godt udtænkt, og kombinerer den oprindelige nomadiske livsførelse med bæredygtig turisme.

Og sådan gik det altså til, at vi lærte at knytte en traditionel mongolsk knude, lave mongolske tøj-dekorationer, skyde med bue og pil (hvilket jeg endnu engang fik bekræftet at jeg er elendig til), og fik deltaget i familieliv med alle mulige - og umulige - antal børn i alle aldre.

Her var alt, lige fra tre måneder gamle babyer, som var med ude at hyrde yak-okserne sammen på hesteryg, til teenagepiger som gladeligt viste os deres musikvideoer, med mongolske hip-hop bands.

Alt i alt en hyggelig "bondegårdsferie", hvor sommer-sæssonen (heldigvis?) var gået så meget igang, at det var blevet "mælkeproduktstid". Vi kunne derfor supplementere fedt-kosten med masser af mælkete, smør, ost og youghurt - lavet af mælk fra forskellige dyr (ged, yak, kamel og ko). En interessant kost, som viste sig at være for meget, selv for Julies mave. Min var heldigvis så hærdet efter parasit-angrebet i Indien, at jeg kunne klø på med fuld styrke:-)

Vidder, bjerge, heste og nomader: Vi er slet ikke færdige med Mongoliet endnu, og melder tilbage om et par uger igen...Over and Out /Indiana Jane*2

Kina (part 2)

Beretninger om BROK! 30. maj 09

Kina er et fantastisk land at besøge (jvf. part 1), men det er også -med LÆNGDER- det mest uvelkomne land jeg nogensinde har sat mine ben i (nu har vi jo heller ikke besøgt Rusland endnu, bank bank!!). Spring endelig denne omgang galde over, men for de der kunne overveje at besøge Kina: Think twice, og læs evt. videre...

Besværlighederne startede allerede i lorte-beskidte Kolkata, hvor vi var tvungne til at blive i hele TO uger, for at få vores kinesiske visum, som krævede først det ene, så det andet, så det tredje dokument - som det så viste sig ikke var nødvendigt alligevel, når det var et turistvisum vi skulle bruge (TAK!).

(Billedet: Skrald i Kolkata).

I Nepal var det så meningen at vi skulle ekstra-ansøge om den tibetanske permit. Vi var selvfølgelig blevet nøje advarede mod at nævne, på det kinesiske konsulat i Indien, at vi havde tænkt os at besøge Tibet!!! MEN: I Nepal kunne de kun fortælle os at det kinesiske visum vi, med møje og besvær havde fået erhvervet os, måtte slettes, så vi kunne (gen)ansøge om et specielt gruppe-visum, som er det eneste saliggørende når man skal til Tibet (apparently).

Derefter -når vi nåede frem til Xian- kunne vi efter sigende så, så let som ingenting, få dette gruppevisum forlænget til et NYT kinesisk visum, (som vi selvfølgelig skulle betale for påny -det er klart). De ringde endda og tjekkede det med ambassaden for os.

Vi var gale i skralden!!!

I Xian - for så langt kom vi da - fik vi så netop joket med, at når vi nu VAR kommet helt ind i midten af landet, så kunne de da næsten ikke smide os på porten, når de opdagede vores - ikke populære - gruppevisum, fra Tibet. Haha: JO, DET KUNNE DE!!!

Den skæv-øjede skrankepave kiggede på os med foragt, og fortalte os hvor HELDIGE vi var, at vores gruppevisum stadig havde et par dage tilbage, for vi havde bare at være UDE af landet, og derfra kunne vi ansøge om et nyt kinesisk visum. UDEFRA. Fuck!

Så vi måtte, med lynets hast, købe flybilletter til Hong Kong (som ikke tæller med til Kina?), og derfra ansøge om et nyt visum, et express-visum, da vi ellers ikke kunne nå at være tilbage i Beijing inden Frederik ankom (og det syntes Julie ikke var så fedt;).

Så vi betalte, for tredje gang, for det skide, fucking, kinesiske visum, i Hong Kong, hvor alt heldigvis foregik helt anderledes effektivt. Så det var i det mindste noget.

På grænsen til Kina (den i Tibet), var de også så flinke at konfiskere ALLE bøger man kunne have, omhandlende Tibet. Inklusive Lonely Planet Tibet (rigtig flot!). Min bog om tibetansk yoga blev heldigvis ikke opdaget, så jeg har den stadig! Også selvom de rodede hele min taske igennem. Vores hollandske ven, Huub, havde Lonely Planet China, og fra den rev de alle siderne om Tibet ud...

Han fortalte senere (da vi genforenedes i Beijing), at de også har blokeret hans blog på nettet. Han havde skrevet om Tibet, og nu kan siden ikke åbnes!

(Billedet: Den forbudte by i Beijing. Bare én ud af mange forbudte koncepter i Kina!. Youtube virker i øvrigt heller ikke her til lands).

Nå, jeg kunne blive ved med at spytte galde ud, men vil prøve at styre mit handicap.

Kina har, også, været skønt, og jeg ér faktisk (desværre), bevidst om at Danmark selv, også er ganske uvelkomment at besøge! For indere er det fx helt udelukket at få turistvisum - hvis der da ikke er en meget god grund.

Vi har nydt et civiliseret afbræk på vores tur, men NØJ hvor vi glæder os til at tage videre til Mongoliet i morgen.

Tilbage udi ingentings land. Can't wait.

Et skulderklap til alle der nåede så langt, fra mig...

(Billedet: Her findes også søde vovser, som måske/måske ikke, smager godt..?)